Kaskelothval bringes ind til Skagen havn i 1944
Oprettet 17. oktober 2022
En af Skagerak-bådene, ”Skagerak Nr.1” S.257, kom søndag aften den 13. februar 1944 ind med en kæmpehval til Skagen havn. Under sildefiskeriet godt 3 timers sejlads fra havnen opdagede mandskabet ved 10-tiden en mægtig kolos liggende flydende i vandet. Man indstillede da straks alt fiskeri for om muligt at bjerge kolossen. Det lykkedes, og ved 22-tiden havde man bugseret den i havn, hvor den foreløbig blev fortøjet i inderhavnen ved bådebyggerierne. Hvalen havde skønsmæssigt en længde af 15-16 meter og vejede mellem 10 og 15 tons.
Den 5. januar 1942 kom Skagerak Fiskeindustris nye kutter ”Skagerak Nr.1” hertil fra Nykøbing Mors, og dermed var Skagensflåden blevet forøget med endnu et imponerende fartøj. ”Skagerak nr.1” var Skagens største kutter, idet den målte lige ved 60 tons. Maskinen var en Tuxham Diesel på 165-180 HK. Som alle de fartøjer, der kom fra værftet i Nykøbing Mors, var også dette meget svært bygget, og det var pænt udstyret. Ved siden af maskinrummet var der kabys med siddepladser, så mandskabet ikke behøvede at bære maden forud. Lukafet var stort og hyggeligt indrettet. Maskinfabrikant Frode Jensen forsynede fartøjet med trawlgrejer, og installatør Martin Winther indlagde elektrisk lys. I løbet af en uges tid kunne ”Skagerak Nr.1” gå på fiskeri med Thorkild Thomsen som skipper.
Skagenskutteren S.257 "Skagerak Nr. 1". Lokalsamlingen i Skagen.
Hvilken art hval det var, havde man endnu ikke konstateret, da såvel hoved som hale var under vandet. Noget resultat regnede man derfor ikke at komme til, før den var slæbt på land. Fiskerne regnede imidlertid med, at det drejede sig om en kaskelothval, men den havde kun meget få gange vist sig i farvandene omkring Skandinavien. Efter Salmonsens leksikon var den strandet ved danske kyster to gange, nemlig 1770 på Hjarnø i Horsens fjord og i stenalderen på Læsø. Ellers var den vidt udbredt i alle verdenshave og træffedes hyppigt i flokke i alle de tropiske og subtropiske have. Dens mave indeholder blækspruttevæv i stor mængde og disse findes også i dens mavekonkretioner, der kendes under navnet ambra. Af dens spæk får med spermacetolie, og tænderne bruges som elfenben. Hvis det drejede sig om en kaskelot, var det en meget kostbar hval.
Kaskelothvalen trækkes op på bedding under mange tilskueres nysgerrighed. Der ses både danske folk fra havnen og tyske soldater. Foto er i privat eje.
Den store hval blev næste dag slæbt på land ved Karstensens & Henriksens skibsværft. Inde ved vandkanten havde skibsbygmester Karstensen taget den i nøjere eftersyn, og han konstaterede straks, at der kun fandtes tænder i underkæben. Man var nu næsten helt sikker på, at det drejede sig om en kaskelot. Desuden kunne man se, at hvalen var sort på ryggen og grå nedentil, hvilket også meget nøje passede på en kaskelot. Hvalen blev solgt til sildesalteriet for en pris a 50 øre pr. kg. Hvor meget det ville blive i alt, vidste man derimod ikke, før hvalen var vejet, men antagelig ville det beløbe det sig til 5-6000 kr., da den skønsmæssigt vejede godt 10 tons. I øvrigt forlød det, at en sagkyndig kommission ville komme til Skagen for at besigtige kæmpen.
En arbejdsstyrke på 5-6 mand gik i gang med det store flænsningsarbejde på den store kaskelot. Man begyndte ved hovedet for hurtigt at komme ind til spermacetten, en olieagtige væske, der findes på oversiden af snuden. Ved flænsningen af den store hval viste det sig, at dyret indeholdt store mængder af den kostbare spermacetolie. I den ene halvdel af hovedet tappedes otte tønder, og man regnede med, at der var lige så meget i den anden.
Jo ældre en kaskelot er, des mere spermacetolie findes der i den, og dette eksemplar kunne således se ud til at være temmelig højt oppe i årene. Desuden blev der af kaskelotten skåret 120 kasser spæk a 50 kg. Det var blot godt halvdelen af spæklaget. Man ville komme op på i alt ca. 200 kasser eller 10 ton spæk. Når hertil blev lagt vægten af den store mængde kød og skelettet, blev dyrets vægt anslået til mellem 20 og 30 ton. Flænsningen blev ledet af en ung grønlænder, der for tiden arbejdede som mekaniker på en fabrik i Skagen. Det varede flere dage, før man havde tilendebragt det store flænsningsarbejde.
Kaskelothvalen kom på bedding. I baggrunden skimtes taget af Hotel Royal. Foto er i privat eje.
3 år tidligere i 1941 strandede en stor hval på vestkysten, og bragt ind til Hirtshals. Dens skelet blev foræret til Naturhistorisk Museum i Aarhus, der imidlertid ikke havde plads til hvalskelettet på daværende tidspunkt.
Hvalen blev dengang en turistattraktion, hvor cyklister i hundredvis i det fine solskinsvejr strømmede til Hirtshals. Hvalen blev set af op mod 1000 mennesker, og der var dagen igennem trængsel på skibsbyggeriet, der var omdannet til hvalstation. Både på havnen og ved hotellerne stod der cykler i lange rækker og i lagvis som på de største søndage i badesæsonen. Det var imidlertid ikke alene egnens folk, der kom til Hirtshals for at tage hvalen i øjesyn. Der mødte også folk langvejs fra, og de, der ikke nåede at se den i virkeligheden, ville inden længe få lejlighed til at beundre den i biografteatrene, idet der mødte et par filmfotografer op for at filme hvalen fra alle sider.
Hvalen blev også videnskabeligt undersøgt, idet zoologen Dr. phil. Thamdrup fra Naturhistorisk Museum Aarhus foretog målinger af kæmpen og overvågede flænsningen for også at se, hvad den indeholdt. Dr. Thamdrup konstaterede straks, at det ikke var en Grønlandshval men derimod en kaskelot. Dr. Thamdrups målinger viste, at hvalen var 17 meter lang, og han anslog den til at veje 40-50 ton. Kaskelotten kan blive op til 20 meter, og den tungeste, der er fanget, vejede 100 ton. Kaskelotten lever af kæmpeblæksprutter, men de findes kun i det sydlige Atlanterhav. Der har således ikke været noget til den at æde, siden den forlod de farvande, hvor den hører hjemme.
Museumsbygningen fik i 1941 hjemsted i Universitetsparken i Aarhus. Bygningen, der kostede ½ million kroner, blev indviet i april, og dr. Thamdrup, der skulle være museets leder, forhandlede med fiskeeksportør Sigurd Espersen om at erhverve hvalens skelet til museet.
Efterhånden kom der system i flænsningen, efter at man havde fået lavet nogle økser og knive af den slags, hvalfangerne bruger. Da man havde skåret et stykke af spækket ud og kom ind til kødet og indvoldene, dampede hvalen, så der stod en hel tåge fra hullet i den klare frostluft. Kaskelotten havde et helt lager af den fineste olie inde i hovedet, som var så stort, at det udgjorde den ene tredjedel af hele hvalen. Man skar et hul ind til dette hvaloliedepot, og resten af dagen strømmede olien af sig selv ud i en spand, som måtte tømmes hvert femte minut.
Zoologen dr. Thamdrup havde hver dag travlt med at undersøge kaskelotten, og gennem fiskeeksportør Sigurd Espersen fik han tilsagn om at erhverve skelettet til det zoologiske museum i Aarhus. Da det var umuligt at sende skelettet samlet, blev det parteret ud, og efter ankomsten til Aarhus blev skelettet kørt ud i Riis Skov, hvor det blev gravet ned og skulle ligge der i 1 års tid, inden det kom til museets udstilling.
Der er bl.a. anvendt skriftligt materiale fra Skagens Avis og Vendsyssels Tidende.