Oprettet 3. september 2022

Opdateret 14. oktober 2022

Dansk Hjælpetjenestes hovedsæde lå i Linne´gatan 3, Gøteborg og senere flyttet til Vallgatan. Blandt hovedopgaverne var transport af flygtninge til Sverige, indsamling af våben og ammunition i Sverige og efterfølgende transport til Danmark. Senere ydede organisationen også et stort arbejde som ”postkontor” med forsendelse af kurerpost mellem Danmark og Sverige.

Den 21. april 1944 aftaltes det, at organisationen i Sverige skulle ledes af en komite bestående af Werner Gyberg, der var daglig leder sammen med Abert Gylding-Sabroe og Ejner Davidsen. Ebbe Munch fulgte den økonomiske drift, og P. M. Heymann foretog revisionsarbejdet. Leif Hendil havde ansvaret for teknisk hjælp. Desuden fik organisationen stor hjælp og støtte af folk fra Sverige, nemlig af chef for kriminalpolitiet, politiintendant Carl Vestlin, og overkonstabel Pehr Synnermann sammen med konstabel Gustav Lind. Hjælpetjenesten modtog som starthjælp 40.000 svenske kroner fra Gesandtskabet og 5.000 kroner fra Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. Ligeledes stillede det engelske gesandtskab i Stockholm et større beløb til rådighed for den daglige drift.

Det blev efterhånden til en organisation, der var i stand til hver uge at ”eksportere” snesevis af flygtninge og ”importere” flere tons våben og sprængstof samtidig med at den ordnede den almindelige postgang og sørgede for depoter og logier til ventende flygtninge. Henved 300 danskere blev med større og mindre fartøjer sejlet til Sverige. Det var imidlertid ikke blot danske flygtninge men også nedstyrtede allierede flyvere, der blev transporteret til Sverige.

Efterhånden som modstandsbevægelsens aktiviteter øgedes i landet, og det tyske hemmelige politi, Gestapo, satte flere kræfter ind på at slå ned på modstandsbevægelsens folk, øgedes antallet af personer, der måtte søge beskyttelse i Sverige. Desuden havde den danske regering opgivet samarbejdspolitikken den 29. august 1943, og det var nu tyske myndigheder der skulle efterforske og retsforfølge danske modstandsfolk.

Det var oprindeligt personer i Frederikshavn, købmand Albert Gylding-Sabroe, politifuldmægtig Poul Larsen, kriminalbetjent Kaj Mortensen, sparekasseassistent Verner Jensen og repræsentant Frimodt Sørensen, der lagde kimen til de illegale og hemmelige sejlruter til Sverige fra Vendsyssel.

Vendsyssel Tidende skrev 7. februar 1946: ”Dansk Hjælpetjeneste i Gøteborg, der var grundlagt af københavneren grosserer Gyberg og frederikshavneren sparekasseassistent Verner Jensen og havde til opgave at indkøbe våben i Sverige til den danske modstandsbevægelse, modtage våbenlaster i den svenske skærgård fra engelske hurtigbåde, der forcerede Skagerrakspærringen, skaffe våbnene ad de illegale sejlruter til de østvendsysselske havnebyer og modtage flygtninge og kurerpost”. 

Fra ”Stockholmarkivet” den 10. december 1943:

Gøteborg-linien. Meddelelser fra Jylland til Sverige (ikke omvendt) ekspederes på flg. Måde: I Jylland henvender man sig til:

I Frederikshavn til sparekasseassistent Verner Jensen, Sparekassen.

I Aalborg til 1) Grosserer Ejner Davidsen, Kongensgade 10. (der skal hilses fra Jens Andersen) 2) hvis E.D. ikke er i byen, henvender man sig til assurandør Nicolajsen, Danske Lloyd, Løkkegade 24 (Postbox 210).

For tiden er der 1 ugentlig forbindelse til Gøteborg, senere etableres 2 ugentlige forbindelser. I Gøteborg afleveres posten til Hr. Sabro (evt. Gyberg) Flygtningekontoret (privat Linnesgatan 3), som atter afleverer det indkomne til Dr. Gustav Munthe, Røhsska Musæet, Vasagatan 37-39 (131130) eller hvis M ikke er hjemme til hans sekretær Fru Polheimer (182230). Endelig findes endnu et indleveringssted: Herr Bror Polheimer, Viktor Rydbergsgatan 29 (164604)”.

Politirapport af 20. oktober 1943 vedrørende savnet fiskekutter af overpolitibetjent Røgild Nielsen, kystpolitiet i Frederikshavn:

F.N. 101 ”Stanley” af Vesterø, bådpas nr. 116 (Læsø) udstedt af politimesteren i Frederikshavn. Skipper Oluf Andersen, født 1901 i København, ugift og boende Vesterø, Læsø, har siden pågældende i foråret 1943 fik udstedt papirer på fartøjet sejlet mellem de større havne her på Jyllands nordlige østkyst samt Læsø. Hans adfærd har lige fra begyndelsen været påfaldende, og ved udstedelsen af papirerne i foråret blev dette forhold udførligt ventileret i skrivelse af 16/4 til afdelingen. Siden da har der stadig været småepisoder vedrørende hans sejlads, hvilket har bevirket, at hans sejlads i så vid udstrækning det har været mulig, har været under observation. Det er nu konstateret, at fartøjet savnes i det nordjyske kystbevogtningsområde, siden det den 8/9 1943 kl. 17.00 forlod Frederikshavn kl. 17.00.

Gennem den 30-årige skipper Georg Mortensen, der er fører af A 302, ”Elida”, som for øjeblikket ligger i Sæby, er det oplyst, at ”Stanley” i midten af september måned lå i havn på skipperens hjemsted, Hurup under Grenå distrikt. ”Stanley” forlod havnen midt om natten, og i Hurup fortælles det, at der i forvejen var kommet 7 fremmede mænd til Hurup i en rutebil, og at det formenes, at ”Stanley” er sejlet til Sverige med de anførte rutebilspassagerer.

Ved fortsat undersøgelse i sagen har overbetjent Storm, Sæby, oplyst, at han har bragt i erfaring, at det af svenske fiskere, der har været på Læsø, hvem kan ikke oplyses, skal være sagt, at ”Stanley” af hensyn til sin egen sikkerhed er blevet tilbageholdt og skipperen interneret i Sverige.

Herefter måtte hjælpeorganisationen se sig om efter et nyt fartøj til de illegale sejladser fra Vendsyssel over Kattegat til Sverige, og det blev ”Johanne” af Skagen.

Kutteren havde hidtil drevet fiskeri fra Skagen, og den 29. august 1942 skrev Frederikshavn Avis: ”Som i går meddelt var Skagens fiskeauktion tilført en rævehalehaj nr. 31 i år. Den var blevet taget af kutter ”Johanne” S. 221 under fiskeri nord for Skagen. Man forsøgte med 2 kroge at få eksemplaret indenbords, men det viste sig være ugørligt, og man måtte derfor slå en tovværksstrop om halen på den og så hale den ind ved hjælp af mekanisk kraft. Rævehalehajerne hører til sjældenhederne i nordlige farvande, og man fiskede det første eksemplar i begyndelsen af forrige århundrede ved Sjælland. I de senere år har denne sjældne fiskeart vist sig enkelte gange, men det er dog første gang, man har fisket en i løbet af et år. Hajen, der i går blev indbragt, er det største eksemplar, der endnu er blevet taget herhjemme, idet den var ikke mindre end 4,3 meter lang, og de største eksemplarer bliver højst 5 meter, og de vejer 300 kg. Dens næring er udelukkende sild, makrel, sardiner og brisling, og dens ynglepladser er Middelhavet. Hajen blev dog solgt til en fiskeeksportør for 0,36 kr. pr. kg., og den kostede altså 100,80 kr.” 

"Freden"

I de sidste par måneder før kapitulationen indsattes en såkaldt S.P. båd. Der var en fiskekutter, der gik direkte fra Jylland til Gøteborg. Besætningen bestod af fiskerne Henrik Henriksen, Johannes Rasmussen og styrmand Uld Henrik Tune Svensen. Omkring 3 uger før befrielsen ankom båden til Samsø, hvor der ganske letsindigt lossedes våben og udrustningsgenstande mellem 2 tyske fartøjer.

Lasten og båden blev konfiskeret af tyskerne, og besætningsmedlemmerne blev sendt til Frøslev.

17. april 1945

Til H. 10 (Werner Gyberg) fra S.P. 1

”Desværre ser det ud til, at der er indtruffet en katastrofe, hvad S.P. 100 og nogle af vore folk angår. Der er i dag al mulig grund til at tro, at S.P. 100 med besætning og vore forbindelsesled på grund af nogle landkrappers tilfældige arrestation er blevet indblandet i en affære, der kan være skyld i deres arrestation. I øjeblikket kan vi kun fortælle jer følgende: jeg havde en telefonsamtale med S.P. 3 i hvilken han lørdag aften meddelte mig, at alt var vel, og at han og besætningen fra S.P. 100 ønskede at tale med mig søndag formiddag kl. 10 i Ebeltoft. Jeg kom der til aftalt tid og sted, hvad de andre imidlertid ikke gjorde. Efter at have slået sig til tåls med tanker om almindelig forsinkelse, motorskade og lignende telefonerede jeg og fik herved konstateret, at de var taget derfra. De viste sig imidlertid ikke og efter at have været i Grenå og ned langs kysten, kørte jeg hjem til Aalborg. Ved ankomsten hertil viste det sig, at mine bange anelser havde været begrundet. Lynet var slået ned flere steder på Samsø, og trods det, at vi ikke har fået noget bekræftet af officiel vej, er der al mulig grund til at mene, at der er 100% chance for, at havnefogeden og dennes svoger (cyklehandleren, ”Præcis”) er arresteret. Der er 99% chance for, at S.P. 100 er gået samme vej. Så snart vi får noget konkret om dette telegraferer vi”. 

Nogle dage senere løb to store fiskekuttere ind i Strandby havn med den sidste last våben og ammunition. Med sig havde kutterne også flygtninge fra Sverige. På havnen blev de modtaget mod orkestermusik, blomster og hurraråb. Taler af ledende modstandsfolk, der takkede fiskerne for deres modige indsats.

Omkring de illegale sejladser til og fra Skagen er der ikke fundet mange beretninger i forskellige arkiver. 

”Notos” blev udlejet til tysk tjeneste og forliste i Nordsøen den 26. oktober 1942 sandsynligvis efter minesprængning.

I de sidste uger før kapitulationen stak en del Skagenskuttere af til England. De ombordværende fik ikke lejlighed til at underrette deres pårørende, og i mange familier havde der derfor været nogen ængstelse. I London-radioen blev det imidlertid efterfølgende meddelt, at 13 Skagenskuttere var i god behold i England.

I Grimsby lå S.220 ”Palle Jensen”, S.262 ”Jenny Kruse”, S.127 ”Korea”, S.303 ”Duty”, S.85 ”Pax”, S.174 ”Betty”, S.81 ”Frem”, S.307 ”Grethe Sørig” og S.320 ”Andreas Jensen”.

I Hull lå S.247 "Hindu", tidligere "Amy III", S.257 "Skagerak I", S.92 "Humber" og S. 139 "Nordboen". 

En uge efter befrielsen lørdag den 12. maj løb fiskekutteren S.280 «W.Hytting» ind i Skagen havn. Om bord var foruden skipper og besætning 7 flygtninge, der havde opholdt sig i Sverige. Blandt de 7 flygtninge var kriminalpolitiassistent Bak Jensen, der rejste til Sverige kort efter politiets afvæbning og som siden havde arbejdet i flygtningehjælpens tjeneste.

Allerede fra morgenstunden var flagene hejst over hele byen, og ved middagstid mødte FDF orkester op på havnepladsen med fuld musik, og da ”W. Hytting” var i sigte, havde mellem 2 og 3 tusinde mennesker taget opstilling på havnen for at modtage skibet. 

På et tidspunkt oplyste imidlertid Kaj Jensen, ”BetteKaj”, bosiddende i Skagen og fortalte, at hans fader havde været besætningsmedlem på flygtningekutteren ”Merkur”, og at hans moder i begyndelsen af januar måtte flygte til Sverige med skagenskutteren ”Titanya”.

”Merkur” havde deltaget med mange illegale transporter mellem Danmark og Sverige, og var også engageret som ”kaperskib” i opbringningen af S/S ”Tula” og S/S ”Lynæs”. Ved disse to begivenheder blev begge fartøjer og deres besætninger overtaget af modstandsbevægelsen. "Bettekaj" har lavet en hjemmeside om skibsfart: www.bettekaj.dk.

Her følger en lille beretning om de illegale sejladser fra Skagen. 

Selv om tyskerne ikke var særlige opfindsomme med hensyn til at finde udgangspunkterne for de illegale ruter, så var det alligevel ved juletid i 1943 lykkedes dem at få alle ruterne fra Jylland stoppet. Nu var gode råd dyre. Men modstandsfolkene Nyboe og Toldstrup rettede henvendelse til fiskeeksportør Holger Andersen, Skagen, der lovede at tage sig af sagen, og kort tid efter fandt han den mand, han skulle bruge. Det var skipperen på en 30 tons kutter S.248 ”Titayana”, Villy Jensen. Villy Jensen og hans folk, hans bror Godi Jensen og Harry Andersen, der alle tre kommet til Skagen fra Løkken som ganske unge, slog til uden betænkning. Kort efter nytår kom ruten i gang, og den holdt, til kapitulationen kom, idet de sidste flygtninge kom over dagen før, og den sidste sending våben kom til Skagen den aften, da frihedsbudskabet blev meddelt fra London i radioen. ”Titayana” gik fra Skagen en eller to gange om ugen, og hver gang havde den et antal passagerer med. Som regel 4-5 stykker. Flygtningene kom til Skagen dagen før ved middagstid, og om aftenen, når det var mørkt, blev de ført om bord i kutteren. Her blev de skjult i lasten bag fiskekasser. Det hændte, når det blev uroligt vejr, at flygtningene måtte i land igen, og de boede da som regel hos fiskeeksportør Holger Andersen. Alle fartøjer, som gik ud af havnen, blev undersøgt af det tyske havnepoliti, men heldigvis var det en temmelig overfladisk undersøgelse, så kutteren slap altid igennem, uden at tyskerne opdagede noget.

Når man kom ind med våben og andet gods, blev en del som regel kørt bort fra havnen af Holger Andersen på cykel. Våbnene blev skjult på hans loft, fortæller Villy Jensen. Men det skete også, at nogle af dem blev sendt med banen som fisk. Disse våben gik som regel til City Hotel i Aalborg. Hotellet var besat af tyskerne, men de havde glemt at tage misteltenen i ed. Hotellets portier fungerede nemlig i stor udstrækning som dækadresse og våbenmodtager.

”Titayana” havde som regel 20-60 kasser våben og sprængstoffer med på hver tur, så det blev adskillige tons udrustning militærgrupperne modtog over Skagen. Naturligvis kom ingen med ”Titayana” på sit glatte ansigt. Som legitimation skulle der medbringes et tiøres brevkort, hvorpå navnet Poulsen var opført som afsender.