Oprettet 6. august 2022

Det tyske gravsted på Skagen Assistens Kirkegård. I alt blev der begravet 73 personer, der alle med undtagelse af en var ofre for krigshandlinger under 2. verdenskrig. Gravene blev forsynet med numre, og først i slutningen af 1947 blev der opsat trækors med de pågældende flygtninges navne, fødsels- og dødsdage. 50 afdøde tyske flygtninge var begravet i 33 grave, idet nogle af gravene var dobbeltgrave.

Som tidligere nævnt blev gravstedet sløjfet i 1966, og de begravede blev overført til det tyske gravsted i Grove. I baggrunden ses kirkegårdens kapel. Billedet er taget fra nord mod syd. Foto:Rigsarkivet.

Flugten til Danmark

I vinteren og begyndelsen af foråret 1945 var de russiske hære trængt så langt frem mod de tyske provinser i Øst- og Vestpreussen, Danzig, Pommern og Brandenburg, at de tyske myndigheder så sig nødsaget til en omfattende evakuering af civilbefolkningen i de truede områder. Det blev en kaotisk flugt, der lagde mange skæbner bag sig i kølvandet. 

Den enorme flygtningestrøm til København medførte et så stort pres på indkvarteringsmuligheder og levnedsmiddelforsyning, at det blev nødvendigt at sende flygtninge videre ud i landet. Den 16. marts 1945 meddelte togkontoret i Hjørring, at der om natten var sket en sprængning under et flygtningetog mellem Hjørring og Sønderskov. Toget, der var på vej fra København til Frederikshavn, bestod af et lokomotiv med 11 mandskabsvogne. Lokomotivet blev afsporet, medens 5 vogne væltede og 3 kørte op i hinden. 4 personer meldtes dræbt og flere hårdt sårede, der blev bragt til Hjørring sygehus

De første tyske flygtninge ankom til Skagen i marts måned 1945, hvor de blev indkvarteret på de tyske forlægninger og hoteller samt pensionater i Gl. Skagen. Da landet stadigvæk var under tyske herredømme kunne flygtningene bevæge sig frit omkring og forsøgte at købe levnedsmidler hos byens handlende. På grund af vareknapheden og manglende rationeringskort var muligheden for at skaffe sig fødevarer dog imidlertid meget begrænsede, men det vakte naturligt nok et vist mishag hos lokalbefolkningen.

I påsken 1945 kunne man således læse følgende opslag fra Det illegale Information overalt i byen:

”Skagboere

Den totale krigsførelse har nu medført, at vi også har fået tyske flygtninge til vor by, og flere vil følge efter. Vi kan ikke hindre denne form for invasion, men vi husker alle disse tre ting.

1. Flygtninge har ingen ret til at være her – ej heller krigens ret.

2. Hundrede af vore landsmænd er uden lov og ret ført til fængsler og koncentrationslejre i Tyskland, hvor de er prisgivet sult og tortur.

3. Vi bør intet have med dem at bestille, vore hjem må holdes lukkede for dem, og vi vil overhovedet ingen forbindelse endsige samkvem have med dem”. 

I alt regnes der med, at omkring 500.000 tyske civilpersoner og sårede soldater ankom til Danmark i de sidste krigsmåneder, og heraf forblev godt 200.000 civile tyske flygtninge tilbage i Danmark efter den tyske kapitulation. I Skagen var der på dette tidspunkt indkvarteret omkring 574 tyske flygtninge. Flere af dem var ankommet med damperen Potsdam til København den 21. marts 1945.

26. maj 1945 var flygtningene fordelt således:

Hotel Royal + 1 barak, i brug til 173 tyske flygtninge (fuldt optaget).

7 barakker ved Fyrbakken, i brug til 198 tyske flygtninge (fuldt optaget).

2 barakker i Plantagen, i brug til 203 tyske flygtninge (fuldt optaget).

Medens 4 hoteller og pensionater i Gl. Skagen, der før kapitulationen havde været beslaglagt til indkvartering af flygtninge, blev frigivet til almindelig hoteldrift. 

Flugten fra de østtyske provinser til Østersøhavnene i vinterkulden havde været lang og udmattende. Mange personer især børn og ældre var afmagrede og led af livstruende mangelsygdomme. Dødeligheden var som følge deraf stor, og i Skagen døde 32 flygtninge hovedsageligt på grund af difteri, lungebetændelse, tyfus og svækkelse allerede før 5. maj 1945. Mange tragiske skæbner udspillede sig efter den dramatiske flugt, hvor familier splittedes og mistede deres kære. Således efterlyste Anna Weichert, der var anbragt i flygtningelejren ved Loddenhøj, sine 3 børn, som hun havde mistet under flugten fra Rastenburg den 29. januar 1945. Hun havde hørt, at børnene var ankommet med en transport af forældreløse børn ombord på damperen Potsdam, og da netop flygtninge i Skagen havde været med denne damper, var det naturligt at foretage en eftersøgning her. Efterlysningen fik en lykkelig afslutning.

De tre flygtningelejre

Efter den tyske kapitulation den 5. maj 1945 håbede de danske myndigheder på, at de tyske flygtninge hurtigst muligt kunne sendes tilbage til deres hjemland. Imidlertid meddelte de britiske styrker i Tyskland, at landet var så forarmet, at flygtningene skulle forblive i Danmark indtil videre. Statens civile luftværn fik den praktiske opgave med anbringelse og forplejning af flygtningene i lejrene. I Skagen sørgede CB-mandskab fra Statens civile luftværn for, at de tyske flygtninge blev interneret og isoleret på tre tidligere tyske forlægninger, nemlig Fyrbakken, Hotel Royal og Skoven også benævnt Plantagen eller Byfogedskoven. Lejrene blev indhegnet med pigtråd og bevogtet af bevæbnede vagtposter.

I sommeren 1945 havde de danske myndigheder beregnet, at der kunne skaffes plads til 1132 flygtninge i Skagen. Man havde forudsat, at der skulle være 2,5 kvadratmeter pr. flygtning, 5 kvadratmeter til køkkenpersonale, sanitetspersonale og andre servicepersoner, medens lejrlederen fik 10 kvadratmeter til rådighed.

Hotel Royal: 277 personer.

Fyrbakken: 244 personer.

Plantagen: 259 personer.

Schakal: 352 personer. Schakal, der var benævnelse for det tyske luftvåbens forsvarsstillinger på Nordstrand, blev imidlertid aldrig taget i brug som flygtningelejr.

Fyrbakken ved vippefyret Barakkerne ved Fyrbakken blev allerede opført i de første måneder efter den tyske besættelse af den tyske marine. Den bestod bl.a. af 6 beboelsesbarakker, der hver havde fået sit eget navn. ”Skagerrak” med 7 værelser. ”Gammelby” med 2 værelser. ”Hipper” med 8 værelser. ”Scheer” med 8 værelser. ”Brummer” med 8 værelser ”Mars” med 6 værelser.

Lejren var i marts 1946 fuld belagt med 243 flygtninge. Den hygiejniske tilstand i lejren var i det første år ganske forfærdelig, men forbedredes i marts 1946, idet en grubekedel og et badekar blev opstillet i vaskehuset, således at flygtningene fik bademuligheder. Væggelus havde også været en idelig plage i alle barakkerne på nær en. Man havde ganske vist sprøjtevæske til rådighed men ingen sprøjte, men anskaffelse af en sprøjte og almindelige rengøringsrekvisitter forbedrede de sanitære forhold væsentligt. Gamle lærredssække måtte anvendes som gulv- og karklude.

Der havde været en episode i lejren med en 13-14 års pige, der var blevet dårligt behandlet af sin bedstemor, nogle venlige mennesker i lejren havde dog lovet at tage sig af hende under opholdet her i landet. Ellers var stemningen i lejren god, især de gamle var meget taknemmelige over de gode forhold, som de levede under. Her som alle andre steder var det helt galt med tøj til børnene. Også det faste køkkenpersonale manglede det nødvendige tøj. Stemningen i lejren ved Fyrbakken havde således været meget dårlig, men en god bemanding i julen 1945/46 havde hjulpet på stemningen.

Ved indskrænkningen af lejrenes antal i Danmark blev det stærkt tilrådet en nedlæggelse af lejren ved Fyrbakken, idet barakkerne var meget dårlige. Pladsen var lille og bestod udelukkende af flyvesand, og dertil kom den økonomiske side af sagen, hvor en lejrleder og 15 vagtposter skulle bevogte så få flygtninge.

Skoven

Lejren i Skoven havde under krigen været belagt med russiske soldater i 2 barakker. Ved lejrens indretning som flygtningelejr blev der behov yderligere barakker, der blev hentet fra Grenen og Nordstrand. 

I lejrene i Skagen var der i marts 1946 164 skolepligtige børn, der alle skulle have undervisning i grundskolefag som tysk, regning og historie af 13 tyske lærerkræfter, hvoraf flere ikke dog havde læreruddannelse. Til at føre tilsyn med ungdomsskolen i de to lejre havde pastor Waage Beck påtaget sig dette arbejde. Der var indført obligatorisk 1 times sport om morgenen for alle unge. For at få begyndt på køkkenuddannelse af de unge piger blev der hver dag beskæftiget 5-6 unge piger ved madlavningen til børn. Derudover tog de del i den almindelige omgangstjeneste i lejren. Desuden oprettedes kursus i sundhedslære og barnepleje med en sygeplejerske som lærer, og i Skoven blev opført en skolebarak, hvor der også indrettedes en børnehave, der af tilsynsmyndighederne blev betragtet som en ren mønsterbørnehave.

I sommeren 1946 vistes gamle film, ”Rhinen fra Køln til Mainz”, hvis indhold var sommer og sol over Rhinen med dens gamle borge og smukke byer. Desuden vistes ældre spillefilm, som ”La Paloma”, ”Den gyldne stad” og ”Borgmesterinden bader” og mange flere. Flygtningene arrangerede selv recitationstimer og underholdning med teater, sang og musik, og ligeledes var radioaflytning også et middel til at lette en ellers grå og trist hverdag.

Ved en undersøgelse af Frischmut´s forhold viste det sig, at han indtil krigens begyndelse havde været fører for en Hitler-Jugend Schule i Østpreussen, og han blev derfor overflyttet til engelsk krigsfangenskab. Som nye tillidsmænd blev valgt Fritz Adelhöfler og Wilhelm Seyda for henholdsvis Fyrbakken og Skoven, hvorimod blev der ikke indsat ny tillidsmand på Hotel Royal, da der kun befandt sig ca. 20 flygtninge der, og som snart skulle overflyttes til lejren i Skoven, hvorefter Hotel Royal ville blive nedlagt som flygtningeforlægning.

Samarbejdet mellem tillidsmand Fritz Adelhöfler og den danske lejrleder begyndte godt, men efterhånden opstod der uoverensstemmelser mellem dem. Jeppesen besøgte ofte tillidsmanden i Skoven Seyda og hans familie, og fra samme tidspunkt forandredes ligeledes familiens Seydas meget velvillige indstilling til det modsatte over for tillidsmanden for Fyrbakken Adelhöfler. Efter dette tidspunkt underrettede Jeppesen næppe nok eller meget sent om forestående foranstaltninger, og Adelhöflers mente, at det dårlige samarbejde skyldtes, at Jeppesen havde været til anden dags gilde i anledning af Liselotte Neumanns fødselsdag i barak Hotel Royal, hvor også marinefeldwebel Reusche havde været til stede. Her fortalte fru Neumann om en forestående borttransport af de i det engelsk besatte område i Tyskland hjemmehørende flygtninge. Adelhöfler fik først dette at vide sent om aftenen og skulle i løbet af kort tid skulle indlevere en opgørelse over de vedkommende flygtninge. Skønt Jeppesen havde sagt til Adelhöfler, at sagen skulle holdes hemmeligt, havde han allerede forud også fortalt det til familien Seyda. Desuden havde marinefeldwebel Reusche hver lørdag besøgt Liselotte Neumann i Barak Hotel Royal og blev her altid til søndag eller mandag. I løbet af denne tid besøgte Jeppesen hyppigt fru Neumann. Da Jeppesen ellers ikke besøgte nogen anden flygtning, førte dette mærkværdige forhold til stor utilfredshed blandt flygtningene. 

Nu havde de kommandoen, men og så ansvaret. Der var stor knaphed på alle madvarer. De engelske myndigheder havde fastlagt, hvor mange kalorier hver enkelt flygtning måtte få, og det var ikke meget. Dog fik svagelige personer ekstra kosttilskud. Blandt de ankomne flygtninge var mange børn, endda helt små, og køleskabe fandtes jo ikke, så der blev hurtigt brug for fødevarer, men det var der overhovedet ingen, der tænkte på. Børnenes mødre kom grædende til vagterne, men ingen gjorde tilsyneladende noget. Vagterne forlangte at komme til at tale med borgmester Geisnæs, men han var først lidt tilbageholdende og fortalte, hvorledes vore folk var blevet behandlet i Tyskland, men vagten holdt på, at børnene i det mindste skulle have noget mælk og havregryn. Mindre end en time senere holdt mejeriet ”Nordens” bil ved Hotel Royal, og mælkemanden anede hverken ud eller ind. Han havde en spand med mælk, men ellers ikke noget. Flygtningene kom løbende med flasker, potter og krus, og alle, der havde børn, fik en liter mælk. Dagen efter fik de havregryn, rugbrød med stegefedt, mælk og kartofler.

Efterhånden blev ordningen, at byens handlende forsynede flygtningelejrene med madvarer. For ugen 29. april til 5. maj 1946 så afhentningsplanen således ud:

Mælk kan afhentes på ”Norden” hver dag også søndag. Smør afhentes på Norden mandag og torsdag.

Kødpålæg afhentes hos H. C. Aaen mandag og fredag. Kød afhentes hos H. C. Aaen tirsdag.

Flæsk afhentes hos Jenny Hesselholt lørdag 4. maj.

Kolonialvarer afhentes hos C. S. Møller mandag.

Fisk afhentes hos Niels Hjort onsdag. Grøntsager afhentes hos J. C. Poulsen mandag, tirsdag, onsdag og fredag.

Brød afhentes hos Robert Thellefsen, P. W. Rasmussen, S. Stendys, Jenny Winther og Kingo Petersen hver dag undtagen søndag. 

Desværre levede de afhentede madvarer ikke altid op til blot en nogenlunde kvalitet. Under læge Axel Jarnums inspektion en dag i januar 1946 i flygtningelejrene, blev han i lejren i Skoven præsenteret for en leverance oksekød, der stod i forrådsrummet og var leveret dagen før. Kødet var fordærvet, skinnende grønlig, slimede belægninger og på nogle steder i fremskreden forrådnelse. Lægen kasserede øjeblikkeligt kødet, som værende ganske ubrugeligt til menneskeføde, og henstillede indstændigt, at den forretning, der havde leveret den skandaløse sending, øjeblikkelig blev afskåret fra yderligere leverancer. På samme sted stod en leverance rugbrød mærket ”Stendys”, der til dels var meget snavset og skødesløst behandlet, om end bagningen og brødets smag ikke gav anledning til påtale.

Sygeplejerskerne Anna Janczikowski, Gertraud Walter og Elsbeth Weidenbaum skulle foretage den første lægelige behandling i henholdsvis lejrene Hotel Royal, Fyrbakken og Plantagen, og der indførtes faste konsultationstider på alle hverdage i alle tre lejre. Et lazaret blev indrettet på Hotel Royal, hvor der kunne behandles lettere medicinske tilfælde, medens sværere sygdomstilfælde, der krævede kirurgisk behandling og røntgenoptagelse, måtte foretages på lazarettet i Frederikshavn. Der indførtes skrappe regler for besøgende. De indlagte patienter måtte således kun modtage en besøgende ad gangen for at mindske risikoen for smitte. Alle medikamenter og medicinske utensilier skulle rekvireres fra et centralapotek, der var oprettet på den tidligere tyske skole på Emdrupvej 101 i København. Apoteket, der blev passet af tysk farmaceutisk personale, forsynede samtlige tyske flygtningelejre og lazaretter i landet.

Den tyske læge Dr. Carl-Heinz Grützmacher var imidlertid ikke uddannet som praktiserende læge, og snart efter hans ansættelse modtog lejrledelsen flere og flere klagesager over hans lægegerning. Grützmacher havde ikke med sin behandlingsmåde og sin afvisende holdning kunnet vinde flygtningenes tillid. Frem for alt manglede han ansvarsbevidsthed som læge overfor flygtningene. Ofte dagevis lod han sig ikke se i lejrene. Når han endelig afholdt konsultation, så affærdigede han i løbet af den kortest mulige tid en række patienter f.eks. uden at høre på deres klager, for slet ikke at tale om at undersøge dem. Selv på sin sygestue lod han sig ofte ikke se i dagevis. Med ordet ”lejrsyge” eller ” det er kommet af sig selv, det vil også igen forsvinde af sig selv”, affærdigede han patienterne. Utvivlsomt fandtes der en række patienter, der faktisk kom til ham med ”lejrsyge”, men ved en meget venligere optræden kunne han dog også vinde disse patienters tillid. Da han var flygtning på samme måde som alle andre, måtte han selv kunne forstå disse menneskers sjælelige nød, men han viste sig dog i alle ting atter og atter som en stor egoist. At alle de ovenfor anførte punkter bidrog til, at flygtningene med modvilje henvendte sig til ham. Frem for alt var det beskæmmende for ham, eftersom flygtningene havde været meget tilfredse med de lokale danske lægers behandling af dem. Gentagne samtaler med ham om hans behandlingsmåde forblev imidlertid resultatløse. I flygtningenes interesse bad man derfor om snarest mulig forflytning af Grützmacher til et andet flygtningelazaret, hvor han måtte arbejde under opsyn. Efter hans egne ord lå det kliniske arbejde også bedst for ham, og han blev derfor overflyttet til lazarettet i Frederikshavn. I hans sted blev læge Lother Brunck overført til Skagen, og sundhedspersonalet blev udvidet med 5 sygeplejersker.

Beskæftigelse

Alle arbejdsduelige flygtninge var hovedsageligt beskæftiget inden for pigtråden med først og fremmest køkkentjeneste, rengøring og vedligeholdelse. Enkelte deltog dog i arbejdet med sløjfning af jordvolde og løbegange, som tyske soldater havde gravet omkring forsvarsstillingen ”Schakal” på Nordstrand.

Da det var af betydning ved spørgsmålet om beskæftigelse for de tyske flygtninge, at der i vist omfang skabtes mulighed for havebrugsarbejde i flygtningelejrene, bestemte flygtningeadministrationen, at der burde drages omsorg for udlægning af arealer i passende omfang til dette formål i de flygtningeforlægninger, der var permanente, eller som i hvert fald ikke ville blive nedlagt foreløbig. Hvis passende arealer ikke allerede fandtes inden for forlægningernes område, skulle man leje arealer. Ved dyrkning af jorden var det beskæftigelse af de tyske flygtninge, der var hovedformålet, og alt arbejde skulle derfor udføres med håndredskaber, således at der blev mulighed for en effektiv arbejdsoptræning af flygtningene. Arealerne skulle dyrkes ved fællesdrift af så mange af flygtningene som muligt, således at især de unge kom i arbejde. Afgrøderne skulle indgå i den normale forplejning. De afgrøder, der egnede sig til dyrkning under disse vilkår var: Tidlige kartofler til pålæg, hovedsalat, spinat, rodpersille, majroer, krybbønner, stangbønner, zittauerløg, blomkål, grønkål, kørvel, kålrabi og porre. Disse arter kunne gro selv på mager jord, hvorimod hvidkål og spidskål krævede god jord. I arealerne omkring bygninger og barakker i selve forlægningen måtte der ikke dyrkes grøntsager. Her måtte man have små prydhaver tilsået med flittige blomsterarter, f.eks. morgenfruer, pralbønner og blandet blomsterfrø, der kunne benyttes til afskæring. Luftværnschefen i Skagen indgik en lejeaftale med gårdejer Søren Troldborg om et stykke jord, hvor der skulle dyrkes kartofler og grøntsager. 

En almindelig arbejdsuge for en tysk flygtning så således ud:

Mandag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Brændekløvning og gårdarbejde. Tillavning af middagsmad bestående af kartoffelsuppe. Tillavning af aftensmad bestående af mælkesuppe.

Tirsdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Køkkentjeneste. Tillavning af middagsmad bestående af ærtesuppe, brændekløvning til komfuret i køkkenet. Gårdarbejde. Revision af portokassen. Besigtigelse af lejren sammen den danske omsorgsleder Kærbøl.

Onsdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Brændekløvning, køkkentjeneste og gårdarbejde. Tillavning af middagsmad bestående af grøntsagssuppe.

Torsdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Brændekløvning og gårdarbejde. Tillavning ag middagsmad bestående af fisk. Tillavning af aftensmad bestående af mælkesuppe. Behjælpelig med flytning af to flygtninge, Agnes og Eckard Schultz, til flygtningelejren Jegstrup ved Skive.

Fredag: Modtagelse og udlevering af tørkost, køkken- og gårdarbejde. Brændekløvning. Tillavning af middagsmad bestående af grød med kartofler. Behjælpelig med overførsel af Gertraud Walter og Günther Krinins til lazarettet i Frederikshavn.

Lørdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Køkken- og gårdarbejde. Brændekløvning. Tillavning af middagsmad beståpende af grøntsagssuppe.

Søndag: Modtagelse og udlevering af mælk. Tillavning af middagsmad bestående af flæskesteg og kål. Kaffe og kager om eftermiddagen. 

I efteråret 1946 oprettedes en særlejr i Pilhuse ved Karup, hvor uheldige elementer blandt de tyske flygtninge kunne anbringes. Til domstolene i lejrene i Skagen valgtes fem tyske flygtninge, nemlig Walter Schmidt, Elfriede Cerull, Willy Schott, Walter Jastram og Emil Plaga. Til lejrpolitiet valgtes Funk, Grigo, Krause og Fleischhauer, der skulle bære et hvidt armbind med påskriften L. P. (Lagerpolizei). Lovovertrædelserne bestod hovedsageligt i at forlade lejrene uden tilladelse. 5 kvinder forsøgte således i juli 1945 at forcere pigtrådshegnet i lejren ved Fyrbakken, men blev råbt an af de danske vagtposter. De 5 kvinder blev idømt 24 timers arrest på vand og brød til afsoning på politistationens arrest.

Fraternisering

Ved tværmolen lå endnu i slutningen af maj 1945 4 tyske fartøjer. De blev kaldt ”ligsnapperne”, fordi de sejlede ud, hver gang et tysk skib blev torpederet, for at samle folk op. En af officererne havde fået tilladelse til at benytte en fjernskriver på Hotel Royal om dagen. En aften havde han imidlertid forladt lejren, og vagterne måtte i gang med at lede efter ham. Han blev fundet i en af de to barakker, der lå overfor hotellet. Han fulgte godvilligt med den bevæbnede vagt, men da de gik over pladsen, blev han fræk og skældte ud. Han fik da at vide, at han ville blive indberettet. Han blev nu hidsig og slog en af vagterne ned, men en af de andre vagter havde hurtigt fået sit gevær klar og tog ladegreb og satte sit gevær i maven på den tyske officer. Nogle flygtninge skreg som vilde, og officeren rakte til sidst hænderne op som tegn på overgivelse. Han blev ført ind i vagtstuen, hvor han måtte blive stående hele natten. Næste morgen blev den tyske officer ført ud til de 4 tyske skibe ved tværmolen, og den ledende tyske marineofficer fik at vide, at den pågældende ikke måtte komme i land mere. Den tyske officer blev afstraffet af sine egne med en omgang klø. Søster Else benyttede enhver lejlighed til at have samkvem med mandfolk, både danske og svenske, og da initiativet til fraterniseringen altid kom fra søster Elses side, og da hun, når hun var stationeret i Fyrbakken, var i besiddelse af passerseddel, således at hun til enhver tid kunne forlade lejren, blev hun overflyttet til lejren i Plantagen. Det var imidlertid ikke kun tyske soldater, der forsøgte samkvem med flygtningene, men også danskere. En af CB-vagterne havde således en aften på sin vagt opholdt sig i et træskur sammen med tre kvindelige flygtninge. Han fik en reprimande og en bøde.

Vagtposternes druk

Efter flygtningenes udsagn havde vagtposterne på Fyrbakken og i Skoven drukket sig meget fulde, og fra dette tidspunkt betragtet flygtningene som personer, alle og enhver havde lov til at rakke ned på (Freiwild). Det kom til vilde udskejelser. 1. Jordemoder Carala Riedel vendte den 30/11 hen imod kl. 18 efter et besøg hos mødrene med spædbørn tilbage til Barak Fyrbakken, hvor hun fandt vagtposterne totalt fulde. Hen imod kl. 23 viste posterne sig i hendes værelse og beskyldte hende for at være kommer ind i lejren over indhegningen. 2. Børnehavelærer i Skoven, Gerda Wilknitz, der boede i barak 3 i børnehavestuen, blev den 31/11 hen imod kl. 5 vækket af sin søvn ved høj larmen og syngen. Hun hørte skridt i gangen og en mandsstemme, der sagde: ” Her er jo børneværelset”, da døren til børneværelse ikke kunne låses, blev den åbnet. Frk. Wilknitz genkendte i døren to danske vagtposter, der var ganske og aldeles fulde. En lille blond post gik helt hen til midt i værelset, hvor der stod et spillebord eller legebord og sagde nogle danske ord. Da frk. Wilknitz forholdte sig fuldstændigt rolig og undgik enhver bevægelse, sagde den anden post, der var blevet stående ved dørstolpen, ”Kom blot, der er dog ingen hjemme”. Derpå forlod vagtposterne værelset og trådte ind i naboværelset, som beboedes af søster Rablink, hvor de blev i nogen tid. 3. Efter flere flygtninges udsagn fra Barak Skoven havde berusede vagtposter den 31/11 hen imod kl. 5 spillet på klaveret i opholdsstuen og haft til hensigt at vække hamonikaspilleren såvel som flygtningene til dans. Ved en afhøring af samtlige flygtninge ville yderligere udskejelser fra posternes side træde for dagen. Allerede i flere uger havde posterne meget ofte været berusede. Skønt lejrleder Jeppesen ved sine besøg i lejren måtte have konstateret denne slette tilstand, havde han intet foretaget for at standse den. Med regelmæssige mellemrum blev flygtningelejrene uanmeldt inspiceret, og under en sådan opdagede man, at vagtstuen ved lejren ved Fyrbakken var blevet raseret af en af vagterne. Han var blevet tørstig på sin vagt, og var derfor gået ind til en af byens restauranter for at få tørsten slukket. Ved tilbagekomsten til vagtskuret slog han 16 ruder itu med de bare næver, rev de elektriske ledninger ned og skød med sit gevær op igennem loftet. På CB-foreningens efterfølgende generalforsamling vedtog bestyrelsen enstemmigt at ekskludere ham for hans uheldige optræden på vagttjenesten og offentliggøre hans navn som afskrækkende eksempel. Vådeskudsulykke Civilforsvarets folk havde ikke lært at bruge våben, og det blev undergruppefører Harry Damgaards opgave, at uddanne CB-vagterne i våbenhåndtering, da han havde jagttegn. Han fik nogle tyske rifler og en masse patroner stukket i hånden og gik sammen med nogle CB-folk ned til Fyrbakken, hvor de skød til måls efter nogle dåser og flasker. Efter et par timer var folkene ”mesterskytter”. De kunne let ramme en hest på to meters afstand. Den manglende våbenkundskab resulterede i en vådeskudsulykke midt i juni 1945, da Hans og Arne var på vagt i flygtningelejren i Byfogedskoven. En nat havde de observeret 2 mistænkelige personer i bøgeskoven uden for pigtrådsafspærringen. De var straks gået derhen og havde taget ladegreb på deres karabiner, men de fremmede personer forsvandt imidlertid ind mellem træerne. Bagefter var de gået hen til barakkerne og havde sat sig på en bænk, hvor de sad og talte om, hvad det var for nogle personer, der ville snige sig ind. De havde samtidig lagt deres karabiner over knæene, og pludselig gik Hans´s karabin af, og kuglen gik ind i højre side af bagdelen på Arne, der blev hjulpet hen til vagtskuret. Vagtposten ved lejrens indgang fik tilkaldt en ambulance. Arne blev indlagt på Skagens sygehus og blev hurtigt rask igen, og han kunne kort tid efter fortsætte sin vagttjeneste, men med et stort ar på den ene balle.

Hjemsendelse

Både de danske myndigheders og de tyske flygtninges største ønske var en hjemsendelse. Adskillige flygtninge havde ad illegal vej fået brev fra pårørende i Vesttyskland om, at deres hjem og øvrige familie ventede på dem, og i den anledning der et mindre mytteri blandt flygtningen i lejren i Skoven, idet de ikke kunne forstå, at der ikke kunne ordnes hjemtransport for dem, der havde mulighed for at skaffe sig et hjem og eksistensmulighed. Politimesteren måtte indføre udgangsforbud nogle dage for at genoprette roen. Allerede i september 1945 havde de danske myndigheder modtaget meddelelse om fra de allierede myndigheder, at flygtninge fra den engelske zone ville kunne transporteres til Tyskland i den nærmeste fremtid. Lejrledelserne fik travlt med en registrering af flygtninge, der havde hjemstavn i de allierede besatte områder, men hjemtransporten lod imidlertid vente på sig. Efter krigens afslutning havde de allierede styrker opdelt Tyskland således:

1. Engelsk zone: a) 8. armekorps distrikt omfattede Schleswig, Holstein og Hamborg. b) 30. armekorps distrikt omfattede Aurich, Osnabrück, Oldenburg, Stade, Bremen, Hannover, Lüneburg, Bückburg, Braunschweig og Hildesheim. c) 1. armekorps distrikt omfattede Münster, Düsseldorf, Aachen, Köln, Arnsberg, Lippe og Detmold.

2. Amerikansk zone: a) Western distrikt omfattede Kassel, Wiesbaden, Darmstadt, Mannheim, Karlruhe og Stuttgart. b) Western distrikt omfattede Mainfranken, Oberfranken og Mittelfranken, Schwaben, Oberbayern, Niederbayern og Oberpfalz.

3. Fransk zone: Trier, Koblenz, Saarland, Pfalz, Freiburg, Sigmaringen, Hohenzollern og Konstanz.

Resten af Tyskland var russisk besat.

Det viste sig, at de allierede myndigheder ikke foreløbig kunne tillade hjemsendelse af tyske flygtninge, idet forholdene endnu var så vanskelige, at de ansvarlige myndigheder ikke turde tillade en yderligere tilflytning til disse områder. Der skulle gå yderligere et år før forholdene i Nordtyskland var normaliseret så meget, at det var forsvarlig at begynde de første hjemtransporter. De første hjemsendelser i større stil begyndte i november 1946, hvor omkring 1000 flygtninge om ugen skulle sendes til en modtagelejr i Osnabrück. I Skagen var der 643 flygtninge tilbage i flygtningeforlægningen i Skoven i 1946, og lejren blev tømt den 12. november 1946, hvor 170 flygtninge blev overført til lejren ved Knivholt, medens de resterende blev sendt til den nyoprettede lejr i Skallerup. De sidste flygtninge forlod først landet i 1949.