Kleinkampfverbände KdK
Oprettet 1. august 2022
Miniubåd af typen Marder. Ubåd med en torpedo ig enmandsbetjent. Fotograferet ved Lynæs i 1946. Foto: Rigsarkivet.
K-flotillerne bestod af forskellige angrebsfartøjer af forskellige typer, der hver medbragte en eller to torpedoer og havde en-mands- besætning, samt sprængbåde. Flotillerne virkede som operativ kommando helt uafhængigt af alle andre enheder og blev udviklet og fremstillet siden årsskiftet 1943/44 som et led i invasionsforsvaret, da det blev sandsynligt, at en allieret invasion kunne finde sted ved kysterne ved den engelske kanal.
På grund af mandskabsmangel måtte man hente frivillige besætningsmedlemmer fra krigsskibe og hæren, hvis uddannelse tog op til 6 måneder. Fartøjerne blev transporteret på vogne ad landevejen og kunne hurtigt flyttes fra et område til et andet. De skulle normalt indsættes fra havne men kunne i nødstilfælde søsættes direkte fra stranden. I løbet af sommeren og efteråret 1944 erobrede de allierede styrker større og større landområder i Frankrig, Belgien og Holland, og tyskerne mistede efterhånden deres basishavne for K-flotillerne. Størstedelen af dem blev overført til de større norske havnebyer og en mindre del til Danmark. Efter kapitulationen fandt man disse mini-ubåde nord for Sæby ved Langtved, Gerå og ved Vejlby nord for Århus, samt ved Lynæs på Sjælland.
"Styrehuset" med enkel indretning. Instrumenter til affyring af torpedo, ror og hastighed. Foto: Rigsarkivet.
Mini-ubådene var imidlertid blevet observeret i efteråret 1944, og den danske efterretningsfolk skrev således om deres iagttagelser, lørdag den 7. september 1944 ankom der til Skagen station et godstog med omkring 45 vogne, der var læsset med forskelligt materiel. Togene kom, så vidt man kunne afgøre, direkte fra Tyskland, og fra lørdag morgen til sent søndag aften havde tyskerne været travlt beskæftiget med at køre materialerne bort fra stationen ad Sct. Laurentiivej. Særligt et halvt hundrede tingester vakte modstandsbevægelsens opmærksomhed. De blev behandlet med den yderste varsomhed ved aflæsningen og anbragt på et chassis med motorcykelhjul.
Derefter blev de alle trukket over i plantagen ved Skagen sygehus. Ved aflæsningen var de overdækkede med presenninger, og i plantagen blev de yderligere kamufleret med løv og grene. Modstandsbevægelsens folk formodede, at det var enmandstorpedoer, men tyskerne vågede omhyggeligt over dem, og ingen uvedkommende fik lov til at nærme sig plantagen.
Sammen med miniubådene ankom en styrke marineartillerister på omkring 500 mand. Desuden sås et meget stort antal kranvogne til at trække miniubåde, troppetransportvogne, værkstedvogne, feltkøkkener og ambulancer. Man formodede, at det drejede sig om en slags torpedoudrykningskolonne, der hurtigt kunne flyttes til de steder langs kysten, hvor der ville brug for dem. På nogle af bilerne havde der været malet V1, men det var atter malet over.
Senere, den 23. september, blev torpedoerne transporteret bort på godsvogne, der var overdækket med sløringsnet, til Aså station. Mandskabet var marinesoldater. Det var unge raske folk, og vagten, der boede på kroen, var uhyre vagtsomt.
Tidligere i efteråret 1944 havde man observeret to forskellige typer af ganske små fartøjer i området omkring Eckernförde, der afholdt torpedoskydninger efter slæbemål. Bådene sås kun i ca. 1.5 sømils afstand. Blot en enkelt båd blev observeret i overfladen, resten var delvis neddykket lige under vandskorpen. Bådenes længde var kun 6-8 meter, og bredden var kun omkring 1 meter. Bådenes linjer var de samme som en ubåds, og midtskibs fandtes en 2 fod høj hvælvet kuppel, der var lavet af gennemsigtigt materiale. Foran kuplen sås et lille periskop, og fremdrivningskraften kunne ikke fastslås.