Skagen en by i krig og fred

Drabet på Viggo Hansen

Oprettet 4. august 2022

Viggo Hansen havde været til 21-forestillingen i biografen for at se farvefilmen ”Borgmesterinden bader”, en morsom film fra baroktidens Flandern, og på vej hjem til sine forældre gjorde han opholdt ved pølsevognen på bilholdepladsen, hvor en del andre unge mennesker også var forsamlet. Pludselig var der nogle af drengene, der begyndte at kaste sten over mod Karstens Hotel på den anden side af gaden. Der knustes en del ruder i hotellet, og et øjeblik efter kom nogle tyskere farende ud derfra, idet de affyrede nogle skud med pistoler. En af tyskerne kom lige hen mod gruppen ved pølsevognen. De unge mennesker blev imidlertid stående, idet en af dem sagde, at det nok var løst krudt, som tyskerne skød med. Da tyskeren var 2 til 3 meter fra gruppen, affyrede han et dræbende skud lige mod Viggo Hansen, der stod nærmest. Jens Eigil Sørensen fik et slag i nakken og lod sig falde ned på jorden, hvor han kom til at ligge med hovedet oven på Viggo Hansen. Efter at tyskerne havde bragt alle de andre unge mennesker over på Karstens Hotel, kom de tilbage og hentede Viggo Hansen, der havde voldsomme smerter. På hotellet fik Viggo Hansen et tæppe at ligge på, og en tysk læge undersøgte ham og gav en smertestillende indsprøjtning, hvorefter der blev ringet til Falck, der bragte ham til Skagen sygehus. Ved 0.30-tiden ankom nogle Falckreddere til Viggo Hansens forældre og meddelte dem, at deres søn var blevet alvorligt såret, og om de ville med på sygehuset. De tog straks til sygehuset, men fik her den sørgelige besked af overlæge Jarnum, at deres søns liv ikke stod til at redde. Forældrene sad nu hos deres søn til omkring kl. 5.30, da døden indtraf. Pistolskuddene havde også ramt Knud Madsen, der blev såret i låret og i første omgang ført til et tysk lazaret ved Fyrbakken.

Forklaringen på de tyske officerers voldsomme reaktion skal nok forklares ud fra to forhold. For det første havde alle tyske officerer den 1. august 1944 fået ordre til, at enhver, der udtalte sig mod Føreren eller udviste handlinger mod Føreren, øjeblikkelig og uden varsel skulle nedskydes af den, der hørte dette. For det andet var der 2 dage før episoden på bilholdepladsen blevet kastet med sten mod en tysk officer, der kom gående med en dansk pige. Stenkasteren blev i den anledning sammen med flere andre Skagboer anholdt af tyske soldater og ført til Hotel Royal, men efter 2 dages forhør på havnekaptajnens kontor på Hotel Royal var de dog atter på fri fod.

Drabet på Viggo Hansen fik af naturlige årsager – pressecensuren – ikke den store omtale i dagspressen. Dog beskrev Skagens Avis hændelsen som en tragisk ulykke. Kun uddrag af pastor Lindberg Andersens begravelsestale blev refereret: ” Her er ikke stedet at sige meget, fordi der ligger et tungt åg på vor nakke, og der er sat lås for vor mund, vi står afmægtige over for våbenmagten, men vi fastholder, at magt aldrig i sig selv er ret”. Til gengæld blev begravelsen, der fandt sted fra Skagen kirke fredag den 20. oktober 1944 kl. 14.00, en demonstration overfor den tyske besættelsesmagt. Alle danske arbejdere de tyske befæstningsanlæg lod skovl og spade ligge. Skagen kirke var stuvende fuld til bristepunktet af deltagende Skagboer og udefra kommende ”fremmedarbejdere”. Det tyske hemmelige statspoliti, Gestapo, gik straks i gang med en intensiv efterforskning af episoden ved Karstens Hotel. Netop i sensommeren 1944 etablerede Gestapo en afdeling i Frederikshavn med kontorer på Kragholmen under ledelse af Sturmscharführer Otto Willy Döhlemann, og de indfandt sig snart i Skagen. 

Allerede om formiddagen på begravelsesdagen ankom tre civilklædte Gestapofolk til Skagen for at foretage de indledende undersøgelser. Det var en dansker, Otto Jørgensen også kaldet ”Gestapo Jørgensen” og to tyske Gestapofolk, Franz Schüler og Anton Simmelbauer. De henvendte sig på auktionskontoret, hvor de traf borgmester Geisnæs. Otto Jørgensen, der optrådte som tolk, udspurgte borgmesteren om hans viden om, hvem der havde deltaget i spektaklerne ved Karstens Hotel for nogle dage siden, da han som byens borgmester måtte vide besked derom.

Borgmesteren svarede afvisende, at det kendte han absolut ikke noget til. Fisker Lüthje havde også været til stede på bilholdepladsen. Han var en af de personer, der på drabsdagen var blevet ført til Hotel Royal men løsladt efter 2 dage. Han troede egentlig, at alt åndede fred, indtil 8 dage senere da Gestapo Jørgensen ankom sammen med en tysktalende person til hans bopæl. Jørgensen optrådte udfordrende og frækt og sagde, at de kom fra det tyske sikkerhedspoliti, og at han skulle følge med. Han blev derefter ført ud i en bil, hvor han kom til at sidde mellem de to Gestapofolk, og han kunne tydeligt mærke, at Jørgensen havde en revolver på sig. 

Disse navne var der sat kryds ved, men der stod også en del andre navne. Jørgensen sagde bestemt til ham, at han for sin egen skyld skulle vise, hvor de pågældende boede, ligesom han skulle sige til, hvis nogen af de pågældende blev mødt på gaden, medens de kørte rundt i byen. Han fandt sig herefter nødsaget til at vise de pågældendes adresser, hvor Jørgensen sammen med den anden tysker var inde for at eftersøge de 3 personer, der imidlertid ikke var hjemme. Han blev i mellemtiden siddende i bilen under bevogtning af chaufføren. Under køreturen traf man på Niels Jacobsen, der opholdt sig uden for biografteatret. Svend Aage Jørgensen, der havde hørt om eftersøgningen, kom selv ned på Hotel Royal, idet han åbenbart mente ikke at have foretaget sig noget, tyskerne kunne sigte ham for. Efter at have opholdt sig et stykke tid på Hotel Royal blev de i en lukket transportvogn kørt til teknisk skole i Frederikshavn, og undervejs blev de truet med at blive skudt, hvis de forsøgte at flygte.

Næste dag kom de i forhør hos det tyske sikkerhedspoliti hver for sig. De blev nu afhørt af en tysktalende person, Schüler, hvor Jørgensen optrådte som tolk, og efter ½ times forløb sluttede forhøret. Niels Lüthje blev transporteret til Frøslev, hvor han sad interneret til den 24. april 1945. Som tidligere nævnt var Svend Aage Jacobsen selv mødt op på Hotel Royal og blev også ført til afhøring i Frederikshavn. Han blev herunder rykket i håret og læben. Han blev ført til Frøslev og løsladt den 29. april 1944. Preben Vestergaard blev allerede 2 dage efter drabet på Viggo Hansen genkendt af en tysk soldat og ført til det tyske hovedkvarter på Hotel Royal og senere transporteret til Frederikshavn til afhøring. Han var uvillig til at udtale sig, hvorfor Jørgensen hentede en gummiknippel og truede ham med den, idet han sagde, at hvis han ikke sagde sandheden, havde de midler til at få ham til den. Han fortalte nu, hvad han selv havde været med til, hvorefter han blev forelagt en liste med navne over dem, der havde opholdt sig på gerningsstedet, da stenene blev kastet mod de tyske officerer. Han nægtede, at det var ham og en hotelkarl, der havde kastet med sten, men Gestapo-Jørgensen påstod, at han vidste bedre besked. Vestergaard blev nu beordret op på skrivebord, hvorefter den tyske Gestapomand slog løs med en gummiknippel på hans ben og lænd.

Da rapporten var blevet skrevet på tysk, nægtede han at underskrive den, idet den var beskrevet således, at han under skyderiet på bilholdepladsen skulle have forsøgt at gemme sig bag pølsevognen. Jørgensen sagde da, at det var den tyske grammatik, der fik rapporten til at lyde således, og han gad ikke lære ham tysk grammatik, hvorfor han havde at underskrive. Herefter blev han indsat i den danske afdeling i Kong Hans Arrest i Aalborg i 2 måneder, for derefter at blive overført til Frøslev, hvorfra han blev løsladt den 6. marts 1945