Skagen en by i krig og fred

Skagens politistation stormes af tyske soldater

Oprettet 3. august 2022

Langsomt men usvigeligt sikkert blev det tyske greb om det danske samfund strammet, og i samme tempo voksede modstandsviljen. Illegale blade og plakater så dagens lys, og i denne begyndende magtkamp blev det mere og mere klart, at politiet i sidste ende ville komme i en alvorlig klemme. Fra officiel dansk side tog man afstand fra sabotagehandlinger, og samtidig pålagde man dansk politi at opklare sabotagerne og finde de skyldige. Spændingen mellem de tyske krigsretter og de danske myndigheder fulgte i styrke ganske sabotagernes omfang. Tyskerne brød gang på gang de indgåede aftaler, idet de selv begyndte at foretage arrestationer af danske statsborgere. I forbindelsen med den militære undtagelsestilstand den 29. august 1943 og regeringens afgang skiftede politiet holdning. Politiets medvirkning til opklaring af sabotagehandlinger faldt mærkbart. Modstanden mod det tyske herredømme voksede voldsomt i 1944 med folkestrejker, sabotager og likvideringer, og tyskerne svarede igen på endnu mere voldsom måde., og situationen blev efterhånden uholdbar for dansk politi. Den 14. september 1944 meddelte SS-Obergruppenführer, Højere SS- og Politifører i Danmark, Günther Pancke,: ” Den måde, på hvilken de politiske mord i den senere tid har taget overhånd, har gjort det umuligt for den højere SS- og politifører i Danmark længere at tåle, at det danske politi ikke med al energi modarbejder den forbryderiske underverdens gangstermetoder. Det er derfor, under forhandling med departementschef Eivind Larsen blevet stillet den fordring til det danske politi med alle til rådighed stående kræfter at eftersøge morderne og sørge for, at de bliver straffet”. Günther Pancke og general von Hanneken frygtede en allieret invasion, og belært af erfaringer fra Frankrig vidste man, at det væbnede danske politi ville frembyde en fare ved en eventuel invasion. I stor hemmelig udarbejdedes planer for internering og overførsel af danske politi til Tyskland. Hensigten var at fjerne mellem 2000 og 2500 politifolk fra de største byer. 

Telefonreferater fra Dansk presse i London 19.-24. september 1944.

Den længe ventede aktion mod det danske politi er nu blevet iværksat. Fra i dag kl. 11 er der indført den såkaldte politimæssige undtagelsestilstand i hele Danmark. Samtidig blev efter her modtagne oplysninger tillige regeringsbygningerne besat. Tyskerne lod forinden blæse luftalarm over hele landet, hvilket er ensbetydende med, at alle politimænd og CB-betjente skal begive sig til deres poster. Da dette var sket, befandt de sig over for væbnede tyske styrker. Aktionen kom langt fra som en overraskelse. Man har længe vidst, at tyskerne havde planerne liggende rede til en sådan foranstaltning. Det danske politis vedholdende nægtelse af at udføre tyskernes arbejde medførte aktionen. De valgte folkestrejken som et påskud. Den tyske bekendtgørelse er underskrevet af politigeneral Pancke, der altid har været en ivrig tilhænger af terrorpolitik. Den tyske besættelsesmagt vil nu sørge for ordenens opretholdelse indtil videre. Samtidig med denne bekendtgørelse udstedtes et dekret om indskrænkning af automobilkørsel. Den form, meddelelsen om aktionen har fået, forudsætter muligheden for en genoptagelse af samarbejde med det danske politi. I denne forbindelse bør det huskes, at det danske politi stadig har afvist de tyske krav om et mere intimt samarbejde. Allerede den 10. maj rejste Dr. Best kravet. Best antydede samtidigt, at han, hvis kravet blev afvist, ville forlange politistyrken reduceret fra de nuværende 10.000 mand til førkrigstidens ca. 6.000. det var da hans hensigt at bruge Schalburgkorpset og andre forræderkorps til at supplere den regulære politistyrke med. Disse krav blev drøftet i alle interesserede kredse. Under forhandlingerne påpegede de danske repræsentanter, at ethvert samarbejde med Schalburgkorpset ville gøre det danske politi umuligt i befolkningens øjne. Under generalstrejken i juli var en af hovedbetingelserne for opfordringen til at afblæse strejken, at Schalburgkorpset skulle fjernes fra byens gader. I dagene forud for den 29. august 1943 trak tyskerne 2.000 mand politistyrker til København. Det var hensigten at iværksætte en provokation for at få lejlighed til at slå den danske modstandsbevægelse ned. De tyske planer blev imidlertid i tide afsløret. Nu bruger man aktionen mod det danske politi i samme hensigt. Det danske folk vil imidlertid heller ikke denne gang lade sig vildlede. Politigeneral Pancke synes i sin bekendtgørelse at regne med en fortsættelse af det danske politis arbejde. Så meget er sikkert, at enhver form for samarbejde er udelukket. Desperat skridt fra tyskernes side. Politiet afvæbnet. Tyskerne har svigtet løfter af 9. april. Det er sikkert, at situationen kun vil skærpes. Det er af betydning for de danske patrioter, der nu sidder i danske fængsler, disse folk er nu prisgivet Gestapo. Endnu foreligger kun få enkeltheder. Afvæbningen er ej foregået uden blodsudgivelser. Det vil kun blive en pyrrhussejr for nazisterne. Det må forventes, at tyskerne nu vil søge hjælp hos Schalburgkorpset. Enighed og disciplin er af yderste vigtighed i denne overgangstid, der kun vil blive af kort varighed. Hvad man ventede og frygtede efter det sidste brutale overgreb, afvæbningen af det danske politi og overførslen af flere betjente til Tyskland, er nu en kendsgerning. Overalt på de danske politistationer sidder der nu tyske og danske nazister, som skal tage sig af den såkaldte danske underverden i den tid, der er tilbage, indtil krigen er slut. Politistationerne ledes nu af tyske Gestapo og SS-mænd, og hvad værre er, de har som hjælpere Schalburgfolkene. Fra nu af vil der komme endnu mere brutale midler i anvendelse end før, men det er en trøst, at det ikke kan vare meget længere. Det var vel efter erfaringerne i Frankrig, hvor politiet ved befrielsen spillede en fremtrædende rolle, at tyskerne gennemførte deres aktion mod det danske politi, Det er imidlertid et spørgsmål, hvordan tyskerne skal kunne skaffe tilstrækkelige personer, og hvad med sproget? Schalburgfolkene og de danske stikkere, som endnu lever, fylder ikke så meget. Vi lover, at opgaven bliver svær. I øvrigt er den danske modstandsbevægelse efterhånden så stærk, at den ikke kan standses. En del af de danske betjente, der er nazister, er allerede løsladt og genindsat i underordnede stillinger. Af de øvrige politifolk må vi kræve, at de fra nu af må nægte ethvert samarbejde med tyskerne. Når signalet for det endelige opgør kommer, må alle være med. Afvæbningen af de 1700 politifolk og deporteringen til Tyskland har over hele Sverige gjort et dybt indtryk. Bladene bringer kommentarer, der viser stærk sympati for Danmark og stærk fordømmelse af de tyske fremgangsmåder. Et blad skriver, at svenskerne ikke længere kan føle sig tilfredse med at stå som tilskuere til, hvad Danmark må gennemgå, og man håber, at den tid nu nærmer sig, hvor det må være slut med terroren, og hvor svenskerne spiller en anden rolle end blot som passive tilskuere. Mon ikke Tyskland selv er klar over, at deportationen af de 1700 betjente er en fejl, de råder selv ikke over så mange politifolk, der taler dansk og kan forstå dansk mentalitet. Og de kan heller ikke hænge politiuniformen på forbryderne i Schalburgkorpset”. Tyskerne i Danmark erklærer nu, at aktionen mod det danske politi nu er endt, og at der ikke vil ske flere arrestationer. De fleste kriminalbetjente med undtagelse af kriminalbetjent Lauersen, der er konservativt medlem af borgerrepræsentationen, er blevet løsladt. Chefen for kriminalpolitiet på Frederiksberg, politimester Parker, og flere ledende politimænd er blevet frigivet. Befolkningens sympati overfor betjentene har givet sig til kende på mange forskellige måder. Det er en meget stor del af politiets styrker, der har unddraget sig arrestation ved at gå under jorden. Frihedsrådet opfordrer dem til at holde sig skjulte og gemme deres våben, der vil blive brug for dem, når opgørets time er inde. Tyskernes opfordring til at melde sig og igen gå i tjeneste under tysk kommando, skal de ikke efterkomme, det vil kun være at gå tyskernes ærinde”. 

Politiet bar pistoler på dette tidspunkt, så de ville trække deres pistoler for derefter at aflevere dem til underofficeren, som de ikke havde set før, men de fik i stedet for et slag med løbet af hans maskinpistol over armen. De tyske soldater skulle nok selv tage deres pistoler. Derefter blev de holdt op mod reolerne, og endnu engang forlangte tyskerne politistationens våben. Der var imidlertid kun en gammel ubrugelig luftbøsse, og den fik de udleveret med det resultat, at de nær havde fået den i hovedet igen, så sure blev tyskerne.

Om eftermiddagen havde de stadigvæk ingen ordrer fået fra politimester Platou i Frederikshavn. Også Frederikshavn politistation var blevet stormet på samme tid af mere end 20 tyske soldater og flere gestapofolk under ledelse af kriminalbeamter Brüng og en lille officer Kokanofski, og her forsvandt politistyrken og gik ”under Jorden”. Politimester Platou boede i skjul i flere perioder i Skagen bl.a. hos stationsforstanderen for Skagensbanen. Rygtet om overfaldet på Skagens politi havde hurtigt bredt sig over hele byen, og alle de andre politifolk havde fået et praj om uroen på stationen og var forsvundet i mellemtiden. De var blevet samlet op forskellige steder i byen, således blev stationsleder Axel Olesen fundet i en grøft lige uden for byen og blev i fiskeeksportør I. P. Thomsens lastbil kørt ud på en af fiskemelsfabrikkerne på Buttervej. Politifolkene, der var forsamlet her, blev derfra hjulpet ud af byen. Imidlertid mødte Rønhild og Madsen på stationen igen og lod som intet. Både de og de tyske soldater var nervøse og urolige for, hvad der skulle ske. Ingen vidste noget. De fordrev tiden med kortspil ind imellem og fremstillede ganske åbenlyst falske legitimationskort til hinanden. Kl. 17 gik de hjem igen med ordre til at møde næste dag.

Kriminalpolitiets ene mand, David Bak-Jensen, flygtede til Sverige og forblev der indtil maj 1945. Han havde skrevet usædvanligt lange rapporter og foretaget adskillige afhøringer blandt danskere i forhold, hvor tyske interesser var blevet tråd over fode, blot for at tilfredsstille tyskerne. Politibetjent Poul Nørgaard vendte tilbage til Skagen og indtrådte i modstandsbevægelsen, medens politibetjent Børge Villy Nielsen, der var på kursus statens politiskole i København, blev anholdt af tyskerne og sammen med hele holdet ført til tyske koncentrationslejre. Overbetjent Bak-Jensen skrev i kriminalpolitiets dagbog: ”Skagen politi opløst”. Som følge af det tyske overgreb mod Skagen politi tirsdag den 19. september 1944 nedlagde Skagboerne arbejdet og viste derved deres sympati, og Skagens avis udkom ikke både onsdag og torsdag.

1. Efter møjsommelige undersøgelser har det kunnet fastslås, at politiet under misbrug af sin politimæssige embedspligt havde fremmet de illegales kredses arbejde, givet dem husly og vanskeliggjort det tyske efterforskningsarbejde, samt foretaget befrielsesforsøg over for illegale.

2. På politigården i København er der blevet fundet uniformer tilhørende forskellige tyske troppeafdelinger, soldaterbøger og identifikationsmærker samt våben, der udtrykkeligt beviser politiets samarbejde med den underjordiske militærorganisation, som havde hele politiapparatets støtte.

3. For at forhindre yderligere befrielsesaktioner og for at undgå ethvert blodoffer, blev denne illegale del af det danske politi overført til en særlig interneringslejr i Tyskland, hvortil alle de anholdte i dag er ankommet i bedste velgående”. 

I oktober måned 1944, medens undergruppefører ved statens civile luftværn Børge Pedersen sammen med CB-betjent Orla Larsen sad på politistationen, trådte to civilklædte personer, hvoraf den ene var den danske gestapomand Otto Jørgensen, ind på stationen og præsenterede sig som det tyske sikkerhedspoliti. De var kommet for at se på lokalerne og spurgte om, hvor politiet var henne. De fik naturligvis det svar, at det vidste man ikke. Gestapomanden, Otto Jørgensen, var dog mere interesseret i kriminalpolitiet og spurgte om, hvor Bak-Jensen var, og hvor mange folk kriminalpolitiet bestod af. Efter at have snust lidt rundt forlod de to gestapofolk imidlertid politistationen med uforrettet sag.

I begyndelsen af 1945 havde kriminalbetjent Harry Jørgensen, der var blevet byleder i Frederikshavn, fået styr på sine politifolk og beordret dem alle tilbage til området vest for Frederikshavn. Her dannedes flere politigrupper som lå i ”venteposition” indtil den tyske kapitulation. I egnen omkring Lendum og Sindal forekom flere våbennedkastninger, som politifolkene deltog i.

På kapitulationsdagen 5. Maj 1945 var de fleste betjente fra Skagen sivet tilbage til byen. 

Det lange opholdt i tyske koncentrationslejre havde imidlertid svækket Børge Villy Nielsens helbred, og han afgik ved døden den 22. november 1945 og blev 5 dage senere begravet på Skagen Almen Kirkegård under stor deltagelse af bl.a. politikommandøren, Platou, for Nordjylland. Hjørring amts politiforenings fane vejede ved kisten, og 6 politibetjente stod æresvagt og bar kisten til graven. Efter jordpåkastelsen omtalte politikommandøren afdøde Børge Villy Nielsen som en mand af den rette støbning og som en god kammerat. Politibetjent Børge Villy Nielsen blev født den 10. august 1914 i Kloster sogn i Horsens, og den 27. august 1941 ansattes han som reservepolitibetjent. Efter at han havde gennemgået 14 dages kursus på statens politiskole i København, blev han stationeret ved ordenspolitiet i Skagen.