Oprettet 28. juli 2022

På lokalt plan var skagboerne efterhånden blevet godt trætte af de evindelige og stadig større tyske beslaglæggelser af marker og ejendomme især på Grenen og Nordstrand. Samtidig var store dele af befolkningen stærkt utilfredse med byrådet under ledelse af borgmester Geisnæs, 1942-1946, idet man mente, at tyskerne uhindret kunne skalte og valte lidt rigeligt heroppe. Næring til den oprørske stemning kom fra de nærmeste større byer, Frederikshavn og Aalborg, hvor store og voldsomme strejker og optøjer havde fundet sted. I Skagen pustede lokale folk til ilden ved i nattens løb at opsætte løbesedler, der opfordrede befolkningen til at gå i strejke. Den 25. august gik byen i generalstrejke, og tyskerne måtte sende de danske befæstningsarbejdere hjem af frygt for optøjer. Samme dag indkaldtes til ekstraordinært byrådsmøde, hvor politimester Platou deltog i forhandlingerne. Man enedes om ikke at opfordre befolkningen til at gå i arbejde men at se tiden an.

Natten til torsdag den 26. august blev en butiksrude i Jenny Juul Winthers bagerforretning på Oddevej knust ved stenkast. Kort efter blev en vognmandskusk og en arbejdsmand, der var på vej væk fra gerningsstedet, anholdt på Østerled. Ved anholdelsen forklarede de to unge mennesker, at de var blevet lovet klø af nogle fiskere, hvis de ikke foretog sig noget. De havde derfor butiksruden itu. De havde flere steder set, at der var knust ruder. Efter at have overværet ildebranden på Foldens Hotel kl. ca. 24.00, gik de ud ad Oddevej, hvor de traf nogle, i alt 7-8 mand, som de ikke kendte. De faldt i snak med dem, og herunder truede fiskerne dem med, at de blev slået i jorden, hvis de ikke foretog sig en eller anden sabotagehandling. De blev dog ikke opfordret til at foretage sig noget bestemt, men da de gik ind mod byen og igen passerede bagerforretning, blev de enige om, at de ville knuse hver sin rude med sten. De to rudeknusere måtte betale en erstatning på 272, 24 kr. for nattens hærværk. De var i øvrigt de eneste, der blev anholdt under augusturolighederne. 

Under skyderiet var fiskeskipper Otto Svendsen blevet lettere såret i venstre side ved hoften af en ”opspringer”. Overlæge Jarnum kunne dog senere oplyse, at kuglen, der sad lige under huden, sandsynligvis ingen alvorlig skade havde gjort.

Politibetjent Nørgaard talte med lederen af den tyske patrulje, Feldwebel Grisp, der fortalte, at der var kastet sten efter patruljen, og da de samtidigt havde hørt skud, var de af den overbevisning, at der også var skudt efter dem. De påviste skomager Grønes butiksrude, hvor der fandtes et lille hul i det ene hjørne, men ved nærmere eftersyn blev man klar over, at dette hul måtte være fremkaldt af en sten. Politibetjent Nørgaard mente, at tyskerne havde skudt, efter at de havde hørt bøsseskuddene fra ovennævnte gård og derfor havde troet, at der muligvis var blevet skudt efter dem. Nørgaard og de tyske soldater blev enige om, at der ikke var sket noget videre, hvorefter man gik hver sin vej. Urmager Anton Hansen, hvis urmagerforretning lå på Sct. Laurentti Vej 49, Skagen, fortalte, at der flere gange havde været forøvet hærværk mod hans butiksruder under de nuværende uroligheder, og da han tilmed havde hørt fra naboen, Rosenkvist, at man tænkte på at stikke ild til forretningen, besluttede han sig for at holde vagt i forretningen med sit jagtgevær, der var ladt med to skud. Hans søn var ligeledes til stede med ladt jagtgevær. Kl. ca. 23.30 kom en del mennesker ind i gården, og da han hørte flere skud i nærheden, greb han sit jagtgevær og affyrede et skud i luften, og kort efter kom politiet til stede. Grønthandler Rosenkvist, der havde forretning ved siden af urmager Hansen i samme bygning, fortalte, at der flere gange under de nuværende uroligheder havde været forøvet hærværk mod hans forretningsruder, bl.a. blev der forrige nat kastet en sten gennem ruden, en sten, der ramte ham selv i ansigtet. Ligeledes havde han af ukendte personer, der stod uden for forretningen, hørt, at man planlagde at stikke ild til huset. Han besluttede derfor sammen med urmager Hansen at holde vagt med deres jagtgeværer, og han havde af en tysk soldat, som han ikke kendte navnet på, lånt en revolver af mærket Mauser for et par dage siden. Kl. ca. 22.15 standsede en tysk lastbil op uden for hans forretning. En officer, der sad på bilen, råbte: ” Fordømte svinehunde”, og da han gik over til officeren, sagde denne, at ordene var møntet på en sværm unge mennesker, der stod henne ved apoteket. Omtrent samtidig kom en tysk patrulje til stede, og officeren beordrede patruljen til at få fat i en løjtnant, der skulle komme til hjælp med flere soldater.

Efter aftale indfandt Bak-Jensen sig noget efter sammen med overbetjent A. Olesen og politibetjent Andersen på havnekaptajnens kontor, hvor den konstituerede havnekaptajn, Kapitänleutnant Steeg, var til stede sammen med de anholdte personer. Den ene af disse var en fiskeskipper Hilmer Bendix Mikkelsen, som man havde truffet om bord i hans kutter A 603, der var ophalet på bedding på Bdr. Nippers skibsværft, umiddelbart over for Hotel Royal. Tyskerne mente, at der var blevet skudt fra denne kutter, og man havde ransaget både denne og Mikkelsen, men uden at finde våben.

Tyskerne påstod dog, at han havde kastet en pakke i vandet. Da Mikkelsen godtgjorde, at han ikke kunne have kastet en pakke i vandet fra kutteren, da den var halet op på land, fik han såvel som den anden person, som var kommet lige fra arbejde på en hermetikfabrik ved havnen, lov til at gå, og sagen blev betragtet som afsluttet. Olesen, Bak-Jensen og Andersen forlod havnekaptajnens kontor kl. ca. 2½, og ved afskeden udtalte havnekaptajnen ønsket om et fortsat godt samarbejde mellem ham og politiet.

Men allerede Kl. 6 samme morgen, søndag den 29/8 1943 blev der telefoneret til politistationen, at lederne af politiet i Skagen omgående skulle komme på havnekaptajnens kontor, og kort efter ankom overbetjentene Olesen, Bak-Jensen og Storm, henholdsvis repræsenterende ordens-, kriminal- og kystpolitiet, sig på kontoret, hvor borgmester Geisnæs samtidig også var kommet til stede. Borgmesteren var blevet afhentet af en tysk patrulje på sin bopæl. Den tyske havnekaptajn oplæste herefter en længere redegørelse fra den tyske øverstkommanderende i Danmark om, at denne havde overtaget magten i Danmark og havde erklæret militær undtagelsestilstand i landet. Oplæsningen foregik på tysk, der efterhånden blev oversat af en tolk til dansk, sluttede med, at havnekaptajnen afkrævede de tilstedeværende en erklæring om, at man under de nye forhold loyalt ville samarbejde med besættelsesmagten, idet han samtidigt gjorde opmærksom på, at også andre embedsmænd i Skagen, postmester, stationsforstander m.fl., ville komme til at afgive en sådan erklæring. Borgmesteren, der først blev spurgt, udbad sig betænkningstid, idet han ønskede at konferere med sine kollegaer i byrådet, men havnekaptajnen forlangte straks at få svar, og borgmesteren afgav herefter den krævede loyalitetserklæring, som blev bekræftet med håndslag. På samme måde afgav herefter politifolkene tilsvarende loyalitetserklæringer, idet havnekaptajnen ikke ville afvente en konference mellem dem og deres politimester, som da opholdt sig i Frederikshavn. Havnekaptajnen pålagde samtidig borgmesteren, at denne skulle sørge for, at en bekendtgørelse om undtagelsesbestemmelserne omgående blev oplyst for byens borgere. Byrådet og borgmesteren måtte herefter lade den tyske værnemagts bekendtgørelse offentliggøre.

Der blev foreslået forskellige former for plakatens udførelse, og man enedes om følgende tekst, som man mente var så neutral, som man kunne forme den:

”Under henvisning til foranstående bekendtgørelse skal byrådet herved indtrængende anmode vor bys beboere om hver især at gøre sit til, at ro og orden opretholdes i denne også for vor by vanskelige og alvorlige situation. Med øjeblikkeligt varsel anordner jeg følgende:

1) Embedsmænd og funktionærer ved de offentlige myndigheder og institutioner skal loyalt fortsætte deres embedsforpligtigelser. De skal efterkomme de anvisninger, som bliver givet af de indsatte tyske opsynsmænd.

2) Sammenstimlinger og ansamlinger af flere end 5 personer på gaden og på offentlige steder er forbudt, ligesom er alle forsamlinger, også de offentlige, forbudt.

3) Lukketiden fastsættes til mørkets frembrud. Fra dette tidspunkt er også enhver trafik på gaden forbudt.

4) Enhver afbenyttelse af post, telegraf og telefon er indtil videre forbudt.

5) Enhver strejke er forbudt. Opfordring til strejke til skade for den tyske værnemagt fremmer fjenden og straffes i reglen med døden.

Overtrædelse af forestående bestemmelser vil blive straffet ved de tyske standretter. Mod voldshandlinger, sammenstimlinger o.s.v. vil der hensynsløst blive gjort brug af våben. Enhver borger i Danmark, som efterkommer denne på folkeretligt grundlag hvilende krigslov, tilsikres personens og ejendommens urørthed i henhold til lovene”.

Politimesteren indfandt sig herefter kl. 11.00 samme formiddag på politistationen i Skagen, hvor hele politistyrken blev indkaldt, og hvor politimesteren nærmere redegjorde for situationen. Rigspolitichefen havde haft møde med den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, og på dette møde blev det slået fast, at der ikke var affordret de danske polititjenestemænd noget loyalitetsløfte. Såfremt sådanne erklæringer lokalt var blevet affordret nogen polititjenestemand, skyldtes det en misforståelse. Polititjenesten skulle straks udføres på normal vis. Politiet beholdt alle sine våben. 

To dage efter indførsel af den militære undtagelsestilstand kom havnekaptajnen til kriminalpolitiets kontor, hvor han udspurgte om en arbejdsmands forhold, idet han mente, at denne var kommunist, hvilket man dog intet kendte til fra politiets side. Efter havnekaptajnens anmodning fulgte overbetjent Bak-Jensen med havnekaptajnen og en mindre bevæbnet tysk styrke til arbejdsmandens bopæl. Han var imidlertid ikke hjemme, men hans hustru gav tilladelses til en ransagning, men der blev ikke fundet noget mistænkeligt. Havnekaptajnen anmodede arbejdsmandens hustru om at tilsige manden til møde på havnekaptajnens kontor kl. 22.00 samme aften. Arbejdsmanden meddelte senere Bak-Jensen, at han havde givet møde hos havnekaptajnen, hvor han bl.a. var blevet konfronteret over for en tysk mand, som man mente, at han havde overfaldet. Dette var imidlertid ikke tilfældet, og efter at arbejdsmanden var blevet udspurgt om forskellige andre forhold, fik han lov til at gå.

Kl. 13.30 samme dag blev overbetjent Bak-Jensen telefonisk anmodet om at komme til havnekaptajnens kontor, hvor havnekaptajnen oplyste, at styrmand Rasmussen efter ordre fra kommandørkaptajnen havde sænket lodskutteren ved at åbne en bundventil, hvorfor havnekaptajnen forlangte, at politiet straks skulle anholde Rasmussen. Bak-Jensen forsøgte at få kontakt med politimesteren, men han var allerede på vej til Skagen i anledning af branden. Politimesteren kom kort efter til stede omtrent samtidig med den tyske havnekaptajn, som åbenbart kom for at hente Rasmussen. Overbetjentene Olsen og Bak-Jensen fulgte herefter havnekaptajnen til styrmand Rasmussens bopæl.

Han blev arresteret af havnekaptajnen og senere sammen med kommandørkaptajnen ført til Frederikshavn. Her blev kommandørkaptajnen samme dag ved en tysk krigsret eller standret idømt 3 års straf. Denne afgørelse blev senere ved en tysk ret i København ændret til frifindelse.

Også styrmand Rasmussen blev senere sat på fri fod igen.

Lodsfartøjet M/S ”Skagen” blev efterfølgende hævet. Den 10. april 1945 flygter skibet til Varberg under styrmand Rasmussens ledelse samt fire besætningsmedlemmer. Skibet indgår herefter i Den danske Flotille i Sverige.