Oprettet 24. juli 2022

På grund af rationeringer af de sædvanligt anvendte brændstofkilder i besættelsesårene måtte man se sig om efter alternative muligheder. Man vidste godt, at der lå uudnyttede tørvearealer ude i Hulsig hede. Hidtil havde de dog kun været anvendt af de lokale lodsejere, men både rationeringen og de usædvanlige kolde vintre gjorde det nødvendigt at udvinde tørvene i større målestok end tidligere.

For flere tusinde år siden lå der i Hulsig store skovsøer, hvis bund gennem årene var blevet dækket af lag på lag af faldne træer og andre døde plantedele, og gennem de mange år havde der dannet sig et tykt lag af døde plantedele som efterhånden var omdannet til tørvejord. Skovsøerne, omkring hvilke mennesker tidligere havde levet, blev efterhånden afvandet, fordi den nordlige del af Jylland langsomt havde hævet sig, medens den sydlige del af Jylland tilsvarende havde sænket sig. Der blev under tørvegravning fundet adskillige mosefund. Således fandt man bl.a. en økse fremstillet af gevirer fra kronhjorte.

I 1940 indgik lodsejerne af tørvearealerne kontrakter både med lokale folk fra Skagen og med større udenbys entreprenørfirmaer. Et af disse var firmaet A. P. Botved, der havde kontor på Havnevej i Skagen og en mindre kontorbygning i Hulsig. Firmaet var grundlagt af den militære flyverkaptajn Botved, som allerede i 1926 udførte en historisk bedrift inden for flyvning. I et Fokker biplan fløj han således fra København til Tokyo og retur. 

Kaptajn Botved var en fremsynet og iderig mand, og han havde fundet ud af, at man ved en mindre ombygning af elektricitetsværkets generatoranlæg kunne fremstille tørvegas ud af martørvene, som på den måde kunne drive værkets store motorer. Indkøringsproblemer medførte imidlertid, at anlægget måtte bygges om. Folk fra Aalborg skibsværft, der havde leveret det oprindelige anlæg, var under ledelse af formand Peter Nielsen ankommet til Skagen for at afmontere det gamle anlæg.

Elektricitetsværksbestyrer Christian Nicolai Løgstrup havde om formiddagen den 12. maj 1941 været i gang sammen med to arbejdere fra Aalborg Værft med at fjerne retorten og fjerne slagger og gløder fra generatoren. Under dette arbejde opstod der ild i noget tjære i retorten, men ilden fik de dog kvalt ved at lukke nogle lemme. Lidt senere under middagspausen opdagede bestyreren, at der også var gået ild i træværket omkring retorten, idet nogle gløder sandsynligvis var sprunget over i retorthuset. Løgstrup tilkaldte straks Skagen brandvæsen og begyndte selv med elektricitetsværkets folk at bekæmpe ilden ved hjælp af en vandslange og en skumsprøjte. Selv om der stod høje flammer ud fra toppen af træhuset omkring elektricitetsværkets generatoranlæg, lykkedes det dog hurtigt for brandfolkene at få slukket ilden, uden at der skete brandskade af større betydning.

Desværre medførte ombygningen af generatoranlægget, at der spredte sig en ulidelig stank af rådne æg over byen. Sagen blev taget op i byrådet, og borgmesteren lovede, at man havde en midlertidig løsning på luftforureningen. Planen gik ud på, at man ville lede spildevandet ned i en dyb brønd og oven på denne, ville man bygge en 5 meter høj skorsten, hvorigennem den dårlige luft skulle tage en stor del af stanken. Planen blev dog skrinlagt. 

Midt på eftermiddagen var det blevet tid til en kaffepause, og en lille gruppe af arbejderne satte sig i læ af en bunke lyng. Man hyggede sig med den medbragte kaffe og madkasse, røg lidt pibe og cigaretter og sludrede om alt muligt. Efter et kvarters tid skulle arbejdet imidlertid genoptages, og en af arbejderne gik lidt afsides i et nødvendigt ærinde for at forrette sin nødtørft i læ af en bunke lyng, inden han fortsatte sit arbejde.

Kort efter hans tilbagekomst opdagede arbejderne, at der var opstået en kraftig ildløs på det sted, hvor han var kommet fra. Alle fra arbejdsholdet løb straks til brandstedet for at slukke ilden med sand, men i den stærke vestenvind indså man snart, at det var nødvendigt at tilkalde Skagen brandvæsen, som kort efter kom til stede. Brandfolkene og tørvearbejderne måtte kæmpe med ilden i et par timer, førend de var herre over den. I alt blev 45-50 tønder land hede ildens bytte. 

Næste morgen ankom en af arbejderne som den første til mosen, og da motorpumpen kørte som sædvanligt, tænkte han ikke på, at der kunne være noget galt. Lidt efter gik han hen mod motorpumpen, hvor den unge mand sad på hug midt på gangbrættet over tørvegrøften. Han troede først, at Christensen var ved at smøre en aksel, men da han kom nærmere, opdagede han, at Christensen sad livløs. Hans hænder hang slappe ned, og hans tørklæde var viklet stramt omkring akslen. Akslen havde grebet fat i tørvearbejderens halstørklæde og kvalt ham. Trods genoplivningsforsøg fra tililende arbejdskammerater lykkedes det ikke at redde den unge mands liv. Han havde allerede været død i flere timer.

Han var som sædvanligt den morgen ankommet kl. ca. 7.40 til kontoret, hvor han låste sig ind og fyrede op i brændeovnen i forkontoret. Han tændte op med lyng og kom herefter en spand tørv på. Han var blevet på kontoret til bogholder Schmidt og arbejdsformand Thomsen kom til stede ved 8½-tiden, og da var der god varme i kontoret, som han derefter forlod. På dette tidspunkt var der dog ingen tegn til ild, og han tog ud i mosen for at arbejde. Efterhånden var der blevet ret varmt, og brændeovnen var blevet let rødglødende, hvad den dog tidligere så ofte havde været. Ved 9-tiden, da han og bogholder Schmidt var alene på kontoret, blev døren til det inderste kontor lukket op, for at man kunne komme af med noget af den stærke varme i forkontoret. Han opdagede da, at det brændte i væggen mellem de 2 brændeovne. Han kaldte straks på bogholder Schmidt, og de forsøgte nu at slukke ilden ved at kaste sne på væggen. Vand var ikke til at få fat i, da alt i nærheden var tilfrosset. De blev dog hurtigt klar over, at de ikke alene kunne få ilden slukket, hvorefter de alarmerede brandvæsenet. De begyndte straks at redde kontorinventar, forretningsbøger og papirer m.v., og det lykkedes at få så godt som alt ud. Derimod var der ingen der før bagefter tænkte på, at der stod 3 cykler bag kontorbygningen, som også gik til under branden. 

Murermester Thomsen havde muret skorstenen og opsat de pågældende 2 brændeovne, og han var sikker på, at såvel opførelsen af skorstenen som opstillingen af brændeovnene var sket på fuld lovlig måde. Selve skorstenen havde således været fjernet 28 cm fra den udvendige side af kontorbygningens træværk, ligesom ovne og aftræksrør havde været anbragt i lovlig afstand fra træværk i huset. På indersiden af ydervæggen havde der således i hele ovnenes længde været anbragt brandsikre eternitplader på grund af brandfaren i det letantændelige træhus. Bogholder Svend Otto Karkov Schmidt mente imidlertid, at skorstenen i pågældende bygning overhovedet aldrig havde været fejet, for han havde aldrig set en skorstensfejer ved ejendommen, hvor der heller ikke fandtes en skorstensfejerbog. Konstitueret skorstensfejer Petersen, der på denne tid boede på Tversted kro, havde aldrig været vidende om husets tilstedeværelse, og derfor havde han heller ikke kunnet feje eller syne pågældende skorsten. Kontorbygningen var opført i sommeren 1940, og var aldrig blevet anmeldt til brandtilsynet.

Efter branden stod kun skorstenen tilbage.