Politibil slår kolbøtter

Oprettet 23. juli 2022

Opel Kaptajn blev anvendt både af Beredskabsstyrelsen og dansk politi. Foto udlånt fra Beredskabsstyrelsen Museum

En aften ved 21-tiden i september 1941 skete der et dramatisk biluheld på hovedvejen mellem servicestationen, ESSO, og Højen station, hvor en politibil fra Frederikshavn pludselig kørte galt og efter en lang række kolbøtter blev liggende knust på vejen. Bilen, der førtes af politibetjent Houkjær, havde den 52-årige politibetjent Høholt, begge fra Frederikshavn politi, med som passager. De havde været i Ålbæk, hvor man havde fået anmeldelse om en dyremishandlingsaffære. Da ulykken skete, var betjentene på vej til Skagen for at hente stadsdyrlæge Hansen, og man havde god fart på, for sagen hastede.

Det gik godt, indtil man kort før servicestationen skulle svinge uden om en cyklende dame. Under denne manøvre kom bilen for langt ud i den bløde rabat. Føreren mistede herredømmet over vognen, og med et voldsomt brag væltede den og slyngedes hen ad asfalten, og først efter, at den havde slået flere kolbøtter, blev den liggende flere meter fra ulykkesstedet. Den var blevet fuldstændigt knust og blev aldrig til bil mere. Politibetjent Høholt var ved vognens voldsomme luftfart slynget ud af bilen og blev liggende flere meter fra denne. Han var bevidstløs og blødte fra flere sår. Houkjær sad inde i den ødelagte vogn, og ved et rent mirakel var han sluppet med nogle knubs. Han kunne selv kravle ud og skyndte sig sammen med tililende folk, der blev tilkaldt ved braget, at hjælpe sin tilskadekomne kollega. I en lastbil, der tilfældigvis kom forbi, blev den kvæstede Høholt skyndsomst bragt til Skagen sygehus, hvor det dog viste sig, at han ikke var livsfarlig kvæstet. Han havde pådraget sig en lettere hjernerystelse og nogle grimme skrammer i ansigtet og på armene og havde lidt et temmelig stort blodtab, men han var uden for fare og kunne inden længe udskrives fra sygehuset. Vraget af den forulykkede vogn blev af Falck transporteret væk.

Politiet i Skagen havde på dette tidspunkt i modsætning til mange andre byer ikke egen vogn til rådighed, men måtte klare sig så godt, det lod sig gøre med hyrevogn. Den betydelige forøgelse af opgaver gjorde anskaffelsen af egen bil nødvendig, og efter at dette ønske var blevet fremført på højere sted, blev Skagen politi bevilget en Opel Kaptajn, der ankom i juli 1941.