Oprettet 15. juli 2022

I det følgende har jeg gengivet en næsten uredigeret brandrapport om en mindre ildløs i en meget faldefærdig landejendom, der også havde indkvartering af tyske soldater i besættelsestiden. Formålet er ikke blot at fortælle historien om denne lille begivenhed men også at vise, hvor detaljeret og knudret en sådan rapport blev udformet.

Løjtnant Wittich ved den tyske værnemagts afdeling i Skagen, anmelder, at der i aftes den 23.1.1941 har været en mindre ildløs i den fru Agnes Nielsen tilhørende Gamle Gård, Daphnesvej 18, hvor der er indlogeret nogle tyske soldater. Disse har dog intet med ildens opståen at gøre, hvorimod de slukkede ilden.

Slukningsarbejdet blev dog søgt hindret af viceværten i huset, en slægtning til ejerinden fru Nielsen, og løjtnant Wittich finder der derfor rigtigst, at der bliver foretaget politiundersøgelse i sagen, hvorhos løjtnant Wittich ønsker underretning om undersøgelsens resultat.

Således foranlediget har jeg indfundet mig i pågældende Gamle Gård, der er bestående af et ældgammelt stuehus, opført af bindingsværk og beboet af flere familier og de nævnte tyske soldater. Stuehuset er fritliggende, og der findes kælder under en del af huset. Til stuehusets nordside og halvt nedrevet, således at det nærmest hører til kælderetagen findes en rummelig tilbygning, indrettet til vaskehus. Dette har cementgulv, ydervæggen er opført af murværk. Taget er bestående af pandeplader, der bæres af lægter og gamle træbjælker, der dels hviler på ydermuren og dels på en vandret op mod selve stuehuset fastgjort lang træplanke. Den del af stuehusvæggen, der danner vaskehusets inderste mur, er opført dels af murværk og dels af bindingsværk. Ilden, der kun har haft et ganske ringe omfang, har brændt lidt ind i den vandret liggende bjælke og lidt ind i enden af den ovenover liggende loftsbjælke, der synes meget tør og let antændelig. 2 gamle bindingsværksbjælker i murstykket ved brandstedet er ligeledes lettere forbrændt af ilden. Dette mur- eller vægstykke danner fælles væg mellem den øverste del af vaskehuset og den nederste den af de pågældende tyske soldaters værelse, og ilden har kun haft fat i den alleryderste del af den mod vaskehuset vendende del af bindingsværksbjælkerne og i de dertil liggende nævnte bjælker i vaskehuset, synes der ikke at kunne være tvivl om, at ilden er opstået og begyndt ude i selve vaskehuset.

Fra vaskekælderen fører en utæt dør ned til den noget lavere liggende kælder under stuehuset. Loftet i denne kælder består af et enkelt lag gamle utætte brædder, der danner gulv i lokalerne ovenover altså også i de tyske soldaters værelse, og røg fra vaskehuset vil hurtigt drive gennem kælderdøren og det utætte loft op i bl.a. soldaternes værelse. Ejendommens vandledning kommer fra jorden op ved vaskehusets ydermur. Der findes en stophane med aftapning lige over cementgulvet og ca. 1 meter derover en almindelig vandhane. Vandledningen fører herefter op til loftet og går under den brandbeskadigede loftsbjælke ind til stuehusvæggen, vaskehusets vestende, og derfra ind i stuehuset. Det er synligt i bjælkeværket langs hele vandrøret, at dette har været opvarmet med ild under optøning, idet der langs hele røret findes brandmærker i bjælkeværket. Under brandstedet i bjælkerne og ind i vaskehusets indre mur til stuehuset står et ca. meterhøjt bord. På bordet og på cementgulvet udenom dette findes rester af slukkede gløder fra brandstedet.

De pågældende tyske soldater oplyser under kort samtale, at de i aftes 23.2.1941 ved 22-tiden mærkede røg i deres værelse. De blev efterhånden klar over, at der måtte være opstået ild, og da det viste sig, at røgen kom op gennem gulvbrædderne, løb man over i vaskehuset, hvor det viste sig, at der var let ild i bjælkeværket i vaskehustaget ind mod stuehuset. Man fik lukker op for vandet og påbegyndte slukningsarbejde. Herunder kom viceværten Christensen farende og lukkede for vandet. Man fik nu fat i en anden af husets beboere, fisker Andersen, der talte tysk, og fik på ny åbnet for vandet og ved hjælp af en vandslange ilden helt slukket. Man kender intet til brandårsagen.

Pågældende arbejdsmand Christensen forklarede, at ejendommen tilhører fru Agnes Nielsen, Markvej. Det er ham, der sørger for lukning og oplukning af vandet i huset, uden at han dog egentlig er vicevært der. I går morges, søndag den 23.2.1941 lukkede han op for vandet ved 8½-tiden. Det viste sig, at vandet var frosset, og han tog derfor et par håndfulde træuld og lagde om vandrøret, hvor dette kommer op af cementgulvet ved vaskehusets ydre væg. Han antændte træulden, og umiddelbart efter var det frosne vand optøet og kunne løbe. Han mener, at den brændende træuld hurtigt blev slukket ved det udstrømmende vand fra hanen ovenover. Ved 12-tiden tog han sammen med hustru og barn i besøg hos Nielsen, og de kom først tilbage til deres lejlighed ved 20-tiden. Kl. ca. 20½ gik han til vaskehuset for at lukke for vandet. Det viste sig da, at der var frosset is i aftapningsudløbet, således at vandet i rørene ikke kunne løbe ud. Han tog derfor en god nævefuld træuld, som han antændte og varmede aftapningsudløbet med til isen smeltede og vandet lød ud. Derefter skruede han såvel vandhanen i vaskehuset som vandhanen i hans køkken helt af for at der kunne komme god luft i rørene, således at al vandet i rærene kunne løbe ud. Han gik nu i seng sammen med familien, men kl. ca. 22½1 vågnede han ved, at der fossede vand ud af røret i køkkenet, hvor han havde afskruet hanen, og der blev en større oversvømmelse i køkkenet. Da han var klar over, at nogen måtte have lukket op for vandet i vaskehuset, løb han kun iført nattøj derned.

Der opholdt sig nogle tyske soldater i vaskehuset, hvor der var en del røg, men han så ingen ild, og han troede derfor, at soldaterne var kommet til vaskehuset for at hente vand til hestene og havde afbrændt halm for at få vandrøret tøet op. Det viste sig endvidere, at de tyske soldater havde skruet vandhanen i vaskehuset i, at de havde lukket op for vandet med en nøgle, som lå i vaskehuset, og at de havde sat en gummislange på vandhanen. Da de tyske soldater aldrig plejer at hente vand senere end ved 20-tiden, og vandet nu fossede ud i køkkenet, fordi man uden videre havde lukket op for vandet, blev han ærgerlig, og han skyndte sig hurtigt at lukke i for vandet igen med stophanenøglen, som den ene af de tyske soldater stod med i hånden, og da han frøs i sit nattøj, skyndte han sig tilbage til lejligheden medtagende stophanenøglen. Han gik i seng, men kort efter blev han vækket af fisker Andersen, som taler tysk, hvad han ikke forstår. Andersen forklarede ham, at der var ild i vaskehuset, og at det var i den anledning, at de tyske soldater havde haft åbnet for vandet. Han skruede straks vandhanen i køkkenet på og løb sammen med Andersen ned til kælderen, hvor der på ny blev lukket op for vandet, og hvor man hurtigt fik slukket glæder i de pågældende bjælker. Han hævder, at det var først nu ved sit andet besøg i kælderen, at han var klar over, at der var opstået brand dernede. Han siger, at der plejer at være det bedste forhold mellem ham og de tyske soldater. De kan ikke tale sammen, men de hilser altid på hinanden, og når han på den anførte hurtige måde uden videre lukkede af for vandet, skyldtes det navnlig, at man efter at han havde haft så stor ulejlighed med at lukke forsvarligt for vandet, derunder afskrue haner i vaskehuset og hans køkken uden videre lukkede op for vandet og derved forårsagede oversvømmelse i hans køkken. Der er altså sket forskellige misforståelser grundet på hans manglende forståelse af det tyske sprog, og han beklager nu sin adfærd. Vedrørende brandårsagen siger han, at han er klar over, at ilden må være opstået ude i vaskehuset. Han er også klar over at han sandsynligvis er den sidste, der har været i vaskehuset, før ilden blev opdaget, idet han jo lukkede for vandet i vaskehuset ved 20-tiden, og ilden blev opdaget af soldaterne ved 22-tiden. Da han som tidligere nævnt ved sit besøg i vaskehuset ved 20-tiden havde åben ild i vaskehuset for at tø aftapningsudløbet op, og man må antage, at ilden må have brændt nogen tid, før de tyske soldater opdager røgen, kan der altså ikke være gået ret lang tid mellem, at han har haft åben ild i vaskehuset, og ilden er opstået, og han må indrømme, at der således synes at være en forbindelse mellem hans åbne ild og ildens opståen i bjælkeværket. Han siger dog, at han har brændt træuld af nede omkring aftapningshanen ved cementgulvet og ydermuren, hvor der ikke skulle være brandfare. På forespørgsel siger han dog, at han ikke kan huske, hvorvidt han eventuelt har brugt træulden som fakkel for at lyse op i vaskehuset, og at der derunder kan være fløjet gnister op tilden tørre bjælke, hvori ilden er begyndt, men han tør ikke sige noget bestemt. Han havde dog ingen lygte med i vaskehuset, hvor der på pågældende tidspunkt var bælgmørkt. Han vil dog på det bestemteste fastholde, dels at han ikke på nogen måde har haft tanker for at forøve ildsvåde, og dels at han ikke har villet forhindre brandslukning, og når det efter det oplyste kan se sådan ud, skyldes det misforståelser.