Skagen en by i krig og fred

Den engelske flyvergrav på Skagen Assistens Kirkegård

Oprettet 13. juli 2022

Opdateret 24. september 2022 med Den engelske krigsgrav fra 1. verdenskrig

Det tyske militær satte nu alle til rådighed stående styrker ind i området for at finde de resterende engelske flyvere. Skagen politi under ledelse af politibetjent Axel Olesen og kriminalbetjent David-Jensen satte på tysk opfordring en større eftersøgning i gang med hjælp af bl.a. CB-betjente. I hele distriktet, hvor de engelske flyvere kunne formodes at være nået, blev samtlige strandfogeder, toldembedsmænd og plantageopsynsmænd indsat i eftersøgningsarbejdet, dog uden resultat.

Senere på dagen kunne grosserer Carlo Gram imidlertid oplyse til politiet, at han havde fundet en engelsk flyver, pilot E. L. Farrands, i sit sommerhus i Kandestederne. Også denne flyver blev anholdt af den tyske værnemagt.

Næste dag tidligt om morgenen var en dansk kaptajn på vandretur nord for Kandestederne, hvor han opdagede liget af en engelsk flyver, Sergeant Reginald T. Miller, der lå i strandkanten neden for Spirbakken. Den tyske havnekaptajn Forch i Skagen blev igen underrettet og afhentede liget, som senere blev bragt til kapellet på Skagen Assistens Kirkegård.

Onsdag den 24. juli 1940 blev liget af Observer Percy D. Nixon fundet ved Nordstrand, også han ført blev til ligkapellet i Skagen. De to omkomne engelske flyveres identitet var på dette tidspunkt var ukendt for de danske myndigheder. Sognepræst Jepsen og kirkeværge og skræddermester Niels Sørensen vidste blot, at de tyske militære myndigheder under store militære æresbevisninger selv havde begravet to mandspersoner uden for kirkegårdens matrikelnummer.

Pastor Jepsen kunne dog fortælle, at begravelsen af begge personer fandt sted den 24. juli 1940, og de pågældendes kister stod ved siden af hinanden i samme grav. Men at det virkelig drejede sig om to engelske flyvere kunne snedker John Lønstrup bekræfte, idet han af den tyske havnekaptajn Forch var blevet anmodet om at fremskaffe kister, og ved den lejlighed havde han selv set de afdøde.

De to overlevende engelske flyvere overførtes til tysk krigsfangelejr. 

Tidspunktet for den canadiske flyver Llyod Bennister Mollards begravelse var fastsat til torsdag kl. 15, og torsdag morgen kendte hele byen det. Ved middagstid måtte samtlige blomsterhandlere lukke for bestillinger. Begravelsen blev den største, byen har oplevet; I alt deltog 700 mennesker, og de kunne langtfra være i kapellet. Til stede var begge byens præster, politimesteren og flere andre embedsmænd, men ingen fra byrådet. Desværre var også en del værnemagere mødt. Nær kisten sås barbermester Voxnæss, der er for nysgerrig, og blandt æresvagterne med marineforeningens fane sås Niels Marquardsen, der havde angivet to unge mennesker, som han mente havde stukket ild i et tysk halmlæs. Også værnemagerfirmaet Brandt & Ravntoft havde sendt kranse. Derudover var kransene fra danske firmaer og deltagerne hæderlige mennesker. Den hvide båre, som var smykket med røde blomster, blev båret ind af medlemmer af Forsvarsbroderforeningen. Der var kranse og buketter i hele midtergangen, deriblandt signerede fra politimesteren, politiet i Skagen, kystbevogtningen, kutterbesætninger og mange private. Der var også en krans mærket ”Frit Danmark”, og flere kransebånd var i Royal Air Force farver. Pastor Waage Beck holdt en djærv tale. Han gik ud fra Pauli tale på Areopagos og erklærede, at når mennesker med vold søger at overskride landegrænser, søger at lave om på folkeskæbner, så rører de ved noget af Guds skaberværk og gør sig skyldige i synd mod Gud. Et levende billede herpå har vi i Sydslesvig, som blev mishandlet og misregeret, også fra dansk side, således at et par hundrede tusinde mennesker, der bærer danske navne, og som var bestemt til at være danske, er blevet fremmede for dansk kultur. Sognepræsten sagde til slut: ” Vi kender intet til Bennister Mollards karakter, hans moral og hans forhold til den levende Gud, og vi skal ikke betragte ham som en helgen frem for andre. Men vi kan ikke lade være med at se på den tjeneste, han øvede, som et menneskeligt forsøg med alle dets fejl og skavanker på at råde bod på nogle af de misforhold og ulykker, som mennesker har skabt. Derfor stør vi blomster på hans grav på deres vegne, som begræder savnet af ham, og vi gør det som en anerkendelse og en tak for det, som hans tjeneste har betydet eller skal betyde også for vort land og folk. Amen”.

På kisten er rejst et stort hvidt trækors. 

”Fællesgraven har på det omhyggeligste været passet og blomstersmykket af kirkens graver med menighedsrådets billigelse. På foranledning af byrådsmedlem frk. Marie kruse, har kommunalbestyrelsen nu vedtaget at rejse en sten på graven. Man tøver imidlertid lidt hermed, idet man håber, at det vil kunne lykkes at fremskaffe navnene på de to første flyvere. Der er desangående sket henvendelse til en damekomite i Aalborg, som for Nordjylland har sat sig som det mål at fremskaffe oplysninger om forulykkede ukendte britiske soldater”. Skagens Avis 1945.

Efter at man havde fået identificeret de omkomne flyvere, blev der opsat trækors og senere de nuværende sten med de dræbtes data. 

Engelsk krigsgrav fra 1. verdenskrig på Skagen Assistens Kirkegård

Søslaget i Nordsøen

1. verdenskrig havde varet i næsten 2 år, hvor den tyske Højsøflåde på den ene side forsøgte at afskære vareimporten til England, og den engelske Grand Fleet forsøgte at spærre tyskernes adgang til verdenshavene. Den 31. maj 1916 afsejlede størstedelen af den tyske flåde ud fra Nordsøhavnene Wilhelmshaven og Cuxhaven og op gennem Nordsøen. Hensigten havde sandsynligvis været at møde mindre engelske flådestyrker og bekæmpe disse. Efterretninger til det engelske admiralitet afslørede imidlertid, at den tyske flåde var afsejlet fra dens basishavne men ikke hensigten med denne. Engelske flådestyrker stod ud fra baserne i Skotland og Orkneyøerne. Lidt tilfældigt mødtes en mindre gruppe krigsskibe fra hver side hinanden, og de første kanonsalver blev udløst. Det var store flådestyrker på op mod 240 krigsskibe og besætninger på mere end 100.000 mand. Verdenshistoriens største søslag var nu i gang, og kanontordenen kunne høres langs store dele af den jyske vestkyst. Slaget varede resten af dagen og langt hen til næste dag. 

Tabene var store på begge sider

Selv I dag er der udbredt uenighed mellem tyske og engelske flådekyndige om hvem, der gik sejrrigt ud af søslaget i Nordsøen. På den ene side mener tyskerne, at de vandt kampen, fordi de havde færrest mistede besætningsmedlemmer og krigsfartøjer, og på den anden side mener englænderne, at de vandt slaget, selv om de måtte anerkende at have haft de største tab, fordi de stadigvæk havde herredømmet i Nordsøen, og tyskernes forsøg på at bryde den engelske blokade var mislykket. De tyske orlogsfartøjer forblev i deres basishavne resten af krigen.

Øjenvidnerne

Dampskibet ”N. J. Fjord” var på rejse den 31. maj 1916 fra Leith til Frederikshavn med en last kul, og under denne blev damperen beordret til at standse for undersøgelse af skibets papirer af en tysk torpedobåd B-110. Under inspektionen blev opbringningen imidlertid opdaget af to engelske krigsskibe ”H.M.S Galatea” og H.M.S ”Phaeton”.

Besætningen på ”N. J. Fjord” var næppe kommet tilbage på deres skib, før end de engelske flådefartøjer åbnede ild mod det tyske krigsskib. Den danske besætning blev derefter øjenvidne til begyndelsen til det største søslag under 1. verdenskrig og kunne til langt ud på natten høre en livlig kanonade. ”N. J. Fjord” slap sikkert væk fra krigsskuepladsen. Den danske damper blev imidlertid senere den 5. april 1919 et af de mange ofre for tyskernes hensynsløse ødelæggelse af udenlandske skibe. ”N. J. Fjord” blev på en rejse med kul fra England til Odense stoppet af en tysk ubåd, UC 31 under kommando af Otto von Schrader og sænket. Besætningen fik dog forinden lov til at gå i redningsbådene og klarede skærene uden tab af menneskeliv. Vraget af den danske damper blev senere lokaliseret ud for den engelske østkyst og undersøgt i 2013.

Redningsarbejdet

Flere danske fiskekuttere havde været vidne til søslaget i Nordsøen og kunne ved hjemkomsten berette, at lig i stort antal af begge nationer kunne ses flydende på havet mellem drivende miner og vraggods. Fiskekuttere, der kom ind til hollandske havne, medførte lig og skibbrudne fra tyske og engelske krigsskibe, der var blevet skudt i sænk ud for Blåvandshuk. Flere af marinerne var alvorligt sårede. Efter hvad de tyske og engelske søfolk overensstemmende meddelte, var antallet af reddede meget ringe. Ingen af de kæmpende parter havde tid til eller lejlighed til at redde de druknende. Desuden sank skibene næsten alle i løbet af 4-5 minutter. Et dampskib, der indkom til Esbjerg, meddelte, at det på rejsen havde passeret 48 krigsskibe, der kom med langsom fart. Desuden var observeret adskillige vrag og lig med hvide handsker på, ligesom der var flere oliepletter på vandet fra undervandsbåde.

Fra Skagen meldtes, at der i dagene 9-10 juni blev indbragt 7 lig til Skagen havn, hvoraf det ene var liget af en engelsk officer, der stod med overkroppen over vandet i to redningskranse og begge øjne var borte, antagelig hugget ud af fugle. I alt blev omkring 30-40 lig af tyske og engelske marinere blev bragt ind til Skagen af svenske fiskere og Skagensfiskere, men også vagerinspektionsskibene ”Løvenørn” og ”Absalon” deltog i redningsarbejdet. Det sidste engelske lig, A. B. Norman Parkhurst Kemp, blev bragt ind til Skagen 30 juli 1916. Af de syv engelske lig blev kun to med sikkerhed identificeret.

Reuters Bureau meddeler:

”Besætningen på den danske damper ”Vidar”, der i Hull har landsat 6 mand af besætningen fra den engelske torpedojager ”HMS Shark”, der deltog i søslaget, beretter, at skibet var afsejlet fra København tirsdag 30. maj. Næste dag onsdag så man zeppelineren 8.24 flyve lavt. Omtrent to timer senere, da ”Vidar” var 106 sømil fra Skagen og 80 sømil syd for Norges kyst, så man vraget af en tysk krydser, hvis bov var synlig. Henved kl. 10 samme aften så man et stort skib, der var i brand. Først troede man, at det var et koffardiskib og styrede hen imod det, men så hørte man råb i vandet og optog 7 mand, de overlevende fra ”HMS Shark”, der var sunket kl. 01 aften, ramt af en torpedo i olietanken. Folkene havde ligget 5 timer i vandet, inden de blev taget op. 3 af dem var sårede, og 1 døde på vejen til Hull. De fortalte, at styregrejerne var blevet ramt, og at dækket derefter var blevet fejet med kanonild, der rev alt bort undtagen en kanon, med hvilken chefen og to mand arbejdede til det sidste. Chefen havde fået det ene ben revet af og gik under med skibet. ”Vidar” krydsede et par timer på stedet men fandt ikke flere overlevende. Der sås en mængde vragstykker på stedet. Vejret var meget diset”. 

Den oprindelige tekst i politirapporten og i fogedretten er i store træk bibeholdt bl.a. for at illustrere datidens skrivemåde.

Det opfiskede lig viste sig ved efterfølgende identifikationsarbejde at være Charles Edgar Rees. Politirapport 10. juni 1916: Skipper Jacob Peter Jacobsen, fører af fiskekutter ”Paula” af Skagen indkom dags morgen i havnen medbringende 1 af ham med mandskab i aftes kl. ca. 8 i Skagerrak fundet uniformerede lig, som nævnte skipper måtte formene kunne hidrøre fra det for nogle dage siden stedfundne søslag. De havde fundet liget ca. 7½ danske mil fra land, Hanstholm fyr i syd. Liget er bragt til herværende lighus.

Underskrevet af C. Christensen, politibetjent

Fogedretten: År 1916 den 10. juni kl. 2 eftermiddag blev Skagen købstads fogedret sat og holdt i lighuset i Skagen i den ordinære fogeds embedsforfald af hans konstituerede fuldmægtig P. Klingberg, hvor da kontinueredes forhør i anledning af, at der til Skagen havn er indbragt et i havet opfisket lig, som må antages at hidrøre fra det tysk-engelske søslag i Nordsøen. Fremlagt blev: Politirapport af dags dato. I den konstituerede kredslæges forfald var mødt læge Anker Winther, Skagen. Af det i rapporten ommeldte i dag hertil havnen indbragte lig, befandtes liget af det i rapport ommeldte lig var af en middelhøj kraftig og noget svær mand, ca. 40 år gammel, glatbarberet med mørkt hår. Han var iført mørkeblå klædes-uniformsfrakke med guldknapper og skulderdistinktioner, yderst en sløjfe (løkke) i gult bånd og indenfor en lille guldknap, overtrækstrøje og benklæder ud i et af brunt imprægneret stof, mørkeblå klædes benklæder og vest, gråstribede seler, normal undertrøje og underbenklæder, hvis lærredsskjorte, uldtrøje, sorte snørestøvler og sorte sokker. Sokkerne var indvendig mærkede ”C. (eller E) Hayler”. Om livet havde afdøde et gummiredningsbælte til at pumpe op med luft. Om håndleddet havde afdøde en læderrem, hvori der sad et lille ur. I lommen fandtes et brev fra hans hustru, hvoraf fremgår, at dennes fornavn er May og hendes adresse den 24. maj (intet årstal) Penyance Villa, St. Budscuz (ulæseligt), endvidere en afrevet stump papir antagelig af en konvolut, på hvilken kan læses Tipperary G.P.O. London. Der fandtes ikke sår eller kvæstelser på liget. Telegrafisk underretning gaves til justitsministeriet og telefonisk underretning gaves det tyske og det engelske konsulat i Frederikshavn. Der fremlagdes duplikater af de af læge Anker Winther udfærdigede 2 medikolegale ligsynsattester. Der fandtes ikke anledning til at foretage nogen yderligere medikolegal undersøgelse. 

Begravelser

På Skagen kirkegård begravedes 7 engelske marinere, hvoraf de 5 er ukendte, som døde i maj-juni 1916. 1938 begraves en engelsk matros fra H.M.S. “Rodney”.

To engelske og syv tyske marinere Jordes i eftermiddags på Skagen kirkegård. Hele Skagen overværede højtideligheden.

At noget usædvanligt var på færde i Skagen i dag, fik man allerede fra morgenstunden bevis for. Hvor man så hen, vajede flagene på halv, fra de offentlige bygninger, fra skibene i havnen, fra hver eneste flagstang i Skagen. Endnu ved 11-tiden henstod kisterne i ligkapellet. Der var i går indbjerget liget af en tysk underofficer, og det var blevet bestemt, at han skulle jordes sammen med de øvrige. Der var i alt 10 kister, hvoraf de 8 indeholdt ligene af tyskere og 2 af englændere. Ved middagstid førtes kun 9 kister til kirkegården (den tiende bliver, som meddelt efter familiens ønske sendt til Tyskland). De syv tyske lig blev sænket i en stor fælles grav, de to engelske lig i to grave ved siden af. 

Allerede længe forinden den tid, til hvilken begravelsen var fastsat, strømmede store skarer af mennesker til kirkegården, og mange bar kranse og blomster. Ved graven, hvor der blev holdt mønsterværdig orden, paraderede forsvarsbrødrene med floromvunden fane samt marinesoldater fra torpedobåden ”Søulven”. Alle officererne fra torpedobåden var mødt i galla; det samme var tilfældet med byens embedsmænd med borgmesteren i spidsen.

Man så også den fra krigen i Frankrig som såret hjemvendte sølvsmed Fjerdingstad, der var mødt i sin franske uniform med tapperhedsmedaljerne på brystet. Men så godt som alle i den lille by, som kunne krybe og gå, var mødt op, også turisterne, så der var ca. 2000 mennesker ved graven. Sognepræsten, pastor Busch talte smukt til den store forsamling om disse unge mænd, der havde ofret livet for deres fædreland, men som nu havde fundet freden i fremmed jord. Efter jordpåkastelsen bragte konsul Korup, Frederikshavn, på den britiske nations vegne en tak for den store deltagelse, og en repræsentant for den tyske konsul i Frederikshavn takkede på den tyske nations vegne. Chefen for torpedobåden ”Søulven” nedlagde pragtfulde kranse på gravene; ligeledes forsvarsbrødrene. Men desforuden var der mage kranse med signerede bånd, således fra KFUM og fra de fiskekuttere, der havde indbragt ligene. Man lade særlig mærke til nogle pragtfulde dekorationer forsynede med bånd i tyske farver og med inskriptionen ”Til de for fædrelandet faldne helte”, som var henlagt på de tyske kister. Hvor mange kranse, der var, er ikke muligt at opgive; der var de hjem i Skagen, hvor man havde bundet en krans til hver eneste kiste, og det må i det hele siges, at den smukke og gribende højtidelighed gjorde Skagboerne ære”. 

Engelsk flådebesøg i Skagen 1923

Artikel af Jacob Tønnesen i Skagens Avis:

”Tågen svøber sig i den årle morgen om husene i den lille by. Men over havet er der klart. Syd for Skagen har to mægtige krigsskibe kastet anker, nemlig de engelske slagskibe ”Hood” og ”Repulse”, denne gang verdens største. Imponerende at skue. Barkasser løber uafbrudt mellem skibe og havn, post skal hentes og sendes, noget skal der handles i byen, og en del af marinerne skal have landlov. I hundredvis af ”Mænner” ses på gaden, alle i pæne uniformer og udvisende mønsterværdig orden, og uden de mange politifolk man ser, når tyskerne er her. De to skibe på henholdsvis 44.000 og 33.000 tons har ca. 1500 mand om bord hver. Om eftermiddag er over 1000 marinere i land, stort besøg på byens kendte steder, fodboldkampe indbyrdes og med Skagens fodboldklub. Bekendtskaber stiftes, der er lejlighed til at opfriske sproget. Også skagboerne får lov til at gæste englænderne om bord og se de gigantiske skibe, der minder om byer af betydelig størrelse med egen kirkesal, tennisbane, operationsstue, skrædderi, skomagerværksted, proviantdepoter med bjerge af proviant, og en krigsteknik så gennemført, at man kun aner, hvorledes det virker, men forstår, den alvor det hele må være, når det rigtigt går løs. Søndag besøger de engelske marinere kirkegården, hvor der ved de engelske krigergrave afholdes en højtidelighed. Enkelt, stemningsfuldt og smukt. Den engelske admiral taler og mindes de kammerater, der faldt i sidste verdenskrig, og som nu hviler her. Han slutter med at sige: ”Vi er i stor taknemmelighed til vore kammerater, som her har fundet deres sidste hvilested. Den bedste måde, vi kan vise dem vor tak, er ved i den store tjeneste for England at gøre vor pligt ligesom de”. Man gør honnør, der er dødsens stille et øjeblik. Højtideligheden er forbi”.

Engelsk flåde besøg juli 1938

Uddrag fra Skagens Avis 11.-19. juni 1938

”Rodney” ankrede ved 9.30-tiden i formiddag op på reden på officiel visit, og kort efter kom en lille motorbåd pilende ind med et par marinere, der skulle efter post. En mængde turister samlede sig på havnen for at betragte den grå kolos, der med sine 35.000 tons skal være den britiske, flådes største flydende slagskib og er overordentlig svært armeret. ”Rodney” har en besætning på 1300 mand. Ved 11.30-tiden indkom en motorbåd til havnen med skibets kommandør, kaptajn Halifax, der på havnen blev modtaget af den engelske konsul S. Korup, der var kommet herop fra Frederikshavn. Den engelske kaptajn aflagde derefter visit hos borgmester Møller. Slagskibet vil under besøget i Skagen, der strækker sig til den 19. juli, proviantere her, og har således allerede bestilt 10 tons kartofler. Der skal store portioner til at mætte det talrige mandskab. De engelske marinere vil sikkert i de kommende dage sætte præg på bylivet. Således er der foruden fodboldkampen i morgen aften mellem et hold fra slagskibet og SB arrangeret endnu to fodboldkampe, nemlig på FIK bane torsdag og søndag. Publikum vil få lejlighed til at aflægge besøg på ”Rodney” fredag og søndag eftermiddag fra kl. 14-17.30. hvorvidt slagskibet sender barkasser herind eller man selv må sørge for at komme derud foreligger der endnu intet bestemt om.

Nyt stort marinebesøg i Skagen.

På mandag får Skagen et nyt stort besøg af den engelske marine, idet ikke mindre end 5 britiske flotillefartøjer vil ankre op på reden for at få olieforsyning fra slagskibet ”Rodney”. Besøget varer til tirsdag, og efter hvad vi erfarer, drejer det sig om flotilleføreren ”Kempenfelt” og jagerne ”Brasilisk”, ”Buldog”, ”Boreas” og ”Bodecia”.

Skibsorkestret på det engelske slagskib ”Rodney” var i aftes fortrukket til landjorden og spillede op jernbanepladsen i overværelse af et talstærkt publikum. Repertoiret, der var livligt og afvekslende, indeholdt bl.a. Kong Christian, og de mange turister og Skagboer nød i fulde drag de engelske messingtoner. Det vil sige dem, der havde været så heldige at få plads i nærheden af orkestret. Den øvrige del publikum hørte kun med besværlighed musikken. Der kun delvis formåede at trænge gennem den tætpakkede menneskemængde foran orkestret. I aften gives koncerten da capo. Må vi så bede om lidt mere luft?

I går eftermiddags havde publikum for første gang lejlighed til at tage den store engelske slagkrydser nærmere i øjesyn, og både Skagboer og egnens sommergæster benyttede sig i rigt mål af den enestående chance. Forbindelsen ud til krydseren besørgedes dels af ”Rodney”´s barkasser og dels af fiskerbåde, og de var konstant overfyldte. I morgen er der på ny adgang til at aflægge besøg om bord, og man venter denne gang ligeså stor tilstrømning. ”Rodney” afsejler på tirsdag, umiddelbart efter at de 5 engelske jagere har været her for at få oliepåfyldning.

En matros på H.M.S. ”Rodney” døde i nat.

I nat lidt før kl. 12 er en af de unge matroser ombord på den engelske slagkrydser ”Rodney” afgået ved døden, efter at han i mange dage har henligget uden bevidsthed. Døden skyldtes et ulykkestilfælde, der indtraf om bord umiddelbart efter, at ”Rodney” var ankommet til Skagens Red, men som først nu efter matrosens død er kommet offentlig frem. Der skete den gang ved, at en stålwire svippede og ramte matrosen i baghovedet med så stor kraft, at han styrtede bevidstløs om. Han har ikke siden været ved bevidsthed og trods en energisk indsats fra krydserens læger, lykkedes det ikke at redde hans liv. I nat døde han som følge af sine kvæstelser. Den døde matros, der kun blev 22 år gammel, vil blive begravet i Skagens jord. Begravelseshøjtideligheden finder sted allerede i morgen eftermiddag kl. 2½ i nærheden af de engelske krigergrave, og den vil ske med fuld militær honnør. Bl.a. vil ”Rodney”´s skibsorkester musicere under højtideligheden, og til sidst bliver der saluteret over graven. I dag blev det triste dødsbudskab ad telegrafisk vej sendt til afdødes pårørende i England. Om bord på selve krydseren er der ikke truffet nogen særlig foranstaltning i anledning af dødsfaldet. Først under begravelseshøjtideligheden i morgen eftermiddag vil krydserens flag efter engelsk skik glide på halv.

Hele Skagen fulgte i går den engelske mariner til graven. Et storslået ceremoniel, som den øsende regn ikke formåede at tage glansen af. Da den tusindtallige folkemængde stormede Skagens lille kirkegård. Mens en grå og sammentrukket himmel dængede kaskader af vand ned over den regnmættede jord, blev den unge skotske mariner McInthos, der fredag nat døde om bord på slagskibet ”Rodney”, i går eftermiddags begravet i Skagens jord. Hele Skagen fulgte ham til graven, og det skete under udfoldelse af et pragtceremoniel, der aldrig er set magen til på disse kanter. Det var i al sin dysterhed en oplevelse, der med den største opmærksomhed blev fulgt af en tusindtallig og dybt grebet menneskemængde. Klokken lidt over to netop da den milde sommerregn forvandlede sig til en plaskende styrtregn lagde en robåd ud fra slagskibet og trukket af 16 kraftige årer satte den kursen mod land. Det var båden med den dødes kiste, der stod blomstersmykket og svøbt i Union Jack. Kort forinden havde der været afholdt en højtidelighed i slagkrydserens egen kirke. På selve kajen ventede en stor menneskemængde. De fleste havde søgt under en hærskare af paraplyer, men mange, der havde ladet regntøjet blive hjemme, lod sig frivilligt gennembløde. Man ventede kun på det, der nu skulle ske. Så snart båden nåede land, blev kisten anbragt på en kanonlavet og kort efter satte den storstilede sørgeprocession sig langsomt i bevægelse mod Skagens kirkegård, mens orkestret spillede koraller. Forrest gik en afdeling marinere i stram parademarch med salutgeværerne ved skuldrene, derefter fulgte skibsorkestret i hvide hjelme og sennepsfarvede kapper og endelig midt i toget den blomstersmykkede kanonlavet med kisten. Den blev trukket i en svær jernlænke af den dødes nærmeste skibskammerater. Umiddelbart efter båren gik skibets højere officerer med chefen, kommandør Halifax i spidsen. De var let kendelige på de trekantede hatte og uniformsfrakkerne med de pragtfulde guldgaloner. Derefter marcherede endnu en afdeling marinesoldater, der bar de mange kranse og blomsterdekorationer.

Til allersidst fulgte Skagens foreninger: Marineforeningen, de danske forsvarsbrødre og fiskeriforeningen med deres faner. I følget sås endvidere den britiske vicekonsul i Frederikshavn, Korup, byrådet med borgmesteren i spidsen, pastor Jepsen, politimesteren, postmesteren, havnemesteren og toldforvalteren. Regnen havde nu nået sit højdepunkt og trommede sit sørgeakkompagnement på tilskuernes paraplyer og marinernes tykke oliekapper. De mange sorte regnkapper skabte en vis dysterhed, men de formåede ingenlunde at berøve optoget dets storslåede præg, og guldgalonerne og orkestrets messing lynede uhindret i væden. Af og til skar et kommandoråb gennem regnen og rundt omkring klikkede fotografiapparaterne. Da sørgetoget nåede kirkegården, begyndte folkemængden at trænge på bagude. Alle ville frem, alle ville se. Og den lille kirkegård blev formelig stormet. Folk løb og trampede ugenert ind over gravene i kampen om at få den bedste plads. Selve højtideligheden på kirkegården var kort og uhyre enkel. Mens den store forsamling blottede hovederne læste den unge skibspræst begravelsesritualet og kort efter blev den ejendommelige og smukke teaktræskiste sænket i jorden ved siden af de 7 engelske marinere, der faldt i Skagerrakslaget 1916. Tre gange blev der saluteret og tre gange sendte en trompet sine sørgende toner ud over kirkegården. Så sang man Dejlig er jorden, tropperne defilerede forbi graven og til sidst takkede den britiske vicekonsul på skibets og kammeraternes vegne for den store deltagelse. Den storslåede og smukke jordefærd var endt. Samtidig klarede det op, regnen stilnede af, og kort efter brød solen igennem. Resten af dagen valfartede folk til den unge mariners grav, hvor man blandt de mange blomsterdekorationer ganske særlig lagde mærke til en. Det var et pragtfuldt blomsteranker flettet af røde roser og med en kæde af kristtjørn. Kammeraterne på skibet havde skænket det. I øvrigt bemærkede man signerede kranse fra H. M. S. ”Rodney”, forsvarsbrødrene, marineforeningen, det britiske vicekonsulat, fiskeriforeningen, sømandshjemmet, havnepersonalet og Skagens havn, Skagens byråd, fiskernes idrætsklub og Skagen boldklub. Kommandør Halifax lagde egenhændigt en krans på de tyske krigsgrave Efter at den engelske mariner i søndags var blevet begravet på Skagen kirkegård, forlod tre mænd mængden for i stilhed at dvæle ved de tyske krigergrave. Det var H.M.S. ”Rodney”´s chef, kommander Halifax, vicekonsul Korup og Skagens sognepræst, pastor Jepsen. Kommandør Halifax bar en stor pragtfuld krans, som han egenhændigt og ærbødigt lagde på en af de tyske grave. Så trådte han et par skridt tilbage, stod ret og gjorde stram honnør. Kort efter forlod han kirkegården for at begive sig tilbage til slagskibet. Den engelske orlogsmand havde fuldført sit hverv.

Goodby engelsk flådebesøg

De engelske marinere spiste 30.000 æg og drak øl i tusindvis under deres Skagenvisit Tidligt i morges kl. 5½ præcis lettede den engelske flådeeskadre anker fra Skagens Rev og stak af mod de norske farvande som det foreløbige mål. Først afsejlede slagkolossen ”Rodney” og senere med passende mellemrum fulgte de 5 jagere, der ankom sent i går eftermiddags. 

Det er med et hjertesuk, Skagen tager afsked med de engelske marinere – et hjertesuk, der hos den kvindelige ungdom bunder i hjertekulen, hos de næringsdrivende i pengepungen. For nægtes kan det ikke: Skagen har tjent tykt på den flådehistorie. Spørg bare hotellerne og de handlende. Hvad der gennem skibshandler Saxbergs hænder har fundet vej ud til slagskibet er næsten utroligt. Hr. Saxberg selv er meget hemmelighedsfuld, men han røber dog, at de engelske marinere har fået – og antagelig konsumeret – 10 tons kartofler, 30.000 æg, et helt læs grøntsager og en hel del mere, som det ikke er muligt at give noget nøjagtigt tal på. Også byens øvrige næringsdrivende har nydt godt af flådebesøget, men måske hotellerne har haft den største profit. På Skagens Hotel, som marinerne åbenbart havde fattet en særlig forkærlighed for, har man været begejstret for marinerne. Vi har været meget glade for besøget, siger fru Østergaard – det var sådan nogle flinke og behagelige unge mennesker, og de lavede ikke tumulter af nogen art. Hvor meget de drak? Tja, det er ikke så let at sige, men nogle tusinde øller gik der jo i løbet. De kunne godt lide det danske øl, men de drak også en del portvin. Jo, det var et dejligt folkefærd, de marinere … Vi, og antagelig hele Skagen, slutter os til fru Østergaard, det var et dejligt folkefærd, og sammen med Skagens kvindelige ungdom knuser vi en lille tåre. Der var nemlig ”stof” i de briter. 

Ved jordefærden var det britiske konsulat stadig repræsenteret og kranse blev nedlagt på kisterne. Men senere har gravene, der ligger på rad i terrænet henligget ret upåagtede. Allerede årsdagen efter de tyske marinesoldaters jordefærd i Skagen stod der et iøjnefaldende monument på deres fællesgrav. I disse dage er 3 år henrundet, siden englænderne stedtes til hvile, og endnu har sejrherren ikke fået tid til at rejse et monument på sin krigergrav. I lørdags lagdes der festdagen for Storbritanniens sejr kranse på de 7 marineres grav. Hvornår rejses der et passende monument for Englands tapre sønner?

Vendsyssels Tidende uddrag fra 22. juli 1919

Nye gravstene på engelske krigergrave

En engelsk kommission er kommet til Frederikshavn med det formål at sætte nye mindesmærker på engelske krigergrave fra den første verdenskrig. Fire engelske soldater fra denne krig ligger begravet i Frederikshavn.

Desuden vil kommissionen lade foretage rensning af stenene på de 67 engelske krigergrave fra den anden verdenskrig.

Vendsyssels Tidende 4. maj 1959.