Skagen en by i krig og fred

Fiskekutteres minesprænges

Oprettet 12. juli 2022

I forbindelse med skibskatastrofen, hvor rutebåden ”Kjøbenhavn” minesprængtes ud for Hals Barre den 11. juni 1948, oplyste chefen for mineskibsdivisionen, kommandørkaptajn Børge Larsen, at de krigsførende magter havde udlagt over 18.000 miner i danske farvande. I Skagerrak, Skagerrakspærringen, havde tyskerne således lagt ikke mindre end 8727 forankrede miner og i farvandet mellem Skagen og den svenske kyst 3696 miner. Også i Ålbæk-bugten udlagde tyskerne 117 bundminer for bl.a. at hindre engelske flådefartøjer i at trænge ned gennem Kattegat.

Også fra engelsk side udlagdes 218 miner ud for Skagen og i Ålbæk-bugten ved hjælp af ubåde og flyvemaskiner for at forsinke og besværliggøre den tyske skibstrafik mellem Danmark og Norge. 

”På købmand Jens Tønnesens initiativ afsløredes i 1948 ved en smuk mindehøjtidelighed på Skagen kirkegård et monumentalt mindesmærke, der var skabt af brødrene Sven og Frantz Bovin. Omkring 1000 mennesker var mødt til afsløringen af mindesmærket. Deriblandt Hendes Majestæt Dronning Alexandrine, som afsluttede mindehøjtideligheden ved at lægge en buket blomster ved monumentets fod. Forinden havde borgmester Holger Hansen holdt hovedtalen, hvor han bl.a. sagde: ”Havet omkring Grenen gav fra Arilds tid skagboerne det daglige brød, smilende blåt i sommerdagens solskin, brølende skumhvidt i vinterens nordost. Altid gav det, gavmildt eller knebent. Utallige er de, som under slægternes skiften blev derude i den våde grav. Og derfor er det vort ønske, at dette værdige mindesmærke må få lov til at samle vore dyreste minder om dem, som blev derude”. 

Der befandt sig flere kuttere i farvandet, og blandt disse var fiskekutter S. 117 ”Invicta”. Kl. ca. 13.30 havde ”Henriette” og ”Invicta” ligget og trawlet i en afstand fra hinanden af 2-300 favne. Begge skibe styrede ØNØ slæbende deres trawl, og han lagde da mærke til, at ”Invicta” pludselig uden nogen påviselig grund drejede sydover, og umiddelbart efter indtraf der en voldsom eksplosion ved ”Invicta”. Han så ild og røg slå i vejret ved ”Invictas” agterende. Det så ud som hele agterskibet blev sprængt bort. Forskibet rejste sig på højkant, og derefter gled det langsomt tilbage i havet, og skibet var borte i løbet af et par minutter. Lige inden skibet forsvandt under vandet havde han set, at et par af besætningsmedlemmerne sprang i vandet. Han kappede derfor straks sit trawl og sejlede for fuld kraft til ulykkesstedet. Her fandt han to af ”Invictas” besætningsmedlemmer svømmende i vandet. Den ene holdt sig fast til ”Invictas” jolle, der drev rundt på stedet, og den anden holdt sig oppe ved hjælp af et stykke vraggods. Begge personer blev straks taget om bord i ”Henriette”, og da de var omtrent bevidstløse, blev de derfor straks lagt til køjs, efter at de havde fået tørt tøj på. Han vidste, at ”Invicta” havde en besætning på 4 mand, og han foretog derfor straks en eftersøgning af de to savnede, men denne gav intet resultat. Da kutteren S. 184 ”N. A. Ottosen” umiddelbart efter kom til stede og lovede at fortsætte eftersøgningen af de savnede, sejlede han straks til Skagens havn, hvorfra han fik de reddede personer, der var sårede, bragt til Skagens sygehus.

Nogle dage efter forliset var føreren af ”Invicta”, Frank Marquardsen kommet så meget til hægterne, at han kunne afgive sin forklaring. Han fortalte, at han torsdag den 18/4 ved 13.30 tiden med fiskekutter S. 117 ”Invicta” havde været beskæftiget med trawlfiskeri i farvandet syd for Skagen Rev fyrskib. Han opgav positionen således 3-4 sømil fra fyrskibet med dette i ret nord, 1 sømil fra lysbøjen med denne i ret vest. Skibet havde styret NNØ. Kl. ca. 13.30 begyndte de at hive ind på trawlet om bord i kutteren, men da de havde fået hevet ca. 88 favne ind, blev han klar over, at der var mere tryk i wiren end normalt. Han troede, at det var tovene mellem skovlene og trawlet, der var knækket, hvilket normalt bevirkede, at skovlene blev tunge at hive ind. Umiddelbart efter at det sidste mærke var hevet ind, og hver mand havde indtaget sin bestemte plads, indtraf der en voldsom eksplosion. Hvad der videre skete, kunne han ikke huske noget om, idet han blev slået bevidstløs, og samtidig blev skibet indhyllet i ild og røg. Han kom først til sig selv, da han lå og svømmede i vandet. Skibet var da gået ned, men skibets pram lå og drev rundt på stedet, og han så, at fisker Simonsen havde fået bjærget sig op på denne.

Han svømmede hen imod prammen, men inden han nåede den, var fiskekutteren ”Henriette” kommet til stede og havde taget ham om bord. Han bemærkede i den forbindelse, at han sikkert ville være druknet, hvis ikke ”Henriette” så hurtigt var kommet til stede, og han mente, at der fra ”Henriette” blev udført et særdeles dygtigt stykke arbejde med hensyn til at redde ham og fisker Simonsen. Redningsarbejdet påførte desuden ”Henriette” et betydelig tab, idet den måtte kappe sit trawl for at komme til hjælp så hurtigt som muligt.

Ud over at de resterende to besætningsmedlemmer måtte være druknet kunne han ikke oplyse noget om dem. Han mente, at han i et glimt, medens han lå i vandet, så ansigtet af fisker Sørensen, og han mente, han hørte ham råbe, men han var ikke helt sikker på dette.

Besætningen på ”Invicta” bestod foruden skipperen af fiskerne Otto Victor Marquardsen, Skagen, Carl Edvard Simonsen, Skagen og Holger Immanuel Engbjerg Sørensen, Hirtshals. 

Han var derimod tilbøjelig til at tro, at det var en mine, der havde ligget på bunden, som han havde fisket med trawlet. Han tilføjede samtidig, at det var almindeligt i begyndelsen af krigen, at de danske torpedobåde, der var på mineeftersøgning, bragte opdagede miner til at synke ved skud, og først da der fra fiskernes side blev gjort opmærksom på, at selv om minerne sank, så frembød de en fare for fiskerne under deres fiskeri, holdt man fra den danske marines side op med denne fremgangsmåde. Fra en minørs side havde han fået at vide, at en mine, som var sænket ved skud, udmærket kunne bringes til eksplosion, når den kom op til overfladen og fik det tilstrækkelige stød.

Årsagen til minesprængningen af ”Invicta” var nok snarere denne, at den tyske marine nætterne mellem 17.-19. april 1940 havde begyndt en mineudlægning mellem Skagen og Pasternoster-skærene ved den svenske kyst for at forhindre, at engelske ubåde skulle trænge ned i Kattegat.

Navnlig den eksplosion, kutter ”Etty” var udsat for, var meget dramatisk, og det var et rent under, at der ikke skete noget alvorligere her. ”Etty” var nemlig umiddelbart forinden blevet prajet at kutteren ”Energi”, der gjorde sig klar til at sejle op på siden af den, og eksplosionen indtraf få øjeblikke efter, at ”Energi” havde passeret det pågældende sted. Havde ”Energi” opholdt sig her på det tidspunkt, havde der ikke tvivl været om, at den ville være blevet sprængt i stykker. Også to andre Skagenskuttere ”Nordboen” og ”Ocean” mistede deres grejer ved nogle mystiske hold, de havde været udsat for på fiskepladsen. Det drejede sig om nogle meget tunge genstande, der lå på bunden, og der var intet andet at gøre end at lade grejerne i stikken. Det ejendommelige var imidlertid, at da de pågældende kuttere nogle få dage tidligere havde fisket på nøjagtig samme sted, havde der ikke været noget at mærke.

Det lykkedes også at få tændt et nødblus på dækket ved at stikke ild i en madras overhældt med petroleum. Men det blev ikke observeret, og de tre fiskere havde derfor intet andet valg end at kaste sig i vandet og håbe på, at de blev set der. Skipperen havde været så åndnærværende at tage kutterens tågehorn med, og det lå han og blæste på, men heller ikke det blev der lagt mærke til. Der gik hele to timer, før den norske dørgebåd ”Maja” kom i nærheden af ulykkesstedet og fik øje på de nødstedte fiskere og bjærgede dem. De var alle tre i god behold og havde tilsyneladende ikke taget skadet af det lange ophold i vandet. Skipper Jensen sagde til slut, at den dramatiske begivenhed blev taget med ro og koldblodighed, og at der ikke på noget tidspunkt var tilløb til panikstemning blandt kutterens besætning.

I slutningen af året 1940 forliste 3 kuttere fra Strandby ved minesprængninger nord for Hirsholmene, sandsynligvis af miner udlagt af den engelske ubåd ”Narwhal”, og i maj 1941 udstedte handels- og marineministeriet et meget omfattende forbud mod fiskeri i den nordlige del af Kattegat, som kom til at betyde stærk begrænsning af Skagensfiskernes fangstpladser.

Men forinden fiskeriforbuddet nåede at træde i kraft, fik Skagenskutteren S.157 ”Grethe” en alvorlig lækage efter en mineeksplosion den 27. februar 1941. Kutteren var med skipper Carl Andreas Carlsen om morgenen gået på fiskeri, og efter et par timers forløb hørtes en voldsom eksplosion, antagelig stammende fra en mine. Kutteren blev løftet i vejret, og mandskabet blev revet omkuld af det stærke pres. Man blev hurtigt klar over den alvorlige sammenhæng, og i løbet af få øjeblikke var dæksjollen sat i havet, men der blev heldigvis ikke brug for den, da båden kunne holdes oppe ved hjælp af pumperne. Motoren havde ikke taget skade, og man søgte da skyndsomt at nå havn. Skipperens søn, der lå i nærheden med sin kutter S. 99 ”Nordkap” gik straks til hjælp og sejlede med ind i havnen for at være i nærheden, hvis ”Grethe” ikke skulle kunne klare sig ind. Lækagen var sket i lukafet, hvor vandet fossede ind, og en af mandskabet, der opholdt sig i nærheden, fik skadet sit ene ben. Da kutteren nåede havn lå alt til hulter til bulter om bord, og trawlet var mistet. I havnen fortsatte man energisk med pumpearbejdet, indtil kutteren var helt læns, hvorefter den blev bugseret til værftet. 

Da ”Nordcap” den 9/1 gik på fiskeri, forlod den havnen sammen med kutterne S. 43 ”Rex” og S. 91 ”Vesterly”, og de fiskede de det meste af dagen i samme farvand. Kl. ca. 15.30 sejlede kutteren ”Rex” hjem, og det bemærkedes derfra, at der endnu arbejdedes på kutteren ”Nordcap”. Ved eftersøgningens afslutning kom føreren af kutteren S. 184 ”N. A. Ottesen”, fisker Harry Ottesen, til politivagten medbringende et stykke af en dæksplanke på ca. 1½ meter. Han havde opfisket planken ca. 15 sømil øst nordøst for Skagens havn. Planken var frisk og havde ikke ligget ret længe i vandet, og bruddet i planken var ganske nyt og friskt og hidrørte sikkert fra en forlist kutter. Omtrent samtidig kom føreren af kutteren S. 259 ”M.Thy”, fisker Christian Simonsen, til politivagten med to stykker dæksplanker og en sildekasse, hvori der lå to små stykker cement, som man havde opfisket kl. ca. 15 i Kattegat ca. 9 sømil sydøst til syd for Skagens havn. Der var ingen mærker i sildekassen. De indbragte to stykker dæksplanker var 1 meter lange og friske og havde ikke ligget ret længe i vandet, ligesom bruddet i plankerne også var meget friske. Føreren af kutteren S. 43 ”Rex”, Svend Ottesen, Skagen, var sejlet ud fra Skagen havn samtidig med den formentlig forulykkede kutter ”Nordcap”. De gik sydøst til syd ud af havnen og sejlede knap 2 timer. De stoppede da og satte trawlet ud og slæbte ad flere gange i nordvestlig retning af Skagens fyr. Efter det sidstnævnte træk på 3 kvarter sejlede de hjem, men kutteren ”Nordcap” var endnu i samme farvand og havde hele tiden været i nærheden af dem. På hjemturen hørte han ingen eksplosioner af nogen art, og om kutteren ”Nordcap” var forulykket, vidste han ikke. Føreren af kutteren S. 163 ”Leif Bruun”, fisker Jens Christian Bruun, Skagen, havde været med til eftersøgningen af den formentlig forulykkede kutter ”Nordcap”. På havet ca. 12-13 sømil sydøst til øst bemærkede han en stor olieplet, og den tanke slog ham straks, at kutteren måske kunne være forlist der, hvorfor han kastede et dræg ud og fik straks hold, men om det var vragrester af den eftersøgte kutter eller andre vragrester vidste han ikke. Linen hvori dræget var fastgjort knækkede, og de måtte opgive eftersøgningen. Lodsformand Pihl, Skagens lodskutter, som også havde deltaget i eftersøgningen, havde afsøgt farvandet indtil 16 sømil øst for Skagen såvel nord som syd for den opgivne position for kutterens fiskeplads. Kl. 15½ da havde han Skagen fyr NV til VV, kom han i nærheden af kutteren S. 163, som også var på eftersøgning, men som var stoppet op og lå stille. Lodskutteren ændrede kurs hen mod den og spurgte føreren, fisker Leif Bruun, om han havde observeret noget, og han fortalte, at der var en stor olieplet på vandet, hvor de lå. Leif Bruun undersøgte denne olieplet, mens de lå der, ved at kaste et dræg ud og fik straks hold i noget på bunden, som uden tvivl måtte være det eftersøgte fartøj, idet det ikke afveg meget fra det sted, hvor fartøjet sidst var set fiske. Det formentlige vrags position var 11 sømil retvisende 290 grader af Skagens fyr. Fisker Niels Degn Karstensen, Skagen, var påmønstret den forulykkede kutter S. 99 ”Nordcap”, men han havde haft ferie i 4 dage og ikke været med på den sidste tur, idet hans ældre broder havde været med i hans sted. Da han så de bjergede dæksplanker, kunne han med bestemthed genkende dem som værende fra kutter S. 99. Kutteren havde for ca. 2 måneder siden fået installeret en ny pumpe, og på en af de indbragte dæksplanker havde pumpen siddet. Denne planke var knækket på det sted, hvor pumpen havde haft sin plads. Udsavningen med hullet i planken hvorigennem pumpen var ført ned i lasten, var tydelig nok, og omkring nedføringen var påmalet med rød mønjefarve, ligesom der var filt mellem pumpen og dæksplanken. Han var ganske sikker i sin påstand om, at de indbragte planker hidrørte fra kutteren S. 99, samt at den forsvundne kutter var forlist. Kutteren S. 99 Nordkap var på 19,97 bruttotons, og havde 90-110 hk. Den var 2 år gammel og velholdt. Den havde en besætning på 3 mand: Besætningen bestod af, skipper Aksel Christian Carlsen, fiskerne Kaj Hartelmann Westerskov og Svend Degn Karstensen.

Om den tragiske krigsulykke skrev Skagen Avis: ”På havnen var der i går eftermiddag sort af mennesker, der med den største interesse fulgte eftersøgningen, men da alle kutterne, lodsbåden og redningsbåden var kommet i havn i løbet af eftermiddagen, var man klar over, at alt håb var udelukket, og hele byen var med et slag med i sorgen, der bedre end ord fortæller den deltagelse, skagboerne nærer for de hårdt ramte efter ulykkens ofre”. 

Omkring 10 fiskekuttere minesprænges i den efterfølgende tid indtil kapitulationen, men da beretningerne om disse forlis er lignende de før omtalte forlis, er de ikke medtaget.

Dog skal denne omtale fra Skagen Avis medtages:

”Bestyrelsen for Carnegies belønningsfond for heltemod har i dag meddelt en lang række belønninger til personer over hele landet, der har vist heltemod. Blandt modtagerne er bl.a. skipper Peter Sofus Christian Diget, Kappelborgvej 14, og fisker Lars Christian Brun, Møllevang, samt fiskerne Viggo Asmund Hansen, Løkken, og Kaj Henriksen, Ålbæk. Disse fire udgjorde besætningen på Kutter S. 174 ”Etty” i 1942 og udviste under fiskeri den 28.oktober 1942 i Ålbækbugten heltemod ved at bjerge ”Picator”´s tre mands besætning efter en mineeksplosion. Om selve ulykken kunne dengang ikke skrives. Tyskerne var her og forbød alt skriveri om mineeksplosioner. Derfor kan det nu være på sin plads at berette lidt om, hvad der egentlig skete den pågældende dag. ”Piscator” var denne dag sammen med en del andre kuttere fra Skagen på fiskeri i Ålbækbugten. Ved ca. 14.30 tiden eksploderede en mine under ”Piscator” antagelig i bagbords side. Kutteren blev usejldygtig og begyndte at synke. Besætningen bestod af tre mand, der alle fik en hjernerystelse, og bedstemanden fik endvidere et brud i højre fod. Besætningen var afskåret fra at redde sig ved egen hjælp, idet jollen, som kutteren havde liggende på dækket, var revnet i bunden ved eksplosionen.

Kutteren S. 62 ”Agnes”, der lå og fiskede i nærheden med skipper Petrus Rasmussen som fører forsøgte nu at komme besætningen på ”Piscator” til undsætning, men kutteren havde ikke nærmet sig ”Piscator” ret meget, før den selv blev udsat for en eksplosion, hvorved yngstemanden Johannes Heuleuffer Christensen slyngedes over bord og druknede.

Kutter S. 174 ”Etty”, skipper Peter Diget og med de øvrige Carnegiebelønnede om bord, kom da til hjælp. ”Etty” lå 4000 favne fra ulykkesstedet og fiskede. Man kappede grejerne og ilede omgående til hjælp. Det lykkedes ”Etty” i første omgang at få bjerget 2 mand af ”Piscators” besætning, idet disse to selv kunne springe om bord på ”Etty”, men da der var nogen sø kunne de ikke få den mand, der havde brud på foden, om bord, da han ikke selv var i stand til at springe fra ”Piscator”, men ved at manøvrere således, at kutterne kom til at ligge side om side fik de i anden omgang også bjerget bedstemanden.

Mandskabet på ”Etty” har her vist heltemod og dødsforagt, da de med livet som indsats kom de nødstedte kammerater til hjælp. Det er en kendsgerning, at der i det pågældende farvand var stor sandsynlighed for, at kutteren kunne blive offer for minesprængning”.