Skagen en by i krig og fred

Tysk krigsgrav på Skagen Assistens Kirkegård

Oprettet 11. juli 2022

Opdateret 4. september 2022

Opdateret 19. september 2022 med historien om et tysk gravsted fra 1895

Opdateret 23. september 2022 med historien om et tysk gravsted fra 1. Verdenskrig

I 1946 skrev Vendsyssels Tidende om det tyske mindesmærke:

Det har i den sidste tid været kritiseret, at mindesmærket over den tyske fællesgrav fra 1940 på Skagen kirkegård bærer et jernkors. Vi har spurgt menighedsrådets formand sognepræst Waage Beck om hans syn på sagen. Vi havde, siger sognepræsten, mindesmærket nede i efteråret og fjernede Hagekorset fra det. Tilbage er et påmalet jernkors, som jo dog ikke er noget specielt nazisymbol. Jernkorset finder man på grave længe før nazismens tid. Fællesgraven har en fredningstid på 20 år, og jeg mener ikke, vi kan gøre mere ved mindesmærket.

På Skagen Assistens Kirkegård lå i mange år en glemt og ukendt tysk krigsgrav, hvor omkomne tyske soldater og flygtninge fra 2. verdenskrig var blevet begravet. Ofrene blev aldrig officielt fra dansk side mindet ved nogen som helst højtidelighed.

I modsætning hertil var de tyske ofre fra 1. verdenskrig blevet æret adskillige gange i mellemkrigstiden. Således opankrede i juni 1936 et hidtil uset antal tyske flådefartøjer på Skagen Rev. Mere end 30 tyske flådefartøjer med bl.a. panserskibene ”Deutschland” og ”Scheer” med kontreadmiral Carl og kommandørkaptajn Paul Fanger havde anmeldt deres ankomst til Skagen for at højtideligholde og minde de tyske marinesoldater, som var omkommet under ”Skagerrakslaget” den 31. maj -1. juni 1916. Det blev en smuk mindehøjtidelig med mange kransenedlægning og flere taler, hvor også repræsentanter for det officielle Skagen deltog.

Efter 2. verdenskrig var stemningen og holdningen til tyskerne imidlertid skiftet, og det tyske gravsted på Skagen Assistens Kirkegård lå blot som et ukendt og glemt gravsted, der blev forbigået i tavshed. 1 civil tysk matros, 22 tyske soldater og 50 tyske flygtninge, der alle havde mistet livet under 2. verdenskrig, var blevet begravet i den tyske krigsgrav.

Korvettenkapitän Eduoard Becker, Frederikshavn, kommanderede straks 15. Havnebeskyttelsesflotille og 10. Vorpostflotille til søs trods høj søgang og vindstyrke 7-8 og begav sig selv skyndsomst til Skagen for at lede redningsarbejdet herfra.

Ved forliset omkom 338 tyske personer, hvoraf 245 blev bjærget umiddelbart efter forliset. Blandt de hårdt sårede blev flere indlagt på Skagen sygehus, hvor to soldater afgik ved døden den 4. september. Alle omkomne blev imidlertid begravet på Frederikshavn krigskirkegård.

En tysk flyver

Torsdag den 28. november 1940 fandt fisker Christian Sørensen, Øster Klit i Tversted, et uniformeret lig drivende i strandkanten ved Tversted, og sammen med strandfoged Ahlmann Sørensen i Tversted fik de liget, som manglede hoved, hænder og fødder, anbragt i en kiste og ført til ligkapellet i Tversted. Unteroffizier Korn, Ortskommandanturen i Frederikshavn, kom sammen med 4 tyske soldater til stede og kunne fastslå, at det drejede sig om en tysk flyverofficer ved navn Werner Palm, hvis fly den 16. september 1940 var blevet ramt af engelsk flak og derefter styrtet ned i Nordsøen. Liget blev udleveret til den tyske officer, som sørgede for at flyveren blev begravet på Frederikshavn krigskirkegård. Strandfogeden i Tversted fik efter tilladelse af Ortskommandant major von Meier, Frederikshavn, udbetalt 100 kr. til dækning af omkostningerne for kiste og løn. 

De vilde rygter

På grund af uvidenhed gik rygterne i folkemunde, at tyskerne begravede deres døde i klitterne. Dette er imidlertid en bevislig skrøne. Skagens Avis kunne således i sommeren 1940 skrive: ”I forbindelse med søkrigen og de lig, denne nødvendigvis må afgive til havet, har der i de sidste dage her i byen verseret de mest fantastiske rygter om, at havvandet er inficeret, og at det er farligt at bade i det. Der er blevet snakket om tyfus og andre dramatiske sygdomme, og man har fået det indtryk, at folk i almindelighed tror på rigtigheden af disse tåbelige rygter, skønt ethvert fornuftigt menneske burde kunne indse, at det er noget forfærdeligt vrøvl, der kun er egnet til at skræmme folk. Den omstændighed, at der indtil dato kun er drevet et eneste lig i land her ved Skagen, bidrager også til at stille disse rygter i et latterligt skær. Dr. Jarnum, som vi har forelagt rygterne, betegner da også disse som fuldkommen vanvittige. Det er kun i yderst sjældne og ganske specielle tilfælde, siger han, at en infektionssygdom som f.eks. tyfus opstår gennem havvandet, og at eventuelle lig skulle kunne inficere vandet må betegnes som fuldstændigt udelukket. De måtte da optræde i så enorme mængder, at det ville være ganske forfærdeligt, men tyfus, der almindeligvis opstår gennem forurenet mælk og drikkevand, kunne der overhovedet ikke blive tale om, uden at de pågældende har haft denne sygdom. Man må i denne forbindelse også tænke på de tusinder af ådsler, der til stadighed befinder sig i havet, og de millioner af liter kloakvand, der løber ud i det, uden at man mærker det. Der er således ingen grund til at være ængstelig for at gå i vandet, slutter Dr. Jarnum, i særdeleshed ikke her ved Skagen, hvor vandet er så friskt og i så stadig bevægelse”. 

”Da vi i året 1940 for første gang igen fejrede vort folks heltemindedag i en krig, gjorde vi dette i stolt bevidsthed om at have vundet første akt af en krig, der var påtvunget os mod vor vilje. Med den største fortrøstning håber vi også at bestå den anden akt med resultat. Allerede i marts 1941 lå i virkeligheden bag os resultaterne af et kampår, der vil blive enestående i verdenshistorien. Men selv det, de tyske hære havde ydet i de felttog, hvorved vi rensede Vesteuropa for kontinentalfjendtlige styrker, blegner ganske for det, som skæbnen pålagde vor værnemagt og vore forbundsfæller at udøve og magte i det sidste år. Bag os ligger et år ikke blot med de største kampe i verdenshistorien, men også med de hårdeste prøvelser for vort eget folk. Det tør siges, at både front og hjelm har holdt stand mod disse prøvelser. Denne gang var tyskerne ikke blot udsat for kamp mod den fjendtlige våbenmagt og en i tal næsten tilsyneladende uudtømmelig strøm af de mest primitive folkeslag, men også en kamp mod naturens grusomste hårdhed. Flere uger tidligere end enhver erfaring eller videnskabelig beregning kunne antage, brød en vinter ind over vore hære og har nu i fire måneder givet fjenden lejlighed til på sin side at skabe en vending i denne skæbnetunge kamp. Det var jo også det eneste håb, magthaverne i Kreml havde i denne naturelementernes rasen, hvis lige end ikke de selv nogensinde har oplevet, at de kunne berede den tyske værnemagt den samme skæbne, som Napoleon led i 1812 I overmenneskelig kamp og ved at indsætte de tyske sjæls- og legemskræfter har de tyske og med os forbundne soldater bestået og dermed overvundet alle prøvelser. Skæbnen vil vel nu allerede om nogle få måneder være i stand til at vise, om indsættelsen af hekatomber af russiske liv i denne kamp har været en militært rigtig eller forkert handling, men en ting ved vi i dag: De bolsjevikiske horder, der ikke formåede at overvinde de tyske og med dem forbundne soldater, vil blive ødelagt af os i den kommende sommer. Den bolsjevikiske kolos, som vi først nu kender i dens grusomste farlighed, må, og det er vor uomstødelige beslutning, aldrig mere berøre det velsignede Europas enge, men må finde sin endelige grænse i lang afstand derfra”.

På trods af en frygtelig snestorm, der ikke var set i mange år, afholdt den tyske værnemagt i bidende kulde også mindedag på Skagen kirkegård. Den stærke snefygning i de sidste par dage bevirkede, at flere af bivejene havde været lukket. Søndag og mandag havde en arbejdsstyrke på ca. 40 mand været travlt beskæftiget med at gøre vejene farbare, hvilket lykkedes undtagen med Buttervej, hvor snedriverne lå over mandshøjde. Sneploven havde været i fuld aktivitet begge dage. Tirsdag forværredes snesituationen omkring Skagen sig i løbet af natten betydeligt. Efter et voldsomt isslag om aftenen begyndte det at sne voldsomt, og med den stærke blæst var vejen, der i går var blevet ryddet, atter føget til. Da snefaldet i løbet af formiddagen ikke var hørt op, måtte snekastningsmandskabet atter vende hjem. Ved middagstid gik sneploven ud for at rydde vejen til Højen, hvorimod man måtte vente med at rydde de øvrige veje, til snefaldet hørte op. Så længe det føg så kolossalt, var det håbløst at gå i gang med de meterhøje snedriver på Buttervej og Batterivej ud nord Nordstrand. 

Skagens Avis 1966:

”I forrige uge blev 73 kister flyttet fra Skagen kirkegård til Grove, der ligger ved Karup flyveplads. Det var flygtninge- og soldatergrave, som de frivillige specialarbejdere fra Frankrig, Italien og Tyskland, flyttede. Kisterne, eller det der var tilbage, blev nummereret, og provst Waage Beck fik en kvittering på dem. Stedet, der blev gravet op, har arbejderne udjævnet, så der intet er at se.

Det er en tysk forening, der har foranstaltet flytningerne. Idet de mener, at man skal samle alle gravene på et centralt sted, så eventuel familie til de døde ikke skal rejse langt for at besøge gravene. Men hvorfor så ikke føre dem til Tyskland, når de nu alligevel skal flyttes? Gravflytningerne er for danskere meget vanskeligt at gennemføre, og man betragter de nu forestående flytninger som noget, udenrigsministeriet har bestemt hen over hovedet på kirkeministeriet. Inden for kirkelige kredse er dette efterhånden en offentlig hemmelighed. Når en tilfældig selvbestaltet forening kan krænke gravfreden uden særlige vanskeligheder, hvorfor er det da så svært for danskere at få lov til at flytte en enkelt grav? Det eneste gode ved flytningen er, at der nu bliver plads på Skagen kirkegård, hvilket er yderst tiltrængt”. 

I dag eksisterer blot den tyske krigsgrav fra 1. verdenskrig og de engelske krigsgrave fra både 1. og 2. verdenskrig på Assistens Kirkegården i Skagen, samt et tysk gravsted fra 1895.

Det tyske gravsted fra 1895

Hvis du en dag går rundt på Skagen kirkegård måske blot for at nyde stilheden eller se de smukke gravsteder, vil du uvægerligt før eller senere støde på et monumentalt gravsted fra 1895. Det er blot af de mange historisk interessante gravsteder på Skagen Assistens kirkegård.

Når Skagen før 1. verdenskrig fik tysk flådebesøg, var der altid en grav på Skagen kirkegård, der blev aflagt et besøg. Ikke blot de højtstående officerer men også de værnepligtige marinere kendte vejen til denne grav, der samtidig fremstod som et mindesmærke.

På den høje gravsten, der er prydet med den tyske rigsørn, står øverst på tysk:

I taknemmelig erindring om de kammerater, der forulykkede ved torpedobåden S. 41 ´s undergang vest for Hirtshals den 28. august 1895.

Derefter følger så navnene på 13 omkomne, og så til sidst nederst står:

Her hviler i Gud Obermatrose Allerkamp, obermatrose Hannemann, oberheizer Baetzel.

Omkostningerne til opførelse af et mindesmærke blev som sagt tilvejebragt ved frivillige bidrag af officerer og mandskab fra den tyske kaiserlige flåde og skulle afsløres i begyndelse af august måned 1896 på Skagen kirkegård. Gravmonumentet, der var fremstillet af svensk granit, og dets bygherre ankom til Frederikshavn med en tysk torpedobåd S.30, og under hans ledelse blev gravmonumentet opstillet og gjort klar til en storstilet ceremoni, som næppe var set magen til i Skagen i mange år. 

Afsløringen af det tyske gravsted med dets store granitobelisk for de forulykkede tyske marinesoldater fandt sted den 11. august 1896. Ved højtideligheden var såvel den tyske som den danske marine repræsenterede. Fra dansk side deltog officerer og mandskab fra krydserkorvetten Valkyrien og torpedobådene Makrellen, Springeren og Hvalrossen. Fra tysk side deltog bl.a. flere torpedobåde. Den tyske admiral von Colomb holdt afsløringstalen og overleverede monumentet til Skagen byråd. Han talte kort om ulykken og bad Skagen by frede om mindesmærket.

Borgmester greve Ahlefeldt-Laurvigen modtog på byrådets vegne mindesmærket og talte på dansk og tysk. Borgmesteren udtalte, at alle skulle agte og frede monumentet og have agtelse for ulykken. Pastor Place holdt en kort og smuk bøn, hvorefter kommandør Fugl på den danske marines vegne lagde en krans på monumentet.

Højtideligheden overværedes af ca. 200 mennesker. Blandt de tilstedeværende sås de lokale autoriteter og den tyske konsul i Frederikshavn. Fra danske skibe blæstes koraler og afgaves tre salver over graven. Som afslutning på højtideligheden var den danske marine vært ved en lunch på Skagen Hotel.

Historien bag det monumentale gravsted på Skagen kirkegård, hvor 3 besætningsmedlemmer fra en tysk torpedobåd ligger begravede, er denne.

Der var i alt 3 torpedodivisioner hver på 7 skibe, der deltog i et øvelsestogt i Nordsøen, heraf 1 division på 7 torpedobåde under ledelse af kaptajnløjtnant Carl Paschen, der var afsejlet fra Wilhelmshaven for at deltage i denne øvelse. Ud for Hanstholm blev flotillen den 28. august 1895 overrasket af en orkanagtig storm, hvorunder der fra hver af 3 både gik en mand over bord. Det lykkedes imidlertid at bjerge dem alle tre.

Om bord på torpedobåden S.41 blev alle åbninger om bord hermetisk tillukket. På dækket opholdt sig kun de nødvendige 3 mand, som med stort besvær kunne opholde sig på dækket, idet svære brodsøer næsten uafbrudt skyllede hen over fartøjet. Pludselig ramtes torpedobåden S.41 af en voldsom sø, kæntrede og gik hurtigt til bunds.

Af den 16 mand store besætning blev kun tre reddet, nemlig premierløjtnant Langemaack og styrmandsmaterne Jacoby og Boye. 

De 13 druknede:

Reichenberg

Blumm

Krüger

Urban, Obermatrose, begravet på Mårup kirkegård

Allerkamp (Skagen)

Wiese, Oberheizer, begravet på Tornby kirkegård

Baetzel (Skagen)

Bruckwitsky

Hannemann (Skagen)

Karscheit

Schmidt

Pohle

Wimmers.

Ilanddrevne lig

Af de 13 druknede søfolk fra den tyske torpedobåds forlis er kun 6 drevet i land på de nordjyske kyster. Heraf blev 5 begravet på danske kirkegårde, medens en 6. blev overført til sin hjemby, Kiel.

Tornby: Et lig af en mand, der ikke syntes at have ligget længe i vandet, drev få dage efter den tyske torpedobåds forlis i land på Krage Strand i Tornby. Ud fra identitetsmærker på hans tøj fandt myndighederne frem til, at den afdøde var Oberheizer Wiese. Han blev begravet på Tornby kirkegård.

Mårup: Den 20. september 1985 drev et stærkt opløst lig ind på stranden ved Lønstrup. Det viste sig ved et efterfølgende ligsyn, at det fundne lig var af Obermatrose Urban fra den sunkne tyske torpdobåd. Den afdøde blev begravet på Mårup kirkegård den følgende søndag.

Løkken: Nogle fiskere, der var på fiskeri den 21. september 1895 ud for Løkken, fandt drivende i vandet som en korkprop liget af en mand iført tysk marineuniform. På liget, der formentlig var en af officererne fra den sunkne torpedobåd, fandtes bl.a. et beløb af 200 Reichsmark og et guldur. Liget så meget uhyggeligt ud. Kødet var faldet af den øverste del af hovedet, så pandeskallen var bar, men den anden halvdel af ansigtet var kendelig, dog var skæget borte. Fingrenes øverste led var knuste og kødet på hænderne hang i trevler, og liget udsendte en næsten uudholdelig stank af råddenskab. På en af hans uniformsknapper så man mærket: ”Kaiserliche deutsche Marine” og hans strømper var mærket med: ”C.R”. Desuden kunne en maskinist fra en af de andre tyske torpedobåde straks genkende den afdøde som værende Oberfeuermeister Reichenberg. Den afdøde efterlod sig hustru og et barn. Han var af velstående familie, og denne ønskede liget hjemført til Kiel og begravet der. Reichenberg førtes med en af de tyske torpedobådene til Kiel i Tyskland.

Skagen: Den 20. september 1895 drev to lig ind på forstranden i Karred distrikt og dagen før havde man fundet liget af en ung mand på Starholms strand. Ligene var i stærk forrådnelse, hvor bløddele fra bl.a. hoved og lemmer manglede i stor udstrækning. Hjælpen til identifikation af ligene blev dog rimelig enkel, idet der fandtes påsyede lærredslapper på deres underbenklæder med deres navne, der var: overmatroserne Allenkamp, Hannemann og overfyrbøder Baetzel.

Den 22. september blev de 3 forulykkede folk fra den tyske torpedobåd begravet på Skagen Kirkegård. Et detachement af 12 matroser, heriblandt 2 af de reddede fra den forulykkede torpedobåd, under kommando af løjtnant Langmack, der ligeledes var reddet som chef fra samme båd, var udkommanderet hertil fra Frederikshavn. I ligkapellet holdt pastor Place en smuk tale over de forulykkede.

Ligene førtes derefter i smukt pyntede kister på 3 vogne til kirkegården ledsagede af et meget stort følge af Skagboer, mænd og kvinder. I følget sås digteren Holger Drachmann og maleren Carl Locher. Under stor højtidelighed jordedes ligene i en fællesgrav, og efter at graven var tilkastet, smykkedes den med er rig samling af kranse, hvoriblandt 3 særlig smukke med brede hvide silkebånd, fra mandskabet på de tyske torpedobåde, der lå i Frederikshavns havn. Efter jordpåkastelsen takkede den tyske konsul på den kommanderende løjtnants vegne for den udviste store deltagelse.

Eftersøgningen

Få dage efter forliset blev den tyske krydser SMS Gefion sammen med et dykkerdampskib og 3 torpedobåde indsat i eftersøgningen af den sunkne torpedobåd S.41.

Besøg:

Den 8. juni 1903 skrev Frederikshavns Avis: ”Fra Skagen skrives til os søndag: Da Skagboerne søndag morgen vågnede og fik gnedet søvnen af øjnene, så den en hel skov af master og skorstene rage op gennem en let tåge, ret ud for Skagen by, kun i ringe afstand fra land. Det var to store tyske eskadre, som var i færd med at opankre på Reden. 15 store panserkolosser, der kommer fra Vigo i Spanien og har prins Heinrich af Preussen om bord på ”Kaiser Friederich III” til chef, og 10 torpedobåde samt Avisodamperen SMS Niobe, der kommer fra Østersøen. Panserskibene ordnede sig i tre rækker og torpedobådene i to klynger, tæt på siden af hverandre, 5 i hver. I det henrivende junivejr med det blå, smilende hav frembød skibene et overordentlig imponerende skue, og snart begyndte det travle liv at røre sig. Signalflag for op og ned. Signalskud affyredes, og damp-barkasser med mindre robåde på slæb satte den ene efter den anden kursen mod land, hvor en stor mængde Skagboer og fremmede gæster var samlede på kysten. En mængde højere officerer, civile eller i uniform, deriblandt prins Heinrich med følge, gjorde landgang og beså til fods alle Skagens seværdigheder lige fra plantagen til fyret.

Som bekendt findes på Skagen kirkegård et monument på fællesgraven over de preussiske sø-krigere, som forulykkede med torpedobåden S. 41 den 28. august 1895, hvorved 13 mand druknede, af hvilke 3 ligger begravede her. Denne torpedobåds chef, som ved et under blev reddet, var med eskadren og bar en krans, der var ført med fra Spanien, og som han nu overrakte prins Heinrich, der egenhændig nedlagde den på graven ved monumentets fod. Da det var fridag om bord, fik en mængde af besætningen landlov, og overalt i byen sås officerer, underofficerer og menige. En talløs masse af prospektkort afhentedes. Fra kl. 2-4 foretog vi med en motorbåd en sejlads ud til eskadren, hvor vi passerede det ene store skib efter det andet: SMS Victoria Auguste, SMS Wittelsbach, SMS Frauenlob, SMS Kaiser Karl der Grosse o.s.v. Da vi løb på siden af Kaiser Wilhelm der Grosse, vinkede en højere officer ad os, vi lagde bi ved falderebstrappen og fik lov at gå om bord. Er par af mandskabet, den ene dansktalende, søn af en afdød præst på Als, blev stillet til vores disposition, og nu besås det mægtige skib fra ende til anden, fra øverst til nederst. Vi blev naturligvis i højeste grad overvældede af dets storslåede indretning. Besætningen på dette skib udgjorde 650 mand, på de største af skibene endog 8-900 mand. Imidlertid var skibsbådene blevet sat i vandet og foretog nu i et antal af henimod et halvt hundrede under sejl med en officer ved roret og ca. 15 mand om bord en kapsejlads.

Chefen for den danske torpedobåd Hvalrossen von Späth blev inviteret til at aflægge visit hos prins Heinrich på Kaiser Friederich III.

I morgen kl. 8 letter eskadren, afholder mindre øvelser, når den står syd på, og indtræffer onsdag aften i Kiel”.

Tysk krigsgrav fra 1. verdenskrig på Skagen Assistens Kirkegård

Søslaget i Nordsøen

1. verdenskrig havde stået på i næsten 2 år, hvorunder tyske flådeenheder forsøgte at afskære vareimporten til England, hvilket dog ikke lykkedes.

Den 31. maj 1916 afsejlede størstedelen af den tyske Højsøflåde ud fra Nordsøhavnene Wilhelmshaven og Cuxhaven og op gennem Nordsøen. Hensigten havde sandsynligvis været at møde og bekæmpe en mindre engelsk flådestyrke. Det engelske admiralitet havde imidlertid fået efterretningsoplysninger om, at en tyske flåde var afsejlet fra dens basishavne men ikke hensigten med denne. Engelske flådestyrker stod derfor ud fra baserne i Skotland og Orkneyøerne. Lidt tilfældigt mødtes en gruppe tyske og engelske krigsskibe hinanden, og de første kanonsalver blev udløst. Det var store flådestyrker på op mod 240 krigsskibe og besætninger på mere end 100.000 mand. Verdenshistoriens største søslag var nu i gang, og kanontorden kunne høres langs hele den jyske vestkyst. Slaget varede resten af dagen og langt hen til næste dag.

Tabene var store på begge sider

Selv I dag er der udbredt uenighed mellem tyske og engelske flådekyndige om hvem, der gik sejrrigt ud af søslaget i Nordsøen. På den ene side mener tyskerne, at de vandt kampen, fordi de havde færrest mistede besætningsmedlemmer og skibe, og på den anden side mener englænderne, at de vandt slaget, selv om de måtte anerkende at have haft de største tab, fordi de stadigvæk havde herredømmet i Nordsøen, og tyskernes forsøg på at bryde den engelske blokade var mislykket. De tyske orlogsfartøjer forblev i deres basishavne resten af krigen.

Øjenvidnerne

Uddrag af artikler fra Vendsyssels Tidende:

Da en skagenskutter i onsdags befandt sig ved kamppladsen ca. 50 kvartmil ud for Thyborøn, så den iflg. Aalborg Venstreblad 2 zeppelinere og en stor flåde i det fjerne. Fra kutteren observeredes eksplosioner omkring den ene zeppeliner, som svajede omkring og derpå tabtes af syne. En tid efter sås en hvid røgsky som efter en eksplosion, og Esbjerg-fiskere, som i dag er vendt tilbage til Esbjerg, blev i går morges 50 kvartmil nordvest for Vyl fyrskib vidne til slutningen af det store søslag. Onsdag aften havde de set en stor flådeenhed, ca. 80 skibe, som gik i nordlig retning. Torsdag morgen var der nogle flere. Der blev skudt meget stærkt ved 2-tiden om natten. Det var mørkt, men kanonilden lyste op i natten. Kampen rasede voldsomt, medens skibene langsomt stod syd på, men i øvrigt krydsede imellem hinanden. Fiskerne så en krydser blive ramt og straks derpå synke. På stedet så de senere 3 tomme redningsbåde. De sidste tyske skibe forsvandt i retning af Helgoland. De engelske vest på. En af fiskerne har hjembragt 14 tyske torpedohylstre, som i går middags var fisket op på kamppladsen.

Damperen ”Næsborg” tilhørende firmaet G.R. Hansen er indkommet til København. Kaptajn Andersen beretter, at han den 31. maj om eftermiddagen 80 kvartmil vest for Hanstholm så en stor flådeafdeling som styrede mod øst. Der var ca. 40 skibe. Kort efter begyndte skydningen og man så en del af flåden bryde ud og styre nord efter i ca. 10 minutter og herefter atter mod syd. Da ”Næsborg”, som befandt sig ca. 1 mil fra kamppladsen, virkede kanonaden aldeles øredøvende. Det var på grund af de vældige røgsøjler, der drev over kamppladsen umuligt at skelne enkeltheder, men af og til lød frygtelige brag efterfulgt af vældige ildsøjler sandsynligvis hidrørende fra eksplosioner i ammunitionskamrene. Man så da, hvorledes en regn af projektiler styrtede ned over skibene, og man så, hvorledes bogstaveligt talt hele bredsiden blev flået ind på flere skibe. I alt i aftes sås 7 sådanne ildsøjler, og skibe ilede til fra alle sider og kastede sig ind i kampen. Man mener, der i alt ankom 60 større og mindre fartøjer. Det var umuligt at skelne mellem tyske og engelske skibe. Kanonaden vedvarede endnu kl. 8 med uformindsket voldsomhed.

Damperen ”Willemoes, der torsdag aften passerede kamppladsen, fortæller, at store mængder vraggods og klædningsstykker drev i havet. En torpedojager stod på agterenden og ragede 3-4 meter op over vandet med stævnen. Dybden var 35 meter. Forskellige drivminer sås. 

Redningsarbejdet

Kun en matros blev reddet fra ”Wiesbaden” af den danske damper "Willy" i Nordsøen. Han havde drevet omkring på en tømmerflåde i 2 døgn. Der havde været 4 andre matroser på flåden, men de var efterhånden omkommet. Efter matrosens udsagn var han den eneste overlevende fra ”Wiesbaden”. Han er sat om bord i norsk marineskib.

Tre reddede tyske marinere i Aarhus.

De tre tyskere, 2 underofficerer og 1 menig fra torpedobåden ”W.84”, der af damperen ”Sara” er indbragt til Aarhus, fortæller om søslaget: En flådeafdeling på ca. 45 store og en hel del mindre skibe var sidste mandag i to flotiller gået ud fra Cuxhaven og Wilhelmshaven. Onsdag aften omtrent kl. 6-7 observeredes i den østlige del af Nordsøen 6 engelske torpedojagere, som man straks gav sig i kast med. Til at begynde med kæmpedes på linje, men snart blev alt et virvar, efterhånden som der blev flere og flere stridskræfter engageret fra begge sider. ”W 84” deltog ikke længere end en halv time i kampen, før en kugle fra svære engelsk skibskanoner gik tværs igennem den, så den skiltes i to dele og sank. Forinden havde man set, at der næsten fra alle kanter kom masser af engelske slagskibe eller krydsere, måske 60-70 stykker, og blev indviklet i kampen. Chefen for ”W.84”, en ung løjtnant, blev slynget en snes alen op i luften ved bådens eksplosion. Af ”W. 84” 102 mands store besætning reddede 18 mand sig op på en flåde og 10 mand på en anden. Men af disse 28 mand var der kun to mand tilbage på den ene flåde og 1 på den anden, da ”Sara” næste morgen kom forbi og tog dem op. De tre reddede havde i nattens løb måttet se på, at alle de andre i sindsforvirring og næsten rædsel eller i opgivelse lod sig glide ud fra flåderne. De fortæller, at mens kampen endnu stod på, kom flere engelske skibe forbi uden at gøre mindste forsøg på at redde dem. Men det havde rigtignok også været den visse død for dem at forsøge derpå, thi de var i så fald blevet skudt ned. Det blev en rædselsfuld nat, da kampen lidt efter lidt trak sig bort i alle mulige retninger. Kampbulder døde efterhånden hen, men det meste af natten sås der lanterne og lys rundt omkring, til også de forsvandt ved dagslysets frembrud. Der var megen sø, så flåden overskylledes uafladelig, og folkene på den rystede af kulde. Flere af disse var kun iført drejlstøj. Således bl.a. også den ene af de reddede. Allerværst var det naturligvis at høre kammeraternes klager og råb, efterhånden son de gik fra sans og samling og forsvandt i bølgerne. 

Ligene

Den 6. juni 1916 skrev Løgstør Avis:

”På adskillige steder langs vestkysten har man fundet lig af marinesoldater både af engelske og tyske, og ligeledes er der fundet liget af en zeppelinofficer, og den omstændighed i forbindelse med fiskernes beretning om, at de har set en zeppeliner styrte ned i havet i nærheden af Blåvand gør, at meddelelsen om zeppelinerens forlis kan betragtes som korrekt”.

Den 10. juni 1916 bringes de første bjergede lig af omkomne marinere ind til Skagen. I de efterfølgende dage bringes endnu flere lig både af engelske og tyske marinere ind til Skagen. I følgende politirapport og fogedret er anvendt den daværende sprogbrug for at illustrere datidens sprogbrug.

Politirapport af 10. juni 1916: Skipper Jacob Peter Jacobsen, fører af fiskekutter Paula af Skagen indkom dags morgen i havnen medbringende 1 af ham med mandskab i aftes kl. ca. 8 i Skagerrak fundet uniformeret lig, som nævnte skipper måtte formene kunne hidrøre fra det for nogle dage siden stedfundne søslag. De havde fundet liget ca. 7½ danske mil fra land, Hanstholm fyr i syd. Liget er bragt til herværende lighus.

Signeret af C. Christensen, politibetjent

Fogedret: År 1916 den 10. juni kl. 2 eftermiddag blev Skagen købstads fogedret sat og holdt i lighuset i Skagen i den ordinære fogeds embedsforfald af hans konstituerede fuldmægtig P. Klingberg, hvor da kontinueredes forhør i anledning af, at der til Skagen havn er indbragt et i havet opfisket lig, som må antages at hidrøre fra det tysk-engelske søslag i Nordsøen. Fremlagt blev: Politirapport af dags dato.

I den konstituerede kredslæges forfald var mødt læge Anker Winther, Skagen. Af det i rapport ommeldte i dag hertil havnen indbragte lig befandtes det at være en ung mand, antagelig i tyverne, høj, velbygget med blondt, krøllet hår og glatbarberet. Han fandtes iført blå uniformsjakke med guldknapper, på venstre overarm et gult anker og derunder et rødt mærke, blå matrosbluse, på venstre overarm 2 røde bånd, et anker i gult og derunder et rødt mærke, blå benklæder, benklæder, benklæder og bluse var mærket i rødt A.K.2078 og benklæder påsyet Labutski, desuden normal undertrøje og underbenklæder og grå sokker. I tøjets lommer fandtes en sort portemonnæ, indeholdende tyske penge, nemlig en 5 mark seddel et ½ mark stykke og 67 Pf o småmønt, desuden en blikæske med tobak og en shagpibe. Der fandtes ikke sår eller kvæstelser på liget. Telegrafisk underretning gaves til justitsministeriet og telefonisk underretning gaves det tyske og det engelske konsulat i Frederikshavn. Ligfundene i aftagende Det synes heldigvis nu, at antallet af drivende lig i havet er i aftagende. I går indbragte en svensk kutter ganske vist endnu 3 af de forulykkede marinere, 2 englændere og 1 tysker, optaget i farvandet 5 mil nordøst af fyrskibet, men ”Løvenørn” og ”Absalon” vendte i aftes tilbage til havnen efter en hel dags togt i Skagerrak uden at have observeret hverken lig, torpedoer eller miner. Aftenen før indkom ”Løvenørn” ligeledes uden lig, men med en del opfisket materiale, 1 tønde olie,1 tønde petroleum. 2 redningskranse og 3 redningsflåder

Begravelser i Skagen

To engelske og syv tyske marinere jordes i eftermiddags på Skagen kirkegård. Hele Skagen overværede højtideligheden. At noget usædvanligt var på færde i Skagen i dag, fik man allerede fra morgenstunden bevis for. Hvor man så hen, vajede flagene på halv. Fra de offentlige bygninger, fra skibene i havnen, fra hver eneste flagstang i Skagen. Endnu ved 11-tiden henstod kisterne i ligkapellet. Der var i går indbjerget liget af en tysk underofficer, og det var blevet bestemt, at han skulle jordes sammen med de øvrige. Der var i alt 10 kister, hvoraf de 8 indeholdt ligene af tyskere og 2 af englændere. Ved middagstid førtes de 9 kister til kirkegården (den tiende bliver, som meddelt efter familiens ønske sendt til Tyskland). De syv tyske lig blev sænket i en stor fælles grav, de to engelske lig i to grave ved siden af. Allerede længe forinden den tid, til hvilken begravelsen var fastsat, strømmede store skarer af mennesker til kirkegården, og mange bar kranse og blomster. Ved graven, hvor der blev holdt mønsterværdig orden, paraderede forsvarsbrødrene med floromvunden fane samt marinesoldater fra torpedobåden ”Søulven”. Alle officererne fra torpedobåden var mødt i galla; det samme var tilfældet med byens embedsmænd med borgmesteren i spidsen. Man så også den fra krigen i Frankrig som såret hjemvendte sølvsmed Fjerdingstad, der var mødt i sin franske uniform med tapperhedsmedaljerne på brystet. Men så godt som alle i den lille by, som kunne krybe og gå, var mødt op, også turisterne, så der var ca. 2000 mennesker ved graven. Sognepræsten, pastor Busch talte smukt til den store forsamling om disse unge mænd, der havde ofret livet for deres fædreland, men som nu havde fundet freden i fremmed jord. Efter jordpåkastelsen bragte konsul Korup, Frederikshavn, på den britiske nations vegne en tak for den store deltagelse, og en repræsentant for den tyske konsul i Frederikshavn takkede på den tyske nations vegne. Chefen for torpedobåden ”Søulven” nedlagde pragtfulde kranse på gravene; ligeledes forsvarsbrødrene. Men desforuden var der mage kranse med signerede bånd, således fra KFUM og fra de fiskekuttere, der havde indbragt ligene. Man lade særlig mærke til nogle pragtfulde dekorationer forsynede med bånd i tyske farver og med inskriptionen ”Til de for fædrelandet faldne helte”, som var henlagt på de tyske kister. Hvor mange kranse, der var, er ikke muligt at opgive; der var de hjem i Skagen, hvor man havde bundet en krans til hver eneste kiste, og det må i det hele siges, at den smukke og gribende højtidelighed gjorde Skagboerne ære. Citat fra Frederikshavns Avis 14.6.1916

Atter begravelse af tyske marinefolk

Der har igen i dag fundet en stor begravelse sted på Skagen kirkegård. Der var i løbet af de sidste dage indbragt af fiskefartøjer 12 lig, og i dag indkom vagerdampskibet ”Løvenørn” med yderligere 2. To af ligene, nemlig af Oberleutnant Nott og underofficer Braunert blev i dag efter familiens ønske sendt hjem til Tyskland. Men der var endnu 12 tilbage, og disse blev i formiddag nedsat i en stor fællesgrav. Der var dog ikke så langt nær den tilslutning for deltagelse som ved den første begravelse, ligesom flagningen heller ikke var så almindelig, men der var dog mødt flere hundrede mennesker på kirkegården. Alle byens embedsmænd var i galla, og forsvarsbrødrene var mødt under deres floromvundne fane. På marineministeriets vegne nedlagde kaptajn Christensen en smuk blomsterkrans, desuden nedlagdes krans fra forsvarsbrødrene, sømandshjemmet

Citat fra Aalborg Stiftstidende 22.6.1916 

Flådebesøgene

Foruden de i går opankrede tre slagkrydsere og to lettere krydsere samt en depotbåd, er flåden i dag til middag blevet forøget med 1., 2., 3. og 4. torpedoflotille og mineflotille med følgeskibe. I alt en flådeafdeling på 47 skibe, det største flådebesøg Skagen har haft siden verdenskrigen.

Medens vi er ved Badehotellet kan vi meddele, at den tyske charge d´affaires. Legationsråd Duckwitz, for tiden med frue bor på badehotellet og har benyttet flådebesøget til at give en middag på hotellet for en del af de højere officerer. (Georg Ferdinand Duckwitz, 1894-1973, skulle efter sigende have lækket oplysningerne om jødeaktionen til H.C. Hansen og Hans Hedtoft, medens han var skibsfartssagkyndig i den tyske ambassade). Således bl.a. chefen for flådeafdelingen, kontreadmiral Carls, kommandørkaptajn Fanger på panserskibet Deutschland. Kaptajn Marschal på admiralskibet Scheer samt som repræsentant for den danske flåde kaptajn Quistgaard, inspektionsskibet Beskytteren, der for tiden ligger i havnen.

Som sædvanlig vil der blive afholdt en højtidelighed ved de tyske grave på kirkegården, antagelig i morgen formiddag, hvorefter der vil blive almindelig landlov. Også i eftermiddag er der landlov, og barkasserne piler uafbrudt mellem flåden og havnen. Så snart flåden ankrede op på reden, satte Skagen boldklub sig i forbindelse med skibene for at få arrangeret en fodboldkamp. Endelig svar er ikke indgået, men hvis kampen bliver til noget, vil det blive bekendtgjort gennem plakatopslag. Ved redaktionens slutning meddeles, at fodboldkampen vil blive afholdt i morgen eftermiddag kl. 3.

Skagens Avis lørdag 13. juni 1936

Det tyske flådebesøg satte allerede fra morgenstunden i går sit præg på Skagen, idet de første barkasser landsatte marinere allerede først på formiddagen, og som om lørdagen drog et par hundrede marinere under kommando og medtaktfast sang gennem byen til Grenen. Højtideligheden på kirkegården blev en skuffelse for dem, der havde ventet et større opbud af militær. Et meget stort antal tilskuere havde taget opstilling omkring den tyske krigsgrav. Men alt blev så enkelt som muligt, kun en afdeling på 12 mand og et par officerer indfandt sig med to store kranse prydet med røde bånd. Påtrykt det tyske Hagekors. Legationsråd Duckwitz nedlagde en krans på tyske krigergrav og begav sig derefter over til de engelske krigergrave, hvor den anden krans blev nedlagt.

Skagens Avis mandag 15. juni 1936.

Skagens Avis meldte den 25. april 1938 om et stort tysk flådebesøg til byen. Den store tyske krydser Karlsruhe, der for nogen tid siden anmeldte sin ankomst til Skagen, men udeblev, ankom i formiddag hertil fra Kiel og ankrede op på reden. Den 6000 tons store grå kolos, der tæller en besætning på 700 mand, føres af kaptajn Sorge. Kort efter at krigsskibet havde kastet anker, blev an barkasse sat i søen, og efter ankomsten begav en af krydserens officerer, kaptajnløjtnant Otto Sechnerr, sig til borgmesterkontoret for at hilse på borgmester Møller, der dog ikke på det tidspunkt var på kontoret. Officeren meddelte, at krydseren ville blive liggende ved Skagen til mandag, og at publikum har adgang til at bese krigsskibet i dag og i morgen fra kl. 14-18, men de, der ønsker at komme ombord, må dog selv sørge for at skaffe sig sejllejlighed til og fra skibet. 

Marinesoldaterne fik til middag landlov, og i løbet af eftermiddagen prægedes bylivet af de mange friske blåklædte ungersvende, som stod i trængsel på postkontoret for at få sendt hilsener hjem til Tyskland. Også i morgen vil marinerne have landlov til kl. 19. Antagelig vil der i morgen formiddag kl. 19 finde kransenedlægning sted på de tyske krigergrave på kirkegården.