KFUM bygger på Holstvej
Oprettet 9. juli 2022
Pensionatet K.F.U.M. blev bygget på Holstvej i 1905 og ombygget og udvidet i 1939-40. Skagens Avis skrev om byggeriet i oktober 1939:
"Der arbejdes i disse dage stærkt på KFUM´s nybygning og ombygning. De, som lægger vejen om ad Holstvej, får et tydeligt indtryk af, at der sker noget i nr. 4. Kransen er rejst over nybygningen, og murene har hørt op med at rive ned og er gået i gang med at genoprette de ødelæggelser, de har forvoldt. Man begynder at kunne se, hvordan facaden skal være".
"KFUM-medlemmer og ledere glæder sig allerede til at få et byens størrelse og krav svarende hjem, hvorfra et arbejde kan gøres til gavn og glæde for Skagens drenge og unge mænd. Det er et længe følt savn, som her er ved at blive afhjulpet. For arbejdet betyder det uhyre meget, at foreningen kan byde de unge et hjem, hvor de kan komme frit og under hyggelige og hjemlige former dyrke et kammeratskab, som gerne skulle udvikle sig til et kristent fællesskab".
I dag huser bygningen Hotel Petit.