Fiskekutteren S. 127 ”Nordstrand” og besætning blev de første ofre for ”minekrigen" i Nordsøen
Oprettet 9. juli 2022
Opdateret 12. oktober 2022
Opdateret 23. oktober 2022
Der gik ikke lang tid efter krigsudbruddet mellem England og Tyskland den 1. september 1939, før end de to lande iværksatte deres planer om minelægning både i hjemlige og internationale farvande.
For Englands vedkommende blev der udlagt minefelter (se vedlagte skitse over minefelter), i Doverstrædet og Helgoland Bugt samt ved indgangen til Firth of Forth. Minefeltet ved Dover skulle forhindre gennemsejling af ubåde mellem Nordsøen og Atlanterhavet, og minefeltet ud for den danske vestkyst skulle begrænse kystskibsfartens bevægelser og formindske risikoen for fjendtlige flåde bevægelser i området. Minefeltet ved Firth og Forth var af defensiv karakter.
Fra britisk side blev der udsendt som efterretning for søfarende om, at det engelske minefelt i Vesterhavet gik fra et punkt sydvest for Ringkøbing udenfor den danske territorialgrænse og til ca. 100 sømil ude i Nordsøen og derefter, stadig følgende den danske territorialgrænse sydpå langs den tyske kyst for endelig fra Terschelling på den hollandske kyst at gå i en lige linje mod nord til udgangspunktet 100 sømil ud for Ringkøbing. Esbjerg ville herefter kun være tilgængelig ved, at skibe holdt sig indenfor territorialgrænsen og fulgte den danske kyst mod nord til punktet syd for Ringkøbing, hvorefter skibene så kunne gå ind ellert ud af Nordsøen. Både rutebådene og eksportdamperne var henvist til at følge denne rute, hvis Esbjerg da skulle fastholdes som eksporthavn og turen Esbjerg-Harwich opretholdes. Også fiskerne måtte sejle langs den jyske kyst til Ringkøbing for at kunne gå ud i Vesterhavet.
Marineministeriet oplyste i tilslutning til ovenstående meddelelse, at det engelske spærreområde i Vesterhavet åbnede mulighed for sejlads på Esbjerg havn ved benyttelse af sejlløbene inden for Horns Rev og dansk søterritorium langs Jyllands vestkyst indtil nord for Nr. Lyngvig fyr.
Det tyske marinevæsen meddelte om aftenen 3.9 1939 over den tyske radio, at der var foretaget minespærringer af havområder i Østersøen, nemlig den sydlige indsejling til Øresund og den sydlige indsejling til Storebælt. For Øresunds vedkommende havde den tyske marine etableret lodstjeneste til at føre fredelige, neutrale skibe gennem minefelterne. For Storebælts vedkommende kunne dette ifølge tyske meddelelse overhovedet ikke befares uden alvorlig fare
Fra dansk side meddelte marineministeriet, at regeringen havde besluttet, at der for at lette kontrollen med søområdet ved hovedstaden udlagdes miner i adgangen til Kongedybet, Hollænderdybet og Drogden.
Det første offer for den tyske minespærring syd for Øresund blev en græsk damper ”Kosti” af Piræus, der var på rejse fra Leningrad til Antwerpen. Den græske damper løb på en mine tidligt om morgenen den 4. september 1939 syd for Falsterbo Rev fyrskib, og besætningen måtte gå i redningsbåden, men ingen var dog kommet alvorligt til skade ved eksplosionen. Ifølge skibets kaptajn havde man ikke i radioen hørt nogen advarsler om minefelt. Besætning og redningsbåd blev bragt ind til Malmø i Sverige. Damperen ”Kosti” blev senere hævet bjergningsdamperen ”Sigyn”.
På Vesterhavet var mere end 100 danske fiskekuttere på fiskeri intetanende om de store lidelser de kommende år ville bringe for danske fiskere.
Mange kuttere var på vej hjem den 4. september 1939. Esbjergkutteren ”Bob” med skipper Johannes Nielsen, der lå 70 sømil vest for Vyl fyrskib, indrapporterede, at han denne morgen lå inde i et minefelt i Nordsøen, og der så og hørte han en dansk fiskekutter støde på en mine, men hvilken kutter det var, var han ikke sikker på, og det var umuligt fra Bob at foretage sig noget. Senere på formiddagen Kl. 10½ meddelte Johannes Nielsen over Blåvand radio, at han siden den nævnte eksplosion havde hørt flere eksplosioner fra miner. Han ville derfor nu søge ud af minefeltet ved først at sejle vestover og derpå nordpå til 56 grader nordlig bredde og ud.
Kort over tyske og engelske minefelter i Nordsøen, som sandsynligvis er mere retvisende end Avisernes minekort. Billede fra et tysk marinearkiv.
Tirsdag den 22. august var fiskekutteren ”Nordstrand” afgået fra England på Nordsøfiskeri, og søndag den 27. august havde skipper Gaihede pr. radio telefoneret hjem og meddelt, at han ville være hjemme næste søndag. Seks Skagenskuttere, nemlig ”Standard”, skipper Welle, ”P. Bruun”, skipper Bruun Andersen, ”Invicta”, skipper Marquardsen, samt ”Etty”, skipper Peter Diget og ”Nordstrand” havde stået i daglig radioforbindelse med hinanden og talte alle sammen efter det nævnte tidspunkt søndag aften, hvor man udvekslede de sædvanlige fiskeriberetninger. ”Nordstrand” havde straks forladt fiskepladsen sammen med alle andre kuttere, da krigserklæringen mellem England og Tyskland var proklameret, og at den nu havde sat kurs mod Esbjerg efter at have taget 3 træk.
Peter Diget oplyste, at ”Nordstrand” havde hørt radioavisens meddelelsen om minespærring i Vesterhavet. Skipperne havde aftalt, at de skulle korrespondere sammen igen efter radioavisen kl. 22, men ”Nordstrand” meddelte imidlertid, at den dog ikke ville komme igen ved den tid, da den nu var på vej mod Esbjerg.
Da ”Etty” kl.10 om aftenen modtog en fyldestgørende beretning om minefeltets position over Blåvand Radio og var klar over, at ”Nordstrand” således befandt sig midt i minefeltet, medens ”Etty” befandt sig langt nordligere med kurs mod Hanstholm, forsøgte ”Etty” alligevel at kalde ”Nordstrand” op for at advare den, og denne kalden fortsattes hele natten igennem, men uden resultat.
S.127 "Nordstrand" af Skagen. Skipper Werner Larsson solgte 26. februar 1935 sin halvpart i kutter Nordstrand til medejeren, skipper Chr. Gaihede, for kr. 11.500. Foto: Lokalsamlingen i Skagen.
Efter hjemkomsten til Skagen havn, samledes nogle af de involverede skippere i lukafet på ”Disko”, der plejede at korrespondere med ”Nordstrand” tillige med bundgarnsfisker Jens E. Møller, hvis datter var gift med skipper Gajhede, og stenhugger Westerskov, hvis søn var bedstemand på ”Nordstrand”. Det lykkedes dem at få ”Bob” kaldt op, men skipperen var ikke glad for at give oplysninger. ”Bob” var da endnu ikke nået i havn, men befandt sig 50 sømil fra Thyborøn. På skipper P. Larsens indtrængende anmodning om at give enhver oplysning og ikke længere lade de pårørende gå i den frygtelige uvished, bekræftede skipperen på ”Bob” i kodesprog, at det var ”Nordstrand-kutteren”, han havde set. Kutterne havde sejlet sammen et stykke vej, men var på det pågældende tidspunkt et par hundrede favne fra hinanden. Der blæste en stiv kuling af OSO, og denne har måske været årsagen til, at ”Nordstrand” ikke kunne gå over minefeltet.
Ved den frygtelige ulykke, der har ramte Skagens kutterflåde, omkom fire raske unge skagensfiskere.
Skipperen, den ca. 30-årige Chr. L. Gajhede, søn af skipper Chr. S. Gajhede, havde haft ”Nordstrand”, der var en stor kutter på 30 tons, i en halv snes år. Han var en af Skagens dygtige, unge skippere, der gjorde sig landskendt, da han fremkom med ideen om, at kokkedrengene skulle have undervisning i madlavning. En ide, som straks blev taget op, og som siden vandt stort udbredelse. Han var som nævnt gift og efterlod sig foruden hustruen en lille datter.
Bedstemanden, Willy Westerskov, der var sidst i tyverne, var ligeledes gift og efterlod sig også en lille datter.
Arnold Nielsen, søn af fisker Minus Nielsen, var ligeledes sidst i tyverne. Han efterlod sig hustru, søn og datter.
Yngste-manden, den 19-årige Marius Rasmussen, var søn af arbejdsmand Niels Rasmussen.
Den frygtelige efterretning blev modtaget med bøjet hoved af fiskerne på havnen, og overalt på kuttere, på alle offentlige bygninger og på mange private flagstænger over hele byen gled flagene på halv. Skagen var med et slag blevet en by i sorg, og den fortalte bedre end ord om den deltagelse, skagboerne nærede for de hårdt ramte efter ulykken.
Det meste af Skagens kutterflåde kom hjem fra Englandsfiskeri de næste dage efter krigsudbruddet. Således S.207 ”Lilli” Carl Welle, S.121 ”Maagen” Niels C. H. Gajhede, S.172 ”Platessa” skipper P. Diget, S.15 ”Chr. Sømand” skipper Åge Larsen, S.59 ”Nordkaperen skipper Johs. Karstensen, S.98 «Marconia» skipper Vilhelm Gajhede, S.155 «Standard» skipper Carl Berg, S.57 «Piscator» skipper W. Hytting Petersen og S.171 «Nordjylland» skipper Chr. Jensen.