Skagen en by i krig og fred

The Royal Dragoons kommer

Som tidligere beskrevet under siden ”Befrielsen” måtte en delegation fra den tyske værnemagt underskrive en delvis kapitulation, der bl.a. omfattede Holland, Nordtyskland og Danmark, på Lüneburger Heide over for briterne sidst på eftermiddagen den 4. maj 1945.

Den tyske overkommando sendte i et telegram til den øverstbefalende i Danmark og andre højtstående tyske officerer om morgenen den 5. maj 1945 meddelelse om, at en gruppe engelske transportflyvemaskiner under beskyttelse af jagerfly ville lande i København, og at denne gruppe flyvemaskiner uhindret måtte lande i Kastrup lufthavn.

Allerede ved aftenstid den 5. maj landede i Kastrup lufthavn generalmajor R. H. Dewing med sin stab som leder af SHAEF, Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces, Mission to Denmark. Den britisk-amerikanske militærkommission, der ankom til København i ikke mindre end 34 maskiner, bestod af omkring 112 medlemmer. Kommissionen skulle i de kommende måneder gennemgå de militære problemer, som den tyske besættelse havde medført i Danmark. Allerede samme aften indkaldte generalmajor Dewing den tyske generalmajor Reinhardt til det første møde. Der blev imidlertid ikke tale om en egentlig forhandling mellem de to modstandere, men blot udstedelse af ordrer fra de britiske myndigheder. De britiske styrker i Danmark skulle primært modtage de lokale tyske kommandanters overgivelse, medens den tyske værnemagt selv fik overladt den praktiske organisering af de tyske styrkers udmarch af landet. Dog skulle de tyske pionertropper og den tyske krigsmarine forblive i Danmark for henholdsvis at medvirke til fjernelse af landminer og minestrygning i Kattegat og Skagerrak. 

De første engelske styrker, The Royal Dragoons, på landjorden passerede grænsen ved Kruså lørdag den 5. maj om aftenen. Det drejede sig imidlertid kun om en mindre fortrop bestående af omkring 10 vogne med officerer efterfulgt af en snes panservogne. Officererne overnattede i Åbenrå medens de menige soldater blev i Kruså natten over. Næste dag fortsatte den mindre kolonne over Fyn og videre over Storebælt mod København.

Først den 7. maj begyndte hovedstyrken af det engelske Regiment Royal Dragoons at rykke over den danske grænse ved Kruså, hvor tropperne blev budt velkommen af en tusindtallig menneskeskare, og langs vejene nord på stod befolkningen i tætte skarer for at modtage dem. Kolonnen bestod af tanks og svære panservogne. 

Britisk panservogn i nærheden af Aarhus. Foto: Nationalmuseet

Onsdag den 9. maj nåede The Royal Dragoons til Aarhus, hvor der blev oprettet hovedkvarter for styrkerne i Jylland, og herfra skulle en mindre del af styrken videre mod nord til Aalborg. Afgangen til Aalborg blev imidlertid en del forsinket.

De engelske soldater måtte en omvej ad Helberskov på Als Odde. Her havde den tyske krigsmarine et batteri bestående af 4 stk. 7,5 cm PaK på ”Bjerget”, og den tyske kommandant Oberluetnant Simon nægtede at overgive sig til modstandsbevægelse. Der blev derfor sendt bud efter The Royal Dragoons, og efter en række forhandlinger overgav tyskerne sig og afleverede alle våben.

Torsdag den 17. maj kom de engelske styrker til Aalborg under ledelse af major Carryer. Enheden havde været omkring Thisted og kom til byen ad den gamle Thisted Landevej gennem lufthavnen. Da man nåede Lindholm, stod folk i tætte rækker langs gaderne og modtog kortegen.

De engelske soldater blev tildelt kvarter i den tidligere politikaserne på Grønttorvet. Kasernen blev bygget i efteråret 1942 til rigspolitiet udrykningshold, og her var spisesal, opholdsstuer, sovesale og kontorer. Da tyskerne fjernede det danske politi den 19. september 1944, overtog tyskerne selv barakkerne, og nu blev de så overdraget til englænderne. Den engelske oberst A. H, Pepys beså den 13. juni lokaliteterne og havde kun lovord at sige om lokaliteterne. 

Politikasernen på Grønttorvet i Aalborg. Foto: Nordjyllands Politihistoriske Selskab

På kortfattet rundtur i Vendsyssel med The Royal Dragoons og Royal Air Force

16. maj 1945 kom englænderne til Frederikshavn, hvor de blev trakteret på Hoffmanns Hotel sammen med repræsentanter fra Frihedsrådets lokalkomite.

17. maj 1945 forlod tyskerne ammunitionsdepotet ved Langtved nord for Sæby, og efter inspektion af en engelsk og danske officer overtog modstandsbevægelsen bevogtningen.

17. maj 1945 kom en engelsk militærkommission til Aså og Gerå, hvor den beså den overvældende mængde krigsmateriel, der var ophobet her, bl.a. var der et halvt hundrede enmandstorpedoer og adskillige kanoner.

18. maj 1945 kom englænderne på uventet besøg i Bindslev, hvor de bespistes på Afholdshotellet.

19. maj 1945 kunne Tversted erklæres for renset for tyskere. Befæstningsværkernes tyske besætning var efter kapitulationen blevet indskrænket til en snes mand, og efter 1 times forløb var de på vej mod den tyske opsamlingslejr i Skibsby.

The Royal Dragoons kommer til Skagen. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

21. maj 1945 Englændere i Skagen. Allerede den 19. maj havde to engelske officerer, Palmer og Mason, fra Royal Air Force i al ubemærkethed besøgt Skagen for at inspicere den tyske vejrtjeneste på stedet, men to dage senere rygtedes det hurtigt i løbet af formiddagen, at en lille afdeling fra The Royal Dragoons var på vej til Skagen, og byen var straks på benene. Dagen igennem var der sort af mennesker på hovedgaden og ude af landevejen, og i en hast blev der gjort store forberedelser til en festlig modtagelse. Ved bygrænsen rejste modstandsbevægelsen en stor og flot æresport, og i løbet af få timer var alt klappet og klar til modtagelsen, der officielt skulle finde sted kl. 16 på Banegårdspladsen. Allerede ved 15-tiden kom englænderne i fire kampvogne bemandet med 14-15 mand anført af en ung løjtnant fra de berømte Royal Dragoons, men modstandsbevægelsen fik dem standset. Nu havde man i åndeløs spænding ventet på englændernes ankomst, og så kom de paradoksalt alligevel for tidligt, da man først ønskede dem ind gennem byen kl. 16. For at udfylde pausen inviteredes soldaterne til en forfriskning på Jeckels hotel. Lidt før kl. 16 gik turen ind til Skagen. Ved æresporten standsede man et øjeblik, hvorefter de fire kampvogne i et nu var fyldt med glad ungdom, der fik lov at køre med ind gennem byen. Det blev et sandt triumftog for de raske befriere. Blomster og guirlander regnede ned over de kongelige engelske soldater, og skagboerne var ellevilde af begejstring. Der blev råbt hurra og vinket i en uendelighed, men samtidig sørgede man også for, at indtoget på Banegårdspladsen skete præcist. Eskorteret af medlemmer fra modstandsbevægelsen på motorcykler kørtes på slaget kl. 16 ind på Banegårdspladsen, hvor Skagen hornorkester og FDF´ s orkester havde udfyldt ventetiden med forskellig musik

Da englænderne kørte ind på pladsen, spilledes den berømte Tipperary, hvorefter repræsentant Tillge på frihedsrådets vegne bød englænderne velkommen til Skagen.

Tillge udtalte bl.a.: Engelske officerer og soldater fra de kongelige engelske dragoner. Modstandsbevægelsen har herved den ære at byde dem velkommen til det nordligste punkt af Danmark, nemlig Skagen. Vi har ventet på dem i fem lange år, så de forstår, at netop denne dag er en vidunderlig dag for skagboerne. Vi tænker på jeres folks lidelser hjemme, og med stor respekt og taknemmelighed tænker vi på alle dem, der gav deres liv. Tillge sluttede med at motivere et leve for de allierede nationer, idet han adresserede det til mændene fra de kongelige dragoner.

Den engelske leder udtalte derefter sin tak for den stormende modtagelse, hvorefter der blev sunget en række nationale sange, der kulminerede, da frihedssangen blev uddelt og den tusindtallige forsamling istemte sangen, der efterfulgtes af den engelske nationalsang God save the King. 

Inden forsamlingen ved godt 17-tiden gik hver til sit, oplyste Tillge, at der om aftenen ville blive afholdt en festlighed i anledning af befriernes ankomst, og der blev festet i Skagen som aldrig før. Ved 9-tiden om aftenen samledes byens ungdom på Banegårdspladsen til et rigtigt asfaltbal. Harmonikaklubbens orkester spillede, og der blev danset, mens raketterne ustandselig blev affyret og oplyste terrænet. Kl. 24 sluttede man efter at have oplevet en virkelig festdag i Skagen. Det var en dag, der selv overgik førkrigstidens store festarrangementer, som havde ry langt ud over landets grænser.

Britiske soldater i Løkken. Foto i privat eje

I anledning af englændernes ankomst havde Skagen byråd arrangeret en festmiddag på Clausens Hotel. Heri deltog byrådets kasse- og regnskabsudvalg, driftsleder A. M. Nielsen, kommandør Bjørn Andersen, kommandørkaptajn Michaelsen, frihedsrådet og selvfølgelig alle de ankomne engelske soldater.

Borgmester Geisnæs bød velkommen, hvorefter kommandør Bjørn Andersen udbragte en skål for Hans Majestæt Kong Georg af England. Kioskejer Lerche holdt derefter en tale på engelsk, hvori han omtalte forholdene i Skagen under tysk besættelse og fortalte, at skagboerne gennem de fem lange år med længsel havde set hen til den dag, englænderne ville komme, hvad vi aldrig tvivlede på. Han sluttede med at udtale håbet om, at de bånd, der under krigen var blevet knyttet mellem England og Danmark yderligere måtte styrkes i det kommende fredsarbejde.

Forskellige englændere talte og takkede for den store modtagelse. Det var, sagde de, den bedste modtagelse, de endnu havde fået i Danmark, og alle udtalte de bedste ønsker for samarbejdet mellem danske og englændere. Commander Bruford, den ene af de engelske søofficerer holdt en tale til de engelske dragoner, og Höse, der var sønderjyde og blandt de engelske soldater fortalte om sine oplevelser i den engelske hær, bl.a. havde han samarbejdet i Secret Service her i Danmark under krigen.

Tillge talte til de engelske soldater og damerne. Der var nu kun en dame til stede ved selskabet, nemlig fru Jarnum, men Tillge bad fruen modtage hilsenen som repræsentant for de damer, der ikke var til stede.

Ind imellem de mange taler blev der sunget en række danske og engelske sange. De engelske søofficerer, der var indlogeret på Clausens Hotel, blev i byen i endnu nogle dage, idet de skulle sørge for overdragelsen af de tyske militære anlæg i og omkring Skagen. 

22. maj 1945 gjorde englænderne landgang på Læsø. Styrken, der lededes af Wing Commander Moxham og bestod af 10 mand fra Royal Air Force specialtropper, ankom med kutter fra Frederikshavn. Efter at have beset de militære anlæg ved Vesterø havn kørte englænderne gennem den rigt flagsmykkede ø til Byrum, hvor barakken her blev inspiceret. Inden afsejlingen fra øen blev der serveret te og smørrebrød på Carlsens hotel.

22. maj 1945 havde Hirtshals besøg af nogle engelske marinesoldater. De inspicerede barakkerne ved Havnevejen, hvor de sidste tyske marinere var indkvarteret, besøget var meget kort, og umiddelbart efter at englænderne var kørt tilbage til Frederikshavn, forlod den tyske havnekaptajn og hans folk Hirtshals, som således stor set var renset for tyskere. Tilbage stod kun et vagthold på syv mand ved radiostationen på Fyrbakken samt et hold pionersoldater, der skulle tage miner op.

Nogle dage forinden var to mand fra de engelske ingeniørtropper ankommet til byen. Der var kaptajn A. Todrick med sin chauffør H. Horten. De havde dagen før gjort turen fra Tyskland til Aalborg. Under besøget inspicerede kaptajnen de tyske bunkers for at konstatere hvad de indeholdt af våben og ammunition. Desuden havde Hirtshals haft besøg af to officerer, Palmer og Mason, fra Royal Air Force. De kom i bil fra Thisted sammen med chefen for Kastrup lufthavns vejrtjeneste, Lykke, Meteorolog Petersen, ingeniør Drescher, København. De to englændere var på rundtur i Jylland for at inspicere de af tyskerne anlagte flyvepladser.

24. maj 1945 var der officielt engelsk besøg i Sæby. Borgmester Neergaard entrede en af tankene og holdt en velkomsttale til englænderne, og løjtnant Colvin motiverede et leve for Danmark. Herefter var der spisning på Hotel Harmonien, hvor en sønderjyde, Billy Höse, der havde deltaget i krigen på allieret side, virkede som tolk. 

Britisk soldat fra The Royal Dragoons i Løkken. Foto i privat eje

26. maj 1945 var Løkken flagsmykket i anledning af englændernes besøg. I løbet af dagen var englænderne rundt for at se på de store befæstningsanlæg ikke alene i Løkken, men også i Lyngby, Kettrup og Grønhøj. Dagen sluttede med middag på Badehotellet og asfaltbal på Torvet.

1. juni 1945 ankom en engelsk panserbil med to menige og en officer til Lønstrup. Efter en inspektion af de tyske stillinger blev englænderne af borgerforeningen indbudt til frokost på Adolf Jensens hotel. Efter frokosten rejste englænderne til Skallerup Strand.

6. juni 1945 kom The Royal Dragoons til Nr. Saltum, hvor de blev modtaget af en stor folkemængde. Der var opsat flaggalle og æresport, og modstandsbevægelsens leder i byen manufakturhandler Vanting bød velkommen. Løjtnant Willum takkede på englændernes vegne. Besøget afsluttedes med bal under åben himmel. 

14. juli 1945 forlod The Royal Dragoons Aalborg uden afskedsparade for at rejse til Aarhus. Fra Grønttorvet kørte de engelske panservogne og transportvogne ad ruten: Gabelsgade-Nytorv-Østeraagade-Ved Stranden-Grotumsgade-Borgergade-Vesterbro-Hobrovej. Tilbage i byen var kun få tropper fra infanteri- og pionerafdelinger og Royal Air Force.

15. december 1945 forlod Royal Air Force Aalborg.

24. april 1946 forlader de sidste engelske styrker Skibsbylejren ved Hjørring.