Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Villa Ørnebo på Østre Strandvej i Skagen

Villa Ørnebo på hjørnet af Lars Kruses Vej og Østre Strandvej i Skagen. Foto i privat eje

Solodanser Elna Jørgen Jensen havde tilbragt sommerferien i flere år på Brøndums Hotel. I 1927 erhvervede hun en byggegrund på Østre Strandvej 57, hvor hun lod opføre en smuk og beundringsværdig ejendom efter tegninger af den kendte arkitekt Ulrik Plesner, der satte et stort præg på opførelsen af mange forskellige bygninger i Skagen. Ejendommen fik navnet Ørnebo. Ægteparret, Elna Jørgen Jensen og Leif Ørnberg, tilbragte i de følgende år helt indtil 1943 en del af sommeren i deres sommerbolig i Skagen.

Fru Elna Jørgen Jensen blev født 23. marts 1890 og døde 18. marts 1969 i Madrid. Hun fik sin debut som solodanser på det kongelige teater i 1907 som den gode fe i ”Harlekins millioner” og var til midten af tyverne ballettens ubestridte dronning.

Solodanser Leif Ørnberg blev født 28. december 1904 og døde 21. februar 1977.

I juli 1945 holdt modstandsbevægelsen i Skagen flyttedag, idet den tog den nazistiske solodanser Elna Jørgen Jensens sommervilla på Østre Strandvej i besiddelse og foreløbig indrettede sig der med kontorlokaler. 

I 30´verne følte ægteparret sig tiltrukket af den nazistiske tankegang og meldte sig derfor ind i det nazistiske parti D.N.A.S.P., og denne beslutning skulle blive deres fremtidige skæbne. Under krigen indmeldte solodanser Leif Ørnberg sig ind i bevægelse Landstormen. I december 1943 oprettede chefen for Schalburg-korpset, K. B. Martinsen, en særlig afdeling, Landstormen, der officielt trådte ud i livet ved et møde den 9. januar 1944. Den virkede i Frimurerlogebygningen lige til kapitulationen. Landstormens opgave var: ”at skabe et værn for vore tapre frontkammeraters forfulgte familier og yde dem støtte og vort store mål at skabe en organisation som i påkommende tilfælde kan sikre vort folk imod en voldelig omvæltning”. 

Solodanser Leif Ørnberg fotograferes af modstandsmand på det kongelige teater. Foto: Frihedsmuseet

Fra 1943 og besættelsestiden ud blev i det hele taget det kongelige teaters forhold mere dramatiske. Truslen om sprængning af teatret kom i flere omgange. Der kom ligeledes henvendelser fra tysk side om at benytte teatret til særlige værneagtsforestillinger, dels med tyske dels med danske kunstnere, men kravene afsloges. Samtidig udviklede Ørnberg-sagen sig, idet frihedskæmperne opsøgte ham, tog hans revolver og fotograferede ham, hvad der resulterede i, at skuespillerne Mogens Wieth og Ebbe Rode måtte flygte til henholdsvis England og Sverige.

Kort efter befrielsen blev ægteparret anholdt i Asserbo. Anholdelsen af dem og flere Hipo-folk var en dramatisk affære, der fandt sted i deres lejr i Asserbo Plantage. Modstandsfolkene benyttede sig af en hjemmelavet panservogn, der under besættelsen i al hemmelighed var lavet på banernes værksted i Frederikshavn. Den bestod af en to tons lastvogn, beklædt med svære metalplader, der stammede fra skibssider, og der var oveni købet et skydetårn. Forinden havde man prøvet dens styrke, og den viste sig at være effektiv over for selv ret svært skyts. Ved hjælp af den stormede man Hipo-lejren, og det kom til en kamp, hvorunder to Hipo-folk dræbtes og to såredes, før hele flokken, i alt seks mand overgav sig.

De tiltaltes begge for ved kontakt af 1. januar 1944 med schalburgkorpset at have ladet sig engagere henholdsvis som instruktør og som skuespiller ved propagandafilm. Ørnberg tiltaltes endvidere for at have været medlem af Landstormen under Schalburgkorpset, at have deltaget i våbenøvelser og for at have skaffet skuespillere til propaganda-hørespil, som tyskerne ønskede opført i radioen, og som fru Ørnberg optrådte i. 

Solodanser Elna Jørgen Jensen efter anholdelsen 1945. Foto: Frihedsmuseet

Ægteparret Ørnberg blev ved Københavns byret idømt fængsel i henholdsvis 5 og 2½ år. De appellerede begge til landsretten, der stadfæstede dommene. Efter dommen på 2½ års fængsel fik Elna Jørgen Jensen et nervesammenbrud og blev indlagt på kommunehospitalets psykiatriske afdeling.

Hendes søn, Thorkild Jørgen Jensen, fik behandlet sin sag ved 13. undersøgelseskammer i København. Han havde som Schalburgmand deltaget i flere brutale aktioner, hvor modstandsfolk var blevet dræbt. Han blev idømt 16 års fængsel for meddelagtighed i drab, for som SA- mand at have deltaget i flere aktioner bl.a. mod Carlsberg bryggerierne, hvor der blev røvet 10.000 liter benzin og for som leder af en gruppe at have stormet en formodet illegal sender på Elmelundssletten, der imidlertid viste sig at tilhøre Hipos egen efterretningstjeneste, og hvorved to Hipo-folk blev dræbt. Landsretten stadfæstede dommen i 1946.

Efter at have afsonet en del af sin straf rejste tidligere solodanser Leif Ørnberg til Spanien. Han havde sagt ja til et tilbud, den spanske regering havde givet ham, om at forestå rekonstruktionen af balletten i Madrid, der ligesom Madrids opera havde ligget stille i 14 år. Hans hustru stillede sig i spidsen for det kvindelige balletkorps i Madrids opera.