Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Salzburg og Signalstation

I infanteristøttepunktet på Grenen havde det tyske luftvåben ladet opstille et radartårn, Wassermann S, og den tyske marine havde 2 installationer, nemlig marineradarstationen Salzburg og marinesignalstation Skagen.

Marinesignalstationen, der omtrent der, hvor Restaurant ”De 2Have” ligger i dag. Desuden ses Drachmanns grav og hjørnet af flyvarslingsradaren. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Begyndelsen til Salzburg blev gjort allerede i 1940 med opstillingen af en flyvarslingsradar tæt ved Drachmanns grav. Stillingen havde sandsynligvis navnet Nordpol. Radaren, en FuMO 301/2 Freya, stod på en bunker af typen V157, og formålet var at kontrollere det vigtige farvand rundt Skagen. For bl.a. at beskytte radaren mod vejrliget og som kamuflage omsluttedes den af et træskur, der også stod tilbage ved befrielsen.

”En af de bunkers, der rager mest op i den storladne natur, sprængt bort. Som bekendt bevilgede Skagen byråd for nogle måneder siden 15.000 kr. til forskønnelse af Grenen, som siden tyskertiden faktisk har ligget hen i et forfærdeligt kaos, om end der er blevet gjort meget for at skærme den storladne natur. De kraftige storme med sandfygning bevirkede, at de grimme bunkers atter blev afdækket. Der var ikke noget at stille op mod de stærke naturkræfter. Derfor bevillingen, fordi man indså, at noget af det grimmeste måtte fjernes med menneskelige kræfter, for at få det hele til at se så naturligt ud som muligt. I første omgang drejede det sig om en bunker på stien fra Drachmanns grav ud mod selve Grenen, og den eneste måde at få det til at se naturligt ud var at få denne bunkers fjernet. Det er stadsingeniørkontoret, som har fået overdraget at forskønne Grenen. 

Fra stadsingeniørens kontor havde man overladt arbejdet til det kendte Aalborgfirma Norvin og Larsen, der er eksperter på sprængningens område. Det var som bekendt det firma, der sprængte de mange bunkers og spærremure inde i byen, hvor man gik meget forsigtigt til værks ved kun at anvende 6 kilo sprængstof for ikke at ødelægge de omliggende huse. Sprængningerne gik glat, og så vidt det er bekendt, var der ikke tale om ødelæggelser af nogen art under disse sprængninger. Men den bunker, som i går skulle sprænges bort, ligger så afsides, at der ikke var hensyn at tage, og man benyttede ikke mindre end 200 kilo sprængladning af plastisk sprængstof, som blev benyttet meget under den sidste krig af sabotører. 

Flyvarslingsradaren FuMO 301/2 Freya ved Drachmanns grav. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Det siger sig selv, at firmaet ikke gik til opgaven uden visse forberedende arbejder. Den pågældende bunker ragede godt op i landskabet, og var naturligvis hul indvendig, og for at få det rette udbytte af sprængninger blev alle huller i forvejen muret til. Kun et lille hul blev holdt åben, for at bunkeren kunne blive fyldt med vand. I den anledning havde man arrangeret sig med brandvæsenet, der mødte op med sin nyeste motorsprøjte, og i løbet af kort tid var bunkeren fyldt. Det lille hul blev muret til, men forinden havde man sørget for at lægge sprængstoffet forskellige steder, således at der kun blev tale om at foretage den ene sprængning. Kl. 11.30 sluttedes strømmen, og i løbet af sekunder var det som en større minesprængning havde fundet sted. For at gøre det så naturligt derude efter den sprængning, vil der nu blive dænget en mængde jord over den bestående bunker under jorden, således at krigens erindringer fra den uhyggelige tid vil være skjult i fremtiden. Denne planering vil finde sted, så snart sne og frost er af jorden”. Uddrag fra Skagens avis 14. januar 1955 

Kompasrosen fra Skagens Avis 23. juni 1981

”Det er vist godt et par år siden borgmester Nibe Hansen, der også er formand for kommunens kulturudvalg, lovede, at man i udvalget vil gøre en indsats for, at der kommer en kompasrose på toppen af den store bunker ved siden af Drachmanns grav. Mange har svært ved at finde Nord, når de står på Grenen, så kompasset vil formentlig give en del mennesker en overraskelse. Netop nu er man ved at sætte kompasrosen på plads, og skipperskolen benyttede lejligheden til at give eleverne noget praktisk undervisning i at bruge sekstant. De blev sat til at finde ud af, hvor nord er, helt nøjagtigt”. Skagens Avis 23. juni 1981 

Kystovervågningsradarer FuMO 4 og FuMO 11 (Renner 1). Foto: Bunkermuseum Hanstholm

 I april 1944 blev radarstationen udbygget med en kystovervågningsradar, FuMO 4, der blev opstillet på en bunker af typen V174 og i januar 1945 med yderligere en radar af typen, FuMO 11 også kaldt Renner 1. Formålet med disse radarer, der var led i større kæder langs de danske kyster, var at virke i invasionsforsvaret med tidlig varsling samt i kontrollen med skibsfarten. Desuden blev radarstationen i efteråret 1944 udvidet med anlægget Anemone på toppen af det hvide fyr. Disse radarer, FuMO 11 og 21, var i stand til at spore fjendtlige radarer.

”Med flyvende betonstykker og pulveriseret beton i store strømme efterfulgt af et brag, der tydeligt kunne høres i Skagen, forsvandt de sidste rester af den gamle bunker på Grenen. Sprængningen, der udløstes klokken 15 i går, findelte det stykke, der stod tilbage fra sprængningen sidste efterår, og hermed er historien om den gamle radarbunker, hvor man sidste år fandt to dybvandsbomber, nået til sin afslutning. Tilbage står et større oprydningsarbejde, som folk fra Skagen kommune i de følgende dage skal have overstået. Når den sidste af i alt tre sprængninger i går blev så voldsom, skyldes det, at de cirka 170 kg trotyl ved denne sprængning var placeret i huller boret ind i bunkeren i en dybde af op til en meter. Ved de foregående sprængninger var trotylet dels anbragt i hulrum i bunkeren og dels under selve bunkeren. 

Radarbunkeren V174 sprænges af hjemmeværnsfolk. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Stærke kræfter overraskede hjemmeværnet, der stod for sprængningen, og det var nødvendigt med tre sprængninger, men efter disse tre sprængninger med sammenlagt 500 kg trotyl, er den gamle bunker nu så findelt, at yderligere sprængninger skulle være unødvendige. Også den enorme kraft fra den sidste sprængning kom overraskende for mange af dem, der opholdt sig i nærheden af sprængningsstedet. Der var lavet en sikkerhedszone på 350 meter, og det betød, at halvdelen af parkeringspladsen på Grenen var inddraget i sikkerhedszonen, men virkningen fra sprængningen forplantede sig endnu længere. En tung jernskodde på cirka 50 kilo faldt således ned fra kiosken på Grenen, ligesom der også blev lidt uorden i kioskens udstilling, og flere øjenvidner kunne konstatere sten fra bunkeren, der nåede ud over de 350 meter. Der skete dog ingen skade hverken på mennesker eller materiel. Jeg mener alt foregik forsvarligt. Vi havde god hjælp af politikompagniet ligesom ved sprængningen i efteråret af den samme bunker, og som sidste gang blev der dannet en kæde. Så hele sikkerhedszonen blev undersøgt, konstaterer major J. Søndergaard fra hjemmeværnsdistrikt Vendsyssel i Sæby. Med de sidste tre sprængninger i går, at bunkeren nu så findelt, at vores arbejde på Grenen er overstået. Tilbage står oprydningsarbejde med at jævne ud og skære det jern, der stikker ud af mindre stykker, og så mener vi, at bølgerne kan klare resten, siger J. Søndergaard. Arbejdet med at sprænge den sidste stump af bunkeren på Grenen blev i går forsinket flere gange, fordi det var nødvendigt at fordæmme med sand. Det betød, at den første sprængning der var berammet til omkring klokken syv i morges, først fandt sted klokken 8,30, og tilsvarende blev også de andre sprængninger forrykket. Sprængningen af den gamle bunker på Grenen blev i første omgang aktuel sidste år, da Bangsbomuseet fandt to dybvandsbomber i et af rummene i bunkeren. Minørerne turde ikke flytte de to bomber, og de lod dem derfor sprænge i bunkeren, der ved denne lejlighed blev så beskadiget, at man senere samme efterår forsøgte at sprænge hele bunkeren. Trods brug af cirka 1360 kilo trotyl blev en rest af bunkeren stående. Denne rest var der nu fare for kunne vippe i vandet, og man valgte derfor i går at sprænge den sidste rest”. Uddrag fra Skagens Avis 29. maj 1990. 

Marinesignalstationen havde til huse i den danskbyggede signalstation på Grenen, og var udstyret med bl.a. et par over 40 m høje signalmaster. Allerede fra besættelsestiden dag 1 overtog den tyske Kriegsmarine den danske signalstation. Hvilke opgaver, der blev udført fra signalstation under tysk herredømme, er jeg ikke bekendt med, så derfor er de følgende beretninger kun antagelser, men det er vel ikke helt usandsynligt, at signalstationens tidligere opgaver med hensyn til kontrol og overvågning af skibsfarten rundt Skagen fortsatte blot under tysk herredømme. Måske har der også været en forbindelse mellem forsøgsminerne og lytteapparatet ud for Nordstrand og marinesignalstationen. 

Forsøgsminer ud for Nordstrand.

I efteråret 1944 mente fiskere at have iagttaget minelignende genstande i havet langs kysten fra Højen fyr til Grenens spids. Fiskeriforeningen har andraget det danske marineministerium om, at de mellem Spirbakken og Skagen fyr udlagte tyske forsøgsminer måtte blive fjernet snarest. På denne strækning foregår der hele året, men dog ganske særlig i efterårs- og vintermånederne et stort fiskeri, hvilket er af meget betydelig økonomisk betydning for Skagensfiskerne, og da navnlig for de fiskere, som helt har været afskåret fra at drive Nordsøfiskeri. Der er ingen sprængladning i minerne. Man ønsker ikke alene minerne, men også forankringen fjernet. 

Tegning af modstandsfolk i Skagen tilknyttet Generalstabens Efterretningstjeneste. Skitse fra Rigsarkivet

Om forsøgsminerne på Skagerrakkysten ved Højen fyr kan oplyses, at de herværende danske minører allerede har fået til opgave at påbegynde minernes fjernelse. Man kan ikke sige, at dette minefelt betyder en virkelig fare for skibsfarten. Men for fiskerne er det en meget betydelig gene, da der både snurres og trawles, og det er næsten umuligt at undgå, at redskaberne får hold i minerne, hvorved grejerne ødelægges eller går tabt, og er minerne eksplosive kan endnu frygteligere ting ske. En norsk båd fik for nylig en af disse miner i sin trawl. Han slæbte den ind på 15-16 favne vand og lod sin trawl i stikken, idet han ikke turde have mere med minen at gøre. Så gik minekutteren ”Argus” ud og bugserede minen øst på til Grenen, hvor den toges i land og afmonteredes. Det viste sig, at den var fyldt med cement og altså ufarlig. Men hvem siger, at alle forsøgsminer har samme indhold. Fiskerne er som sagt af mange grunde meget interesserede i, at forsøgsminerne med deres tilhørende forankring fjernes så snart som muligt. Og det er glædeligt, at de danske myndigheder straks er gået i gang med arbejdet. Særlig stedkendte Skagenskuttere bistår ”Argus” med at finde minernes liggeplads. Man må desværre befrygte, at oprensningen af det pågældende farvand, selv i heldigste fald, vil tage lang tid. Under Skagenskutternes fiskeri efter rødspætter efter nytår har det vist sig, at der på det meget benyttede område af Skagerrakkysten på begge sider af Buttervejen og især på strækningen vestpå ad Højen fyr til, har været så mange hold i vandet, at fiskeredskaberne ofte har været helt ødelagt. Dette volder selvfølgelig fiskerne store kvaler og koster dem store udgifter til reparation. Man er klar over, at disse forhindringer i vandet stammer fra forankringer af de forsøgsminer, som tyskerne i sin tid lagde ud på denne strækning. Uddrag fra Nordjyske aviser 1945-46 og rapporter fra Generalstabens efterretningstjeneste i Skagen. 

Kabeldamperen ”C. E. Krarup”. Foto: Skagens Avis maj 1947

Lytteapparat på havets bund (KHA Küsten Horch Anlage).

Skagensfiskere mente, at der fandtes et stort lytteapparat til stedfæstelse af skibe ude i havet nord for Nordstrand. Et svært kabel hertil sås ligge øst for Højen fyr, og det viste sig senere, at der var noget om snakken.

Spærringen ved Ellekildehage ved Hornbæk.

Spærringen strækker sig på den danske side helt ind til ca. 2 meters dybde, eller i hvert tilfælde så langt ind, at det end ikke er muligt selv for en ”K-båd” at forcere spærringen imellem kysten og nettet. Gennemsejlingen, der er 800 meter bred, er markeret af en rød og en hvid lystønde, henholdsvis vest og øst for gennemsejlingsåbningen. Den hvide bøje (rødt lys) er tændt om natten. Nettet går klods til tønderne i begge sider. På vestsiden af gennemsejlingsåbningen ca. 300 meter NV for den røde tønde er nedsænket et lytteapparat, der med kabler står i forbindelse med kommandoposten i Hornbæk Plantage. 

Undersøisk lytteapparat. Foto i privat eje

Det må nærmest siges at have form som en osteklokke, der hviler på 3 ben. Hvert ben ender i en stor plade, der skal forhindre apparatet at synke ned i havbunden. Selve klokken er lukket på overkant, hvor den ligeledes er forsynet med en bøjle. Således stod der i en efterretningsrapport for Sjælland i efteråret 1944. I sommeren 1945 udførte det britiske admiralitet test af det tyske undersøiske lytteapparat ved Hornbæk, idet man lod den engelske undervandsbåd ”HMS Tuna” passere hen over området med forskellige hastigheder og afstande til lytteapparatet., og resultaterne viste, at ubådens dieselmotorer i visse tilfælde tydeligt kunne høres. Den tyske Kriegsmarine anvendte især disse undersøiske lytteapparater i de norske fjorde ved bl.a. Kristiansand, Bergen, Trondheim, Narvik og Tromsø.