Skagen en by i krig og fred

1939-1945

De tyske flygtninge i Skagen

Det tyske gravsted på Skagen Assistens Kirkegård.

I alt blev der begravet 73 personer, der alle med undtagelse af en var ofre for krigshandlinger under 2. verdenskrig. Som tidligere nævnt blev gravstedet sløjfet i 1966, og de begravede blev overført til det tyske gravsted i Grove. I baggrunden ses kirkegårdens kapel. Billedet er taget fra nord mod syd.

Det tyske gravsted på Skagen Assistens Kirkegård

Flugten til Danmark

I vinteren og begyndelsen af foråret 1945 var de russiske hære trængt så langt frem mod de tyske provinser i Øst- og Vestpreussen, Danzig, Pommern og Brandenburg, at de tyske myndigheder så sig nødsaget til en omfattende evakuering af civilbefolkningen i de truede områder. Det blev en kaotisk flugt, der lagde mange skæbner bag sig i kølvandet. 

Tyske flygtninge ankommer til København i de sidste måneder før kapitulationen. Foto. Frihedsmuseet

Allerede i februar 1945 ankom de første tyske flygtninge og sårede soldater til Sønderjylland, hvor de blev indkvarteret på tyske forlægninger og beslaglagte hoteller og skoler. For mange flygtende var evakuering over Østersøen til København med skib den eneste mulighed.

Det var en farefuld rejse, både fordi russiske ubåde og flyvemaskiner var i stand til at angribe transportskibene under rejsen fra Tyskland mod Danmark. Den 30.januar 1945 blev lazaretskibet Wilhelm Gustloff sænket af en russisk ubåd, hvorved flere tusinde tyske flygtninge mistede livet, og flere andre tyske skibe led samme skæbne. 

Den enorme flygtningestrøm til København medførte et så stort pres på indkvarteringsmuligheder og levnedsmiddelforsyning, at det blev nødvendigt at sende flygtninge videre ud i landet. Den 16. marts 1945 meddelte togkontoret i Hjørring, at der om natten var sket en sprængning under et flygtningetog mellem Hjørring og Sønderskov. Toget, der var på vej fra København til Frederikshavn, bestod af et lokomotiv med 11 mandskabsvogne. Lokomotivet blev afsporet, medens 5 vogne væltede og 3 kørte op i hinden. 4 personer meldtes dræbt og flere hårdt sårede, der blev bragt til Hjørring sygehus.

De første tyske flygtninge ankom til Skagen i marts måned 1945, hvor de blev indkvarteret på de tyske forlægninger og hoteller samt pensionater i Gl. Skagen. Da landet stadigvæk var under tyske herredømme, kunne flygtningene bevæge sig frit omkring og forsøgte at købe levnedsmidler hos byens handlende. På grund af vareknapheden og manglende rationeringskort var muligheden for at skaffe sig fødevarer dog imidlertid meget begrænsede, men det vakte naturligt nok et vist mishag hos lokalbefolkningen.

I påsken 1945 kunne man således læse følgende opslag fra Det illegale Information overalt i byen:

”Skagboere

Den totale krigsførelse har nu medført, at vi også har fået tyske flygtninge til vor by, og flere vil følge efter. Vi kan ikke hindre denne form for invasion, men vi husker alle disse tre ting.

1. Flygtninge har ingen ret til at være her – ej heller krigens ret.

2. Hundrede af vore landsmænd er uden lov og ret ført til fængsler og koncentrationslejre i Tyskland, hvor de er prisgivet sult og tortur.

3. Vi bør intet have med dem at bestille, vore hjem må holdes lukkede for dem, og vi vil overhovedet ingen forbindelse endsige samkvem have med dem”.

I alt regnes der med, at omkring 500.000 tyske civilpersoner og sårede soldater ankom til Danmark i de sidste krigsmåneder, og heraf forblev godt 200.000 civile tyske flygtninge tilbage i Danmark efter den tyske kapitulation. I Skagen var der på dette tidspunkt indkvarteret omkring 574 tyske flygtninge. Flere af dem var ankommet med damperen Potsdam til København den 21. marts 1945. 

26. maj 1945 var flygtningene i Skagen fordelt således:

Hotel Royal + 1 barak, i brug til 173 tyske flygtninge (fuldt optaget).

7 barakker ved Fyrbakken, i brug til 198 tyske flygtninge (fuldt optaget).

2 barakker i Plantagen, i brug til 203 tyske flygtninge (fuldt optaget).

Medens 4 hoteller og pensionater i Gl. Skagen, der før kapitulationen havde været beslaglagt til indkvartering af flygtninge, blev frigivet til almindelig hoteldrift.

Pensionatet Højengran, Gl. Skagen, havde været beslaglagt til 60 tyske flygtninge.

Pensionatet Traneklit, Gl. Skagen, havde været beslaglagt til 40 tyske flygtninge.

Jeckels Hotel, Gl. Skagen, havde været beslaglagt til 80 tyske flygtninge.

Ruths Hotel, Gl. Skagen, havde været beslaglagt til 42 tyske flygtninge. 

Jeckels Hotel få år efter besættelsen. Foto i privat eje

På vagt ved Royal

Harry Damgaard skriver: "Vi overtog vagten over de tyske flygtninge nogle dage hen i maj 1945, der var vist ca. 100 på Royal, vi talte dem aldrig. Der var jo 2 store barakker på pladsen foran hotellet. Fra venstre mod højre poserer vodbinder Carlsen og Harry Damgaard foran Hotel Royal. Jeg overtog senere deres vagter for at få det hele til at løbe rundt, og det blev faktisk til 16 timer hver dag 7 dage om ugen.

 

Vodbinder Carlsen og Harry Damgaard. Foto: Harry Damgaard

Mange tragiske skæbner udspillede sig efter den dramatiske flugt, hvor familier splittedes og mistede deres kære. Således efterlyste Anna Weichert, der var anbragt i flygtningelejren ved Loddenhøj, sine 3 børn, som hun havde mistet under flugten fra Rastenburg den 29. januar 1945. Hun havde hørt, at børnene var ankommet med en transport af forældreløse børn ombord på damperen Potsdam, og da netop flygtninge i Skagen havde været med denne damper, var det naturligt at foretage en eftersøgning her. Efterlysningen fik en lykkelig afslutning. 

Flugten fra de østtyske provinser til Østersøhavnene i vinterkulden havde været lang og udmattende. Mange personer især børn og ældre var afmagrede og led af livstruende mangelsygdomme. Dødeligheden var som følge deraf stor, og i Skagen døde 32 flygtninge hovedsageligt på grund af difteri, lungebetændelse, tyfus og svækkelse allerede før 5. maj 1945.

I flygtningegraven på Skagen kirkegård blev der begravet 1 sømand, 49 flygtninge og 1 ukendt og 22 kendte tyske soldater.

32 flygtninge døde før 5. maj 1945, medens 5 flygtninge døde i 1946.

I enkelte af gravene var der nedlagt op til 4 afdøde flygtninge.

 

Tysk gravsted for Herbert Kohner. Foto i privat eje

De tre flygtningelejre

Efter den tyske kapitulation den 5. maj 1945 håbede de danske myndigheder på, at de tyske flygtninge hurtigst muligt kunne sendes tilbage til deres hjemland. Imidlertid meddelte de britiske styrker i Tyskland, at landet var så forarmet, at flygtningene skulle forblive i Danmark indtil videre. Statens civile luftværn fik den praktiske opgave med anbringelse og forplejning af flygtningene i lejrene. I Skagen sørgede CB-mandskab fra Statens civile luftværn for, at de tyske flygtninge blev interneret og isoleret på tre tidligere tyske forlægninger, nemlig Fyrbakken, Hotel Royal og Skoven også benævnt Plantagen eller Byfogedskoven. Lejrene blev indhegnet med pigtråd og bevogtet af bevæbnede vagtposter.

I sommeren 1945 havde de danske myndigheder beregnet, at der kunne skaffes plads til 1132 flygtninge i Skagen. Man havde forudsat, at der skulle være 2,5 kvadratmeter pr. flygtning, 5 kvadratmeter til køkkenpersonale, sanitetspersonale og andre servicepersoner, medens lejrlederen fik 10 kvadratmeter til rådighed.

Hotel Royal: 277 personer.

Fyrbakken: 244 personer.

Plantagen: 259 personer.

Schakal: 352 personer. Schakal, der var benævnelse for det tyske luftvåbens forsvarsstillinger på Nordstrand, blev imidlertid aldrig taget i brug som flygtningelejr. 

Tyske barakker opført i 1940 ved Fyrbakken, der senere kortvarigt i 1945 blev anvendt til tyske flygtninge. Foto: Bunkermuseum Hanstholm.

Fyrbakken ved vippefyret

Barakkerne ved Fyrbakken blev allerede opført i de første måneder efter den tyske besættelse af den tyske marine. Den bestod bl.a. af 6 beboelsesbarakker, der hver havde fået sit eget navn.

”Skagerrak” med 7 værelser.

”Gammelby” med 2 værelser.

”Hipper” med 8 værelser.

”Scheer” med 8 værelser.

”Brummer” med 8 værelser

”Mars” med 6 værelser. 

Lejren var i marts 1946 fuld belagt med 243 flygtninge. Den hygiejniske tilstand i lejren var i det første år ganske forfærdelig, men forbedredes i marts 1946, idet en grubekedel og et badekar blev opstillet i vaskehuset, således at flygtningene fik bademuligheder. Væggelus havde også været en idelig plage i alle barakkerne på nær en. Man havde ganske vist sprøjtevæske til rådighed men ingen sprøjte, men anskaffelse af en sprøjte og almindelige rengøringsrekvisitter forbedrede de sanitære forhold væsentligt. Gamle lærredssække måtte anvendes som gulv- og karklude.

Der havde været en episode i lejren med en 13-14 års pige, der var blevet dårligt behandlet af sin bedstemor, nogle venlige mennesker i lejren havde dog lovet at tage sig af hende under opholdet her i landet. Ellers var stemningen i lejren god, især de gamle var meget taknemmelige over de gode forhold, som de levede under. Her som alle andre steder var det helt galt med tøj til børnene. Også det faste køkkenpersonale manglede det nødvendige tøj. Stemningen i lejren ved Fyrbakken havde således været meget dårlig, men en god bemanding i julen 1945/46 havde hjulpet på stemningen.

Ved indskrænkningen af lejrenes antal i Danmark blev det stærkt tilrådet en nedlæggelse af lejren ved Fyrbakken, idet barakkerne var meget dårlige. Pladsen var lille og bestod udelukkende af flyvesand, og dertil kom den økonomiske side af sagen, hvor en lejrleder og 15 vagtposter skulle bevogte så få flygtninge. 

Hotel Royal På parkeringspladsen foran den tidligere rådhusbygning lå Hotel Royal, der den 9. april 1940 blev beslaglagt af tyskerne.

Her havde den tyske havnekaptajn til huse.

Efter befrielsen blev hotellet anvendt som lazaret for medicinske patienter, men blev nedlagt i slutningen af 1945. 

Hotel Royal. Foto i privat eje

Flygtningelejren i Skoven. Foto fra Skagen bymuseums udstilling om tyske flygtninge

Skoven

Lejren i Skoven havde under krigen været belagt med russiske soldater i 2 barakker. Ved lejrens indretning som flygtningelejr blev der behov yderligere barakker, der blev hentet fra Grenen og Nordstrand. Den 1. september 1945 blev kontorist Helge Jeppesen ansat som lejrleder for flygtningelejrene i Skagen med en løn på 259 kr. pr. måned og løn for en daglig vagt som CB-pligtig. Han havde været CB-pligtig i et år. Samtidig ansattes kontorist Børge Pedersen, der var kontormedhjælper på luftværnskontoret, efter at kommandørkaptajn N. T. Michaelsen havde fratrådt sin stilling som luftværnschefens stedfortræder. Lejren havde i juni 1946 659 flygtninge. Nye lazaretbarakker, der skulle være fælles for begge lejre, blev opført i begyndelsen af 1946. Beboerne spiste altid deres måltider i spisesalene, hvilket var et stort hygiejnisk fremskridt. Ligeledes havde lejren værksted, men der var forfærdelig stor mangel på stifter, garn og synåle.

Nachrichten 17. oktober 1945. Ugeavis i tyske sprog for flygtningene- Foto i privat eje

Skoleundervisning

Blandt flygtningene var der i Danmark ca. 50.000 børn i den skolepligtige alder, og allerede før 5. maj havde lærere blandt flygtningene organiseret undervisning. Den blev nu udbygget, således at der i de største lejre var undervisning op til og med tysk gymnasieniveau. For de voksne var der folkehøjskole og studiekredse, ligesom det kulturelle liv omfattede film, teater og musik. Sidst men ikke mindst kunne flygtningene læse ugeavisen Deutsche Nachrichten, der blev udgivet af tyske emigranter, og som ud over at være et nyhedsorgan også var et vigtigt afnazificeringsinstrument.

I lejrene i Skagen var der i marts 1946 164 skolepligtige børn, der alle skulle have undervisning i grundskolefag som tysk, regning og historie af 13 tyske lærerkræfter, hvoraf flere ikke dog havde læreruddannelse. Til at føre tilsyn med ungdomsskolen i de to lejre havde pastor Waage Beck påtaget sig dette arbejde. Der var indført obligatorisk 1 times sport om morgenen for alle unge. For at få begyndt på køkkenuddannelse af de unge piger blev der hver dag beskæftiget 5-6 unge piger ved madlavningen til børn. Derudover tog de del i den almindelige omgangstjeneste i lejren. Desuden oprettedes kursus i sundhedslære og barnepleje med en sygeplejerske som lærer, og i Skoven blev opført en skolebarak, hvor der også indrettedes en børnehave, der af tilsynsmyndighederne blev betragtet som en ren mønsterbørnehave.

Opslag om underholdning i Skoven. Foto i privat eje

Film og underholdning

De danske myndigheder arbejdede imidlertid på at fremskaffe tone- og farvefilm, der havde ren underholdningsværdi. Der skelnedes mellem film, der var forbudt og tilladt for børn. Som et kuriosum kan bl.a. nævnes, at film tilladt for børn ikke måtte overværes af voksne. I sommeren 1946 vistes gamle film, ”Rhinen fra Køln til Mainz”, hvis indhold var sommer og sol over Rhinen med dens gamle borge og smukke byer. Desuden vistes ældre spillefilm, som ”La Paloma”, ”Den gyldne stad” og ”Borgmesterinden bader” og mange flere. Flygtningene arrangerede selv recitationstimer og underholdning med teater, sang og musik, og ligeledes var radioaflytning også et middel til at lette en ellers grå og trist hverdag. 

Underholdning ved Fyrbakken. Foto i privat eje

Hauptmann Horst Frischmuth. Foto i privat eje

Tillidsmand

Hauptmann Horst Frischmuth blev den 26. maj 1945 sammen med sin oppasser, Obergefreiter Helmut Hennig, af de engelske myndigheder sendt fra Aalborg til Skagen for at overtage stillingen som forbindelsesofficer mellem flygtningene og de danske myndigheder. Horst Frischmuth nød stor tillid blandt de tyske flygtninge, hvor han flere gange var i stand til at udjævne uoverensstemmelser blandt flygtninge, og han blev derfor 3.9 1945 valgt til tysk tillidsmand i alle tre lejre. På samme tidspunkt blev Jeppesen ansat som dansk lejrleder for lejren i Skoven. Samarbejdet mellem de to var i begyndelsen udmærket, men lidt efter lidt ændrede det sig dog betydeligt, idet Frischmut gentagne gange forsøgte at sabotere vigtige beslutninger. 

Ved en undersøgelse af Frischmut´s forhold viste det sig, at han indtil krigens begyndelse havde været fører for en Hitler-Jugend Schule i Østpreussen, og han blev derfor overflyttet til engelsk krigsfangenskab. Som nye tillidsmænd blev valgt Fritz Adelhöfler og Wilhelm Seyda for henholdsvis Fyrbakken og Skoven, hvorimod blev der ikke indsat ny tillidsmand på Hotel Royal, da der kun befandt sig ca. 20 flygtninge der, og som snart skulle overflyttes til lejren i Skoven, hvorefter Hotel Royal ville blive nedlagt som flygtningeforlægning.

Statens civile luftværn udarbejdede et ordensreglement for lejrene, der mere oplyste om, hvad der var forbudt, end hvad der var tilladt. 1. Den dansk ansatte lejrleder træffer afgørelser i alle interne anliggender for lejrene, og hans anvisninger skal på ethvert tidspunkt efterkommes. 2. Det er flygtningene forbudt at tage kontakt med de danske vagter eller andre danske civilpersoner både inde og uden for lejrene. 3. Flygtningene skal holde lejrene rengjorte efter lejrlederens anvisninger. 4. Toiletter og vaskerum skal rengøres 2 gange i døgnet. 5. Det er kun tilladt at vaske tøj i de dertil indrettede vaskerum. 6. Benyttelse af elektriske kogeredskaber og elektrisk lys samt andre elektriske apparater er forbudt. 7. Det er forbudt flygtningene at bringe levnedsmidler ind i lejrene. 8. Soverummene skal være rømmet kl.10.00. 9. Børn under 10 år skal senest være lagt i seng kl. 20, og børn under 15 år må ikke efter kl. 20 opholde sig i det fri. 10. Politiske sammenkomster er forbudt. 11. Det er forbudt uden udgangstilladelse at forlade lejrene. 12. Samtlige våben, ammunition og sprængstof samt danske penge og rationeringskort skal straks afleveres til lejrlederen. 13. Det er forbudt at opholde sig bag ved spisebarakken i tidsrummet 18.00 til 8.00. 14. Det er forbudt at plukke blomster og afskære grene fra træerne. 15. Det er forbudt at hænge vasketøj op fra mørkets frembrud til næste morgen kl. 7.00. 16. overtrædelse af disse bestemmelser vil blive straffet med stuearrest eller strafarbejde samt forbud mod at sende eller modtage post. 

Tysk flygtning i Skagen. Foto i privat eje

Billede konfiskeret ved en razzia i flygtningelejren i Skoven. Foto i privat eje

Razzia

Den 30. maj 1945 gav politikommandøren for Nordjylland lederne af flygtningelejrene ved Fyrbakken, Hotel Royal og Byfogedskoven ordre til, at flygtningene skulle aflevere alt, hvad de havde af våben, radioapparater og danske penge til de danske vagter. Ved razziaen blev der konfiskeret 3474,05 kr. og 18 radioapparater, men ingen våben. Alle flygtningene blev frataget deres danske penge, selv om de rettelig måtte beholde 10 kr. Da det hele var foregået så kaotisk, at man ikke havde fået navnene på de personer, der havde afleveret penge, blev alle flygtningene kaldt ud i lejrgaden og opfordret til, såfremt der var nogle, der havde undladt at aflevere deres penge til lejrlederen straks at aflevere dem. Der kom flere flygtninge, hovedsageligt børn, hen til de forskellige politibetjente og afleverede mindre beløb. Man forsøgte nu at notere ned, hvem der afleverede penge, men det var umuligt, for flygtningene var tilsyneladende bange for, at der skulle ske dem noget, fordi de ikke i første omgang havde afleveret alle deres penge, for så snart de havde afleveret penge, forsvandt de hurtigst muligt for at undgå at komme til at opgive deres navn. 

Forplejning

I de første dage efter befrielsen opholdt den tyske havnekaptajn sig stadigvæk på Hotel Royal og tyske soldater stod vagt ved hotellet. Det irriterede lokalbefolkningen, og CB-vagt Harry Damgaard fik ordre til at gå hen til havnekaptajnen og sige til ham, at de danske CB-vagter nu overtog vagten ved Hotel Royal over de tyske flygtninge. Den tyske officer var ganske forstående og inddrog den tyske vagtpost til fordel for den danske. 

Mælkekusk fra mejeriet "Norden" ved flygtningelejren "Fyrbakken". Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Nu havde de kommandoen, men og så ansvaret. Der var stor knaphed på alle madvarer. De engelske myndigheder havde fastlagt, hvor mange kalorier hver enkelt flygtning måtte få, og det var ikke meget. Dog fik svagelige personer ekstra kosttilskud. Blandt de ankomne flygtninge var mange børn, endda helt små, og køleskabe fandtes jo ikke, så der blev hurtigt brug for fødevarer, men det var der overhovedet ingen, der tænkte på. Børnenes mødre kom grædende til vagterne, men ingen gjorde tilsyneladende noget. Vagterne forlangte at komme til at tale med borgmester Geisnæs, men han var først lidt tilbageholdende og fortalte, hvorledes vore folk var blevet behandlet i Tyskland, men vagten holdt på, at børnene i det mindste skulle have noget mælk og havregryn. Mindre end en time senere holdt mejeriet ”Nordens” bil ved Hotel Royal, og mælkemanden anede hverken ud eller ind. Han havde en spand med mælk, men ellers ikke noget. Flygtningene kom løbende med flasker, potter og krus, og alle, der havde børn, fik en liter mælk. Dagen efter fik de havregryn, rugbrød med stegefedt, mælk og kartofler.

Efterhånden blev ordningen, at byens handlende forsynede flygtningelejrene med madvarer. For ugen 29. april til 5. maj 1946 så afhentningsplanen således ud:

Mælk kan afhentes på ”Norden” hver dag også søndag.

Smør afhentes på Norden mandag og torsdag.

Kødpålæg afhentes hos H. C. Aaen mandag og fredag.

Kød afhentes hos H. C. Aaen tirsdag.

Flæsk afhentes hos Jenny Hesselholt lørdag 4. maj.

Kolonialvarer afhentes hos C. S. Møller mandag.

Fisk afhentes hos Niels Hjort onsdag. Grøntsager afhentes hos J. C. Poulsen mandag, tirsdag, onsdag og fredag.

Brød afhentes hos Robert Thellefsen, P. W. Rasmussen, S. Stendys, Jenny Winther og Kingo Petersen hver dag undtagen søndag.

Desværre levede de afhentede madvarer ikke altid op til blot en nogenlunde kvalitet. Under læge Axel Jarnums inspektion en dag i januar 1946 i flygtningelejrene, blev han i lejren i Skoven præsenteret for en leverance oksekød, der stod i forrådsrummet og var leveret dagen før. Kødet var fordærvet, skinnende grønlig, slimede belægninger og på nogle steder i fremskreden forrådnelse. Lægen kasserede øjeblikkeligt kødet, som værende ganske ubrugeligt til menneskeføde, og henstillede indstændigt, at den forretning, der havde leveret den skandaløse sending, øjeblikkelig blev afskåret fra yderligere leverancer. På samme sted stod en leverance rugbrød, der til dels var meget snavset og skødesløst behandlet, om end bagningen og brødets smag ikke gav anledning til påtale. 

Tysk flygtning. Foto i privat eje

Sundhedstjeneste

I sommeren 1945 var dødeligheden på grund af epidemiske sygdomme høj blandt børn og ældre flygtninge, men efter nogle få måneders forløb var dødeligheden i lejrene på samme niveau som i det danske samfund. Danske læger, for Skagens vedkommende læge Axel Jarnum, stod for det overordnede lægelige tilsyn med flygtningene, og de engelske myndigheder havde tilbageholdt et passende antal tyske læger og sygeplejersker til den praktiske sundhedstjeneste. Den 27. juli 1945 ankom således læge Carl-Heinz Grützmacher og tre sygeplejersker til Skagen for at overtage den lægelige behandling af de tyske flygtninge. 

Sygeplejerskerne Anna Janczikowski, Gertraud Walter og Elsbeth Weidenbaum skulle foretage den første lægelige behandling i henholdsvis lejrene Hotel Royal, Fyrbakken og Plantagen, og der indførtes faste konsultationstider på alle hverdage i alle tre lejre. Et lazaret blev indrettet på Hotel Royal, hvor der kunne behandles lettere medicinske tilfælde, medens sværere sygdomstilfælde, der krævede kirurgisk behandling og røntgenoptagelse, måtte foretages på lazarettet i Frederikshavn. Der indførtes skrappe regler for besøgende. De indlagte patienter måtte således kun modtage en besøgende ad gangen for at mindske risikoen for smitte. Alle medikamenter og medicinske utensilier skulle rekvireres fra et centralapotek, der var oprettet på den tidligere tyske skole på Emdrupvej 101 i København. Apoteket, der blev passet af tysk farmaceutisk personale, forsynede samtlige tyske flygtningelejre og lazaretter i landet.

Den tyske læge Dr. Carl-Heinz Grützmacher var imidlertid ikke uddannet som praktiserende læge, og snart efter hans ansættelse modtog lejrledelsen flere og flere klagesager over hans lægegerning. Grützmacher havde ikke med sin behandlingsmåde og sin afvisende holdning kunnet vinde flygtningenes tillid. Frem for alt manglede han ansvarsbevidsthed som læge overfor flygtningene. Ofte dagevis lod han sig ikke se i lejrene. Når han endelig afholdt konsultation, så affærdigede han i løbet af den kortest mulige tid en række patienter f.eks. uden at høre på deres klager, for slet ikke at tale om at undersøge dem. Selv på sin sygestue lod han sig ofte ikke se i dagevis. Med ordet ”lejrsyge” eller ” det er kommet af sig selv, det vil også igen forsvinde af sig selv”, affærdigede han patienterne. Utvivlsomt fandtes der en række patienter, der faktisk kom til ham med ”lejrsyge”, men ved en meget venligere optræden kunne han dog også vinde disse patienters tillid. Da han var flygtning på samme måde som alle andre, måtte han selv kunne forstå disse menneskers sjælelige nød, men han viste sig dog i alle ting atter og atter som en stor egoist.

At alle de ovenfor anførte punkter bidrog til, at flygtningene med modvilje henvendte sig til ham. Frem for alt var det beskæmmende for ham, eftersom flygtningene havde været meget tilfredse med de lokale danske lægers behandling af dem. Gentagne samtaler med ham om hans behandlingsmåde forblev imidlertid resultatløse.

I flygtningenes interesse bad man derfor om snarest mulig forflytning af Grützmacher til et andet flygtningelazaret, hvor han måtte arbejde under opsyn. Efter hans egne ord lå det kliniske arbejde også bedst for ham, og han blev derfor overflyttet til lazarettet i Frederikshavn. I hans sted blev læge Lother Brunck overført til Skagen, og sundhedspersonalet blev udvidet med 5 sygeplejersker. 

Desinfektionsovn. Foto i privat eje

Der var ikke blot behandling af mange sygdomstilfælde i lejrene men også bekæmpelse af skadedyr i form af lus. Til dette formål anvendtes desinfektionsovne de såkaldte ”Nissenanhänger”, som den tyske værnemagt havde fået fremstillet af Ford Motor Compagny.

Beskæftigelse

Alle arbejdsduelige flygtninge var hovedsageligt beskæftiget inden for pigtråden med først og fremmest køkkentjeneste, rengøring og vedligeholdelse. Enkelte deltog dog i arbejdet med sløjfning af jordvolde og løbegange, som tyske soldater havde gravet omkring forsvarsstillingen ”Schakal” på Nordstrand.

Da det var af betydning ved spørgsmålet om beskæftigelse for de tyske flygtninge, at der i vist omfang skabtes mulighed for havebrugsarbejde i flygtningelejrene, bestemte flygtningeadministrationen, at der burde drages omsorg for udlægning af arealer i passende omfang til dette formål i de flygtningeforlægninger, der var permanente, eller som i hvert fald ikke ville blive nedlagt foreløbig.

Hvis passende arealer ikke allerede fandtes inden for forlægningernes område, skulle man leje arealer. Ved dyrkning af jorden var det beskæftigelse af de tyske flygtninge, der var hovedformålet, og alt arbejde skulle derfor udføres med håndredskaber, således at der blev mulighed for en effektiv arbejdsoptræning af flygtningene. Arealerne skulle dyrkes ved fællesdrift af så mange af flygtningene som muligt, således at især de unge kom i arbejde. Afgrøderne skulle indgå i den normale forplejning. De afgrøder, der egnede sig til dyrkning under disse vilkår var: Tidlige kartofler til pålæg, hovedsalat, spinat, rodpersille, majroer, krybbønner, stangbønner, zittauerløg, blomkål, grønkål, kørvel, kålrabi og porre. Disse arter kunne gro selv på mager jord, hvorimod hvidkål og spidskål krævede god jord. I arealerne omkring bygninger og barakker i selve forlægningen måtte der ikke dyrkes grøntsager. Her måtte man have små prydhaver tilsået med flittige blomsterarter, f.eks. morgenfruer, pralbønner og blandet blomsterfrø, der kunne benyttes til afskæring. Luftværnschefen i Skagen indgik en lejeaftale med gårdejer Søren Troldborg om et stykke jord, hvor der skulle dyrkes kartofler og grøntsager.

En almindelig arbejdsuge for en tysk flygtning så således ud:

Mandag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Brændekløvning og gårdarbejde. Tillavning af middagsmad bestående af kartoffelsuppe. Tillavning af aftensmad bestående af mælkesuppe.

Tirsdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Køkkentjeneste. Tillavning af middagsmad bestående af ærtesuppe, brændekløvning til komfuret i køkkenet. Gårdarbejde. Revision af portokassen. Besigtigelse af lejren sammen den danske omsorgsleder Kærbøl.

Onsdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Brændekløvning, køkkentjeneste og gårdarbejde. Tillavning af middagsmad bestående af grøntsagssuppe.

Torsdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Brændekløvning og gårdarbejde. Tillavning ag middagsmad bestående af fisk. Tillavning af aftensmad bestående af mælkesuppe. Behjælpelig med flytning af to flygtninge, Agnes og Eckard Schultz, til flygtningelejren Jegstrup ved Skive.

Fredag: Modtagelse og udlevering af tørkost, køkken- og gårdarbejde. Brændekløvning. Tillavning af middagsmad bestående af grød med kartofler. Behjælpelig med overførsel af Gertraud Walter og Günther Krinins til lazarettet i Frederikshavn.

Lørdag: Modtagelse og udlevering af tørkost. Køkken- og gårdarbejde. Brændekløvning. Tillavning af middagsmad bestående af grøntsagssuppe.

Søndag: Modtagelse og udlevering af mælk. Tillavning af middagsmad bestående af flæskesteg og kål. Kaffe og kager om eftermiddagen. 

Lejrdomstole

I hver flygtningelejr oprettedes domstole, der skulle behandle overtrædelser af lejrens ordensbestemmelser. Grovere forbrydelse blev overladt til danske domstole. Lejrdomstolen blev sammensat af en retsformand og 2 domsmænd. Retsformanden blev udvalgt af luftværnschefen eller lejrlederen blandt en egnet og frivillig blandt flygtningene. Domsmændene blev valgt ved hemmelig afstemning blandt flygtningene. Samtidig oprettedes et lejrpoliti, der skulle undersøge forholdene ved overtrædelser af ordensreglementet. 

Domstolene kunne idømme disciplinærstraffe: Overførsel til særlejr. Almindelig frihedsstraf, der skulle udstås i lejren. Nægtelse af ret til arbejde eller bestemmelse om særligt arbejde. Udelukkelse fra visse rettigheder, der i øvrigt tilkom flygtningene. Forflyttelse til andre lejre, der ikke var særlejre.Foto i privat eje

I efteråret 1946 oprettedes en særlejr i Pilhuse ved Karup, hvor uheldige elementer blandt de tyske flygtninge kunne anbringes. Til domstolene i lejrene i Skagen valgtes fem tyske flygtninge, nemlig Walter Schmidt, Elfriede Cerull, Willy Schott, Walter Jastram og Emil Plaga. Til lejrpolitiet valgtes Funk, Grigo, Krause og Fleischhauer, der skulle bære et hvidt armbind med påskriften L. P. (Lagerpolizei). Lovovertrædelserne bestod hovedsageligt i at forlade lejrene uden tilladelse. 5 kvinder forsøgte således i juli 1945 at forcere pigtrådshegnet i lejren ved Fyrbakken, men blev råbt an af de danske vagtposter. De 5 kvinder blev idømt 24 timers arrest på vand og brød til afsoning på politistationens arrest.

Fraternisering

Ved tværmolen lå endnu i slutningen af maj 1945 4 tyske fartøjer. De blev kaldt ”ligsnapperne”, fordi de sejlede ud, hver gang et tysk skib blev torpederet, for at samle folk op. En af officererne havde fået tilladelse til at benytte en fjernskriver på Hotel Royal om dagen. En aften havde han imidlertid forladt lejren, og vagterne måtte i gang med at lede efter ham. Han blev fundet i en af de to barakker, der lå overfor hotellet. Han fulgte godvilligt med den bevæbnede vagt, men da de gik over pladsen, blev han fræk og skældte ud. Han fik da at vide, at han ville blive indberettet. Han blev nu hidsig og slog en af vagterne ned, men en af de andre vagter havde hurtigt fået sit gevær klar og tog ladegreb og satte sit gevær i maven på den tyske officer. Nogle flygtninge skreg som vilde, og officeren rakte til sidst hænderne op som tegn på overgivelse. Han blev ført ind i vagtstuen, hvor han måtte blive stående hele natten. Næste morgen blev den tyske officer ført ud til de 4 tyske skibe ved tværmolen, og den ledende tyske marineofficer fik at vide, at den pågældende ikke måtte komme i land mere. Den tyske officer blev afstraffet af sine egne med en omgang klø. Søster Else benyttede enhver lejlighed til at have samkvem med mandfolk, både danske og svenske, og da initiativet til fraterniseringen altid kom fra søster Elses side, og da hun, når hun var stationeret i Fyrbakken, var i besiddelse af passerseddel, således at hun til enhver tid kunne forlade lejren, blev hun overflyttet til lejren i Plantagen. Det var imidlertid ikke kun tyske soldater, der forsøgte samkvem med flygtningene, men også danskere. En af CB-vagterne havde således en aften på sin vagt opholdt sig i et træskur sammen med tre kvindelige flygtninge. Han fik en reprimande og en bøde.

Vagtposternes druk

Efter flygtningenes udsagn havde vagtposterne på Fyrbakken og i Skoven drukket sig meget fulde, og fra dette tidspunkt betragtet flygtningene som personer, alle og enhver havde lov til at rakke ned på. Det kom til vilde udskejelser. Jordemoder Carala vendte den 30/11 hen imod kl. 18 efter et besøg hos mødrene med spædbørn tilbage til Barak Fyrbakken, hvor hun fandt vagtposterne totalt fulde. Hen imod kl. 23 viste posterne sig i hendes værelse og beskyldte hende for at være kommet ind i lejren over indhegningen. Allerede i flere uger havde posterne meget ofte været berusede. Skønt lejrlederen ved sine besøg i lejren måtte have konstateret denne slette tilstand, havde han intet foretaget for at standse den. Med regelmæssige mellemrum blev flygtningelejrene uanmeldt inspiceret, og under en sådan opdagede man, at vagtstuen ved lejren ved Fyrbakken var blevet raseret af en af vagterne. Han var blevet tørstig på sin vagt, og var derfor gået ind til en af byens restauranter for at få tørsten slukket. Ved tilbagekomsten til vagtskuret slog han 16 ruder itu med de bare næver, rev de elektriske ledninger ned og skød med sit gevær op igennem loftet. På CB-foreningens efterfølgende generalforsamling vedtog bestyrelsen enstemmigt at ekskludere ham for hans uheldige optræden på vagttjenesten og offentliggøre hans navn som afskrækkende eksempel. 

Hjemsendelse

Både de danske myndigheders og de tyske flygtninges største ønske var en hjemsendelse. Adskillige flygtninge havde ad illegal vej fået brev fra pårørende i Vesttyskland om, at deres hjem og øvrige familie ventede på dem, og i den anledning der et mindre mytteri blandt flygtningen i lejren i Skoven, idet de ikke kunne forstå, at der ikke kunne ordnes hjemtransport for dem, der havde mulighed for at skaffe sig et hjem og eksistensmulighed. Politimesteren måtte indføre udgangsforbud nogle dage for at genoprette roen. Allerede i september 1945 havde de danske myndigheder modtaget meddelelse om fra de allierede myndigheder, at flygtninge fra den engelske zone ville kunne transporteres til Tyskland i den nærmeste fremtid. Lejrledelserne fik travlt med en registrering af flygtninge, der havde hjemstavn i de allierede besatte områder, men hjemtransporten lod imidlertid vente på sig.

Efter krigens afslutning havde de allierede styrker opdelt Tyskland således:

1. Engelsk zone: a) 8. armekorps distrikt omfattede Schleswig, Holstein og Hamborg. b) 30. armekorps distrikt omfattede Aurich, Osnabrück, Oldenburg, Stade, Bremen, Hannover, Lüneburg, Bückburg, Braunschweig og Hildesheim. c) 1. armekorps distrikt omfattede Münster, Düsseldorf, Aachen, Köln, Arnsberg, Lippe og Detmold.

2. Amerikansk zone: a) Western distrikt omfattede Kassel, Wiesbaden, Darmstadt, Mannheim, Karlruhe og Stuttgart. b) Western distrikt omfattede Mainfranken, Oberfranken og Mittelfranken, Schwaben, Oberbayern, Niederbayern og Oberpfalz.

3. Fransk zone: Trier, Koblenz, Saarland, Pfalz, Freiburg, Sigmaringen, Hohenzollern og Konstanz.

Resten af Tyskland var russisk besat.

Det viste sig, at de allierede myndigheder ikke foreløbig kunne tillade hjemsendelse af tyske flygtninge, idet forholdene endnu var så vanskelige, at de ansvarlige myndigheder ikke turde tillade en yderligere tilflytning til disse områder. Der skulle gå yderligere et år før forholdene i Nordtyskland var normaliseret så meget, at det var forsvarligt at begynde de første hjemtransporter. De første hjemsendelser i større stil begyndte i november 1946, hvor omkring 1000 flygtninge om ugen skulle sendes til en modtagelejr i Osnabrück. I Skagen var der 643 flygtninge tilbage i flygtningeforlægningen i Skoven i 1946, og lejren blev tømt den 12. november 1946, hvor 170 flygtninge blev overført til lejren ved Knivholt, medens de resterende blev sendt til den nyoprettede lejr i Skallerup. De sidste flygtninge forlod først landet i 1949.