Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Befrielsen og retsopgøret

Danmark atter frit

Endelig fredag den 4. maj 1945 om aftenen kl. 8.35 kunne den danske befolkning i den engelske radio BBC høre speakeren Johannes G. Sørensen med følelsesladet og langsom stemme oplæse budskabet om, at de tyske tropper i bl.a. Danmark havde overgivet sig, og at den tyske kapitulation ville træde i kraft næste dags morgen kl. 8.00. 

Kapitulationsdokumentet på engelsk. Foto i privat eje

Op til befrielsesdagen var gået mange og vedholdende rygter om, at engelske tropper var gået over den dansk-tyske grænse og allerede befandt sig ved Kolding, og en fremrykning mod Lillebæltsbroen var allerede begyndt. I Realiteten var englænderne kun nået til Lüneburger Heide, hvor kapitulationsdokumentet blev underskrevet af den tyske generaladmiral von Friedeburg og den engelske feltmarskal Montgomery.

Den tyske kapitulation i Nordjylland foregik stort set uden større genvordigheder, dog ville den tyske kommandant i Brønderslev, generalløjtnant Behr, ikke overgive sig til modstandsbevægelsens folk. Modstandsbevægelsens sektionsleder for Vendsyssel, kriminalbetjent Kaj Mortensen, måtte derfor alliere sig med en dansk officer, kaptajnløjtnant B. Scheiby, før han atter om eftermiddagen den 5. maj 1945 fik foretræde for den tyske generalløjtnant og aftalt de nærmere omstændigheder omkring de tyske soldaters afvæbning. Også den tyske kommandant på batteriet ved Als Odde nægtede at overgive sig, og først da de engelske tropper, Royal Dragoons, ankom til stedet, måtte han lade sig og sine soldater afvæbne. Forinden havde en tysk bådsmand, Willy Späthe, skudt en dansk lods, Ib Welling, på klods hold ved Als Odde. 

5. maj 1945 i Hulsig. Foto: Ole Christensen tidligere Hulsigbo

I Skagen forløb de tyske soldaters retræte uden større problemer. Modstandsbevægelsens folk havde fået strenge ordre til ikke at provokere de tyske soldater på deres hjemmarch, men i stedet at forholde sig god ro og orden. Billedet til venstre viser dog en højspændt situation i Hulsig, hvor bevæbnede modstandsfolk og tyske soldater ser hinanden an. 

5 års liv i mørke og tysk undertrykkelse var slut, og befrielsens glade budskab skulle fejres. Mange forretninger satte skilte i vinduerne med teksten ”Lukket af bare glæde”, børnene fik fri fra skole og kunne sammen med de voksne forsynet med små rød-hvide flag løbe rundt på vejene. I Skagen kirke afholdtes en storstilet mindegudstjeneste, hvor den blomstersmykkede kirke var fyldt til bristepunktet med glade mennesker.

Modstandsfolk opstillet på Sct. Laurentiivej foran kommunekontoret under ledelse af gruppefører Alex Jørgensen. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Under overfladen med de glade og jublende mennesker ulmede imidlertid en forargelse og et indestængt had overfor de personer, der havde plejet unødvendig omgang med medlemmer af den tyske værnemagt. Modstandsbevægelsens folk havde i dets virke i Skagen indsamlet en række mere eller mindre rigtige oplysninger om borgere, der på en eller anden måde havde samarbejdet med tyskerne under krigen. Ud fra disse informationer havde man fremstillet små kort med notater om de pågældendes synderegister. Det blev til rigtig mange kort set i lyset af befolkningens størrelse, og et større antal interneringer fandt sted i de første befrielsesdage. Modstandsfolkene havde en lille personbil, P. 63, til deres rådighed, som man kørte rundt i, og ud for grev Knuth´s ejendom på Højensvej gik det galt. Vognen med modstandsfolkene væltede rundt flere gange, men både fører og passagerer slap alle uskadte. Såvel arrestlokalerne på politistationen som i Tinghuset blev snart overfyldt, og man måtte tage Brøndums Hotel i brug som et midlertidigt interneringssted.

Internerede bringes til Brøndums Hotel. Foto: Bangsbo lokalsamling

Også blandt de almindelige borgere var forargelsen stor overfor de danske håndlangere. Således skrev en garver et brev den 15. maj til politikommandøren for Nordjylland, Villy Platou, som ganske godt belyser de hektiske og kaotiske forhold der herskede under de første befrielsesdage:

”I går, da jeg kom forbi en bagermester, sagde han, der kommer det svin, der lo ad os fra Brøndums altan, en urmager tillod sig at spytte efter mig ligesom en vognmand også hånede mig. Det er kedeligt at være udsat for dette i en tid, hvor vore hjerter svulmer af glæde, men vi må vel rolig vente til tiden, hvor retten har afsagt sin dom over disse vel næppe sagesløse personer, dersom De hr. politikommandør ville give dem en alvorlig advarsel, ville jeg og flere være taknemmelig derfor.

Sygeplejerske frk. Kruse meddelte mig, at hun har observeret, at et papir går fra hånd til hånd mellem disse personer, om der forberedes et eller andet ved jeg ikke, gør kun i rette tid opmærksom på i fuld tillid til at vi nu har dansk lov og ret til gavn for landets borgere, er det med dybeste ønske, at vi i fremtiden går en lys og lykkelig fremtid i møde for vort kære fædreland og konge”.

På grund af modstandsfolkenes frygt for, at de ikke kunne holde styr på de internerede, sendte man bud efter Nordjysk Udryknings Kolonne, NUK, i Sindal. Dette mandskab havde tidligere været indkvarteret i Vrå, men blev i februar 1944 forvist til Sindal af tyskerne.

Som forhørsleder på Brøndums Hotel sad overbetjent J. Storm, og det viste sig snart, at de fleste beskyldninger mod de internerede ikke ville kunne danne grundlag for en retssag, hvorfor de fleste blev løsladt til stor frustration for modstandsbevægelsens folk og den almindelige borger. En snes personer blev imidlertid i længere tid tilbageholdt og fik deres sager behandlet ved danske domstole. 

Leder af marinevægterne i Skagen og Frederikshavn. Foto i privat eje

Marinevægterne

Blandt de dømte under retsopgøret var marinevægterne, der både havde optrådt provokerende og vakte stor forargelsen over for byens borgere. I 1942 blev der af de tyske marinemyndigheder her i landet antaget en række danske statsborgere som marinevægtere til bevogtning af tyske anlæg. I begyndelsen skulle marinevægterne bære et hvidt armbind med påskriften: ”Im Dienst der deutschen Wehrmacht”, men senere fik de udleveret en sort uniform. De havde af den tyske værnemagt fået en kort militæruddannelse på 4 uger og var derunder blevet gjort bekendt med anholdelse af personer og brug af våben, som de dog kun måtte bære under vagttjeneste, men i det sidste besættelsesår fik de tilladelse til at bære skydevåben i civilt antræk.

I Skagen skulle marinevægterne hovedsageligt bevogte et større olielager, D.D.P.A., der lå på den vestlige del af oliekajen, og gøre vagttjeneste ved det tyske hovedkvarter på Hotel Royal. Marinevægterne opførte sig meget provokerende og udfordrende over for lokalbefolkningen, og de blev derfor et forhadt og foragtet folkefærd. De var stationeret i to store tyske barakker, der lå på pladsen foran Hotel Royal, og i fritiden muntrede de sig med en arbejdsmand, der var formand for den lokale afdeling af det nazistiske parti D.N.S.A.P. i Skagen.

Den 11. juni 1943 blev to marinevægtere anholdt af kystpolitiet, fordi de havde nægtet at legitimere sig. Senere samme år, den 13. august, havde der været slagsmål mellem danskere og civile tyskere ved biografteatret. Tyskerne brugte knojern og revolvere. Det viste sig at være 5-6 marinevægtere, som ved politiets ankomst forsvandt. Man fik dog fat i en af civilvægterne, fat i ham er måske så meget sagt, for politiet turde ikke straks nærme sig ham, fordi nogle mennesker havde oplyst, at han var bevæbnet med en revolver, og at han havde truet med den. Ifølge vidneudsagn startede slagsmålet på grund af nogle sproglige misforståelser mellem civilvægterne og en dansk matros fra Åbenrå. Flere danskere blandede sig, og civilvægterne brugte knojern og trak deres pistoler. Det viste sig imidlertid, at kun de to mest aggressive var civilvægtere, medens de øvrige var civile tyskere. En af marinevægterne havde truet en dansker med, at han kunne få kroppen pumpet fuld af bly. Marinevægterne blev dog omsider anholdt under store tumulter og ført til havnekaptajnens kontor på Hotel Royal. Her nægtede de imidlertid at have brugt knojern og at have været bevæbnet med pistoler, så påstand stod mod påstand. Marinevægter stod under tysk myndighed og kunne således ikke retsforfølges af danske myndigheder. Den tyske havnekaptajn lovede, at de pågældende marinevægtere ikke skulle komme ud mere denne dag, men allerede en halv time senere, så købmand Schultz, der havde skibsprovianteringsforretning over for Hotel Royal, at marinevægterne igen var på gaden i meget beruset tilstand. Atter måtte politiet rykke ud for at bringe de berusede marinevægtere til havnekaptajnens kontor.

 

En af de fire anholdte marinevægtere var Jens Jørgensen, der adskillige gange havde truet danske borgere med sin pistol i Skagen. Ved krigsudbruddet var han blevet arbejdsløs men fik arbejde som bygningsarbejder i Flensborg. Firmaet fik af O.T. nogle brobygningsopgaver i Ukraine, og Jens Jørgensen rejste også dertil, for som han udtalte, tog han arbejde, hvor der kunne tjenes flest penge, og så var det for ham ligegyldigt, hvor det var. I februar 1943 rejste han tilbage til Danmark og blev af et tysk arbejdsanvisningskontor i Sønderborg tilbudt arbejde som marinevægter. Efter et skoleophold på Bådsmandsstrædes kaserne i København kom han som marinevægter til Skagen og fortsatte denne tjeneste indtil den tyske kapitulation. Ved kriminalretten i Frederikshavn blev han idømt 6 års fængsel og tab af almen tillid for bestandig 

Marinevægter Jen Sørensen i politiets varetægt. Foto i privat eje

Marinevægtere anholdes ved Højen station af modstandsbevægelsen. Foto: Henrik Kokborg

Ved Tysklands kapitulation i Danmark fik marinevægterne imidlertid kolde fødder og skjulte sig under tysk beskyttelse på Hotel Royal. To dage senere, den 7. maj, forsøgte de at flygte med Skagensbanen sydpå, men på Højen station stod omkring 25 modstandsfolk og ventede på dem. Nogle meter fra stationen gav nogle modstandsfolk, der var taget med samme tog, signal med nogle stød i dampfløjten, og fire af marinevægterne blev anholdt og indsat to og to i arresten i Skagen, og der var adskillige optrin med dem. Et par af de værste undslap, og en gruppe bestående af Alex Jørgensen kaldet ”Jøkke”, Kesse Rasmussen og politibetjent Erik Andersen jagtede dem langt ned i Jylland men forgæves. De undslupne marinevægtere blev dog senere anholdt. En af de senere anholdte marinevægtere var Gunnar Wilhelm Bøgsted Gram, der ved retten i Frederikshavn blev idømt 5 års fængsel og frakendt retten til almen tillid i 8 år.

Harmen var stor og førte til uheldig selvtægt

Nogle uheldige begivenheder, der fandt sted i dagene efter befrielsen, var unge og enkelte ældre menneskers selvtægt i form af hårklipning af kvinder, der havde stillet sig til disposition for tyske soldater.

Det illegale blad ”Folkets Kamp” skrev således i april 1943: ”Erotisk besættelse i Skagen. En tysk soldat ved navn Eimers, der havde opholdt sig i Skagen under hele besættelsen og efterhånden havde gjort sig berygtet ved tyveri, svindel og almindelig frækhed, havde et års tid haft samkvem med fabriksarbejder Magda, men efterhånden var hun blevet ked af ham og havde kastet sin kærlighed på en anden tysker. Eimers skød ham ned med sin pistol, så den nye elsker for evigt er blevet erotisk ukampdygtig”. 

Måske syntes de unge mennesker ikke, at modstandsbevægelsen havde gjort tilstrækkeligt op med disse feltmadrasser, og de begyndte nu at jagte pigerne, som man havde haft et godt øje til under krigen, og når man fik dem indfanget, blev de klippet. Det var modstandsbevægelsens folk meget stærkt imod, og de forsøgte ved et par lejligheder at gribe ind over for dette. En gang blæste de oveni købet luftalarm for at prøve at få folk væk fra gaderne, men det lykkedes kun delvis. En af de unge piger, der blev klippet, boede på Kappelborgvej. Hendes nabo havde flere morgener siden 1943 set en tysk soldat ligge inde i den unge piges seng, hvor han sov om natten. Endvidere blev der af og til holdt gilde inde hos hende, hvor der deltog tyske officerer, der blev en hel del fulde. Naboen mente, at den unge pige selv havde vakt stor forargelse med sin opførsel. 

I Frihedsmuseets fotoarkiv findes en billedserie på 9 billeder, som angiveligt viser afstraffelse og klipning af en tyskerpige, sat i scene af 4 unge mænd fra rækkehusbebyggelsen Gerthasminde i Odense under medvirken af en køkkenpige fra restaurant ”Skoven”. Den samme billedserie er imidlertid fundet i sag om stikkervirksomhed, der blev behandlet ved særretten i Brønderslev i 1946. Stikkeren, Hans Porsborg Jensen, havde anmeldt indehaveren af en fotoforretning i Brønderslev for at have film og billeder af nøgne kvinder med bl.a. påmalede Hagekors Foto i privat eje

Den 8. maj 1945 havde en del unge mennesker forsamlet sig på Sct. Laurentiivej, og de blev enige om, at de skulle hen for at klippe en pige. Da de kom hen til den unge piges bopæl, stod hun imidlertid i et vindue og lo af dem, og da de forsøgte at lukke døren op til hendes værelse, var den låst. Ved hjælp af en dirk fik 4-5 unge mennesker døren brudt op. De skældte hende ud for at være feltmadras, men da hun svarede igen og sagde, at de beskidte danskere ikke var spor bedre end tyskerne, greb de fat i hende og klippede hendes hovedhår fuldstændigt af med en saks. Efter klipningen holdt de hende hen foran vinduet, så folk, der stod uden for huset, kunne le ad hende. De tre unge mennesker, der havde været at klippe kvinden på Kappelborgvej i Skagen, fik deres sag behandlet ved retten i Skagen. En af dem blev frifundet, mens de to andre hver skal betale 12 dagbøder a´ 5 kr. Strafudmålingen var faldet drastisk fra 1943 til 1946, hvor to unge mænd i Aalborg blev idømt 60 dages fængsel. Desuden fik kvinden tilkendt 100 kr. i erstatning, fordi hun havde været nødt til at anlægge ”drengefrisure”. 

Kokken på Ruths Hotel, der ikke havde rent mel i posen

Svend Bruno Hansen, hvis broder havde deltaget som frivillig i tysk krigstjeneste under Waffen-SS, var den 19. maj 1945 blevet ansat som kok på Ruths Hotel. Han var imidlertid lidt for åbenmundet og havde pralet med sine bedrifter under den tyske besættelse. Til murermester Chr. Rasmussen, Gl. Skagen, og til Leif Dahler, Ruths Hotel, havde han fortalt, at han havde kørt lastbil på den tyske østfront for den tyske organisation ”Speer” og senere havde han kørt for O.T. i Hirtshals og Skagen.

Han var ved krigsudbruddet den 9/4 1940 arbejdsløs men fik dog samme år til foråret 1941 arbejde som kok på forskellige hoteller i København. Han var nu blevet arbejdsløs igen, og da han ikke kunne få nogen understøttelse, da han ikke var i fagforening, så han ingen anden udvej end så mange andre end at henvende sig på det tyske arbejdsanvisningskontor i København, hvor han herefter blev anvist jordarbejde i Hamburg. Han arbejdede nu i Hamburg i ca. 3 måneder som jordarbejder, og herefter kom han ud at sejle som skibskok med tyske skibe i østersøfart, og han kom herefter hjem til Danmark igen den 11/6 1941. Han opholdt sig en måneds tid i Danmark, og han blev herefter på ny fra det tyske arbejdsanvisningskontor i København anvist arbejde, denne gang i Norge, hvortil han rejste i juli 1941. Han arbejde som kok i Trondhjem ca. 1½ år ved forskellige lejre for danske arbejdere under tyskerne. Arbejdere, som var beskæftiget ved bygning af en ubådshavn. Efter at hans arbejdskontrakt i Norge var udløbet i sommeren 1942, rejste han til Berlin og fik her udleveret kappe og kasket, der viste sig at være en ”Speer-uniform”. Herefter kørte han sammen med andre danskere med lastbiler under ”Speer” et års tid, dels i Tyskland og dels i en kortere tid i den del af Rusland, der da var besat af Tyskland. Han kørte med ral, cement, vejmateriale og andet til vejreparationer. Han påstod, at han aldrig direkte havde kørt for den tyske krigsmagt med soldater, ammunition og lignende, men han var dog klar over, at han havde ladet sig hverve til tjeneste i et korps, der stod under tysk ledelse. Hans kontrakt var en almindelig arbejdskontrakt for en chauffør, og den gjaldt for et ½ år. Han påstod, at han forsøgte at komme hjem til Danmark og fri af kontrakten, da det halve år var gået, men det blev ham nægtet. Han kom imidlertid hjem på orlov i Danmark ca. 1. september 1943. Han havde tilladelse til at blive hjemme i 21 dage. Han henvendte sig arbejdsanvisningskontoret og bebrejdede dem, at han ikke kunne blive løst fra pågældende kontrakt, men man afviste ham. Det havde kontoret intet at gøre med. Han henvendte sig nu til chefen for ”Speers” afdeling i Danmark Staffelführer Priis, København, og han fik det gennem ham ordnet således, at han blev fritaget for at rejse tilbage til Tyskland. Han skulle i stedet gøre tjeneste under ”Speers” afdeling i Hjørring. Han rejste derefter til Hjørring og meldte sig her til O.T., og han blev nu ansat som kolonnefører for O.T.-bilerne i Hirtshals. Han optrådte i uniform fra midten af oktober til midten af november 1943, men da han var ked af at gå i uniform, der ikke var velset af befolkningen, sendte han den til skrædderen for at have en undskyldning for, at han ikke benyttede uniform. Han fortsatte herefter som kolonnefører i Hjørring og Skagen til omkring marts måned 1945. Efter den tyske kapitulation havde han ernæret sig som entreprenør, idet han havde folk i arbejde til plukning af revlingeris, som han leverede til kostefabrikation til dansk brug. Siden 19/5 1945 har han været kok på Ruths Hotel i Gl. Skagen. 

Fiskeeksportørerne

Efter mange hemmeligholdte undersøgelser skred dansk politi til anholdelse af medlemmer af en tysk spionorganisation i november 1938. lederen, Horst Gustav Friedrich von Pflugh-Hartung, blev anholdt på sin bopæl på Strandagervej 1 i Hellerup. Sagen tog efterhånden omfangsrige former, og et stort antal tyske og danske statsborgere blev arresteret og afhørt bl.a. fiskeeksportør Bernhard Emil Jensen, Esbjerg. 

Pflugh-Hartung havde opbygget en efterretningsorganisation i Danmark, der havde til opgave at indsamle oplysninger af militær betydning, særlig om fremmede krigsskibes og flyvemaskiners tilstedeværelse på eller i nærheden af dansk territorium. Ligeledes indsamling af oplysninger om danske og fremmede minespærringer i danske farvande. Opgaverne blev udført af faste observatører, der var udstyret med koder, silhouetbøger over fremmede landes krigsskibe, positionsbestemmelsesmidler, kompas og kikkert.

Tyske officerer på besøg til et veldækket bord hos en familie i Skagen. Foto i privat eje

To af de faste observatører var Heinrich og Christian Wiedemann, der boede og havde fast ophold i Skagen. Under deres ophold i Skagen havde de som afledningsmanøvre for deres egentlige spionagearbejde udgivet sig for fiskeeksportører. Det lykkedes således for dem at få et samarbejde i stand med en fiskeeksportør i Skagen. I modstandsbevægelsens optegnelser fik han det lidet flatterende skudsmål ”har haft forbindelse med spionen Wiedemann før besættelsen, var meget ivrig efter at få Wiedemanns opholdstilladelse forlænget, hvorved han fik større leveringskvota af ham, har aflagt Wiedemann natlige besøg og har beriget sig uden hensyn til midlerne”. 

På samme måde fungerede spionernes arbejde også i andre større danske fiskerihavne. Heinrich og Christian blev idømt 6 måneders fængsel den 26. januar 1939 ved byretten i København og senere udvist af landet i sommeren 1939. Kort efter den tyske besættelse af landet kom den tyske spion, Willy Simonsen, til Skagen. Han var tysk statsborger og kom fra Altona. Willy Simonsen opbyggede et netværk af fiskeeksportører i Skagen, Frederikshavn, Hirtshals og Esbjerg, der skulle opkøbe fisk på auktionerne. Aftalen med Simonsen var, at deres eksport af fisk ikke skulle pålægges fragtomkostninger i Tyskland i modsætning til de øvrige eksportører. Det havde gennem længere tid været således, at de pågældende fiskeeksportører i Skagen havde været enerådende på markedet, hvilket fik de andre eksportører til at skumle og skabe mistanke om kriminelle aftale mellem den tyske spion og nogle af eksportørerne. En af de begunstigede fiskeeksportører blev anholdt kort efter krigens ophør og sat under anklage for spionage og måtte sidde som allieret krigsfange på Alsgade skole i København i mere end et halvt år. Anklagerne mod fiskeeksportøren viste sig imidlertid ubegrundet, og efter et halvt år blev han løsladt. 

Overskrift fra Frederikshavn Avis i 1945

Spionagecentralen i Skagen

Efter befrielsen vakte det stor opsigt, at den tyske efterretningstjeneste allerede før og under krigen havde opbygget en finmasket spionageorganisation af danske agenter, der og så havde forgreninger til Nordjylland. Under optrevlingen af organisation blev bl.a. biografdirektør Hakon Jarle, Frederikshavn, forsikringsinspektør Leif Johansen, Hjørring, og manufakturhandler Poul Kruse Nielsen og frue, Skagen.

Kort før den 9. april 1940 skulle dansk politi have grebet ind mod en bande tyske spioner i Jylland. En af hovedmændene var Julius Jacobsen fra Sønderjylland. Igennem længere tid havde man fulgt ham og hans forbindelser, og man blevet klar over, at han arbejdede for den tyske efterretningstjeneste dels i Hamborg dels i Flensborg. En af hans hjælpere var kommunekasserer Christian Jepsen i Kjellerup, og hele banden på omkring 16 personer skulle have været anholdt, men på grund af begivenheder den 9. april 1940 blev arrestationer forpurret.

Den danske efterretningstjeneste fulgte imidlertid gennem besættelsesårene de mistænkte personer ganske forsigtigt, og herunder kom man under vejrs med, at Christian Jepsen havde forbindelser til smuglerkredse. Han blev arresteret og sigtet for spionage mod Tyskland til fordel for England, selv om man godt vidste, at han arbejdede for tyskerne. Det lykkedes at holde ham fængslet og afhøre ham i 8 dage, før end tyskerne fik nys om sagen. Under afhøringerne kom det frem, at Jepsen allerede i efteråret 1938 var kommet i forbindelse med tyske efterretningsfolk i Hamborg. Han var ivrig radioamatør og blev udstyret med en illegal sender, hvormed han stod i forbindelse med en tysk station. På grund af de få dage man havde til afhøring af Jepsen lykkedes det ikke at komme til bunds i sagen, men på hans bopæl fandt man det kodemateriale, der skulle anvendes ved radiomeddelelser til den tyske radiomodtager. Yderligere var man i stand til at finde kodens løsning.

I forbindelse med den allierede landgang i Nordmandiet den 6. juni 1944 opstod efterfølgende den formodning i det tyske hovedkvarter i Berlin, at de allierede snart ville foretage en invasion og besætte Danmark, og derfor ville man forny og udvide nettet af spioncentraler. Hver central skulle betjenes af to til tre mand, der henholdsvis skulle rapportere alt om de allierede hærstyrker, luftstyrker og søstridskræfter. Til dette brug ville hver mand få udleveret en radiosender, camoufleret som en rejsekuffert. Senderne, der var meget svage, blev drevet af et R Flash batteri på 3,45 volt og med en installeret antenne i retningen øst-vest, hvilket skulle bevirke, at de skulle blive vanskelige at pejle. Spionerne ville få en løn på 3-500 kr. månedlig og blive forsynet med en Browning kaliber 7,65 med 16 skud. Hvert medlem ville få udleveret et almindeligt radioapparat, således at antennen ikke skulle vække mistanke. Uddannelsen påregnedes at tage 3-4 uger.

Lagerforvalter Illum, ansat ved Universalfabrikkerne i Aarhus, blev først i august 1944 opfordret til at træde ind i hemmelig tysk tjeneste her i landet. Opfordringen blev fremsat af Vagn Østergaard Andersen, Stadion Alle 28, Aarhus, og direktør Oluf Schmidt, Universalfabrikkerne, Harald Jensens Plads 9, Aarhus. Illum blev derefter præsenteret for en tysker, der kaldte sig J. Wulff, Ordrupvej 35 A, Charlottenlund. Han var sekretær i det tyske gesandtskab i København. J. Wulff, der var chef for en lignende spionagevirksomhed i København, talte og skrev flydende dansk, førte den 1. september 1944 Illum sammen med tre tyskere, der skulle sætte ham fuldstændigt ind i sagen.

En af disse var tyskeren König, der før krigen havde været hemmelig tysk agent i Østasien. Han havde selv på sit værelse en hemmelig sender af samme type som før omtalte. Han underviste foruden Illum mindst én mand til. Illum´s opgaver var at skaffe efterretninger om de allieredes luftvåben og flåde med henblik på Tirstrup flyveplads og Aarhus havn. Den anden hvervede spion var J. Rothausen, der skulle søge oplysninger om hæren. Der skulle anvendes en hemmelig kode i kommunikationen mellem spionerne og spionagecentralen.

Agenterne måtte underskrive en tavshedserklæring samt vedlægge et fotografi, hvilket lagerforvalter Illum dog udskød lidt endnu, fordi han videregav alle oplysninger om sin agentvirksomhed til generalstabens efterretningssektion. Illum var også blevet underrettet om, at han ville blive skudt øjeblikkeligt, hvis han røbede det mindste om disse planer. Spionagecentralen for Fyn skulle ledes af radioforhandler Nicolai Storm, Vindegade, Odense. Han var desuden stikker for Gestapo og skulle med sin sender dække hele Fyn.

I København opererede blandt andet Vagn Østergaard Andersen i forbindelse med det tyske gesandtskab, hvor han uddannedes som telegrafist. I Århus havde direktør Schmidt, Harald Jensens Plads 9 Aarhus, et indgående kendskab til sagen og opbevarede på sit kontor vigtige dokumenter angående denne sag. Kontoret lå kælderen, Parkalle´ 9, og blev ikke bevogtet. Schalburgkorpsets hemmelige afdeling, Landstormen, holdt hver aften øvelse og instruktion på dette kontor.

Illum fortsatte med at agere tysk spion for at få samlet så mange oplysninger som muligt, inden han måtte gå under jorden.

Ingeniør Schmidt blev forsøgt likvideret. På vej hjem blev han på Ingerslev Boulevard indhentet af to cyklister, der affyrede 5 revolverskud mod ham. Schmidt blev dog kun ramt overfladisk i den ene arm, og efter endt behandling på kommunehospitalet, kunne han køres hjem. Den 13. september 1944 saboterede modstandsbevægelsen Universalfabrikkerne i Aarhus. 

Spionageorganisationen nåede også til Skagen. Et par af disse spioner i Skagen var to af byens værste værnemagere, manufakturhandler Poul Kruse Nielsen og dennes hustru Jutta Kruse Nielsen. Specielt fru Kruse Nielsen havde givet anledning til, at modstandsbevægelsens folk var begyndt at interessere sig for hendes forhold, og man havde fået adgang til at gennemlæse nogle breve, som hun skulle sende til Abwehr i Aarhus, og ligeledes havde hun en usædvanlig stor rejseaktivitet til bl.a. København.

Modstandsbevægelsen besluttede sig for at begå indbrud i parrets lejlighed, medens dette var på rejse, og herunder fandt man en kodebog i en bogreol, hvoraf det fremgik, at Jutta Kruse Nielsen skulle rapportere til de tyske styrker, hvis der blev allieret landgang ved Skagen. Hun skulle forblive bag de allierede linjer for at sende efterretninger til den tyske værnemagt. 

Klip fra listen over kontaktpersoner. Her findes bl.a. navnet professor Murbe, der allerede før ktigen var mistænkt for spionage

Selvom modstandsfolkene havde gjort sig megen umage for at skjule indbruddet, opdagede ægteparret Kruse Nielsen ved deres hjemkomst, at de havde haft ubudne gæster.

Efter et fingeret bombeattentat som skulle give udseende af, at tyskerne efterstræbte dem, flygtede ægteparret ud af byen. I mellemtiden var en berygtet entreprenør Nathael Andersen trængt ind i Nielsens lejlighed for at fjerne kompromitterende materiale. Nogle dage senere fandt modstandsfolkene ved et indbrud i hans hjem både radiosender og modtager samt en længere navneliste. 

I april 1945 flygtede Poul Kruse Nielsen til Sverige, men ved et rent tilfælde faldt kriminalbetjent Bak-Jensen, der også var flygtet til Sverige, over en liste med danskere, der var rejst til Helsingborg, og på den stod Kruse Nielsen navn, og han blev derefter interneret af de svenske myndigheder.

Ægteparret blev efter befrielsen anholdt og stillet for retten, hvor de begge fik en længere fængselsdom