Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Liget i klitterne

I Sommeren 1945 begyndte de første kritiske udtalelser omkring de mange uopklarede drab, der havde fundet sted under besættelsen. Antallet af likviderede personer er ret usikkert, men forskellige kilder mener dog, at antallet måske nærmer sig 400. Efter befrielsen besluttede ledende modstandsfolk og senere regeringen, at omstændighederne omkring likvideringerne ikke skulle undersøges af politiet. Alle parter var bedst tjent med at begrave emnet i tavshed og glemsel. Forud for denne afgørelse havde konstitueret rigspolitichef, Begtrup-Hansen, i juli 1945 ladet udarbejde et cirkulære, der blev sendt til alle landets politikredse, hvori der blev givet ordre til, at rapporterne i alle uopklarede større forbrydelser skulle sendes til rigspolitiets rejseafdeling. Vicepolitiinspektør Himmelstrup var udset til at skulle løse den kæmpemæssige opgave med opklaringen af disse mange sager. Himmelstrup håbede blot på en hurtig udvidelse af rejseafdelingen, så arbejdet snarest kunne igangsættes. Imidlertid protesterede minister i befrielsesregeringen Frode Jacobsen over dette tiltag fra rigspolitichefens side, og han krævede, at listen over samtlige drab skulle tilgå ham. På et møde i sensommeren 1945 mellem Frode Jacobsen, justitsminister Busch-Jensen og politiets ledelse blev det aftalt, at politiet nu skulle følge Frode Jacobsens forslag, og sådan blev det. Alle undersøgelser af drab skulle øjeblikkelig stoppes, og alle politimestre i hele landet skulle indsende lister med samtlige drab uden nogen form undersøgelse af drabene. I de efterfølgende år øgedes presset for at få undersøgt de mest tvivlsomme likvideringer især af hensyn til de likvideredes efterladte. I efterforskningen deltog bl.a. politibetjente, der selv havde deltaget i likvideringer. På et meget tidligt tidspunkt trådte politibetjent Svend Middelboe Jensen ind i modstandsbevægelsen og udøvede i den illegale kamp navnlig sin indsats i Midt- og Sønderjylland. Han var med i alle grene af modstandsarbejdet bl.a. 2 likvideringer i Vejle kort før den tyske kapitulation. 

Lig i klitten

I juli 1950 udsendte Justitsministeriet en udførlig redegørelse vedrørende de såkaldte stikkerlikvideringer. ”Det fremgår af redegørelsen, at politiet havde overgivet Frode Jacobsens ministerium en fortegnelse over i alt 556 uopklarede drab, deraf ca. 70 drabsforsøg under besættelsen. Efter at Frode Jacobsens ministerium og senere ministeriet for særlige anliggender havde foretaget en undersøgelse, afgav man til justitsministeriet en fortegnelse over 323 drab og drabsforsøg, for hvilke modstandsbevægelsen havde ansvaret. Om 132 af de øvrige 233 kunne ministeriet oplyse, at det var drab forøvet af tyskerne, selvmord, vådeskud eller almindelig borgerlige forbrydelser. Det samlede antal likvideringer foretaget af modstandsbevægelsen er opgjort til ca. 375. 

Det oplyses i justitsministeriets redegørelse, at ved gennemgangen i ministeriet for særlige anliggende var man blevet opmærksom på, at der var blevet begået flere fejltagelser, og gennem det særlige politiholds undersøgelser fik man klarlagt yderligere fire sådanne sager. I ni tilfælde er de afdødes minde blevet renset gennem udsendelse af en offentlig meddelelse, i hvilken man har beklaget det skete, men det fandt kun sted i tilfælde, hvor afdøde overhovedet ikke havde udvist unational adfærd. Var oprejsningserklæringen af den grund udelukket, meddelte man de pårørende, at afdøde var blevet dræbt, fordi man anså ham for farlig for modstandsbevægelsen, og at hans død skyldtes en krigshandling, og at der derfor ikke kunne foretages videre. Denne praksis blev stærkt kritiseret, og efter en udførlig gennemgang af den rejste kritik, erklærer justitsministeriet bl.a. at eventuelle nye undersøgelser mest formålstjenlig vil finde sted ved hjælp af de særlige politihold. Egentlig oprejsning med offentlig udtalt beklagelse af det skete vil som hidtil kun blive ydet, hvor intet nationalt uværdigt er oplyst om den pågældende. Fra de pårørendes side lægges i mange sager vægt på, at ministeriet udsender offentlig meddelelse i tilfælde, hvor bevis for angiveri eller lignende ikke foreligger, men hvor afdøde selv har givet anledning til mistanke, og justitsministeriet har ikke afgørende betænkeligheder herimod, når blot de erklæringer, der udsendes, er korrekte og ikke kan forveksles med de egentlige oprejsningserklæringer. Der foreligger i alt ca. 20 sager til afgørelse, dels tilfælde, hvor der er spørgsmål om offentlig erklæring fra ministeriet om at afdøde ikke har gjort sig skyldig i angiveri eller andet alvorligt forhold, dels hvor der derfor er spørgsmål om yderligere undersøgelser. Enkelte er der enkelte tilfælde, hvor de pårørende senere vil få besked om resultatet af de stedfundne undersøgelser, når disse er afsluttet”. Det stod i Frederikshavns Avis 5. juli 1950 

Et par eksempler på rehabiliteringssager Ministeriet for særlige anliggender meddeler 23. juli 1947: At der på grundlag af de fortsatte undersøgelser vedrørende uopklarede drab i besættelsestiden kan oplyses, at den likvidering af bryggeriarbejder Lars Evald Hansen, København, som fandt sted den 24. april 1945 af medlemmer af modstandsbevægelsen, som handlede efter ordre, fandt sted på et forkert grundlag. Undersøgelserne har vist, at Hansen havde udvist en fuldstændig loyal national holdning. Hans død må derfor på det dybeste beklages. Ministeriet for særlige anliggender meddeler 30 august 1947: Den 22. april 1945 blev cigarhandler Jens Peter Månsson og hustru Helga Kathrine født Hegelund, dræbt i deres lejlighed, Howitzvej 29, København. Nogle dage efter blev det i de danske udsendelser over svensk og engelsk radio meddelt, at de pågældende var blevet likvideret af modstandsbevægelsen som stikkere. Disse meddelelser har imidlertid, efter hvad der senere er oplyst beroet på en fejltagelse. Det er ved tilståelse aflagt af et tidligere medlem af Hipokorpset, oplyst, at Månsson og hustru blev dræbt af det nævnte korps som clearing for en af modstandsbevægelsen iværksat likvidering af en ledende mand indenfor korpset. I løbet af sommeren skærpedes kampen mellem den tyske besættelsesmagt og modstandsbevægelsen. Den danske regering trådte tilbage 29. august 1943, og besættelsesmagten overtog undersøgelserne af sabotager mod tyske interesser i landet, og anholdte blev dømt ved tyske krigsretter. Det hemmelige tyske statspoliti, Gestapo, ankom til landet og oprettede hovedkvarter i Shellhuset i København med afdelinger i Odense Aarhus og Aalborg i første omgang. 

Stikkerlikvideringer begyndte i august 1943 og forsatte resten af besættelsestiden med forøget styrke. Tyskerne svarede igen med Clearingdrab og sabotager blev modsvaret af schalburgtager. Danskere, der frivilligt havde deltaget i tysk krigstjeneste i Frikorps Danmark og Waffen-SS vendte hjem til landet og indgik i de tyske terrorkorps, Schalburgkorpset, Hipo-korpset og Sommerkorpset. De fleste likvideringer i København blev udført af medlemmer fra sabotageorganisationerne ”BOPA” og ”Holger Danske”, medens hovedparten af likvideringer i Jylland blev foretaget af de såkaldte L-Grupper, der var stationeret i Aarhus og Aalborg. Heri var rekrutteret en del politifolk. I det følgende berettes kun om likvideringer og forsøg derpå i Aalborg og Vendsyssel, uden at antallet nødvendigvis er fuldstændig 

Adolf Theodor Larsen. Foto: Frihedsmuseet

11. juni 1943

Adolf Theodor Larsen var søn af farver L. P. Larsen, Løgstør. Han er født 9. december 1906 og død 15. februar 1978. Han udvandrede som 17-årig til Argentina, men ved krigsudbruddet meldte han sig til frivillig krigstjeneste i England. Her blev han uddannet som faldskærmsagent og fik tildelt dæknavne som Andy, Tennis, Lille Sømand, Teddy og Trick. Han fik charge svarende til en dansk premierløjtnant Han blev nedkastet ved Furresø natten mellem 16.-17. februar 1943 sammen med 3 andre agenter, hvoraf den ene, Hans Henrik Larsen, blev likvideret af modstandsbevægelsen 

Adolf Larsen blev sendt til Frederikshavn, hvor han skulle instruere modstandsfolkene i håndtering f våben og sprængstoffer. Faldskærmsagenten opførte sig imidlertid utrolig letsindig ved at dyrke restaurationslivet temmelig ofte. På et af disse mange besøg mødte han Grethe Thomsen, der var en ualmindelig smuk dame og ombejlet af unge mænd. Hun plejede også omgang med tyske officerer. En aften på hotel Ritz i Frederikshavn opdagede Grethe Thomsen, at Adolf Larsen bar en pistol på sig, og hun anmeldte den ulovlige våbenbesiddelse til Frederikshavn politi. Adolf Theodor Larsen blev anholdt den 26. marts 1943 kl. 22.45 og senere udleveret til tyskerne. Ved en tysk domstol blev Adolf Theodor Larsen dømt til døden og overført til forskellige tyske koncentrationslejre, Buchenwald og Dachau. Af uforklarlige årsager undgik han henrettelse. 

Grethe Thomsen flyttede efter denne begivenhed til Aalborg, hvor hun boede sammen med sin kæreste Jens Bernhard Sørensen på Danmarksgade 45 i Aalborg. Hun blev den 11. juni 1943 forsøgt likvideret med en såkaldt ”Loving Parcel no. 45”, der var fremstillet af faldskærmsmanden Jens Paul Jensen. Det var en djævelsk indretning, en cigarkasse fyldt med sprængstof, der skulle eksplodere, når pakken åbnedes. Det var imidlertid Grethe Thomsens kæreste, Jens Bernhard Sørensen, der åbnede pakken, og han blev dræbt på stedet. Ved 19.30-tiden hørtes over store dele af Aalborg et voldsomt brag, der kom fra en eksplosion i ejendommen Danmarksgade 45. Kort efter eksplosionen fandt en vognmand Sørensen ilde tilredt. Hans ene hånd var revet af og underlivet var revet op. Falcks Redningskorps bragte den hårdt kvæstede Sørensen til Kommunehospitalet, hvor han afgik ved døden samme aften. Jens Bernhard Sørensen blev 32 år og drev forretning i Aalborg som tørvehandler. 

Jens Bernhard Sørensen. Avisbillede fra Aalborg Stiftstidende 1943

Grethe Thomsens liv var dog stadigvæk i fare. I slutningen af 1943 planlagde to modstandsfolk fra Aalborg at likvidere hende. Den ene var faldskærmsagenten Vilfred Chr. Petersen, der var nedkastet ved Hvidsten den 17. maj 1943. Likvideringen blev imidlertid forpurret af kriminalbetjent Kaj Mortensen, Frederikshavn, og Grethe Thomsen flygtede til Tyskland, men vendte hjem til Danmark efter krigen. Hun blev dog ikke retsforfulgt. 

Bruno Jepsen saboterede bil. Foto: Nordjyllands Politihistoriske Selskab

5. december 1943

Fabrikant Bruno Jepsen, Vesterbro 4, Aalborg

Det var formentlig skibsfører Poul Ib Gjessing, henrettet i Ryvangen 23. juni 1944 og Jens Paul Jensen, indtrådt i det danske forsvar efter krigen, der den 5. december 1943 anbragte en sprængladning i fabrikant Bruno Jepsens personvogn, der stod parkeret i Nygade 15 i Nørresundby. Da han satte sig ind i vognen og påvirkede selvstarteren, udløstes en sprængladning med frygtelig virkning, hvorved Bruno Jepsen blev så alvorligt kvæstet, at han afgik ved døden den følgende dag. Den dræbte havde tætte relationer til det tyske marinedistrikt i Nyhavnsgade 9, Aalborg. 

Ved eksplosionen, der var meget kraftig og kunne høres over næsten hele Nørresundby og Aalborg, fik Jepsen det ene ben revet af og tillige frygtelige sår i maven. Han førtes til Aalborg kommunehospital, hvor han døde næste morgen. Han blev 48 år gammel. En ung dame, Kirsten Alice Johannesen, Nørregade 24, Nørresundby, der stod i gården lidt fra bilen, slap med lettere kvæstelser. Ved eksplosionen knustes så godt som alle ruder i de omliggende ejendomme i Nygade 13 og 15 og Vesterbrogade 8.

Schalburgmand Alf Hansen. Foto i privat eje

10. februar 1944

Den 10. februar 1944 blev Schalburgmanden Alf Hansen, Peder Barkes Gade 32, Aalborg, skudt ned af ukendte gerningsmænd og begravet på Søndre Kirkegård i Aalborg. 

5. oktober 1944

Den 5. oktober 1944 tidligt om morgenen blev Ernst Laurits Mikkelsen, der var ansat som chauffør ved Gestapo, skudt af politibetjentene Einer Sørensen og Henrik Platou på hjørnet af Rosenlundsgade og Aagade i Aalborg. Beboerne hørte et skud, og da de løb til vinduerne, så de i den tætte tåge en mand styrte med cyklen, medens en anden forsvandt i tågen. Manden, der væltede, var mekaniker Ernst Laurits Mikkelsen, Sønderbro 25. Han havde fået skud gennem tindingen og var dræbt på stedet. I Falcks ambulance førtes han til kommunehospitalet, og det tyske sikkerhedspoliti blev underrettet. 

Ernst Laurits Mikkelsen

Gestapomand Wilhelm Kniest fra politiets efterlysningsliste

Edward Willy Kniest, Staffel-Hauptscharführer, kriminaloberassistent. Hjemsted: Münster, omkring 32 år og ca. 185 cm høj, meget kraftig bygget, lyseblondt hår, hængende skuldre, lange arme, store hænder, indadvendte fødder, sømandsgang. Ansat ved Gestapo i Aalborg. 

Ernst Laurits Mikkelsen havde tidligere været ude for et attentat. Gestapo forpurrede imidlertid aktionen, der kom til at koste flere menneskeliv, bl.a. Benny Mikkelsen, der blev arresteret og senere henrettet, og Henrik Jensen, der blev skudt af Staffel-Hauptscharführer Kniest.

7. oktober 1944

Herefter gengældte det tyske sikkerhedspoliti likvideringen af Ernst Mikkelsen to dage senere med ikke mindre end to drab, de såkaldte clearingdrab, af læge Kuno Wilhelm Raetzel på hjørnet af Rosenlundsgade og Aagade og af ekspedient Christian Andersen, Den lille Butik, Algade

Massemorderen Henning Emil Brøndum tilstod efter krigen, at det var hans bande, der dræbte lægen. Mordet var hævn for et mord på gestapochauffør Mikkelsen. Brøndum var selv kommet til Aalborg og havde sammen med den derværende gestapoafdeling drøftet, hvem der skulle likvideres til gengæld. Man gennemgik nøje listerne over eventuelle ofre, og valget faldt på Raetzel, dels fordi han var chef for Spejderkorpsets Nørrejyske Division, dels fordi gestapo havde formodning om, at lægen havde behandlet sårede sabotører. Læge Raetzel blev skudt ned på samme sted, hvor Mikkelsen var blevet likvideret.

Næste formiddag myrdede samme gruppe kommis Chr. Andersen i købmand Jens Bechs forretning, Den lille Butik, på Algade.

Herefter fulgte flere mislykkede likvideringer, hvor modstandsfolk mistede livet.

Læge Raetzel

Henry Meister. Avisfoto fra Aalborg Stiftstidende

11. oktober 1944

Henry Meister Vesterbrogade 6 B i Nørresundby Meister, der tidligere var en kendt skikkelse inden for det aalborgensiske sportsliv, kom til Aalborg, da han var 4 år gammel. Moderen var dansk, medens faderen var tysk. I Aalborg lærte han handelsfaget hos en materialhandler og rejste derefter til Tyskland. I 1927 vendte han hjem fra Hamborg og var først ansat i faderens forretning, senere hos C. W. Obels hovedoplag. Han kom til skade under gymnastik og måtte opgive sin stilling. Da han atter blev rask, fik han ansættelse som tysk tolk i Nørresundby tømmerhandel. Senere søgte han beskæftigelse ved Ortskommandanturen på Birks Hotel i Prinsensgade i Aalborg, hvor han kom til at forestå fordelingen af møbler m.v. Han havde underskrevet en tysk troskabserklæring og var blevet udstyret med en revolver, fordi han følte sig truet. I maj 1940 havde han indmeldt sig i DNSAP. 

Fra modstandsbevægelsens side var der givet likvideringsordre over for Meister. Likvideringsforsøget fandt sted den 11. oktober over middag ved Solgården i Nørresundby, hvor Meister boede. Da Meister efter frokost kom frem i gadedøren, trådte den unge frihedskæmper Røge hen mod ham og affyrede et skud, der imidlertid kun sårede Meister. Meister gik derefter til angreb mod frihedskæmperen, der var sprunget på sin cykel og forsøgte at flygte. Meister affyrede et par skud mod ham og ramte ham i den ene skulder. Røge styrtede til jorden, og Meister gik hen mod ham og affyrede et skud mod hans hoved, medens han lå på jorden. Feltgendarmeriet kom til stede og bragte den sårede Meister til det tyske lazarettet på Kastetvej. Efter drabet rejste Henry Meister til Tyskland, hvor han efter krigen blev anholdt og ført til Aalborg. I byret og landsret blev henholdsvis idømt 10 og 14 års fængsel. 

Henning Røge, med dæknavnet Max, var tilknyttet modstandsgrupperne ”Holger Danske” og ”Dagdriverbanden” i Aalborg.

Henning Røge blev af Gestapofolk i Aalborg bragt til Rørdal flyveplads, hvor hans lig først blev fundet og gravet op den 30. juli 1947. Han blev efterfølgende begravet i Randers. 

Hening Røge

5. januar 1945

Om aftenen den 5. januar 1945 blev den 29-årige kolonialekspedient Carl Einer Jacobsen likvideret ved pistolskud i klitterne vest for Skagen. Carl Einer Jacobsen var født den 16. september 1915 i Sakskøbing og boede hos sin far købmand Herman Jacobsen i Højen. I 1944 skærpedes kampen mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen med likvideringer og clearingdrab, og Frihedsrådet proklamerede i nytåret 1944 at stikkere kunne likvideres. Således kunne en person, der var set i en af Gestapos biler under en razzia, eller hvis han havde medvirket som tolk, idømmes til døden af modstandsbevægelsen. 

Henry Theodor Løgsted

13. oktober 1944

Barber Henry Thoeodor Løgsted, Forchammervej 16 Aalborg. Han havde været beskæftiget på tyskernes Luftgaukommando på Aalgade i Alborg senere i Skanderborg og Kastrup. Medens Løgsted var ansat under Luftgaukommando på vandflyvepladsen modtog han et trusselbrev, hvori det hed: Likvidationsdagen nærmer sig. Frihedsrådet. 

Den 13. oktober 1944, da han var på vej til arbejde, blev han beskudt af to mænd på hjørnet af Suensonsgade og Kastetvej. Han blev ramt af to skud, der blev affyret på ca. fem meters afstand, og han styrtede om på gaden, hvor han trak sin pistol og tog ladegreb, men gerningsmændene var forsvundet. Han blev kørt til kommunehospitalet men overførtes om aftenen til det tyske lazaret på Kastetvej, hvor han lå til 16. januar 1945. Ved retsopgøret efter krigen blev Løgsted idømt 2 års fængsel.

10. december 1944

Den 10. december 1944 blev herreekviperingshandler Fritz Borup, Kravatten i Algade likvideret.

Falcks Redningskorps i Aalborg blev søndag aften alarmeret til Bispensgade ved restaurant Ritz, hvor Fritz Borup var blevet skudt ned af revolverbevæbnede mænd. Fritz Borup var hårdt såret, og ambulancen kørte ham til kommunehospitalet. I kommunehospitalets port blev ambulancen standset af to revolverbevæbnede mænd, som holdt chaufføren og hans medhjælpere op, hvorefter de fra ambulancen fjernede båren med den hårdt sårede mand, som stadig var ved bevidsthed. De meddelte Falckfolkene, at de skulle forholde sig roligt, da der fandtes flere revolverbevæbnede mænd i nærheden, og derefter forsvandt de med Fritz Borup.

Ved 1-tiden blev Falck alarmeret på ny, denne gang til Vesterbro, hvor en mand steg op på trinbrædtet af ambulancen og beordrede den til at køre til Stengade, der ligger lige i nærheden af kommunehospitalet. Her fandt man Fritz Borup liggende på gaden dræbt af flere skud i hovedet og maven. Liget blev ført til kommunehospitalet. Den afdøde blev 35 år. Han efterlod sig hustru og et barn. Det var en handling, der vakte en del afsky på daværende tidspunkt.

Drabet på Fritz Borup medførte to clearingdrab. 

SS-Unterscharführer Kaj Henning Bothildsen Nielsen

Født 4. december 1919 i Aarhus. Søgte 1941 optagelse i Waffen-SS, men blev hjemsendt.

Schalburgkorpset 1943, deltog i uddannelsen af rekrutter i Høvelte og var tjenestegørende i Karsemoselejren og Blegdamsvej, København. Peter-gruppen fra april 1944. Udførte en række terrormord og Schalburgtager over hele landet. Idømt livsstraf.

Henrettet 9.5.1947 i København 

Kaj Henning Bothildsen Nielsen

13. december 1944

Forstander for teknisk skole i Aalborg arkitekt Povl Stegmann, Vesterbro 1, blev dræbt ved et skud gennem hovedet, da han efter at have afsluttet dagens gerning på teknik skole vendte hjem til sin lejlighed i Enighedslund.

Stegmann plejede hver aften at komme hjem til middag ved 18-tiden, men denne aften var han blevet lidt forsinket, og flere af ejendommens beboere havde set to mænd, der opholdt sig i nærheden af gadedøren.

De to mænd trådte frem af skyggen, lige før Stegmann skulle gå ind ad gadedøren, og rettede deres revolvere mod ham. Der lød to pistolskud, og i næste øjeblik så man to mænd løbe tværs over græsplænen foran ejendommen ud til en bil, som de havde haft holdende udenfor, og i hvilken de straks efter forsvandt i stærk fart. Forstanderen var ramt et skud gennem hovedet og sank uden en lyd om på fortovet foran sin gadedør, og her blev han kort efter hentet af Falck Redningskorps, der kørte liget til kommunehospitalet. Det var Petergruppen under ledelse af Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der tog ansvaret for dette clearingdrab og også det næste på forretningsfører Carlsen. 

20. december 1944

Ved 20-tiden trængte tre revolverbevæbnede mænd ind i redaktør af Aalborg Amtstidende P. C. Jacobsens lejlighed i ejendommen Kærlundsvej 24 i Aalborg. I dagligstuen sad redaktøren i samtale med bladets forretningsfører, Evald Carlsen, der var på besøg. Mændene affyrede en række skud mod Carlsen, der ramtes af 5 kugler og var dræbt på stedet. Derefter tog attentatmændene flugten. I en ambulance førtes liget til kommunehospitalet. Evald Carlsen blev 36 år gammel og havde i en lang årrække været i ledelsen for Venstre Ungdoms Landsorganisation. Han efterlod sig hustru og et lille barn. 

Gunnar Højmark Petersen "Millionærdrengen". Foto: Bangsbo lokalarkiv

31. december 1944

I efteråret 1944 havde modstandsbevægelsens likvideringsfolk været på udkig efter at finde en given lejlighed til likvidering Gestapomanden Jørgensen. Aktionen mislykkedes dog, da Gestapo-Jørgensen blev forflyttet til København.

Samtidig forsøgte man også at likvidere stikkeren Gunnar Højmark Petersen kaldet ”Millionærdrengen”. Nytårsaften 1944-45 kom Højmark Petersen gående sammen med en tysk soldat på Banegårdspladsen i Hjørring, og politibetjent Henrik Platou fra likvideringsgruppen i Aalborg affyrede skud mod Højmark Petersen, der blev ramt i hovedet, men dog kun lettere såret. Den ledsagende tyske soldat, Obergefreiter Walter Blasczyk, blev derimod dræbt på stedet og begravet på krigskirkegården i Frederikshavn.

4. januar 1945

Ved 14.30-tiden den 4. januar 1945 blev automobilforhandler Ejner Laursen skudt ned og dræbt, da han kom spadserende i Skipper Clements Gade ikke langt fra sit hjem. Han fulgtes med sin hustru og malermester Søren Georg Andersen, Oue pr. Hobro. Malermester blev umiddelbart kun såret af et skud i skulderen, medens Laursen ramtes af tre skud og var dræbt på stedet. Hans hustru kom intet til. Skuddene blev affyret af en mand, der i stor hast flygtede fra stedet på cykel. Såvel den dræbte som den sårede blev afhentes af en ambulance fra Falcks Redningskorps. Søren Andersen døde den 8. januar 1945. Det viste sig, at han også var dødelig ramt i underlivet.

Malermester Andersen var medlem af DNSAP siden 1933 og fik 1939 en advarsel af Hadsund politi for at være bevæbnet. Han kunne let genkendes på sin påklædning, en uniformslignende dragt med bredskygget hat. I 1942 leder af DNSAP i Oue-afdeling af Hadsund, ansat som maler på flyvepladsen i Aalborg. Han gik under øgenavnet ”Kreolitmaleren fra Oue”.

Nazisterne i Aalborg havde hovedkvarter i Skipper Clements Gade, og der blev lagt blomster på drabsstedet og opstillet æresvagter af danske nazister.

Den 30-årige elektriker Einar Meyer Christensen, Prinsensgade, Aalborg, kom tilfældigvis forbi men var så uheldig at træde på blomsterne. En af vagterne, Henry Hartvig Johansen, skød mod elektrikeren og ramte ham dødeligt, og Christensen døde undervejs til hospitalet. 

Henry Hartvig Johansen

De få tilhørerpladser i kriminalretten i Aalborg var fuldt besat, da der skulle afsiges dom i sagen mod den 19-årige sabotagevagt Johansen, der var tiltalt for at have skudt radiotekniker Egon Meyer Christensen i Skipper Clements Gade den 4. januar 1945. På dette tidspunkt stod Johansen æresvagt for den likviderede stikker sysselleder Ejner Laursen, Als.

Statsadvokat Erik Jensen havde nedlagt påstand om dødsstraf, så der var derfor en egen atmosfære over retslokalet, idet det ville være første gang både i Aalborg og i provinsen i det hele taget, at en dødsdom ville blive afsagt. Johansen, der om formiddagen havde svaret klart på spørgsmålene så meget ligevægtig ud, da han kom ind i retslokalet.

Idømt fængsel på livstid i landsretten og i højesteret. 

Æresvagter i Skipper Clements Gade. Foto: Nordjyllands Politihistoriske Selskab

12. januar 1945

Efter disse to likvideringer af bilforhandleren og malermesteren fulgte to af besættelsestidens mest bestialske clearingdrab af dyrlægerne Axel Richard Møller og Vagn Ole Larsen, Brønderslev

Hortst Paul Issel. Foto: Frihedsmuseet

Horst Paul Issel er født 10.9.1912 i Østrig.

Medlem af Petergruppen fra september1944, fra november 1944 Schwerdts efterfølger somPeter gruppens operationsleder til april 1945. En af de hovedansvarlige for terroren i DK. Under Issel gik terrorgruppen undertiden ud over sine beføjelser ved drabsaktioner.

Anholdt februar 1949 i Berlin, udleveret til DK maj 1949. oprindelig sigtet for 75 terrorhandlinger, deraf 39 med døde eller sårede, men dømt for 66 med 30 døde. Idømt 20 års fængsel 19.10.1950, kom blot til at afsone fire år og fire måneder. Benådet juni19 53 og udvist.

Boede derefter blandt andet på Pasaje de Tona 10, Barcelona. 

Medlemmer af Peter-gruppen, Horst Paul Issel (Waldenburg), Kaj Bothildsen Nielsen, Aage Mariegaard og Ib Nedermark Hansen blev kaldt til Aalborg for at modtage instrukser om clearingdrab på dyrlæge Møller efter likvideringen af Ejner Laursen.

Efter mørkets frembrud kørte de fire Gestapofolk i en Opel Kaptajn mod Brønderslev, hvor de gjorde holdt. Mariegård, der talte vendelbomål, telefonerede til dyrlæge Møller og angav, at han var en husmand, der havde en syg ko, og at dyrlægen måtte komme ud og se til den. Dyrlægens bolig blev nu sat under observation, idet det var hensigten at myrde dyrlæge Møller, når han kom ud til sin bil. Imidlertid kom der ikke blot en men 2 personer ud fra dyrlægens bolig, og bilen var ikke parkeret i ejendommens garage.

Gestapofolkene fulgte nu efter dyrlægens bil, og under foregivende af, at de to dyrlæger skulle til afhøring i Aalborg, kørte de to biler mod Aalborg, lidt uden for Brønderslev blev dyrlægens bil bragt til standsning. I den ene bil sad dyrlæge Møller sammen Paul Issel og Bothildsen, og i den anden bil sad dyrlæge Vagn Larsen sammen med Aage Mariegaard og Nedergaard.

Ved Bouet standsede de to biler, og dyrlægerne blev beordret ud. På et givet signal skød Mariegård dyrlæge Larsen og Nedermark skød dyrlæge Møller bagfra. Larsens lig blev smidt i grøften, medens Møllers lig blev stillet op i siddende stilling i bilen og bilen blev parkeret i Skipper Clements Gade på det sted, hvor Laursen var blevet likvideret. 

Om morgenen blev Falcks Redningskorps kl. 4.44 alarmeret fra Skipper Clements Gade i Aalborg, hvor man havde fundet en bil, hvori der sad en mand, der blevet var dræbt. Det var den 55-årige dyrlæge Axel Richard Møller, Nørregade 18, Brønderslev. Dyrlæge Møller var ramt af 7-8 skud gennem hovedet og var dræbt på stedet. Falck kørte liget til Aalborg kommunehospital. Afdøde havde i flere perioder været borgmester i Brønderslev valgt af de konservative. Dyrlæge Møller var en kendt mand indenfor det konservative organisationsarbejde i Hjørring amt. Den tidligere Brønderslevborgmester var en mand med egne meninger om mange ting, og en uforfærdet forkæmper for det, han troede på. Han var ingen udpræget partimand, havde særstandpunkter på mange områder og kunne stå stejlt på sit, hvis det blev nødvendigt

Dyrlæge Axel Richard Møller, Brønderslev

Mindesten ved landevejen mellem Vestbjerg og Nørresundby

Kl. 6.17 samme morgen blev Falck kaldt til landevejen mellem Vestbjerg og Nørresundby, hvor der var fundet et lig af en mand i vejgrøften.

Det var den 34-årige dyrlæge Ole Vagn Larsen, der var ansat som assistent ved dyrlæge Møller. Larsen var også dræbt af flere skud gennem hovedet. Hans lig førtes til Aalborg amtssygehus.

Dyrlæge Møller blev begravet i Brønderslev og dyrlæge Larsen i Tolne 

13. januar 1945

A. Chr. Andersen Burchardt, Reberbansgade 16, Aalborg Den 13. januar 1945 ved 12-tiden blev den ca. 40-årige automobilforhandler Burchardt skudt ned og dræbt, da han kom spadserende på Holbergs Plads. En mand på cykel affyrede et skud mod Burchardt, som segnede om på gaden og var dræbt på stedet. Attentatmanden tog flugten.

I en ambulance fra Zoneredningskorpset førtes liget til kommunehospitalet. 

14. februar 1945

Frants Toft blev forsøgt likvideret af politibetjent Henrik Platou. Denne hændelse er beskrevet under politimester Platou 1945

5. april 1945

Aage Christensen likvideret af sige egne

Mordet ved Kjærs Mølle opklaret blev først opklaret efter befrielsen. Det drejede sig om likvideringen af Gestapomanden Aage Christensen, der blev fundet druknet i Fjorden efter det såkaldte kanalmord. Aage Christensen havde åbenbart arbejdet i en selvstændig gruppe med Frantz Toft og Heinrich Hansen. Det var bl.a. dem, der brændte synagogen af. Alt tydede imidlertid på, at det var Gestapo selv, der havde likvideret Christensen, da han blev for besværlig. Det skete ved, at han er blevet skudt og smidt ned i kanalen.

Natten til den 5. april1945 hørte beboerne i kvarteret ved Kjærs Mølle to skud blive affyret, og kort efter hørte man lyden af et brønddæksel til en brønd, der står i forbindelse med kanalen, blive smækket i.

Næste morgen fandt man en stor blodpøl på brønddækslet, og byvagten begyndte undersøgelsen sammen med folk fra Zoneredningskorpset. Man antog, at Liget af den formentlig myrdede, var ført af strømmen ud i selve havnen, hvor eftersøgningsarbejdet ville være yderst vanskeligt. Dette blev derfor foreløbig indstillet, idet man nu ville afvente efterlysning af den forsvundne person, førend eftersøgningen ville blive genoptaget. 

Fritz Vollrath Eckhardt

15. april 1945

Sønderjyde meget farlig stikker.

Den 15. april 1945 forsøgte folk fra modstandsbevægelsen at likvidere Fritz Eckhardt, der imidlertid undslap. Hans kæreste Emma Sofie Rasmussen, Gistrup, blev imidlertid såret af skud.

Eckhardt begik selvmord og liget førtes til det tyske lazaret i Frederikshavn 

4. maj 1945

Arne Hindsholm 4. maj 1945

Den 40-årige tidligere overinspektør Arne Hindsholm, Hasserisgade 5, Aalborg, blev ved 8-tiden den 4. maj 1945 skudt ned af to ukendte revolverbevæbnede mænd i Algade, Aalborg, ca. 100 meter øst for Budolfi kirke. Han blev i hårdt såret tilstand ført til det tyske lazaret. Hindsholm havde tidligere været medlem af Frikorps Danmark, og arbejdede for Det tyske Sikkerhedspoliti i Aalborg. Han havde i den anledning været i Skagen for at hverve den finske konsul, Elfving, til tysk tjeneste i 1944.

Arne Hindsholm havde tidligere været overinspektør i ”Husbukke Assurance Compagniet”, Vesterport i København og havde tegnet en forsikring mod husbukke i kongen og dronningens sommerbolig Klitgården i Skagen.

Den 9. marts 1938 skrev Skagens Avis: ”Det er Husbukke Assurance Compagniet, Vesterport, KBN, der foretager husbukkeudryddelsen på Klitgården. Overinspektør Arne Hindsholm, Skovbrynet 2, Randers, der har tegnet mange husbukkeforsikringer i Skagen, tegnede for tre år siden en forsikring på Klitgården. Der fandtes på dette tidspunkt ikke husbukke derude, men ved en genundersøgelse, der regelmæssigt foretages, er angrebet i østre fløj blevet konstateret, og selskabet har derefter hurtigst muligt indledt aktionen. I den særlige anledning er direktør Knud Jensen kommet til stede sammen med overinspektør Hindsholm, konsulent Malmstrøm og konsulent Wichmand, teknologisk institut. Udryddelsesaktionen, der følges med interesse af Skagboerne, regnes med at være tilendebragt i løbet af dagen, idet angrebet ikke er særlig ondartet”. 

Tilbage til overskriften "Liget i klitterne"

5. januar 1945

Om aftenen den 5. januar 1945 blev den 29-årige kolonialekspedient Carl Einer Jacobsen likvideret ved pistolskud i klitterne vest for Skagen. Carl Einer Jacobsen var født den 16. september 1915 i Sakskøbing og boede hos sin far købmand Herman Jacobsen i Højen.

Frihedsrådet proklamerede i nytåret 1944-45, at stikkere kunne likvideres, og stikkerlikvidationerne kun kunne betragtes ud fra nødværgesynspunkt. Fra den øverste ledelse ned til den menige sabotør var stikkeren en yderst alvorlig personlig fare, og det var ofte et simpelt og bogstaveligt spørgsmål om liv eller død om stikkeren blev uskadeliggjort. 

Modstandsbevægelsens byledelse i Skagen poserer foran den daværende politistation. fra venstre mod højre står: Knud Rasmussen Korsager, Asger Thyrri, Alex Jørgensen og Laurits Elias Nielsen. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Efter flere måneders indgående og risikofyldt efterretningsarbejde var det omsider lykkedes for modstandsbevægelsens folk i Skagen at få dannet en stærkt udbygget organisation, der skulle foretage det videre modstandsarbejde. Organisationen bestod af en byledelse med maskinmester Knud Korsager som byleder, og flere militærgrupper med bl.a. gruppelederne Alex Jørgensen, Willy Nielsen og Jimmy Gram Jensen. Modstandsbevægelsen primære opgaver var at skaffe våben til veje og sikre overførsel af danske personer, der var efterlyst af tyskerne, til Sverige, samt at indsamle oplysninger om danskere, der havde optrådt unationalt og føre disse informationer på kartotekskort, der skulle anvendes ved et senere retsopgør efter krigens afslutning.

Fra tysk side var man helt klar over, at der også foregik illegalt arbejde i Skagen. Det hemmelige tyske statspoliti – Gestapo – i Aalborg og Frederikshavn havde derfor i efteråret fået tilført nye kræfter i form af skruppelløse og ondskabsfulde Gestapofolk fra Toulouse i Frankrig. Gestapofolkene fra den lokale afdeling i Frederikshavn kom regelmæssigt til Skagen under ledelse af danskeren Carl Otto Jørgensen og havde møder med bl.a. Carl Einer Jacobsen. Han var ved flere lejligheder set køre rundt i Gestapos biler i Skagen, hvorfor modstandsbevægelsens folk mistænkte ham for at være stikker. Man havde aflyttet hans telefonsamtaler, og Carl Jacobsen havde herunder røbet, at han til tyskerne havde angivet 5 eller 6 personer, og at han nu rykkede for betaling for disse angiverier. Ligeledes havde en person, der var tilknyttet modstandsbevægelsen og som kendte Jacobsen, iagttaget ham i et tog mellem Viborg og Langå, og han havde da set, at Jacobsen over for nogle Gestapofolk, der var kommet ind i toget, havde udpeget en person, som Gestapo havde anholdt og tog med sig. Iagttageren havde derefter fulgt efter Jacobsen til Skagen og havde meddelt sin viden til den lokale modstandsbevægelse. Endelig havde modstandsbevægelsen opsnappet et brev, som Jacobsen havde sendt til Gestapo i Århus, hvoraf det fremgik, at han havde fået udbetalt et større beløb for at have angivet en mand. Fra efteråret 1944 forgik der en del våbentransporter til Skagen, og modstandsbevægelsen havde erfaret, at Carl Jacobsen havde fået viden derom. Yderligere havde Carl Jacobsen fået nys om, at modstandsbevægelsen i Skagen skjulte flere eftersøgte personer for tyskerne. Således boede politimester Platou i flere perioder ved direktøren for Skagensbanen.

På den baggrund trådte den lokale komite for modstandsbevægelsen bestående af Knud Korsager, Asger Thyrri, Alex Jørgensen og Laurits Elias Nielsen sammen for at træffe beslutning om, hvad der skulle ske med Carl Jacobsen. Det var en vanskelig beslutningen, der handlede om liv og død. Lokalledelsen mente imidlertid ud fra de oplysninger, der var indsamlet omkring Carl Einer Jacobsen, at han skulle likvideres. Inden likvideringen blev foretaget, blev spørgsmålet også forelagt Jyllandsledelsens afdeling i Aalborg, der ligeledes godkendte dødsdommen. Likvideringen skulle udføres af modstandsfolk fra gruppen i Højen, hvis leder var murermester Magnus Christian Rasmussen, og som i længere tid havde observeret Carl Einer Jacobsens daglige rutiner. 

Fredag den 5. januar 1945 var Carl Einer Jacobsen som sædvanlig efter arbejdet taget hjem til sin far, købmand Herman Jacobsen i Højen, for at spise aftensmad, uden at vide at dette skulle blive hans sidste måltid. Jacobsen ville ind til byen samme aften, og da det var en bidende kold vinteraften, iførte han sig en hjemmestrikket grå pullover og en ternet lang grå overfrakke. Carl Jacobsen var næppe kommet op på sin cykel, før han blev væltet omkuld og slået bevidstløs af en gruppe lokale modstandsfolk, der havde ligget i skjul uden for hans bopæl. Den bevidstløse Jacobsen blev af modstandsfolkene straks derefter kørt ud i klitterne vest for Vestre Opsyn. Ved en lysning i plantagen standsede vognen, og Carl Jacobsen blev sammen med sin cykel hevet ned fra lastbilens lad og ført hen under fyrretræerne. Under aktionen deltog byleder Korsgård og murermester Magnus Christian Rasmussen, og det var dem, der udførte likvideringen af Carl Einer Jacobsen med et skud gennem hovedet.

Liget og cyklen blev gravet ned på likvideringsstedet. Forinden havde man på hans person fundet omkring 800 kr., en tysk våbentilladelse og et tysk Ausweis, der gav ham tilladelse til at færdes på de tyske afspærrede områder samt andre papirer. Penge og papirer blev brændt.

I anledning af rigspolitichefens cirkulære nr. 59/45 af 18. juli 1945 vedrørende stikkerlikvideringer, clearingdrab og andre drab, hvorefter disse sager skulle efterforskes, henvendte kriminalbetjent Bak-Jensen sig til bylederens stedfortræder, Asger Thyrri, med dæknavnet ”Holst”.

Han bekræftede, at Carl Einer Jacobsen var blevet likvideret og begravet i klitterne ved Skagen. Som tidligere beskrevet nåede Skagen kriminalpoliti ikke at efterforske dag, førend disse sager blev overdraget til Frode Jacobsen og Frihedsrådet med den begrundelse, at man ville beskytte modstandsfolkene og hensynet til de pårørende.

Først den 12. januar 1946 efter stort pres fra den likviderede Carl Einer Jacobsen´s familie besluttede modstandsbevægelsens folk at lade liget grave op og føre det til ligkapellet på Hjørring sygehus, hvor der blev foretaget legalt ligsyn. Liget blev udleveret til familien, der sørgede for en anstændig begravelse.

I sommeren 1945 havde den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch og flere andre rejst en heftig kritik af stikkerlikvideringerne, idet han i et radiointerview kaldte likvideringerne for mord. Den overophedede debat medførte uoverskuelige følelsesmæssige konsekvenser for de personer, der havde foretaget likvideringerne. Flere af likvidatorerne begik selvmord heriblandt kriminalbetjent Svend Middelboe Jensen, der havde efterforsket flere lovovertrædelser i Skagen i de første krigsår og i de sidste besættelsesår optrådte som likvidator i Midt- og Sydjylland. Han kunne ikke modstå det psykiske pres, og den 2. november 1953 begik han selvmord. Han blev fundet af sine kollegaer i politiets tjenestevogn siddende livløs med et skud gennem hovedet.

I 1940´erne var der ikke noget, der hed psykologbistand eller krisehjælp. Fortrængning var stadig den almindelige anerkendte metode til at behandle voldsomme traumer. Derfor stod likvidatorerne ofte alene tilbage med deres grufulde oplevelser, der i mange tilfælde medførte, at overlevende likvidatorer i de efterfølgende år ofte måtte gennemgå ulidelige psykiske smerter, som både gjorde det svært for dem selv og deres nærmeste familiemedlemmer.

Murermester Magnus Christian Rasmussen kaldet ”Kesse” rejste til Grønland for at falde til ro men vendte senere tilbage til Skagen og ernærede sig murersvend.

Byleder Knud Korsager slog sig senere ned i en anden stor fiskerihavn Esbjerg.

Afdøde folkeskolelærer på Kappelborgskolen Kristen Rasmussen, der selv havde været aktiv i modstandsbevægelsen i Skagen, skrev i et erindringsskrift fra 1974:

”En likvidering er jo til enhver tid noget ganske forfærdeligt, og efter at vi havde likvideret Jacobsen fra Højen, var adskillige af de Skagboer, som havde forbindelse med den likvidering, trykket af det igennem mange år”.