Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Liget i klitterne

Om aftenen den 5. januar 1945 blev den 29-årige kolonialekspedient Carl Einer Jacobsen likvideret ved pistolskud i klitterne vest for Skagen. Carl Einer Jacobsen var født den 16. september 1915 i Sakskøbing og boede hos sin far købmand Herman Jacobsen i Højen. I 1944 skærpedes kampen mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen med likvideringer og clearingdrab, og Frihedsrådet proklamerede i nytåret 1944 at stikkere kunne likvideres. I alt blev omkring 400 personer likvideret under besættelsen. Modstandsbevægelsen oprettede en centralledelse, der skulle tage sig af behandlingen af stikkersager, og udstak nogle retningslinjer for, hvornår en likvidering kunne foretages. Således kunne en person, der var set i en af Gestapos biler under en razzia, eller hvis han havde medvirket som tolk, idømmes til døden af centralledelsen. 

Modstandsbevægelsens byledelse i Skagen foran politistationen. Fra venstre mod højre står Knud Rasmussen Korsager, Asger Thyrri, Alex Jørgensen og Laurits Elias Nielsen. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Efter flere måneders indgående og risikofyldt efterretningsarbejde var det omsider lykkedes for modstandsbevægelsens folk i Skagen at få dannet en stærkt udbygget organisation, der skulle foretage det videre modstandsarbejde. Organisationen bestod af en byledelse med maskinmester Knud Korsager som byleder, og flere militærgrupper med bl.a. gruppelederne Alex Jørgensen, Willy Nielsen og Jimmy Gram Jensen. Modstandsbevægelsen primære opgaver var at skaffe våben til veje og sikre overførsel af danske personer, der var efterlyst af tyskerne, til Sverige, samt at indsamle oplysninger om danskere, der havde optrådt unationalt og føre disse informationer på kartotekskort, der skulle anvendes ved et senere retsopgør efter krigens afslutning. 

Fra tysk side var man helt klar over, at der også foregik illegalt arbejde i Skagen. Det hemmelige tyske statspoliti – Gestapo – i Aalborg og Frederikshavn havde derfor i efteråret fået tilført nye kræfter i form af skruppelløse og ondskabsfulde Gestapofolk fra Toulouse i Frankrig. Gestapofolkene fra den lokale afdeling i Frederikshavn kom regelmæssigt til Skagen under ledelse af danskeren Carl Otto Jørgensen og havde møder med bl.a. Carl Einer Jacobsen. Han var ved flere lejligheder set køre rundt i Gestapos biler i Skagen, hvorfor modstandsbevægelsens folk mistænkte ham for at være stikker. Man havde aflyttet hans telefonsamtaler, og Carl Jacobsen havde herunder røbet, at han til tyskerne havde angivet 5 eller 6 personer, og at han nu rykkede for betaling for disse angiverier. Ligeledes havde en person, der var tilknyttet modstandsbevægelsen og som kendte Jacobsen, iagttaget ham i et tog mellem Viborg og Langå, og han havde da set, at Jacobsen over for nogle Gestapofolk, der var kommet ind i toget, havde udpeget en person, som Gestapo havde anholdt og tog med sig. Iagttageren havde derefter fulgt efter Jacobsen til Skagen og havde meddelt sin viden til den lokale modstandsbevægelse. Endelig havde modstandsbevægelsen opsnappet et brev, som Jacobsen havde sendt til Gestapo i Århus, hvoraf det fremgik, at han havde fået udbetalt et større beløb for at have angivet en mand. Fra efteråret 1944 forgik der en del våbentransporter til Skagen, og modstandsbevægelsen havde erfaret, at Carl Jacobsen havde fået viden derom. Yderligere havde Carl Jacobsen fået nys om, at modstandsbevægelsen i Skagen skjulte flere eftersøgte personer for tyskerne. Således boede politimester Platou i flere perioder ved direktøren for Skagensbanen.

På denne baggrund trådte den lokale komite for modstandsbevægelsen bestående af Knud Korsager, Asger Thyrri, Alex Jørgensen og Laurits Elias Nielsen sammen for at træffe beslutning om, hvad der skulle ske med Carl Jacobsen. Det var en vanskelig beslutningen, der handlede om liv og død. Lokalledelsen mente imidlertid ud fra de oplysninger, der var indsamlet omkring Carl Einer Jacobsen, at han skulle likvideres. Inden likvideringen blev foretaget, blev spørgsmålet også forelagt Jyllandsledelsens afdeling i Aalborg, der ligeledes godkendte dødsdommen. Likvideringen skulle udføres af modstandsfolk fra gruppen i Højen, hvis leder var murermester Magnus Christian Rasmussen, og som i længere tid havde observeret Carl Einer Jacobsens daglige rutiner. 

Likvidationsdagen blev den 5. januar 1945. Det var ikke den eneste planlagte likvidering i Vendsyssel. I efteråret 1944 havde modstandsbevægelsens likvideringsfolk været på udkig efter at finde en given lejlighed til likvidering af Gestapomanden Jørgensen. Aktionen mislykkedes dog, da Gestapo-Jørgensen blev forflyttet til København. Samtidig forsøgte man at likvidere stikkeren Gunnar Højmark Petersen kaldet ”Millionærdrengen”. Nytårsaften 1944-45 kom Højmark Petersen gående sammen med en tysk soldat på Banegårdspladsen i Hjørring, og likvideringsgruppen affyrede skud mod Højmark Petersen, der blev ramt i hovedet, men dog kun lettere såret. Den ledsagende tyske soldat, Obergefreiter Walter Blasczyk, blev derimod dræbt på stedet og begravet på krigskirkegården i Frederikshavn.

Gunnar Højmark Petersen "Millionærdrengen". Foto: Bangsbo lokalarkiv

Fredag den 5. januar 1945 var Carl Einer Jacobsen som sædvanlig efter arbejdet taget hjem til sin far, købmand Herman Jacobsen i Højen, for at spise aftensmad, uden at vide at dette skulle blive hans sidste måltid. Jacobsen ville ind til byen samme aften, og da det var en bidende kold vinteraften, iførte han sig en hjemmestrikket grå pullover og en ternet lang grå overfrakke. Carl Jacobsen var næppe kommet op på sin cykel, før han blev væltet omkuld og slået bevidstløs af en gruppe lokale modstandsfolk, der havde ligget i skjul uden for hans bopæl. Den bevidstløse Jacobsen blev af modstandsfolkene straks derefter kørt ud i klitterne vest for Vestre Opsyn. Ved en lysning i plantagen standsede vognen, og Carl Jacobsen blev sammen med sin cykel hevet ned fra lastbilens lad og ført hen under fyrretræerne. Under aktionen deltog byleder Korsgård og murermester Magnus Christian Rasmussen, og det var dem, der udførte likvideringen af Carl Einer Jacobsen med et skud gennem hovedet.

Magnus Christian Rasmussen. Lokalsamlingen i Skagen

 

Liget og cyklen blev gravet ned på likvideringsstedet. Forinden havde man på hans person fundet omkring 800 kr., en tysk våbentilladelse og et tysk Ausweis, der gav ham tilladelse til at færdes på de tyske afspærrede områder samt andre papirer. Penge og papirer blev brændt

I anledning af rigspolitichefens cirkulære nr. 59/45 af 18. juli 1945 vedrørende stikkerlikvideringer, clearingdrab og andre drab, hvorefter disse sager skulle efterforskes, henvendte kriminalbetjent Bak-Jensen sig til bylederens stedfortræder, Asger Thyrri, med dæknavnet ”Holst”. Han bekræftede, at Carl Einer Jacobsen var blevet likvideret og begravet i klitterne ved Skagen. Imidlertid nåede rigspolitiets rejsehold kun at gennemgå 125 drabssager, hvoraf de 9 viste sig at være fejltagelser, før det lykkedes for minister Frode Jacobsen, også medlem af Frihedsrådet, at få forpurret en videre efterforskning af resten af disse drab med den begrundelse, at man ville beskytte modstandsfolkene og hensynet til de pårørende. Så sent som i 1950 meddelte justitsministeriet:

”Den 18. april 1945 blev Heinz Erhardt Nilsson, søn af litograf K. Nilsson, dræbt af medlemmer af modstandsbevægelsen efter ordre, og efter at modstandsbevægelsen havde fået underretning om, at han var opført på en fortegnelse over danskere, der arbejdede som angivere for det tyske sikkerhedspoliti på Shellhuset. Ved en undersøgelse efter kapitulationen er det oplyst, at afdøde i januar 1945 sammen med sin familie ankom som flygtning her til landet fra Tyskland, hvor han indtil da havde opholdt sig, og at han, der skønt han var dansk statsborger, kun talte tysk, kort efter fik ansættelse på Shellhuset. Det er ved undersøgelsen oplyst, at afdøde på Shellhuset alene har været beskæftiget med udlevering af kontormaterialer, og der er ikke fremkommet oplysninger om, at han på anden måde har virket for det tyske politi eller har gjort sig skyldig i angiveri”.

Først den 12. januar 1946 efter stort pres fra den likviderede Carl Einer Jacobsen´s familie besluttede modstandsbevægelsens folk at lade liget grave op og føre det til ligkapellet på Hjørring sygehus, hvor der blev foretaget legalt ligsyn. Liget blev udleveret til familien, der sørgede for en anstændig begravelse. Carl Einer Jacobsen blev senere offentligt rehabiliteret.

I sommeren 1945 havde den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch og flere andre rejst en heftig kritik af stikkerlikvideringerne, idet han i et radiointerview kaldte likvideringerne for mord. Den overophedede debat medførte uoverskuelige følelsesmæssige konsekvenser for de personer, der havde foretaget likvideringerne. Kriminalbetjent Svend Middelboe Jensen, der havde efterforsket flere lovovertrædelser i Skagen i de første krigsår og i de sidste besættelsesår optrådte som likvidator i Midt- og Sydjylland, kunne ikke modstå det psykiske pres, og den 2. november 1953 begik han selvmord. Han blev fundet af sine kollegaer i politiets tjenestevogn siddende livløs med et skud gennem hovedet. Murermester Magnus Christian Rasmussen kaldet ”Kesse” rejste til Grønland for at falde til ro men vendte senere tilbage til Skagen og ernærede sig murersvend. Byleder Knud Korsager slog sig senere ned i en anden stor fiskerihavn Esbjerg.

Afdøde folkeskolelærer på Kappelborgskolen Kristen Rasmussen, der selv havde været aktiv i modstandsbevægelsen i Skagen, skrev i et erindringsskrift fra 1974:

”En likvidering er jo til enhver tid noget ganske forfærdeligt, og efter at vi havde likvideret Jacobsen fra Højen, var adskillige af de Skagboer, som havde forbindelse med den likvidering, trykket af det igennem mange år”.