Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Gestapo kommer til byen

Den 13. november 1944 tidligt om morgenen ankom Gestapo fra Frederikshavn til Skagen for at arrestere adskillige folk i Skagen. Det tyske hemmelige statspoliti havde gennem stikkere fået oplysninger om, at der foregik en del illegalt arbejde i Skagen bl.a. i form af udbredelse af illegale blade. Gestapoaktionen resulterede i flere arrestationer og afhøringer af folk på Hotel Royal, men ingen af de anholdte blev tilbageholdt i længere tid, og Gestapo måtte returnere til Frederikshavn med uforrettet sag. Gestapos besøg i Skagen medførte dog, at modstandsbevægelsen så sig nødsaget til at brænde en del kartoteker.

Kriminalrat, Hauptsturmführer Bolle i familiens skød. Han kom til Aalborg i efteråret 1944 fra Tolouse i Frankrig med omkring 100 mand og blev leder af Gestapo i Nordjylland. Efter krigen blev han anklaget for krigsforbrydelser, men trods en ihærdig eftersøgning af ham både i Tyskland og Frankrig forsvandt han ud i mørket Foto: Nordjyllands Politihistorisk Selskab

Redaktør og bogtrykker Johannes Bindslev

Johannes Bindslev blev arresteret af Gestapo og ført til afhøring på Hotel Royal. Allerede kl. 5.00 blev han vækket ved kraftig banken på hoveddøren til sin lejlighed, og da han spurgte om, hvem det var, blev der svaret ”politiet”. Bindslev lukkede dog ikke op, da han var klar over, at det var tysk politi, men skyndte sig i stedet at trække i tøjet for at stikke af. Imidlertid knuste en Gestapomand ruden ind til dagligstuen, hvorefter de kravlede ind med pistolerne i hænderne og fik fat på ham. Efter at de havde sikret sig, at han ikke var bevæbnet, bebrejdede de ham, at han ikke straks havde lukket op. Gestapofolkene undersøgte herefter forskellige gemmer i lejligheden for illegale skrifter, men fandt dog intet. Derefter blev han beordret med ind i bogtrykkeriet i huset ved siden af, hvor der ligeledes blev rodet i forskellige papirer på kontoret og i trykkeriet, men heller ikke her blev der fundet noget mistænkeligt. Først ved 7.30 tiden var undersøgelsen forbi, og han blev beordret med på Hotel Royal. Her blev han krydsforhørt i omkring 4 timer. 

Han blev bl.a. spurgt om, hvor redaktør Bidstrup fra Vendsyssel Tidende befandt sig, da han var gået under jorden, og om hvilket mærke Bidstrup skrev under og til hvilken avis, men Bindslev nægtede alt. Han blev også mistænkt for at have trykt illegale skrifter, men også dette blev benægtet. Han spurgte Otto Jørgensen, der var tolk for tyskerne, hvorfor han var blevet taget, og dertil svarede Jørgensen, efter at have fået svaret fra de tyske gestapofolk, at han var blevet angivet. Kl. 12 fik han besked på, at han kunne gå hjem, og Jørgensen fulgte ham på vej fra forhørslokalet. Undervejs spurgte han Jørgensen, om ikke han var dansker, og dertil svarede Jørgensen ”ach nej, ach nej”, idet han talte med tysk accent. Redaktør Bindslev blev ikke udsat for personlig overlast, og de 2 tyske gestapofolk var meget høflige imod ham, men det kom måske af, at de 2 gestapofolk også var bogtrykkere og var mere interesserede i bogtrykkeriet end i at lede efter illegale skrifter.

Ekviperingshandler Thomas Jacobsen, der boede på Havnevej 13 i Skagen, blev vækket kl. 7,00 om morgenen af Otto Jørgensen og 2 andre tyske gestapofolk, der kom for at undersøge lejligheden. De ledte efter illegalt bladstof, men fandt ikke noget, hvorefter de beordrede ham ned på Hotel Royal. Ved ankomsten hertil så Jacobsen, at flere andre skagboere var blevet anholdt. Han kom i forhør ved 14-tiden og blev afhørt af en tysk gestapomand med Jørgensen som tolk, men Jørgensen stillede også selv spørgsmål. Jørgensen påstod, at han og hans kone var engelskvenlige. Jørgensen var dog ikke direkte aggressiv, men en del hoven og overlegen i sin optræden. Ved 15-tiden samme dag fik han lov til at gå hjem med den besked af Jørgensen, at hvis han blev anmeldt en gang til, blev det galt for ham.

Købmand Hilmersson, der boede Havnevej 14, var blevet eftersøgt af Gestapo. Han blev ringet op kl. 7.30 af fru Jacobsen, hvis mand lige var blevet taget af Gestapo. Fru Jacobsen meddelte Hilmersson, at hun havde hørt gestapofolkene tale om ham, medens de var i hendes lejlighed, og hun ville derfor advare ham, så han kunne nå at forsvinde. Købmanden tog straks bort, og et øjeblik efter kom Gestapo i form af 2 tyskere og Jørgensen. Han spurgte hende, hvor hendes mand var, men det nægtede hun at vide noget om. Da Jørgensen stod med en pistol i hånden og vippede skødesløst med den i retning af hende, og da han sagde: ”Gud nåde Dem, hvis De lyver”, fik han efterhånden hende til at sige, hvor hendes mand var taget hen. Derefter ville Jørgensen have hende med ud i bilen, da de ville afhente Hilmersson, men det nægtede hun. Jørgensen sagde nu, at så tog de hendes lille 6-årige søn med i stedet for, men i det samme kom Hilmerssons 1. kommis, Poul Jensen, til stede, hvorefter de tog ham med i stedet for til at vise vej til den opgivne adresse. Jørgensen sagde til hendes 6-årige søn, at hvis de ikke fandt hans fader, kom de og hentede hans moder. Derefter kørte de bort. Efter en halv times forløb kom Gestapo tilbage uden at have fået fat på Hilmersson, og efter at have konfereret indbyrdes, kørte de igen.

Lidt senere på formiddagen ankom 3 gestapofolk til Thomas Thomsens, kaldet Thomas Kjær, bopæl på Krogsvej i Skagen for at foretage en husundersøgelse efter illegale skrifter. Han var imidlertid klar over, at det ikke var ham, Gestapo var ude efter, men derimod en mand, der hed Peter Kjær og som boede i nabohuset. Han fulgte stiltiende med på Hotel Royal for at give Peter Kjær lejlighed til at stikke af, og først her blev fejltagelsen opklaret, og han blev frigivet. Gestapo måtte derefter tilbage til den eftersøgte Peter Kjærs adresse på Krogsvej 9 i Skagen. Her fandt de blot fru Mariane Kjær Thomsen, idet Peter Kjær i mellemtiden var gået under jorden. Efter at havde stillet flere spørgsmål forsvandt Jørgensen og de andre gestapofolk, idet de dog truede med, at de ville komme igen.

Fru Bidstrup, der boede Sct. Laurentiivej 42, Skagen, havde også fået besøg af Jørgensen sammen med en anden person, hvor de spurgte efter hendes mand. Hun anede imidlertid uråd. Hun og hendes mand havde set gestapobilen holde uden for huset, hvorfor hun var stået op og havde sagt til gestapofolkene, at hendes mand var i Hjørring. Efter at have fået at vide hvilket tog redaktør Bidstrup sandsynligvis kom tilbage med, forsvandt de igen med den besked, at de ville komme igen. Omkring 8 dage senere kom Jørgensen igen og spurgte efter redaktøren, men da var denne heller ikke hjemme. Han var i mellemtiden gået under jorden. Med den besked gik Jørgensen igen, men et øjeblik efter kom han igen sammen med 2 tyske gestapomænd og præsenterede sig og dem som tysk politi. De foretog husundersøgelse, men fandt intet. Hun flyttede nu fra hjemmet en kort tid. Hun vidste, at Gestapo en eller to gange havde været på bopælen for at se efter hendes mand. Først omkring sidst i november flyttede hun hjem igen, og så kom Gestapo igen om morgenen kl. 5.30. Det var også denne gang Jørgensen og sammen med ham 2 tyskere i civil. Denne gang optrådte Jørgensen og begge tyskere hysterisk og råbte og skreg. Jørgensen forlangte at få at vide, hvor Bidstrup var, men da hun ikke vidste dette, sagde han, at det hun hidtil havde fortalt, var løgn, og at hun havde ført telefonsamtaler med hendes mand. Dette havde hun nu ikke. Endvidere truede Jørgensen hende med, at de havde midler til at få hende til at fortælle, hvor hendes mand var, ligesom de havde midler til at få hende til at fortælle sandheden. De fik dog ikke noget ud af hende, og derefter forsvandt de. 

Willy Sofus Gregersen, der rejste rundt og reparerede symaskiner, havde opholdt sig i Skagen 1 uges i september 1944 Foto i privat eje

Mistanken faldt på Willy Sofus Gregersen

En dag i september måned var han kommet ind på politistationen og havde spurgt, hvad han skulle gøre, idet en anonym mand havde ringet ham op og dikteret ham navnene på en række personer deriblandt Knud Bidstrup, der skulle udøve illegal virksomhed, og forlangt, at Gregersen skulle til at gå til politiet for at anmelde disse personer. 

Politibetjent Andersen, som Gregersen talte med, svarede, at der nok skulle blive skrevet rapport, og påtalte over for Gregersen, at han skulle være forsigtig med at udsprede den slags beskyldninger.

Nogle dage senere kom Gregersen ind i Skagenstoget i Jerup. Han kom i samtale med en del mennesker fra Skagen, bl.a. kommandørkaptajn Michaelsen. Nogle af passagererne ”byttede” rygter, og Michaelsen bemærkede, at man skulle være forsigtig med, hvad man sagde i disse tider. ”Ja” svarede Gregersen, ”forleden sad jeg på Clausens Hotel, hvor jeg boede, da 2 politibetjente kom og hentede mig til afhøring på politistationen. De beskyldte mig for at have udspredt rygter om, at redaktør Bidstrup drev illegal virksomhed og sagde til mig, at jeg skulle være forsigtig med at sige sådan noget”.

Få dage senere hørte købmand Poul Saxberg, da han sad i barber Voxnæs salon, at Gregersen, der var ved at blive barberet, spurgte Voxnæs, om han vidste, hvem der lavede illegalt arbejde i Skagen. Voxnæs havde da svaret, at det vidste han ikke. Barbermester Carl Voxnæs kendte godt Gregersen, som et par gange før den 19. september 1944, da politiet blev opløst, kom i hans barbersalon. Han havde da fortalt, at han rejste i kølemaskiner, og under den videre samtale spurgte han, om han kendte Vendsyssels Tidendes redaktør i Skagen, Knud Bidstrup, der var fra Hjørring, hvilket Voxnæs bekræftede. 5-6 dage efter, at Willy Sofus Gregersen havde været hos ham til barbering, modtog Voxnæs et brev, undertegnet af finmekaniker Gregersen. I brevet anmodede han ham om at skaffe oplysninger om Vendsyssel Tidendes redaktør med henblik på, om denne havde med illegalt arbejde at gøre, eller om han kunne give sådanne oplysninger om andre i Skagen, så ville vedkommende betale det godt. Brevet sluttede med, at såfremt han omtalte brevet over for andre, ville det blive galt for vedkommende, men det ville blive værre for ham selv. Brevet, som Voxnæs i første omgang rev i stykker, blev senere overgivet til overbetjent Storm fra kystpolitiet, der da boede hos ham. Ca. ½ år senere kom Gregersen på ny ind i forretningen for at blive barberet, det var i februar eller marts måned 1945. Voxnæs spurgte ham, hvorfor han havde sendt ham nogle breve, og om det ikke var ham, der kaldte sig finmekaniker Gregersen, hvilket han bekræftede. Det omtalte brev var ikke sendt af Gregersen. Det var imidlertid sendt af 2 modstandsfolk i Skagen for at teste Voxnæs, der var slem til at lade munden løbe om ham uvedkommende ting på barbersalonen, hvor der ofte var fremmede mennesker til stede.

Willy Gregersen telefonerede en gang i sommeren 1944 fra Skagen Afholdshotel, hvor han drak kaffe, til politistationen og anmodede om, at der måtte komme en politimand over og tale med ham i anledning af en bestemt sag, som han ikke ville tale om i telefonen. Politibetjent Andersen gik over til ham. Gregersen fortalte nu, at han samme dag havde truffet en fisker ved Skagen havn, og fiskeren havde sagt til ham, at det var redaktør Bidstrup og en mand i Gl. Skagen, der var udgivere af det lokale illegale blad ”Frit Danmark” i Skagen. Gregersen fandt anledning til at betro sig til politiet, men han ønskede dog som en god dansk mand ikke at komme med nogen direkte anmeldelse. Politibetjent Andersen, der selv var med i lokalredaktionen af ”Frit Danmark”, beroligede Gregersen med, at det var den slags ting, man ikke skulle tale højt om. I slutningen af 1944 havde Willy Gregersen taget ophold på sømandshjemmet i Strandby. Her fattede man mistanke om, at han var stikker. En person fra Strandby havde bemærket, at Gregersen under et besøg i Frederikshavn havde gæstet Gestapo, og kort efter anholdt Gestapo en tysk desertør på sømandshjemmet i Strandby.

Bylederen i Frederikshavn, kriminalbetjent Harald Jørgensen, gav ordre til, at politibetjentene Christoffersen og Martsum samt reservebetjent Elgård, som alle var gået under jorden, tog ud til sømandshjemmet i Strandby. På sømandshjemmet holdt de 3 politifolk den unge mand op med deres pistoler. Han blev derefter grundig afhørt, og det foregik ikke på nogen blid måde. Han tilstod da også, at han havde angivet en tysk desertør og modtaget 50 kr. for dette af Gestapo. Den unge mand rystede som et espeløv og sveden haglede ned af ham. De 3 politifolk drøftede at likvidere ham, da det nu både var bevist og erkendt, at han var stikker. De var dog kede af at skulle foretage en sådan blodig handling på sømandshjemmet. De overvejede også at tage ham med og så likvidere ham et andet sted. De opgav det dog, især fordi det var en tysker, som han havde angivet. De vidste ikke på daværende tidspunkt, at en ukendt dansker også var blevet taget sammen med desertøren. Det erfarede de først efter befrielsen. De 3 politifolk lod den unge mand slippe med den besked, at han omgående skulle forsvinde fra det nordjyske område, hvis han ville undgå likvidering. Under afhøringen havde stikkeren fået nogle klø. De sikrede sig hans generalia og skrev rapport over angiveriet.

Gregersen blev efter befrielsen anholdt af Odder politi og blev den 25. september 1945 ført til påvisning i Strandby, hvor han blev genkendt af restauratør Henrik Marinus Henriksen, Strandby Afholdshotel. Han forklarede nærmere, at Gregersen havde boet på afholdshotellet i Strandby i ca. 3 måneder i 1944. Han rejste rundt i Vendsyssel. Han handlede med kartofler, malerier og reparerede symaskiner. Han gav udseende af, at han hadede tyskerne, men ikke desto mindre skulle han have angivet 2 tyske desertører til tyskerne i Frederikshavn. Henriksen oplyste, at de pågældende 2 personer, der talte gebrokkent dansk, en formiddag, medens Gregersen boede på hotellet, kom ind i restaurationen. De var civilklædte. Gregersen gav sig i samtale med dem, og han henvendte sig senere til Henriksen og bad ham give dem mad på Gregersens regning. Han fortalte, at de pågældende var tyske desertører, og at de søgte skibslejlighed til Sverige. Gregersen rejste samme dag efter middag, og kort efter kom der en patrulje af tyske uniformerede personer under ledelse af Carl Otto Jørgensen, også kaldet Gestapo-Jørgensen, til hotellet. De henvendte sig til Henriksen, den ene talte dansk, og de lod Henriksen forstå, at de var vidende om, at 2 tyskere gemte sig på hotellet, og de forlangte at få at vide, hvor de opholdt sig. Henriksen så sig derfor nødsaget til at henvise tyskerne til værelset, hvor flygtningene opholdt sig. Der var ikke lejlighed for Henriksen til at advare dem, der herefter med hænderne i vejret og med pistoler i ryggen blev ført ud og kørt bort sammen med gestapofolkene. Gregersen var borte i nogle dage, og Henriksen hørte senere omtalt, at man mistænkte Gregersen for at have stukket de tyske flygtninge, og derfor blev han nogen tid senere opsøgt af nogle medlemmer af modstandsbevægelsen i Frederikshavn. Smedemester Ejner Larsen, Strandby, tilføjede, at man fra modstandsbevægelsens side havde holdt øje med Gregersen, som man ikke var sikker på, og man ville ikke risikere, at han eventuelt skulle foretage anmeldelse til tyskerne om den ret store illegale trafik, der foregik fra Strandby. Det var dog først i forbindelse med Gregersens anmeldelse af de nævnte to flygtninge, at man blev klar over, at han var stikker.

Willy Sofus Gregersen blev idømt 2 års fængsel for angiveri i Strandby, men hvem, der havde givet anledning til gestaporazziaen i Skagen blev aldrig opklaret.