Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Fisker Svend Aage Christensen. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Fisker mistede livet ved landgangen i Nordmandiet

Søndag den 17. december 1944 afholdtes en mindegudstjeneste i Skagen kirke, der var fyldt til bristepunktet af kirkegængere. I årets løb havde 4 fiskere mistet livet under krigsomstændigheder. Fiskerne Carl Olesen, Petrus Olesen og Viggo Alfred Jensen forliste den 11. januar 1944 med fiskekutteren ”Juliane” omkring 4 sømil øst for Skagen ved en minesprængning.

Fisker Svend Aage Christensen, der var indtrådt i den engelske flåde, mistede livet ved landgangsoperationer i Normandiet den 6. juni 1944

Gennem udenrigsministeriet indløb der til borgmesterkontoret i Skagen den 7. november 1944 den triste meddelelse, at matros Svend Aage Christensen, søn af fisker Severin Christensen, Møllevej, var omkommet som følge af krigsforlis. Den omkomne sømand, der blev 27 år gammel, var forhyret på et udenlandsk skib. Efter at hans skib var blevet beskadiget i stævnen, sprang han i Kanalen, og skønt han svømmede som en fisk, så man ham ikke senere. Muligvis blev han slået ihjel af skruen. Hans navn vil nu indskrevet på mindevæggen blandt dem, som blev derude, og muligvis vil hans to medaljer og hans billede blive ophængt i Fortidsminderne.