Skagen en by i krig og fred

1939-1945

I begyndelsen af 1922 købte Grev Christoffer Knuth en byggegrund på Østre Strandvej af murermester Knudsen for 8.000 kr. Bygmester Poul Richard skulle opføre et blokhus på grunden, der ligger lidt øst for Lochers hus. Efter nogen diskussion i byrådet blev byggeriet godkendt. Nogle byrådsmedlemmer havde anket over, at huset skulle bygges af træ og derfor udgjorde en øget risiko for brand i denne del af byen. Blokhuset fik navnet ”Dagalid”, og her plejede greven at tilbringe det meste af sommeren indtil sin død i 1942. Ejendommen havde herefter flere ejere. I 1951 solgte overlæge Chr. Hvidt huset til kommerceråd H. A. Elfving. Hemming Alarik Elfving blev født 2. juli i Uleåborg i Finland og døde 10. februar 1965 i Helsingfors. Læg mærke til kakkelovnsrørerne, der fører ud gennem vinduerne. Foto i privat eje.

Det tyske sikkerhedspoliti på hvervekampagne i Skagen

Den finske kommerceråd i Skagen søgtes hvervet som tysk meddeler. SicherheitsDienst, SD, for Nordjylland, der havde kontorer på Park Hotel, Boulevarden 4. 1. sal i Aalborg, hvortil den var ankommet i efteråret 1943. Næstkommanderende for denne afdeling var Untersturmführer Karl Apel, og en af hovedopgaverne var at hverve Vertrauensmänner, der skulle indsamle stemningsberetninger om danskernes meninger og synspunkter i forholdet mellem tyskere og danskere. SD havde adskillige danske håndlangere, og en af disse var Arne Hindsholm, der blev likvideret den 4. maj 1945 på Algade i Aalborg. 

Annonce i Vendsyssels Tidende i juli 1940

Man havde hidtil haft god succes med at hverve stemningsberettere i Vendsyssel. En af disse var gårdejer Mikkelstrup i Lendum, der var ivrig nazist og som også hvervede frivillige til tysk krigstjeneste. Sikkerhedstjenesten havde i længere tid haft kig på Skagen, men man skulle helst henvende sig til person, som på en eller anden måde havde forbindelse til tyskvenlige danskere, og som, man med stor sikkerhed troede, ville lade sig hverve. SD havde fået underretning om, at den finske kommerceråd Elfving i Skagen havde indledt bekendtskab med lensgreve Bendt Tido Wedell fra Frijsenborg, som havde nazistiske synspunkter, og folkene fra sikkerhedstjenesten antog derfor, at kommerceråden var et muligt emne til hvervning som Vertrauensmann. Den finske kommerceråd var leder af ”Finsk Folkeforsyning”, der eksporterede saltede fisk til Finland. 

Under foregivende af at det var fra lensgreve Wedell telefonerede SD-folkene i juni måned 1944 til ”Finsk Folkeforsyning” i Skagen, hvor de fik sekretær Frank Edwards i røret, og en mandsstemme sagde til sekretæren, at man kom til Skagen for at hilse på kommerceråden. Samme dag ved 14-tiden ankom en tysk personbil til kommercerådens sorte blokhus på Østre Strandvej. Arne Hindsholm, der var med som tolk, gik ind for at spørge efter konsulen, medens Untersturmführer Karl Apel blev siddende i vognen. Lidt efter kom Hindsholm imidlertid tilbage og sagde, at der ikke var nogen hjemme i huset. Man kørte derefter til havnen og holdt stille ved isværket, hvor Arne Hindsholm fandt den finske konsul og forklarede ham, at de ville køre tilbage hans bolig for at vente på ham der.

Elfving var ude i nogle ærinder, og da han ved 15-16-tiden kom hjem, var der to fremmede herrer i huset. Han regnede med, at de to var i selskab med lensgreve Wedell, og at han ville komme lidt senere. Elfving spurgte derfor efter ham, idet han samtidigt sagde, at middagen ventede, og de efter finsk skik skulle i finsk bad først, men først nu erfarede han, at Wedell ikke var med. De to fremmede personer præsenterede sig som Karl Apel og Arne Hindsholm og oplyste, at de havde truffet nogen, der havde været i selskab med ham og lensgreve Wedell, og da de havde hørt, at han var finne og opholdt sig i Danmark på den finske regerings vegne, ville de besøge ham. 

Untersturmführer Karl Apel. Foto: Bangsbo lokalarkiv

Konsul Elfving, der fandt besøget noget påfaldende, søgte at fritte dem ud om, hvad deres virkelige ærinde var, men han fik ikke nogen klar besked. Han havde dog på fornemmelsen, at de to fremmede var tyske agenter, der ville udspørge ham om finnernes politiske indstilling, ligesom de ønskede oplysninger om, hvad hans virksomhed i Skagen egentlig var for noget. De spurgte da også ud om danskernes indstilling, og om hvorledes forholdet mellem tyskerne og danskerne kunne forbedres. Da han nu havde omtalt middag og finsk bad, syntes han ikke, at han kunne være bekendt uden videre at afvise de to gæster. Dertil kom, at han kort forinden under indrejse i Danmark var blevet kropsvisiteret af tyskerne, som den eneste af de rejsende, uagtet at han rejste som finsk kurer. Han frygtede nu for yderligere ubehageligheder, eventuel i form af anholdelse, og derfor lod han sig ikke mærke med noget, og inviterede de pågældende til finsk bad og middag. 

Lidt efter midnat var ”festen” forbi, og de to gestapofolk forlod konsulens hjem i stærk beruset tilstand og satte sig ind i den ventende bil, der satte kursen mod Aalborg. Selv om de to herrer forhørte sig om at måtte komme igen, blev de aldrig senere inviteret, og den finske kommerceråd lod sig ikke hverve som Vertrauensmann. Fiskeeksportfirmaet, Finsk Folkeforsyning, vakte imidlertid blandede følelser i Skagen. I september 1944 skrev en dansk agent følgende stemningsberetning: ”Bortset fra alle disse krigsforberedelser hersker der relativ ro i hele omegnen, og man har endda tid til at beskæftige sig med så almindelige ting som det finske folkeforsyningsministeriums store salteri på havnen. Det er ganske vist også den største fiskeriindustrivirksomhed på pladsen, og nu, da Finland er faldet fra, venter man i spænding på, hvad der sker med salteriet. Det er ledet af en kommerceråd ved navn H. Elfving. Han har hidtil haft nok af penge og brændselsolie til sin disposition, og han har også til rådighed haft en hel flåde i søen. Ofte har op til 25 både fisket for ham, og de fisker hver dag i modsætning til de øvrige skagensfiskere, der kun har olie til fiskeri én gang om ugen. Man har i øjeblikket et betydelig oplag af lynfrossen fisk på lager. Der nævnes 300 tons Nordsøkuller og 60 tons makrel. Bestræbelserne synes at gå ud på at få disse fisk bragt i sikkerhed i Sverige, inden forbindelsen mellem Finland og Tyskland helt klippes over. Både har kommerceråden nok af, men når han at få varerne over. Det kan tilføjes, at salteriet har en aftale med de danske myndigheder om at levere en del af sin produktion til fiskeauktionen. Det er også sket. Danske fiskeeksportører har købt denne produktion, hvorefter den er sendt videre til Tyskland. Om sine fremtidsplaner har Hr. Elfving i øvrigt – rørende nazist – udtalt, at han nu snart må vende tilbage til Finland. Han har diplomatpas, men så snart krigen er forbi, vil han vende tilbage og overtage salteriet for egen regning. Han har slet ikke tænkt den tanke til ende, at hans nærværelse her efter krigen ikke var ønskelig og at f.eks. den danske stat overtog salteriet som et meget beskedent afdrag på de 4-6 milliarder, vi efterhånden har til gode. Det har Hr. Elfving ikke tænkt, men det tænker de gode skagensboere så meget des mere på”.

I efterkrigsårene etablerede Finsk Folkeforsyning sig som Fin Fisk med lagerlokaler på 4.000 kvadratmeter til industrifisk men den 1. januar 1953 købte Skagen fiskeriforening ejendommen, der blev opført i begyndelsen af krigen af et konsortium bestående af danske og finske statsborgere med det formål at sikre den finske befolkning saltsild under krigen. Det hele begyndte såre beskedent, men voksede efterhånden i omfang, og kapaciteten blev udnyttet fuld ud i krigsårene og de første følgende efterkrigsår, men umiddelbart efter krigen lod firmaet bygge det store cementkompleks øst for havnebassinet, hvortil virksomheden flyttede hele sin produktion, men beholdt bygningerne som en art reserve.