Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Bilholdepladsen med Karstens Hotel i baggrunden. Foto: Skagen Lokalsamling

Drabet på Viggo Hansen

Den 5. maj 1995 på 50 årsdagen for Danmarks befrielse blev Viggo Hansens Plads indviet. Anledningen til navngivningen af den tidligere bilholdeplads over for Karstens Hotel havde en sørgelig og dramatisk baggrund. I efteråret, nærmere betegnet lørdag den 14. oktober 1944, blev den 18-årige Viggo Eigil Hansen, der var i lære som butiksassistent (købmandslære) i Brugsen, dræbt af pistolskud fra en tysk officer på pladsen. Viggo Hansen blev født den 15. juni 1926 og boede hos sine forældre på Sct. Laurentii Vej 32 i Skagen.

"Viggo Eigil Hansen

Stor medfølelse samler sig om postpakmester C. G. Hansens hjem, der på så brat en måde mister en god søn. Viggo var yngste søn og vellidt overalt, hvor han færdedes, ikke mindst på sin arbejdsplads, brugsforeningen, hvor han trods de få år, han havde været ved branchen, opnåede en stor popularitet blandt såvel uddeler, personel som kundekredsen. Her som i hjemmet vil man savne ham, hvilket også vil være tilfældet i afholdslogen, hvor Viggo fra konfirmationen havde været medlem, og hvor man satte stor pris på ham. En stor del af hans fritid gik med at øve sig på klaveret, hvor han efterhånden opnåede stor færdighed. Også andre instrumenter mestrede han, og det er ikke få gange, han har spillet i orkester, navnlig indenfor afholdsforeningen. Han havde netop i disse dage med andre musikalske kammerater dannet et lille orkester".

Skagens Avis 16. oktober 1944 

Viggo Hansen havde været til 21-forestillingen i biografen for at se farvefilmen ”Borgmesterinden bader”, en morsom film fra baroktidens Flandern, og på vej hjem til sine forældre gjorde han ophold ved pølsevognen på bilholdepladsen, hvor en del andre unge mennesker også var forsamlet. Pludselig var der nogle af drengene, der begyndte at kaste sten over mod Karstens Hotel på den anden side af gaden. Der knustes en del ruder i hotellet, og et øjeblik efter kom nogle tyskere farende ud derfra, idet de affyrede nogle skud med pistoler. En af tyskerne kom lige hen mod gruppen ved pølsevognen. 

De unge mennesker blev imidlertid stående, idet en af dem sagde, at det nok var løst krudt, som tyskerne skød med. Da tyskeren var 2 til 3 meter fra gruppen, affyrede han et dræbende skud lige mod Viggo Hansen, der stod nærmest. Jens Eigil Sørensen fik et slag i nakken og lod sig falde ned på jorden, hvor han kom til at ligge med hovedet oven på Viggo Hansen. Efter at tyskerne havde bragt alle de andre unge mennesker over på Karstens Hotel, kom de tilbage og hentede Viggo Hansen, der havde voldsomme smerter. På hotellet fik Viggo Hansen et tæppe at ligge på, og en tysk læge undersøgte ham og gav en smertestillende indsprøjtning, hvorefter der blev ringet til Falck, der bragte ham til Skagen sygehus. Ved 0.30-tiden ankom nogle Falckreddere til Viggo Hansens forældre og meddelte dem, at deres søn var blevet alvorligt såret, og om de ville med på sygehuset. De tog straks til sygehuset, men fik her den sørgelige besked af overlæge Jarnum, at deres søns liv ikke stod til at redde. Forældrene sad nu hos deres søn til omkring kl. 5.30, da døden indtraf. Pistolskuddene havde også ramt Knud Madsen, der blev såret i låret og i første omgang ført til et tysk lazaret ved Fyrbakken.

Søjle på Viggo Hansens gravsted på Skagen Assistens Kirkegård, skænket af venner og kammerater inden for N.I.O.G.T. Nordisk Independent Order of Good Templars, Afholdsloge. Den knækkede søjle symboliserer måske en brat afslutning på en ung mands liv, hvem ved. 

Forklaringen på de tyske officerers voldsomme reaktion skal nok forklares ud fra to forhold. For det første havde alle tyske officerer den 1. august 1944 fået ordre til, at enhver, der udtalte sig mod Føreren eller udviste handlinger mod Føreren, øjeblikkelig og uden varsel skulle nedskydes af den, der hørte dette. For det andet var der 2 dage før episoden på bilholdepladsen blevet kastet med sten mod en tysk officer, der kom gående med en dansk pige. Stenkasteren blev i den anledning sammen med flere andre Skagboer anholdt af tyske soldater og ført til Hotel Royal, men efter 2 dages forhør på havnekaptajnens kontor på Hotel Royal var de dog atter på fri fod. Drabet på Viggo Hansen fik af naturlige årsager – pressecensuren – ikke den store omtale i dagspressen. Dog beskrev Skagens Avis hændelsen som en tragisk ulykke. Kun uddrag af pastor Lindberg Andersens begravelsestale blev refereret: ” Her er ikke stedet at sige meget, fordi der ligger et tungt åg på vor nakke, og der er sat lås for vor mund, vi står afmægtige over for våbenmagten, men vi fastholder, at magt aldrig i sig selv er ret”. Til gengæld blev begravelsen, der fandt sted fra Skagen kirke fredag den 20. oktober 1944 kl. 14.00, en demonstration overfor den tyske besættelsesmagt. Alle danske arbejdere de tyske befæstningsanlæg lod skovl og spade ligge. Skagen kirke var stuvende fuld til bristepunktet af deltagende Skagboer og udefra kommende ”fremmedarbejdere”. Det tyske hemmelige statspoliti, Gestapo, gik straks i gang med en intensiv efterforskning af episoden ved Karstens Hotel. Netop i sensommeren 1944 etablerede Gestapo en afdeling i Frederikshavn med kontorer på Kragholmen under ledelse af Sturmscharführer Otto Willy Döhlemann, og de indfandt sig snart i Skagen. 

Otto Willy Döhlemann. Foto: Bangsbo lokalarkiv

Otto Willy Döhlemann, født 25. juni 1906. Ansat ved Gestapo i Aalborg fra oktober 1943, fra juni 1944 til februar 1945 chef for Gestapo i Frederikshavn. En uhyggelig person der i sin tid ved Gestapo i Frederikshavn havde haft med så at sige alle de mishandlinger at gøre, der fandt sted der. Ved første retsinstans idømt 14 år fængsel, men straffen blev senere nedsat til 6 års fængsel. Udvist af landet i sommeren 1950 

Allerede om formiddagen på begravelsesdagen ankom tre civilklædte Gestapofolk til Skagen for at foretage de indledende undersøgelser. Det var en dansker, Otto Jørgensen også kaldet ”Gestapo Jørgensen” og to tyske Gestapofolk, Franz Schüler og Anton Simmelbauer. De henvendte sig på auktionskontoret, hvor de traf borgmester Geisnæs. Otto Jørgensen, der optrådte som tolk, udspurgte borgmesteren om hans viden om, hvem der havde deltaget i spektaklerne ved Karstens Hotel for nogle dage siden, da han som byens borgmester måtte vide besked derom. Borgmesteren svarede afvisende, at det kendte han absolut ikke noget til. Fisker Lüthje havde også været til stede på bilholdepladsen. Han var en af de personer, der på drabsdagen var blevet ført til Hotel Royal men løsladt efter 2 dage. Han troede egentlig, at alt åndede fred, indtil 8 dage senere da Gestapo Jørgensen ankom sammen med en tysktalende person til hans bopæl. Jørgensen optrådte udfordrende og frækt og sagde, at de kom fra det tyske sikkerhedspoliti, og at han skulle følge med. Han blev derefter ført ud i en bil, hvor han kom til at sidde mellem de to Gestapofolk, og han kunne tydeligt mærke, at Jørgensen havde en revolver på sig. 

Vestre landsret i Aalborg behandlede i 1947 sagen mod den berygtede stikker og Gestapomand fra Frederikshavn. Jørgensen, der ved underretten i Frederikshavn blev idømt fængsel for livstid. Landsrettens anklager, statsadvokat Erik Jensen, havde nedlagt påstand om dødsstraf. I mere end 50 tilfælde havde Jørgensen været med til anholdelser og med til tortur af flere af de anholdte, når de blev afhørt. Han slog sine ofre med nihalede piske og med gummiknipler og slog og sparkede dem i ansigtet. Sagens behandling tog lang tid. Dommen faldt først ved 21- tiden. Jørgensen idømtes dødsstraf. 5 dommere voterede for dødsstraf og 1 for livsvarigt fængsel.

Gestapomand og tolk Otto Jørgensen blev senere benådet med en længere fængselsstraf. Foto i privat eje

Jørgensen viste ham en lommebog, hvori der var noteret følgende navne: ”Julle Jacobsen” (Niels Juul Jacobsen) samt adresse. ”Fenne Jørgensen” (Svend Aage Jørgensen) samt adresse. ”Carlo Jacobsen” samt adresse. Disse navne var der sat kryds ved, men der stod også en del andre navne. Jørgensen sagde bestemt til ham, at han for sin egen skyld skulle vise, hvor de pågældende boede, ligesom han skulle sige til, hvis nogen af de pågældende blev mødt på gaden, medens de kørte rundt i byen. Han fandt sig herefter nødsaget til at vise de pågældendes adresser, hvor Jørgensen sammen med den anden tysker var inde for at eftersøge de 3 personer, der imidlertid ikke var hjemme. Han blev i mellemtiden siddende i bilen under bevogtning af chaufføren. Under køreturen traf man på Niels Jacobsen, der opholdt sig uden for biografteatret. Svend Aage Jørgensen, der havde hørt om eftersøgningen, kom selv ned på Hotel Royal, idet han åbenbart mente ikke at have foretaget sig noget, tyskerne kunne sigte ham for. Efter at have opholdt sig et stykke tid på Hotel Royal blev de i en lukket transportvogn kørt til teknisk skole i Frederikshavn, og undervejs blev de truet med at blive skudt, hvis de forsøgte at flygte. Næste dag kom de i forhør hos det tyske sikkerhedspoliti hver for sig. De blev nu afhørt af en tysktalende person, Schüler, hvor Jørgensen optrådte som tolk, og efter ½ times forløb sluttede forhøret. Niels Lüthje blev transporteret til Frøslev, hvor han sad interneret til den 24. april 1945. Som tidligere nævnt var Svend Aage Jacobsen selv mødt op på Hotel Royal og blev også ført til afhøring i Frederikshavn. Han blev herunder rykket i håret og læben. Han blev ført til Frøslev og løsladt den 29. april 1945. Preben Vestergaard blev allerede 2 dage efter drabet på Viggo Hansen genkendt af en tysk soldat og ført til det tyske hovedkvarter på Hotel Royal og senere transporteret til Frederikshavn til afhøring. Han var uvillig til at udtale sig, hvorfor Jørgensen hentede en gummiknippel og truede ham med den, idet han sagde, at hvis han ikke sagde sandheden, havde de midler til at få ham til den. Han fortalte nu, hvad han selv havde været med til, hvorefter han blev forelagt en liste med navne over dem, der havde opholdt sig på gerningsstedet, da stenene blev kastet mod de tyske officerer. Han nægtede, at det var ham og en hotelkarl, der havde kastet med sten, men Gestapo-Jørgensen påstod, at han vidste bedre besked. Vestergaard blev nu beordret op på skrivebord, hvorefter den tyske Gestapomand slog løs med en gummiknippel på hans ben og lænd. 

Tysk vagtpost i Kong Hans Arrest i Aalborg. Foto: Nordjyllands Politihistorisk Selskab

Da rapporten var færdig, blev han beordret til at underskrive den, men heri var det skrevet således, at også broderen Knud Vestergaard havde kastet med sten. I første omgang nægtede han at underskrive, men Jørgensen gav ham besked på at holde kæft, og han måtte underskrive afhøringsrapporten. Preben Vestergaard blev sendt til Frøslev og løsladt den 26. april 1945. Maskinarbejder Knud Madsen var som omtalt blevet skudt i låret under stenkastningsaffæren og senere ført til Skagen sygehus, hvor han var indlagt i 28 dage. 14 dage efter hjemkomsten blev han afhentet på sin arbejdsplads af Jørgensen og to tyske Gestapofolk og ført til Frederikshavn. På vejen hertil blev bilen standset ude på Hulsig hede, hvorpå han blev beordret ud og stillet op, således at Jørgensen og de to Gestapofolk kunne skyde med en maskinpistol efter et lommetørklæde, som han med en halv meter lang pind holdt så langt borte fra sig som muligt. Der blev affyret flere salver, og lommetørklædet blev ramt flere gange. I Frederikshavn kom han til afhøring på teknisk skole. 

Da rapporten var blevet skrevet på tysk, nægtede han at underskrive den, idet den var beskrevet således, at han under skyderiet på bilholdepladsen skulle have forsøgt at gemme sig bag pølsevognen. Jørgensen sagde da, at det var den tyske grammatik, der fik rapporten til at lyde således, og han gad ikke lære ham tysk grammatik, hvorfor han havde at underskrive. Herefter blev han indsat i den danske afdeling i Kong Hans Arrest i Aalborg i 2 måneder, for derefter at blive overført til Frøslev, hvorfra han blev løsladt den 6. marts 1945.