Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Foto: Lokalsamlingen i Skagen

3 personer anholdes af Gestapo

Den 17. november 1943 blev 3 personer, Herluf Steen, Bent Sørensen og Harald Georg Dybdahl Dantoft, anholdt af det hemmelige tyske politi i Skagen. De var sigtet for køb af pistoler af russiske soldater. De blev anbragt i tysk arrest i Frederikshavn og blev først løsladt den 13. marts 1944. De nærmere omstændigheder ved sagen var denne, at der umiddelbart før anholdelsen var kommet en del nye tyske soldater, russiske soldater, der havde været tyske krigsfanger, og som derefter havde ladet sig indrullere i den tyske hær, til Skagen. Disse soldater falbød våben m.m. til befolkningen, og de havde haft forhandlinger med en sådan ”russer” om køb af en pistol. 

En russisk soldat havde dog henledt det daværende tyske sikkerhedspolitis mistanke på de 3 personer i Skagen, og de blev herefter anholdt, sigtet for forsøg på køb af våben. Kriminalassistent Bak-Jensen overværede enkelte af de afhøringer, som tyskerne foretog, således at han kunne holde de pågældendes pårørende underrettet om sagens gang i Skagen. Når tyskerne tog så kraftigt fat, som de gjorde, anholdt 3 personer og foretog en del afhøringer, skyldtes det, at man åbenbart befrygtede, at de anholdte var tilknyttet en illegal organisation, som foretog opkøb af våben. Der forelå imidlertid ikke noget sådant, og da tyskerne således heller ikke kunne bevise noget, blev de pågældende løsladt.