Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Skagen Badehotel. Foto i privat eje

Skagen Badehotel synger sin svanesang

Lige siden det gamle Skagen Badehotel på Grenen nedbrændte under den tyske besættelse af Danmark i maj 1943, har der været usikkerhed om, hvorvidt badehotellet nedbrændte på grund af en sabotageaktion, eller om brandårsagen skyldtes uforsigtig omgang med åben ild.

Skagens Badehotel på Grenen, der var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen, stod færdigopført i 1898 og fremstod som et mondænt kurhotel. Badehotellet var ejet af et aktieselskab, hvori arkitekt Julius Berg, Bagsværd, havde den største aktiepost. Adskillige kongelige og fyrstelige personer havde gæstet hotellet gennem årene. Hotellet lå tæt ved den flade sandstrand, hvor der var anlagt en lille landingsbane for mindre flyvemaskiner. Hele 8 flyvemaskiner kunne bringes i ly for dårligt vejr i hotellets flyvehangar. Under et voldsomt tordenvejr den 10. oktober 1938 slog lynet ned i den østlige del af hotellet, hvor spisesal, terrasse, veranda og forskellige andre saloner og læsesale var beliggende. I løbet af meget kort tid var hele den østlige del af hotellet overtændt, og trods en ihærdig indsats af Skagen brandvæsen stod denne del af bygningen ikke til at redde. Tilbage var kun den vestlige del af hotellet med værelser, der alene var bygget af træ. Det eneste murværk var nogle skorstene. Bygningen bestod af nogle tykke træbjælker der var beklædt med forskallingsbrædder, og indervæggene i værelserne var oppudset med et tyndt lag kalkpuds. Da hotellet kun var i brug i sommersæsonen, var der ikke installeret kakkelovne i bygningen. 

Tyske officerer på Grenen i sommeren 1942 ved resterne af Skagen Badehotel. I baggrunden ses både det grå fyr og Semafonen. Foto i privat eje

Allerede fra besættelsestidens første dag blev området omkring signalstationen og badehotellet beslaglagt af den tyske værnemagt. Hotellet blev overtaget af tyskerne efter forhandling mellem den tyske konsul Brandtner, Aalborg, og hotellets ejere. Ifølge kontrakten skulle badehotellet afleveres i samme stand som ved overtagelsen den 9. april 1940. Sådan gik det som bekendt ikke. Af indenrigsministeriet og forsikringsselskabet blev hotellet med tilliggende bygninger anset som værende militære anlæg og kunne derfor ikke krigsskadesforsikres.

I de første 2 år af besættelsen benyttede tyskerne kun badehotellet som lagerlokaler og sommerbeboelse, men i efteråret 1942 besluttede man sig for at anvende hotellet som helårsbeboelse. Da der imidlertid ikke var installeret kakkelovne i bygningen, opstillede den tyske værnemagt små og let transportable kakkelovne i værelserne. Aftræksrørene fra kakkelovnene blev enten ført hen til den nærmeste skorsten eller ud gennem en ituslået rude, og risikoen for ildløs så man stort på. Tilsynsførende maskinmester K. Hoffmann og arkitekt J. Berg havde selv været på inspektion senest i januar 1943 på badehotellet og med egne øjne set, at de mange kakkelovne og aftræksrør ikke var anbragt i behørig afstand fra væggene af træ, og de havde iagttaget, at der i et værelse på 1. sal i hotellets vestre del var en dør og en dørkarm svedet, hvilket skulle være sket fra en overophedet kakkelovn. De havde ved denne lejlighed påpeget de ulovlige installationer og risikoen for brand overfor den tyske værnemagt, men da der hele tiden var en stadig udskiftning af ledende tyske officerer på hotellet, blev der aldrig gjort noget for at hindre brandfaren.

Søndag den 23. maj 1943 omkring kl. 15.36 indløb telefonisk til Skagen politistation en meddelelse om, at der var opstået ildebrand på signalstationen på Grenen. Både kriminalbetjent Bak-Jensen og politibetjent P. Nørgaard sprang straks ud i stationens vogn og kørte ud på Grenen. Her viste det imidlertid sig, at der ikke var ild i signalstationen men i stedet for i Skagen Badehotel. Ved deres ankomst syntes ilden kun at have fat i tagetagen i bygningens midte, men i løbet af kort tid bredte ilden sig til hele hotellet og til en mindre bygning, som stod opført vest for hovedbygningen.

To kontrolposter med tyske vagter i 1943. Foto i privat eje

Både de tyske soldater og de danske arbejdere, der var til stede omkring badehotellet, var allerede i gang med kaste inventar og personlige ejendele ud gennem hotellets vinduer. På branddagen boede der 33 tyske soldater og 5 civile tyske arbejdere på hotellet.

Afspærring med pigbukke på Grenens nordside mellem Skagen Badehotel og havet. Foto i privat eje

Kort efter ankom Skagen brandvæsen med vicebrandchef Arnold Grønbech som leder med en motorsprøjte, og en times tid senere var Frederikshavn brandvæsen også kommet til stede. Da Skagen brandvæsen var nået ud på Grenen, var ilden allerede slået igennem tagetagen, og ilden havde fået stærkt fat i trækonstruktionen. Man begyndte straks slukningsarbejdet med vand fra hotellets egen store vandbeholder, men i løbet af 15-20 minutter var denne tom, og før slukningen kunne fortsættes, måtte der lægges en brandslange omkring 1½ kilometer ud til Nordstrand. Hele dette arbejde forsinkedes på grund af den tyske værnemagts afspærringer med pigtråd og pigbukke. Da brandvæsenet omsider fik tryk på slangerne, var badehotellet overtændt, hvilket umuliggjorde en slukning. Efter et par timers forløb stod kun de nøgne og sodsvedne skorstene tilbage og rakte op mod himlen.

Både den tyske værnemagt og danske myndigheder havde stor interesse i opklaring af brandårsagen på Skagen Badehotel. I de sidste måneder havde samarbejdet mellem begge parter været anstrengt, idet tyskerne så småt var begyndt at kritisere dansk politi for uduelighed og manglende interesse for opklaring af flere brandsager, hvor tyske interesser var indblandet. Rigspolitiets tekniske afdeling i Aalborg kom derfor til Skagen dagen efter branden for at lede efterforskningen og opklaring af brandårsagen, og med velvillig tilladelse af den tyske Standortältester, korvettenkapitän Eckelmann, fik politifolkene fra sikkerhedspolitiet udstedt Ausweis til det afspærrede område på Grenen, hvor badehotellet lå. Samtidig gav kompagniføreren, Oberleutnant Schultze, sin accept til afhøring af såvel tyske soldater som civile danske arbejdere, der var beskæftiget med befæstningsarbejder i nærheden af badehotellet.

I den indledende undersøgelse kunne sikkerhedspolitiet ved overbetjentene Frost Larsen og S. Soelberg fra Aalborg politi hurtigt konstatere, at Skagen Badehotel på Grenen lå indenfor et område, der var afspærret og benyttet af den tyske værnemagt, således at kun personer, der var i besiddelse af et gyldigt Ausweis udstedt af den tyske havnekaptajn på hotel Royal, og som forinden var kontrolleret af tyske vagtposter, havde adgang til det afspærrede område. Alle til- og frakommende personer blev kontrolleret af tyske vagtposter ved indgangen til området og igen ved en afspærring inde på selve området. Desuden patruljerede flere tyske vagtposter omkring badehotellet hele døgnet rundt. I efterforskningen konkluderedes, at afspærringen og kontrollen var så effektiv, at det måtte anses for udelukket, at uvedkommende personer havde kunnet komme ind på det afspærrede område. 

Et imponerende billede fotograferet fra vest af brandtomten, hvor oprydningsarbejdet så småt er gået igang. Til højre ses en træbygning, der skjulte en flyvarslingsradar opsat allerede i april 1940. Foto i privat eje

Da Oberleutnant Schultze formodede, at branden skyldtes en skorstensbrand, tilkaldtes distriktsskorstensfejer Thorvald Georg Grønbech, Skagen, der havde været skorstensfejermester siden april 1940. Grønbech fortalte, at han gennem fyrmester Hansen, Det grå Fyr, havde rettet henvendelse til den tyske værnemagt angående fejning af skorstenen på både badehotellet og signalstationen. Tyskerne havde imidlertid svaret, at de nok selv skulle ordne dette forhold, og Grønbech fik således aldrig adgang til hotellet før branden. Skorstenen blev nu væltet, og skorstensfejeren kunne helt bestemt afgøre, at der ikke havde fundet en skorstensbrand sted. I ruinerne lå omkring 20 kakkelovne og et stort antal aftræksrør af jern og blik, men da alt var faldet sammen, var det umuligt at danne sig et billede af, hvorledes kakkelovnene havde været anbragt, men det kunne dog konstateres, at der ikke var tegn på ildspåsættelse.

Ovnrør. Foto i privat eje

To danske entreprenørfirmaer, Brandt & Ravntoft og Wrigth Thomsen & Kier samt et tyske firma ved navn Seibert var i gang med støbningen af befæstningsanlæg i nærheden af badehotellet, og lidt vest for dette var man i færd med at opstille et radartårn af typen ”Wassermann S”. Omkring 200 danske arbejdere var beskæftiget på Grenen med tyske befæstningsarbejder i maj 1943

Arbejdsformanden for firmaet Wright Thomsen & Kier var med sine 7 arbejdere i gang med rejsning af radartårnet. De havde som sædvanligt holdt kaffepause om eftermiddagen og var på vej tilbage til arbejdspladsen for at genoptage arbejdet. Da de nærmede sig badehotellet, så de, at det røg op fra den sydlige tagflade på hotellet ca. midt på taget. Der var ingen åben ild at se på dette tidspunkt. Sammen med sine arbejdere løb formanden straks til brandstedet for at deltage i slukningsarbejdet. På dette tidspunkt var der ingen andre civile danske personer til stede ved hotellet. Formanden kunne helt bestemt sige, at ingen af hans arbejdere kunne have været på badehotellet. Firmaet Brandt & Ravntoft udførte på samme tid arbejde på en sanitetsbunker, hvor Skagen Bunkermuseum nu ligger, lidt syd for badehotellet. Alle arbejdere her kunne samstemmende fortælle, at ingen af dem nogensinde havde været på hotellet. Heller ikke en chauffør, som havde arbejde ved entreprenørfirmaet Abraham Nielsen, Hirtshals, havde set noget usædvanlig. Han havde på branddagen kørt ral ude fra Nordstrand til sanitetsbunkeren og havde på brandtidspunktet holdt med en vogn ved sanitetsbunkeren. 

Et tredje hold danske arbejdere var i gang med støbning af en bunker omkring 250 meter nordvest for badehotellet og kunne derfor ikke forlade arbejdspladsen, hvorfor de heller ikke havde kunnet være i nærheden af den nedbrændte bygning. Efter de mange arbejderes forklaring kunne det nu fastslås, at ilden på badehotellet ikke var påsat af danske arbejdere hverken forsætligt eller uagtsom.

Rester af skorsten og ovne, der var opsat til opvarmning af de enkelte værelser. Foto i privat eje

Leutnant Orgler, fortalte, at han, der på det pågældende tidspunkt var fungerende kompagnifører, blev alarmeret om branden kort efter dens opståen. Han skyndte sig straks over til badehotellet, og da han kom ud for hotellet på dettes sydside, så han, at der trængte lys røg frem fra taget lidt til højre for det midterste gavlvindue, men der var ingen ild at se. Han løb derefter ind i bygningen og op på 2. sal. Her havde nogle andre tyske soldater allerede sat en stige op til en loftslem, og gennem den åbne loftslem kunne man se og høre, at det brændte i selve loftet og i bjælkerne lidt til højre for lemmen, medens man ikke kunne se ild andre steder på hotellet på dette tidspunkt. Flere andre tyske soldater, som havde værelser på badehotellet, blev spurgt, om de havde bemærket noget usædvanligt. Alle kunne samstemmende forklare, at alt var stille og roligt denne søndag, og at de først kendte til ilden, da de blev alarmeret af Gefreiter Koch, 11. Kompagnie Luftnachrichten-Regiment 222, som opholdt sig på en byggeplads i nærheden af hotellet. Her var han pludselig blevet opmærksom på, at der slog ild op gennem hotellets tag.

Den sidst afhørte tyske soldat Gefreiter Uttenthaler, 11./Ln.Rgt. 222 (Radarstation Schakal), forklarede, at han boede på værelse 121 i hotellets loftsetage. Søndag formiddag ved 9-tiden tændte han op i værelsets jernkakkelovn for at spejle nogle æg. Han anvendte træ som brændsel, men ilden brændte kun i ca. 20 minutter. Da han var færdig med at spise, gjorde han værelset i stand, rensede også kakkelovnen og tog asken ud, som han bar udenfor hotellet i en dertil bestemt grav. Han havde hele formiddagen og eftermiddagen opholdt sig på sit værelse uden at bemærke nogen ildløs, før han blev alarmeret af Uffizier Beck. Da han kom ud på gangen, lugtede han røg. Han skyndte sig ind på værelset for at redde sine ejendele og løb derefter ned ad trappen uden at se, hvor stærkt ilden havde fat på loftet. Da han kom ud i det fri, var ilden slået gennem taget over hans værelse. 

Det eneste, der stod oprejst efter branden, var to skorstene. Angående ildens opståen mente den danske tilsynsførende, maskinmester Hoffmann, at den måtte være opstået på grund af utætheder ved skorstenen, der førte op gennem værelse nr. 121. Hoffmann kunne ligeledes oplyse, at han under reparation af skiffertaget nogle år tidligere havde lagt mærke til, at hotellet havde været udsat for et så stærkt pres af vinden, og at en stor del af træværket havde forskubbet sig. Når han opholdt sig i hotellets øverste etage under stormvejr, kunne han mærke, at hele hotellet gyngede, og dette havde også medført bevægelser og rystelser i skorstenen. Yderligere havde hotellet på grund af sprængninger af miner, der var drevet i land ved Nordstrand, været udsat for stærke rystelser, som havde beskadiget badehotellets skorstene.

 

Det eneste, der stod oprejst efter branden, var to skorstene. Foto i privat eje

Den tekniske undersøgelse af brandstedet gav sikkerhedspolitiet anledning til at konkludere ”Det drejer sig ikke om sabotage, men skyldes, at en kakkelovn har antændt noget træværk på et værelse”.

Brandsagen afsluttedes den 21. juni 1943, da statsadvokaten bestemte, at der fra anklagemyndighedens side ikke vil være videre at foretage i anledning af en den 23. maj 1943 stedfundne ildløs i Skagen Badehotel på Grenen, Skagen, tilhørende arkitekt Julius Berg, Bagsværd, idet en fortsat undersøgelse ikke kan ventes at føre til, at nogen findes skyldig til straf. 

Planerne om et nyt badehotel på Grenen var store, men alt løb ud i sandet. Foto: Frederikshavn Stadsarkiv

I året 1945 skrev Skagen Avis: ”Mange mennesker både i og uden for Skagen føler det som noget meget trist, at hotellet på Grenen, byens fornemste badeetablissement, efter to ildebrande ligger i ruiner. Og ofte lyder spørgsmålet, om ikke hotellet snart skal genopføres. Vi træffer arkitekt Julius Berg på gaden. Det er den mand, der på det område ved bedst besked, og vi forelægger ham sagen. Berg udtaler først, at erstatningssagerne for branden og for overdragelsen til værnemagten endnu ikke er modtaget. Men der er endnu begrundet håb om, at dette snart vil ske. Efter et besøg ved badehotellet netop nu kan Berg i øvrigt oplyse, at hele området deromkring er i en sørgelig forfatning. Af de bygninger, der findes i hotellets umiddelbare nærhed, er næste alle ødelagte og ubrugelige. Dette gælder maskinhallen, personalebygningen, værelsespavillonen, bilgaragerne m.m. Flyvehangaren er delvis ødelagt. Tyskerne havde jo en sørgelig evne til at ødelægge alt på deres vej. Med hensyn til badehotellets opførelse i en ny smuk og moderne skikkelse kan det siges, at interessen herfor ingenlunde mangler. Men det drejer sig jo om en betydelig kapitalanvendelse, og hertil kommer så spørgsmålet om, hvorvidt staten vil tillade bebyggelse, eller hele arealet skal anvendes til militære formål”. Som bekendt blev de gode hensigter ikke opfyldt, og æraen for det dengang et af landets største badehoteller med mere end 200 værelser var for evigt slut.