Skagen en by i krig og fred

1939-1945

ÆLdre billede af Clausens Hotel. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Tysk officer på slap line

Midt i april måned 1943 var en tysk flotillechef, Oberleutnant Weceleck, og hotelejer Clausen kommet op at skændes. Weceleck var efterhånden blevet en del beruset, og ved politiets ankomst var kun Oberleutnanten og en blikkenslagersvend til stede. Det blev flere gange henstillet til Oberleutnanten, at han forlod stedet, og blikkenslagersvenden lovede, at han på en diskret måde ville sørge for, at Oberleutnanten forlod restauranten. Efter et par timers forløb havde han endnu ikke forladt lokalet, og borde og stole var blevet væltet. Oberleutnanten påstod nu, at hans pistol var blevet stjålet, hvilket hans danske ven dog benægtede. Værtinden på Clausens Hotel blandede sig nu i diskussionen, og utvetydigt fortalte hun det tilkaldte politi, at hvis dette ikke var i stand til omgående at fjerne at fjerne Oberleutnanten, ville hun straks kontakte overkommandoen i Frederikshavn. Havnekaptajn Eskelmann i Skagen fik dog den berusede officer fjernet.

Det illegale blad ”Folkets kamp” skrev om denne episode: ” Den tyske havnekaptajns næstkommanderende Oberleutnant Weceleck er et helt kapitel for sig. Når han bliver fuld, og det sker tit, bliver han altid ondskabsfuld, og mange er de basseraller, han har lavet. Weceleck er i øvrigt drikkebroder med det halvnazistiske slæng af fiskeeksportører, der således hver formiddag samles på Karstens Hotel under betegnelsen ”Posthuset”. For nogen tid siden, da Weceleck sad og drak på Hotel Skandinavien, så han sig ond på et par andre gæster. Han ævlede sig ind på dem, og da de tillod sig at svare på hans uforskammetheder, for han til telefonen og tilkaldte en tysk vagtpatrulje, der førte de formastelige til Hotel Royal og derefter til politiet. Politiet har dog fornuftigvis ikke udsat dem for yderligere ubehageligheder. Senere kom Weceleck ind på Clausens Hotel. Da han var kanonfuld, nægtede man at servere for ham, og herefter gik han fuldstændig bersærkergang. Han trak sin revolver og udstedte de vildeste trusler om, at han ville udtage 10 gidsler og skyde dem på stedet. Tysk og dansk politi blev tilkaldt, men de kunne ikke stille noget op med ham. Til sidst måtte man have fat i den tyske havnekaptajn personligt og formå ham til at forhindre yderligere skandale. Det var også Weceleck, der nytårsnat brød ind i et privat selskab hos en ham ganske ukendt familie. Han slog sig simpel hen ned og tog for sig af drikkevarerne. Nu har Wecelecks udskejelser dog gjort et pinligt indtryk på hans overordnede, og han er blevet fjernet fra Skagen til stor sorg for drikkebrødrene på det såkaldte posthus”. 

Samme blad skrev endvidere om forholdene i Skagen i foråret 1943: ”Hvor mærkværdig det end lyder, kan man endnu høre en og anden naiv sjæl bruge de bevingede ord ”Jamen, de er jo så velopdragne de tyskere”. Når en gang vor tids historie skal skrives, vil denne vending måske blive brugt som motto for det kapitel, der bør hedde ”Danmark under besættelsen – morderens lille kanariefugl”. Man rødmer ved tanken. Rent bortset fra, at man må kunne forlange en smule levemåde selv af en tysker, hvordan forholder det sig så med de tyske soldaters påståede eksemplariske opførsel? Her er nogle spredte eksempler fra Skagen, som enhver skagbo vil kunne supplere med mange andre. Mandag aften den 15. februar blev en ung pige ud for Brøndums Hotel overfaldet af en tysk soldat, der forsøgte at øve voldtægt mod hende. Hun forsvarede sig bravt, og under kampen blev hendes ansigt slået til blods. Da der kom mennesker til, måtte tyskeren flygte uden at have nået sin beskidte hensigt. Den overfaldne unge pige brød dagen efter sammen, som følge af det chok hun havde fået, og hun har i lange tider ligget på sygehuset. Politiet foretog naturligvis en undersøgelse, men den blev på det ihærdigste saboteret af tyskerne, og det lykkedes ikke at finde forbryderen. I det hele taget har forholdene i Skagen udviklet sig således, at det er risikabelt for kvinder at færdes på gaden om aftenen, idet de bliver udsat for grove tilnærmelser fra de tyske soldater. Nu skal man ikke tro, at det udelukkende er de menige, der optræder som bisser. Officererne er også godt med. En aften for nogen tid siden gik en tysk løjtnant og en Gefreiter op og ned ad hovedgaden og forulempede folk. En ung mand fik sine forlorne tænder slået itu, en anden frarøvedes en fyldepen og pencil, og da en politibetjent bad dem om at skrubbe hjem igen, truede de ham med en revolver. Næste dag rettede politiet henvendelse til værnemagten og krævede de to officerer draget til ansvar. Der blev svaret, at der måtte foreligge en fejltagelse, for de tyske officerer gjorde sig ikke skyldig i gadeuorden. Det lykkedes imidlertid politiet trods megen modstand at føre et klart bevis for, at det var to officerer, de havde optrådt på slap line. Dagen efter fik man meddelelse om, at de var rejst andet steds hen, men at den tyske retfærdigheds lange arm nok skulle nå dem. Nu har de overfaldne uden om det danske politi fra værnemagten fået besked om, ”at der ganske vist ikke er ført bevis for, at de har været genstand for nogen overlast”, men hvis de i øvrigt ville lade sagen falde, tilbyder værnemagten dem en erstatning”.