Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Illegal radiosender

Den 9. juni 1943 anmeldte en skærsliber i Skagen til det tyske sikkerhedspoliti i Aarhus, at der hos en familie, der boede i ”Fattighuset”, skulle befinde sig en ulovlig radiosender. Skærsliberen fortalte, at familiens drenge siden 1934 havde haft en radiosender, som han mente var anbragt på loftet. Han havde dog aldrig selv set senderen, men han havde adskillige gange hørt radioen, medens han lå i sin seng. Radiosenderen havde tit generet ham, når han lå og sov om natten. Han var sikker på, at det var drengenes stemmer.

Den tyske efterretningstjeneste havde tidligere på året afsløret, at fjendtlige agentsendere i Norge, Sverige og Danmark uhindret havde kunnet arbejde med engelske, så det var en særdeles alvorlig anklage, der var blevet rettet mod familien i ”Fattighuset”. Kriminalbetjent Kaj Mortensen, Frederikshavn, sektionsleder for modstandsbevægelsen i Vendsyssel, kontaktede derfor modstandsmanden Verner Jensen for at få ham til at advare familien. Verner Jensen gik hen på banegården i Frederikshavn og henvendte sig til en herre, som han kendte lidt til; man han afslog imidlertid at advare familien.

I mellemtiden ankom politimester Platou sammen med overtjent Bak-Jensen til ”Fattighuset” for at foretage en ransagning. I stuen fandtes ganske vist et radiomodtageapparat, som blev undersøgt og afprøvet, uden at der fandtes noget mistænkeligt ved dette. På loftet fandt man et ældre og ubrugeligt modtageapparat, hvis indvendige dele var blevet fjernet.

Sagen afsluttedes med, at politiet konkluderede, at skærsliberen ikke var rigtig klog, og at anmeldelsen ikke havde noget som helst på sig.