Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Dansk arbejde for tyskerne

Det var gode tider for beskæftigelsen i Skagen. Siden man tog fat på fæstningsbyggeriet i sommeren 1942, strømmede til stadighed et stort antal fremmede arbejdere til byen – i perioder omkring et tusind stykker – og regnede man også de tyske tropper med, kom befolkningstallet op på hen ved 10.000 eller det dobbelte af, hvad der var før krigen. Denne enorme vækst sprængte fuldstændigt det lille samfunds rammer. Bolignøden blev, skønt der blev bygget livligt i krigsårene, og skønt soldaterne og de fremmede arbejdere hovedsageligt boede i barakker, et uløseligt problem. De kommunale værker havde det største besvær med at dække byens nødvendigste behov for vand, gas og elektricitet.

Danske arbejdere i pausestilling. Det var ikke øl altsammen. Flere af de danske arbejdere arbejde illegalt med fare for eget liv for modstandsbevægelsen i form af tegninger, skitser og billeder af de tyske bunkeranlæg. Således også farfaren til ejeren af dette billede Henrik Kokborg

Tipvognsspor til transport af sand og ral fotograferet fra det grå fyr. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

De tyske beslaglæggelser af arealer gik også hårdt ud over sommerhusejere, der mistede adgang til deres ejendomme, og fiskernes adgang til tjærekogerierne på Grenen blev forbudt. Bundgarnsfisker Nielsen havde i efteråret 1942 lagt 38 store bundgarnspæle på sin lagerplads mellem det hvide og grå fyr. Han havde slæbt bundgarnspælene langt op på land, for at de ikke skulle blive skyllet væk i en vinterstorm. I april 1943, da bundgarnsfiskeren kom ud til sin oplagsplads, fandt han imidlertid, at pælene var blevet flyttet og spredt rundt i græsset og lyngen bag ved en pigtrådsspærring.

Firmaet Brandt & Ravntoft havde i vinteren løb været i gang med gravearbejde i området og udlagt en pigtrådsspærring langs stranden og op i klitterne. Firmaet tog dog intet ansvar for fjernelsen af bundgarnspælene og henviste til et tysk firma, Hermann Müller, der havde anlagt et tipvognsspor bag pigtrådsspærringen. Ingen ville vedkende sig ansvaret for bundgarnspælenes forsvinden, og tilbage stod bundgarnsfiskeren og manglede 25 bundgarnspæle.

Den lokale befolkning, bortset fra ejerne af hoteller og pensionater så derfor ikke alle med venlige øjne på de fremmede arbejdere, der i store skarer kom til Skagen lokket af udsigterne til en høj løn for lidt arbejde på ”de store arbejdspladser”, som de med en neutral vending kaldtes i aviserne. Politiets arbejde blev i løbet af besættelsesårene mangedoblet. Mange af værnemagtsarbejderne stjal som ravne fra hinanden eller hvem de ellers kunne komme til at bestjæle. Drukkenskaben tog efterhånden helt overhånd, og i pensionater og barakker dyrkedes aften efter aften det ædle terningspil at holde på ”sekseren”, hvor der omsattes for tusinder af ledige kroner.

Pensionat Strandly i 1942. Her logerede mange "fremmedarbejdere". Foto i privat eje

En omfattende sortbørshandel, navnlig med tobak, foregik naturligvis også i tilknytning til dette vilde leben. Kun de meget høje lønninger, entreprenørerne lokkede med, formåede dem til at gribe skovlen og lade som om de bestilte noget. I denne forbindelse fortaltes en lille historie, som var meget betegnende for tiden. En nordjysk entreprenør bestilte pr. telefon 300 skovle hos en isenkræmmer. Isenkræmmeren svarede telegrafisk: ” Ordren kan ikke effektueres. Lad folkene læne sig ad hinanden”. En almindelig arbejdsmand kunne ved fæstningsarbejderne tjene omkring 300 kr. om uden, og her som andre steder kunne tømrersvende og jernbindere have årsindtægter på helt op til 20.000 kr. I juli måned 1942 opdagede bogholder Svend Hansen, at der havde været indbrud og begået hærværk mod Brandt & Ravntofts barak. Det var en større træbarak, der lå mellem det hvide fyr og det grå fyr. Barakken havde kontor i den ene ende af bygningen, og en lang korridor førte gennem hele barakken. Den var indrettet med soverum til arbejderne, og firmaet beskæftigede på dette tidspunkt omkring 50 arbejdere. På grund af brandfaren var korridorens døre altid uaflåsede, og i nattens løb havde en eller flere personer skaffet sig adgang til kontoret og stjålet en pengekasse. Det var lønudbetalingsdag, så tyven havde måske troet, at der lå et større pengebeløb, men udbyttet imidlertid blev kun 20 kr. Samme nat blev der stjålet tre lønningsposer, der lå i firmaet Bodilsen & Søns barak ved redningsstationen på Batterivej. Her var 100 arbejdere i gang med opførelse af barakker til den tyske værnemagt. Normalt havde firmaet ikke kontanter liggende i barakken, men denne dag havde lederen af arbejdspladsen efterladt tre lønningsposer i en aflåst skuffe på kontoret. Priskontrolrådet havde ganske vist lagt loft over lønningerne for at forhindre flugten af arbejdskraft fra det danske arbejdsmarked, men virkningen heraf var illusorisk. Entreprenørerne omgik konsekvent lønstoppet ved at betale deres folk for flere timer, end de arbejdede for. Der betaltes ofte for 14 timer, selv om der kun er arbejdet i 8 timer. Størsteparten af fæstningsværkerne på Skagen blev udført af det kapitalstærke entreprenørfirma Brandt & Ravntoft. Andre store entreprenørfirmaer, der deltog i dansen om guldkalven, var C. Carlsen, Randers og C. G. Jensen, Hellerup, men desuden dukkede der en masse nye entreprenører op, forhenværende kommiser, kontorister og andre, som havde opdaget, at det slet ikke var svært at tjene penge, når bare man ikke hængte sig i, hvor pengene kom fra. Blot en ung mand kunne skaffe kapital til en betonblandemaskine, kunne han nedsætte sig som entreprenør og efter en uges forløb hæve den første store sum penge hos værnemagten. Havde man ingen kapital, så kunne man i hvert fald blive grosserer i græstørv, hesteimpresario eller lignende. 

Den nordlige del af Vendsyssel blev i disse år skrællet for græstørv, der anvendtes til kamuflering af de tyske bunkers. Den stærkt forøgede trafik af lastvogne og hestekøretøjer, der transporterede byggematerialer til befæstningsarbejdet, gav anledning til flere færdselsuheld. Også arbejdet med opførsel af bunkers og radartårne med adskillige uerfarne folk medførte flere ulykker. På hjørnet mellem Lars Krusesvej og Østre Strandvej tørnede en dansk og tysk lastbil sammen med et brag. På lastvognen befandt der sig flere arbejdere, men ingen kom dog noget alvorligt til.

5 cementblandere på rad og række klar til støbning af bunker. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Tårn til Wassermann S radar. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Ude på Grenen var man i forsommeren 1943 i gang med opførsel af et radartårn. Herunder væltede tårnet, og en ung arbejder, Martin Christensen fra Øster Hjermitslev kom alvorligt til skade. Han brækkede det ene ben og beskadigede ryggen. Falcks ambulance blev tilkaldt men kunne ikke komme ud til ulykkesstedet på grund af de tyske afspærringer, og den kvæstede arbejder måtte bæres to kilometer til den ventende ambulance.

Kort før julen 1942 lod det danske firma Brandt & Ravntoft opføre en barak på Batterivej. Firmaet skulle i gang med at udføre entreprenørarbejde i forbindelse med bygning af et større antal bunkere på Nordstrand for det tyske luftvåben. Firmaets ledende ingeniør havde det overordnede ansvar for bygningen af denne barak og dens indretning, men det daglige arbejde overlod han til formanden. Uden egentlig at kende de enkelte regler for opstilling af en kakkelovn blev det alligevel ham, der måtte udføre arbejdet. I april året efter nedbrændte barakken tidligt på natten. Den var opført af bræddevægge med hulrum til isolering. I den ene ende af barakken var der to mindre rum, hvor der i det ene stod en kakkelovn, og i det andet havde man et lille kontor. I det største rum opbevarede man en hel del sække med cement, der tilhørte den tyske værnemagt.

Cementsække efter branden. Foto i privat eje

Kort før branden blev opdaget, var sjakformanden, der havde været på forskelligt oprydningsarbejde ude på Grenen, kommet tilbage til barakken for at få tørret sit arbejdstøj. Det havde været en usædvanlig blæsende og regnfuld dag. Han hængte derfor sit våde overtøj på et søm tæt ved ovnen, og for at det ikke skulle blive for varmt, skruede han risten i kakkelovnen helt i. Sammen med de andre arbejdere gik han derefter ind på kontoret for at spise sin medbragte madpakke.

De havde kun siddet på kontoret et kvarters tid, da de ligesom hørte et bump inde fra værkstedsrummet, hvor kakkelovnen stod. En arbejdsmand og formanden gik straks ind for at se, hvad der var på færde. Da de åbnede døren til værkstedsrummet så de, at der var ild i væggen over kakkelovnsrøret. Samtidig med at de åbnede dørene strømmede frisk luft ind i rummet, og ilden spredte sig straks med eksplosionsagtig hastighed, så de alle i største hast måtte forlade barakken uden at få deres personlige ejendele med. Med hjælp fra den kommandohavende tyske officer, leutnant Redslo, der stod i nærheden af brandstedet, fik de alarmeret Skagen brandvæsen, der hurtigt kom til stede, men i den stærke blæst blev slukningsarbejdet umuliggjort, og barakken var i løbet af kort tid nedbrændt til grunden. Kun de opstablede cementsække stod tilbage og vidnede om, at der havde ligget en barak.

Lastbil med afblændede lygter. Gasgenerator bag førerhuset. Foto: Nordjyllands Politihistorisk Selskab

En vognmand, Vilhelm Thomsen, der var fradømt kørekortet for at have kørt bil i beruset tilstand, fik et beskedent job som vognfordeler hos entreprenørfirmaet Møller & Hansen. Da Vilhelm Thomsen imidlertid var det, man kaldte en driftig mand, lod han sig ikke nøje med det. Han var også en af de største ”græstørvsgrosserer”. Endelig skaffede Vilhelm Thomsen sig en smule biindtægt ved at stjæle store mængder af cement, jern og tømmer fra arbejdspladserne. 

En lokal købmand opkøbte gennem længere tid store mængder æg, flæsk og andre fødevarer på store gårde i Vendsyssel. Varerne blev bragt til hans bopæl pr. lastbil i nattens mulm og mørke og så efterhånden transporteret ud til de tyske barakker. En skotøjshandler solgte det meste af sit lager til tyske soldater. Hvorfor han ikke gemte de gode varer til sine kunder i byen, svarede han skamløst: ”Åh, den ene kan vel lige så godt få dem som en anden, og penge lugter jo ikke”. Disse eksempler harmede naturligvis byens befolkning. I særlig grad den del, som kun havde fra hånden til munden eller måtte slås med store økonomiske bekymringer. Adskillige forretningsfolk måtte derfor også sømme brædder for deres vinduer, og det hændte også, at tyskerglade forretningsfolk om natten fik deres vinduer overklistret med små mærkater, hvorfor der stod: ”Køb ikke hos mig, jeg handler med tyskere”. 

Resterne af det nedbrændte oplagsskur ved Strandhotellet i Højen. Foto i privat eje

Den 24. juli 1943 kl. 1.22 blev der fra telefoncentralen alarmeret om brand på Ruth´s Hotel i Gl. Skagen til politistationen. Overbetjent Bak-Jensen kørte straks sammen med politibetjentene Rønhild og Madsen samt CB-betjent Petersen til brandstedet. Det viste sig imidlertid, at det drejede sig om et mindre udhus på pladsen syd for Strandhotellet. Det høje flammehav fra den brændende bygning truede en overgang med at antænde træværket i Strandhotellets sydlige gavl, men Skagen brandvæsen, der kort efter kom til stede, fik begrænset ilden, således at selve strandhotellet gik fri, medens udhuset nedbrændte totalt.

Udhuset tilhørte hotelejer Johan Olaf Dahler og blev benyttet som oplagringsrum. Således havde O.T., en tysk statslig byggeorganisation, lejet 3 rum, hvor der var opmagasineret bildæk, olie og cykler. I bygningen opbevaredes også en del malervarer og brændsel. Chaufførerne anvendte pladsen foran udhuset til rensning af deres lastbilers gasgeneratorer, og selv om der blev fundet rester af slagger fra generatorerne på pladsen, fandt man ikke årsagen til branden i udhuset ved Strandhotellet. En af chaufførerne, Orla Edmund Christensen, der under sit ophold i Skagen boede på Ruths Hotel, optrådte meget udfordrende, og han følte sig langt hævet over det danske politi. Han tålte således ikke, at statens motorsagkyndige påtalte mangler ved O.T. vognene. Overbetjent Bak-Jensen måtte selv engang give møde hos den stedlige tyske kommandant, hvor Christensen samtidig var til stede, og hvor han beklagede sig over, at politiet generede den meget hastende og nødvendige kørsel med lastbiler, der transporterede cement og andre byggematerialer til de tyske befæstningsanlæg. Kommandanten var dog en meget fornuftig mand, og sagen ordnedes med nogen snak om, at politiet ikke ville genere O.T. vognene. En af chaufførerne havde fået en bøde, hvorfor han skulle møde i retten i Skagen, og dette blev naturligvis omtalt i Vendsyssels Tidende. Her havde Christensen bemærket dette og havde følt sig brøstholden over, at avisen syntes at have fremhævet, at en O.T. mand skulle møde i retten. Han anmeldte sagen til det tyske feltpoliti i Frederikshavn, der mødte på Skagens politistation sammen med kriminalbetjent Mortensen fra den særlige afdeling i Frederikshavn og med lederen af det tyske feltpoliti Ritter, der var meget venlig indstillet over for politiet, og som senere i den anledning måtte flygte til Sverige. Sagen ordnedes derved, at pågældende redaktør , Bidstrup, modtog en advarsel, hvorefter sagen blev henlagt, men det var altså ikke kolonnefører Christensens skyld. Han rejste senere i efteråret 1944 til Tyskland for frivilligt at deltage i tysk krigstjeneste. Efter krigens afslutning blev han anbragt i Fårhuslejren, indtil hans sag kunne behandles af politimesteren i Haderslev. 

I en stor spilleaffære i en af Brandt & Ravntofts barakker, hvor flere arbejdere benyttede fritiden til at spille hasard, blev i sommeren 1943 behandlet i retten. I alt var 21 personer impliceret, men enkelte af dem var ikke mødt, da de var rejst fra byen.

Men de, der var mødt, fik ikke i den anledning en ekstragevinst, men måtte alle bøde for deres letsindighed. Spillet blev begyndt af to arbejdere, Carl Jensen og Voldrup Mikkelsen. Kun den første var mødt, og han vedgik, at han havde ledet spillene, men han kendte i øvrigt ikke sin kollega. Den første aften havde han tabt 100 kr. på sin virksomhed og den næste aften 130 kr. Dommeren gav ham derefter et yderligere tab på 100 kr. En kontorist og ni arbejdsmænd havde alle tabt betydelige beløb fik også en bøde. En stor del af de tiltalte havde i begyndelsen kun været med som tilskuere men til slut var de blevet grebet af spillelysten. I alt høstede retten 525 kr. på den historie og anbefalede de spillelystne til ikke at give sig i lag med at holde på sekseren.

Den tyske organisation O.T., der i en periode i Skagen blev ledet af en tysk major, skulle sidst på sommeren 1944 have øget tempoet med færdiggørelse af befæstningsanlæggene ved Skagen. Et dansk entreprenørfirma, Holm & Nøhr, der i forvejen arbejdede for O.T. med en mindre arbejdsstab, indvilgede i at ansætte 300 flere danske arbejdere. Firmaet gjorde den tyske major Brücker opmærksom på, at firmaet var ude af stand til at fremskaffe logi til en sådan forøgelse af arbejdsstyrken. Politiet blev kontaktet, idet man mente, at det havde pligt til at fremskaffe logi til arbejderne, men politiet afslog og henviste den tyske major til at kontakte de kommunale myndigheder i Skagen. Der blev ført 6-8 forhandlinger med borgmesteren og kommunens kasserer. Borgmesteren afviste de tyske krav og henviste til en lovbestemmelse om, at man kun havde denne pligt over for arbejdere direkte ansat ved O.T. Bestemmelsen omfattede ikke arbejdere ansat ved et dansk firma, selvom dette firma arbejdede for O.T. Den tyske major blev rasende over borgmesterens gentagne afvisninger. Han truede derfor med, at han så ville beslaglægge bygninger. Til sidst lykkedes det dog for byrådet at skaffe bolig på hoteller og pensionater til 150 arbejdere. 

I foråret 1945 ebbede det danske arbejde for den tyske værnemagt ud, og ”fremmedarbejderne” begyndte efterhånden at forlade Skagen. Adskillige af disse arbejdere forlod byen uden at betale for kost og logi, og det kommunale vagtværn måtte derfor opfordre værterne til at opkræve betaling for disse ydelser på forskud.