Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Tørvegravning i Hulsig Hede

Tørvegravning i Hulsig Hede. Foto: Frihedsmuseet

På grund af rationeringer af de sædvanligt anvendte brændstofkilder i besættelsesårene måtte man se sig om efter alternative muligheder. Man vidste godt, at der lå uudnyttede tørvearealer ude i Hulsig hede. Hidtil havde de dog kun været anvendt af de lokale lodsejere, men både rationeringen og de usædvanlige kolde vintre gjorde det nødvendigt at udvinde tørvene i større målestok end tidligere. For flere tusinde år siden lå der i Hulsig store skovsøer, hvis bund gennem årene var blevet dækket af lag på lag af faldne træer og andre døde plantedele, og gennem de mange år havde der dannet sig et tykt lag af døde plantedele som efterhånden var omdannet til tørvejord. Skovsøerne, omkring hvilke mennesker tidligere havde levet, blev efterhånden afvandet, fordi den nordlige del af Jylland langsomt havde hævet sig, medens den sydlige del af Jylland tilsvarende havde sænket sig. Der blev under tørvegravning fundet adskillige mosefund. Således fandt man bl.a. en økse fremstillet af gevirer fra kronhjorte.

I 1940 indgik lodsejerne af tørvearealerne kontrakter både med lokale folk fra Skagen og med større udenbys entreprenørfirmaer. Et af disse var firmaet A. P. Botved, der havde kontor på Havnevej i Skagen og en mindre kontorbygning i Hulsig. Firmaet var grundlagt af den militære flyverkaptajn Botved, som allerede i 1926 udførte en historisk bedrift inden for flyvning. I et Fokker biplan fløj han således fra København til Tokyo og retur. 

Tørvearbejdere i Hulsig Hede. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Af lokale folk var der Poul Nielsen, Poul Eeg Petersen og E. M. Hjort, som skrev en kontrakt med gårdejer Larsen i Hulsig angående gravning af tørv på hans markjorder. Det var nu ikke lige let at få udlejet tørvearealerne, og Skagen kommune måtte selv stå for tørvegravning til eget brug under ledelse af murermester Martin Thomsen på gårdejer P. Houkjærs jorder, og her skulle man først og fremmest benytte lokal arbejdskraft. 

Kaptajn Botved var en fremsynet og iderig mand, og han havde fundet ud af, at man ved en mindre ombygning af elektricitetsværkets generatoranlæg kunne fremstille tørvegas ud af martørvene, som på den måde kunne drive værkets store motorer. Indkøringsproblemer medførte imidlertid, at anlægget måtte bygges om. Folk fra Aalborg skibsværft, som havde leveret det oprindelige anlæg, var under ledelse af formand Peter Nielsen ankommet til Skagen for at afmontere det gamle anlæg. Elektricitetsværksbestyrer Christian Nicolai Løgstrup havde om formiddagen den 12. maj 1941 været i gang sammen med to arbejdere fra Aalborg Værft med at fjerne retorten og fjerne slagger og gløder fra generatoren. Under dette arbejde opstod der ild i noget tjære i retorten, men ilden fik de dog kvalt ved at lukke nogle lemme. 

Skagens elektricitetsværk og gasværk. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Lidt senere under middagspausen opdagede bestyreren, at der også var gået ild i træværket omkring retorten, idet nogle gløder sandsynligvis var sprunget over i retorthuset. Løgstrup tilkaldte straks Skagen brandvæsen og begyndte selv med elektricitetsværkets folk at bekæmpe ilden ved hjælp af en vandslange og en skumsprøjte. Selv om der stod høje flammer ud fra toppen af træhuset omkring elektricitetsværkets generatoranlæg, lykkedes det dog hurtigt for brandfolkene at få slukket ilden, uden at der skete brandskade af større betydning. Desværre medførte ombygningen af generatoranlægget, at der spredte sig en ulidelig stank af rådne æg over byen. Sagen blev taget op i byrådet, og borgmesteren lovede, at man havde en midlertidig løsning på luftforureningen. Planen gik ud på, at man ville lede spildevandet ned i en dyb brønd og oven på denne ville man bygge en 5 meter høj skorsten, hvorigennem den dårlige luft skulle tage en stor del af stanken.

Det havde været en usædvanlig lang og kold vinter. For andet år i træk havde der været isvinter, og Skagen havn havde været tilfrosset i længere tid, men hen i maj var den sidste frost gået af jorden, og entreprenørfirmaet Botved var klar til at begynde tørveproduktionen i Hulsig hede. Arbejdsformand Christensen fra Frederikshavn var formand for et hold arbejdere på 18 mand, der var i gang med kanalgravning for afvanding af et tørveareal. Man havde slået en del lyng, der var blevet samlet i bunker på heden. Midt på eftermiddagen var det blevet tid til en kaffepause, og en lille gruppe af arbejderne satte sig i læ af en bunke lyng. Man hyggede sig med den medbragte kaffe og madkasse, røg lidt pibe og cigaretter og sludrede om alt muligt. Efter et kvarters tid skulle arbejdet imidlertid genoptages, og en af arbejderne gik lidt afsides i et nødvendigt ærinde for at forrette sin nødtørft i læ af en bunke lyng, inden han fortsatte sit arbejde. Kort efter hans tilbagekomst opdagede arbejderne, at der var opstået en kraftig ildløs på det sted, hvor han var kommet fra. Alle fra arbejdsholdet løb straks til brandstedet for at slukke ilden med sand, men i den stærke vestenvind indså man snart, at det var nødvendigt at tilkalde Skagen brandvæsen, som kort efter kom til stede. Brandfolkene og tørvearbejderne måtte kæmpe med ilden i et par timer, førend de var herre over den. I alt blev 45-50 tønder land hede ildens bytte. 

Arbejdet i tørvemosen var ikke et ufarligt arbejde, og det kostede en ung mand livet. En 35-årig tørvearbejder, Edvin Christensen, havde i vinteren 1940-41 gået arbejdsløs igennem en længere tid, men nu havde han fået arbejde ved firmaet Paulsen & Co, der gravede tørv i Hulsig hede. En fredag aften var han gået på jagt sammen med en kammerat i klitterne ved Hulsig, og efter jagten var de cyklet hjem til Edvin for at drikke kaffe. Efter 1 times tid cyklede de sammen mod Skagen, og ud for tørvepladsen, hvor Edvin arbejde, skiltes de. Hans arbejde bestod i opsyn med pumperne, der skulle holde udgravningerne tørlagte. 

Der graves tørv i Hulsig Hede.Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Næste morgen ankom en af arbejderne som den første til mosen, og da motorpumpen kørte som sædvanligt, tænkte han ikke på, at der kunne være noget galt. Lidt efter gik han hen mod motorpumpen, hvor den unge mand sad på hug midt på gangbrættet over tørvegrøften. Han troede først, at Christensen var ved at smøre en aksel, men da han kom nærmere, opdagede han, at Christensen sad livløs. Hans hænder hang slappe ned, og hans tørklæde var viklet stramt omkring akslen. Akslen havde grebet fat i tørvearbejderens halstørklæde og kvalt ham. Trods genoplivningsforsøg fra tililende arbejdskammerater lykkedes det ikke at redde den unge mands liv. Han havde allerede været død i flere timer.

I januar 1942 nedbrændte A. P. Botveds kontorbygning i Hulsig. Brandvæsenet, der var blevet tilkaldt, kunne blot konstatere, at slukning af branden var en håbløs opgave, idet man ikke kunne skaffe vand, da alt var tilfrosset. Det blæste stærkt fra nord, og der var ca. 13 graders frost. Det tilstedeværende kontorpersonale mente, at ilden måtte være opstået som følge af overophedning i en brændeovn. Bygningen var opført som kontorbygning for tøvefirmaet A. F. Botved, og var opført i træ, og havde et areal på ca. 3 x 5 meter. Der havde været et skillerum i midten, således at der havde været 2 omtrent lige store kontorer. Midt for bygningen mod vest havde der været opført en muret skorsten, der efter branden endnu stod omtrent uskadt tilbage. Skorstenen havde stået ca. 28 cm fra skurets udvendige side. I hjørnerne af hvert kontor ud mod skorstenen havde der været anbragt brændeovne, hvis aftræksrør havde været ført til skorstenen.