Skagen en by i krig og fred

1939-1945

Slagtermester angiver tysk desertør

Arbejdsmand M. Haugaard Madsen og hans søn fisker Robert Haugaard Madsen havde i en kortere periode skjult en tysk desertør i deres lejlighed. Soldaten, der var deserteret fra Skagentoget, ville imidlertid gerne til Sverige, og derfor rettede man henvendelse til købmand N. P. Jensen for at låne hans båd. De snakkede lidt frem og tilbage om det, hvorunder både købmanden og hans hustru var blevet meget nervøse. Til stede var også kommet slagtermester Svend Aage Kærgaard Jensen, og han mente, at den eneste måde, hvorpå man kunne holde sin ryg fri, var at henvende sig til den tyske havnekaptajn på Hotel Royal. De to danskere var derefter den 25. september 1942 gået med den tyske desertør ud på Nordstrand. I mellemtiden havde slagtermesteren henvendt sig til den tyske havnekaptajn, og de tog sammen med nogle tyske soldater ud på Nordstrand, hvor de fandt den tyske desertør sammen med de to danskere. I første omgang blev kun den tyske desertør arresteret, men dagen efter anholdtes også de to danskere, og ved den tyske krigsret i Aarhus blev de idømt mellem 1 år og 8 måneders fængsel. Den tyske desertørs skæbne er desværre uvis. Efter arrestationen af den tyske desertør var slagtermesteren, Kærgaard Jensen, sammen med havnekaptajnen taget ind til Hotel Royal, hvor de havde spist smørrebrød og drukket et par øl og snaps. De havde også bøjet arm en smule, og Kærgaard Jensen var derefter gået ud for at drikke med en tysk marinesoldat.

Kærgaard Jensen blev i særretten i Frederikshavn efter den tyske kapitulation idømt 4 års fængsel for sin dåd.