Skagen en by i krig og fred

Lodsfartøjerne "Skagerak" og "Skagen"

Opdateret 27.september 2021

Fra 1. november 2002 fik lodsvæsenet ny struktur. Farvandslodseriet i Skagen, der også brugte navnet DanPilot, blev udvidet med Limfjorden Lodseri.

DanPilot i Skagen havde en stab på 14 lodser og 11 ”bådmænd” samt lodsformanden. (Nordjyske Stiftstidende 8. december 2002)

 

Skagen Lodseri A/S ophørte i 2018, men blev i ændret form overtaget af SkawPilot Aps, hvor DanPilot ejer 51%. Selskabet videreføres under navnet Skagen Lodseri som undertitel. SkawPilot foretager havnelodninger og udfører serviceopgaver i relation til skibsfart og lodning. (Danmarks Lodsmuseum)

Lodseri i danske farvande er et ældgammelt erhverv, hvis formål er lodsning af skibe gennem vanskelige og ukendte danske farvande. I dansk søfartshistorie omtales lodsmænd første gang i Frederik 2.´søret af 1561. lodsvæsenet kom i mere faste rammer gennem en forordning af 27. marts 1831, som fastsatte lodsvæsenets karakter og de pligter, der påhvilede lodserne. Fra 1912 blev lodsvæsenet ledet af en kongelig udnævnt direktør og herunder lodsinspektør samt faste- og hjælpelodser. Efter oprettelsen af Farvandsdirektoratet under forsvarsministeriet 1973 blev lodsvæsenet underlagt dette sammen med fyrvæsenet, redningsvæsenet og søkortarkivet. Pr. 1. januar 1984 fandtes der i Danmark mere end 20 lodserier herunder Skagen.

Omkring 1880 ophørte brugen af lodsbåde til fiskeri i Skagen. Lodserne havde hidtil benyttet sejlbåde til lodsdriften, men de var uegnede til de barske forhold ved Skagen. Lodsbetjeningen ved Skagen var således meget mangelfuld. De små lodsfartøjer kunne stort set kun fungere i sommerperioden, hvorimod i vinterperioden, hvor behovet for lodshjælp var størst, fungerede de kun vanskeligt. Det var stærkt påtrængende at forbedre lodshjælpen omkring Skagen, og finansudvalget bevilgede 150.000 kr. til anskaffelse af en lodsdamper, der skulle stationeres ved Skagen.

Lodsdamperen "Skagerak" i Skagen havn. Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Den nye lodsdamper blev bygget på Orlogsværftet i perioden 1898-99 og blev døbt ”Skagerak”. Det var et kulfyret dampskib med en besætning bestående af føreren, altid lods, en maskinmester, to fyrbødere, en matros, en letmatros og en kok. Samtidig var der plads til det fornødne antal lodser.

Prøvesejladserne, der blev foretaget i Øresund under ledelse af underdirektør Rasmussen og kommandør Sølling, viste, at lodsdamperen på alle måder opfyldte de stillede krav til dets fremtidige virke og var efter datidens normer et moderne skib. 

Sidst i september 1899 afgik damperen fra København med dets fremtidige fører Lars Jensen til Frederikshavn, hvor den skulle have hjemstavn. Først i 1907 fik Skagen sin egen havn.

Lodsdamperen ”Skagerak” skulle begynde lodstjeneste ved Skagen den 1. oktober 1899. Lodsdamperen lå normalt til ankers ved Skagens Rev eller i godt vejr ved fyrskibet, hvor den ventede på skibe, der ønskede lods om bord. I dårligt vejr med østlig vind lagde lodsdamperen sig i læ ud for Høj fyr.

Annonce i Frederikshavns Avis 1899

Fiskekutter S.112 "Gideon". Foto: Lokalsamlingen i Skagen

Lodsdamperen ”Skagerak” påtog sig ikke alene lodsopgaver men også rednings- og bjergningsopgaver. Den 29. august 1915 lå fiskekutteren S.112 ”Gidion» af Skagen med skipper Johan Christian Pedersen til ankers på Skagens nordside, da man fra den nærliggende lodsdamper opdagede, at der slog flammer op fra styrehuset. En båd blev roet over til fiskekutteren, hvis besætning alle sov, og i løbet af kort tid blev ilden imidlertid slukket. Føreren fik en bøde på 500 kr. for overtrædelse af søloven. 

Af mange andre opgaver kan blot nævnes besørgelse af post og proviant til Skagen Rev fyrskib under 1. verdenskrig, afhentning af blinde passagerer fra Amerika Lineren ”Oscar” og afhentning af stemmesedler fra besætningen på fyrskibet vedrørende afstemning om ”De vestindiske øer”.

I 1915 afgik lodsdamperen til Frederikshavns værft for at få installeret en lille kanon på fordækket. Det var ikke for at gå i krig. Kanonen skulle anvendes til uskadeliggørelse af de mange drivende miner, der efterhånden havde revet sig løs fra de tyske og engelske minefelter i Nordsøen og som efterhånden blev et voksende problem for skibsfartens sikkerhed.

I september 1920 indtraf katastrofen for dansk lodsdrift i den nordlige del af Kattegat ud for Skagen. På nordsiden af Grenen opankrede en tysk lodsskonnert på omkring 50 tons. Den var mærket i sejlet med store bogstaver ”Baltic Pilot 5”, frit oversat til ”Østersølods”. Lodserne på den danske lodsdamper ”Skagerak” troede næppe deres egne øjne, men lidt efter røg flag-signalet ”ønsker de lods?” op, og de danske lodser måtte erkende, at de havde fået en konkurrent. Senere opdagede de, at konkurrenten var forsynet med trådløs telegraf. Om bord på Skagen Rev fyrskib, som også har trådløs telegraf, opdagede man dele af skonnertens telegrammer, der sendtes rundt i alle retninger på flere sprog: ”Ønsker de lods til Østersøen”.

Besætningen bestod af ca. 12-15 mand. Lodsvæsenet sendte straks indberetning til lodsdirektoratet, som skulle fortage det fornødne for at slippe af med den uønskede konkurrent.

I løbet af vinteren fik den danske lodsdamper også installeret trådløs telegraf for at forbedre konkurrencen med den tyske lodskutter.

I mellemkrigsårene genoptog lodsdamperen øvelsestogter, der havde ligget stille under 1. verdenskrig, i de danske farvande. ”Skagerak” medførte lodser fra så godt som alle de større havnebyer, for at de kunne lære de store hovedfarvande, Storebælt, Lillebælt og Øresund at kende nøjagtigt. Lodserne skulle nemlig under alle forhold navnlig om vinteren, hvor mange sømærker kunne være inddraget, kunne drage fordel af forskellige landkendingsmærker under navigeringen.

På et af øvelsestogterne i 1922 ved Paludans Flak syd for Samsø bjergedes galeasen Magda af Sønderborg, der var sprunget læk og befandt sig i synkefærdig stand. Det lykkedes med stort besvær at få galeasen slæbt ind til Koldby Kaas for at blive tætnet.

Den gamle damper ”Skagerak” havde i omtrent 40 år gjort tjeneste i farvandene omkring Grenen ikke alene som lodsdamper men også været Skagensfiskernes hjælper og ven. Lodsdamperen havde ydet bugserhjælp til havarerede kuttere og samtidig brudt is i de kolde vintre, hvor fiskerflåden var blevet spærret inde i havnen. Skagens fiskerbefolkning ønskede fortsat, at den gamle lodsbåd måtte forblive i Skagen. Den gamle dame var imidlertid blevet alt for dyr i drift og skulle gennemgå en kostbar og omfattende istandsættelse for overhovedet at kunne fortsætte arbejdet som lodsdamper. Lodsdirektoratet havde derfor foreslået at bygge et helt nyt fartøj, som foruden lodsarbejdet kunne fungere ved bugsering og isbrydning. 

Den 7. august 1939 skrev Skagens Avis:

” Den gamle lodsdamper ”Skagerak”, der i omtrent en menneskealder har gjort tjeneste fra Skagenshavnen, forlod i dag Skagen med den allerstørste stilfærdighed. Den blev ved 9-tiden hentet af Fyr- og Vagervæsenets inspektionsdamper ”Kattegat”, der netop i disse dage har besøgt fyrskibene her i farvandet, og den gik straks i gang med at bugsere ”Skagerak” til Orlogsværftet, hvor den foreløbig vil blive lagt op, idet der endnu ikke er truffet en bestemmelse om dens endelige skæbne. Man havde ikke fyret op under lodsdamperens kedler, fordi det var både nemmere og billigere at lade den bugsere til København. Den nye lodsbåd fulgte den et stykke vej og kippede til afsked med flaget, men ellers var der ikke nogen større højtidelighed i den anledning”. 

Fyr- og vagervæsenets inspektionsdamper "Kattegat" ved Holmen i København. Foto: Rigsarkivet

Damperen blev overført til Holmen i København, og i 1941 kom den atter i aktiv tjeneste i den danske minestrygerflotille som minestryger i et år.

Ved den danske flådes sænkning den 29. august 1943 blev den tidligere lodsdamper ”Skagerak”, som så mange andre danske flådefartøjer beslaglagt af tyskerne. Efter krigen blev der iværksat en større eftersøgning af forsvundne danske fartøjer i de tyske Østersøhavne, og her dukkede ”Skagerak” op i Kielerbugten i sørgelig forfatning. Marineministeriet fik damperen udlevet af de engelske myndigheder, og Svitzers Pluto slæbte den gamle lodsdamper tilbage til Holmen. Her endte lodsdamperen dog ikke sine dage. Den blev solgt 12.2.1946 til rederiet Birte, Hellerup og omdøbtes til ”Rask”.

Lodsmotorbåden "Skagen"

Lodsfartøjet, der var bygget af 1. klasses stål, præsenterede sig smukt på vandet med sine moderne linjer. Ligesom dets forgænger var skibet bygget ikke blot til lodseri men også til bugsering og om nødvendigt til isbryderassistance. Besætningen bestod af skibsfører, motorpassere, radiotelegrafist, hovmester og 2 matroser 

I sommeren 1939 ventede havnens folk i stor spænding og forventning om, at det nye lodsmotorfartøj skulle melde sin ankomst. Skibet var løbet af stablen på Orlogsværftet i København den 18. marts 1939 og blev ved den lejlighed døbt ”Skagen”. Efter nogle få vellykkede prøvesejladser i Øresund var fartøjet parat til at tage turen til dets nye hjemsted i Skagen havn. Sidst i juli måned løb det nye lodsfartøj ind i Skagen havn uden den store festivitas. Det var et smukt skib, og flere fiskere, der ellers ikke udtrykte sig i store vendinger, vendte forsigtigt skråen i munden og spyttede diskret til siden i beundring, da de så det smukke skib ankomme til Skagen. 

Lodsbåden "Skagen" på dets faste liggeplads i Skagen havn i 1942. Foto i privat eje

Billede fra august 2021

Den nye lodsmotorbåd ”Skagen” fik lige så mange forskellige arbejdsopgaver som dens forgænger. Under besættelsen af Danmark og Norge ydede lodsmotorbåden ”Skagen” i mange tilfælde et stort redningsarbejde i forbindelse ned minesprængninger af både tyske og danske fartøjer.

Lodsbåden ydede således værdifuld assistance til Skagenskutterne ”Nordsøen” og ”Havet” samt den svenske båd ”Emly”, da de under en snestorm i nattens mulm og mørke skulle sejle ind i havnen i marts måned 1941.

Om lodsbåden ”Skagen”´s trængsler i 1943 kan du læse under augustopgøret 1943. Herunder blev lodsbåden bl.a. sænket på havnens bund af egen besætning.

Den 10. april 1945 sejlede lodsmotorskibet ”Skagen” illegalt til Varberg i Sverige og indgik derefter i den danske flotille. 

Ud for Skagen har en damper modtaget lods, og lodsbåden, hvorfra billedet er taget, går mod havnen. Foto fra privat filmoptagelse

Sikorsky helikopter under redningsdemonstration i jollehavnen den 31. januar 1965. Helikopteren tilhørte flyverdetachement 601. Alle interesserede var velkomne. Der blev lejlighed til at se en gummiflåde, udlånt af P. Saxberg, demonstreret, hvorefter en person af helikopteren blev halet op fra flåden. Efter øvelsen landede helikopteren på området i umiddelbar nærhed af rørisværket, hvor maskinen kunne beses. Foto fra privat filmoptagelse

Artikel fra Vendsyssels Tidende 31. maj 1945:

”De danske minører, der indstillede deres virksomhed efter tyskernes overfald på flåden den 29. august 1943, arbejder nu igen, og der er foreløbig fuldt op at gøre med at uskadeliggøre de mange løsrevne miner, der driver om ved vore kyster og er en trussel for de søfarende.

En drivmine var blevet observeret dagen i forvejen, og lodsdamperens mandskab, der efterhånden er halvvejs minører, havde fortøjet den på lavt vand ud for Grenen. Nu skulle den sprænges af kvartermester Winkler fra det sømilitære distrikt i Aalborg. Først skulle minen bugseres længere ud, for at sprængningen ikke skulle anrette skade på land, og Winkler og styrmand Rasmussen er gået ud i en pram for at fastgøre en line, i hvilken man slæbte bæstet til havs.

Mens vi dampede udefter, gjorde kvartermesteren en bombe klar til at sprænge minen. Bomben havde han selv fabrikeret af engelsk P.E.2 sprængstof, der var proppet i og omkring et par blikdåser og omvundet med et stykke isolerbånd, ganske som dem, sabotørerne brugte, når de var ude på deres natlige togter. Ikke bombekyndige læsere vil måske undre sig over, at Winkler sidder bøjet over bomben med en tændt pibe i munden. Er det ikke det, man i det illagele sprogbrug kalder at trække døden i skæget? Nej, piben frembyder ingen fare, for P.E.2 eksploderer ikke, selv om der falder en gnist på det. Man kan endda roligt sætte en brændende tændstik til det, det brænder blot, og det er ganske udmærket til at tænde op i kakkelovnen med. For at bomben kan eksplodere, skal der i selve sprængladningen anbringes dels en forladning, en prop af et særligt eksplosivt stof dels en detonator, som er en lille bombe for sig, og dels en tidsblyant eller en lunte. En bombeeksplosion foregår altså i fire etaper, men de følger jo unægtelig temmelig hurtigt efter hinanden.

Da minen var slæbt et par sømil fra land, gik Winkler igen ud i prammen for at sætte bomben på. Det blæste en frisk kuling, og herude på dybt vand var der temmelig høj sø, så han fik sig en ordentlig vippetur. Han lå i bådens agterende med overkroppen ude over rælingen, snart havde hovedet opad, snart nedad, og minen, som han havde indenfor en arms længde, rullede voldsomt. Det siger sig selv, at det ikke er nogen ideel måde at nærme sig en mine på. Denne var en kontaktmine, og det er muligt, at tændingsmekanismen var blevet sat ud af funktion, da minen rev sig løs, men også muligt, at sikringsanordningen havde svigtet, således som den ofte gør, når en mine har ligget længe i vandet. I så fald skulle der kun et kvart punds tryk på et af hornene til at fremkalde eksplosionen.

Kvartermester Winkler lå længe og lurede på sit bytte, og så med et snuptag hængte han bomben på, fik lunten tændt og gav tegn til, at prammen skulle hales ind.

Lodsdamperen gik nu frem for fuld kraft og lagde sig i en kilometers afstand for at afvente sprængningen. Der var 7-8 meter lunte på bomben, og denne skulle således eksplodere efter ca. 10 minutters forløb. Vi ventede spændt. Det er nemlig ikke altid let at få en bombe til at gå af i vand, idet vandet kan trænge ind omkring detonatoren og hæmme dens eksplosive kraft. De 10 minutter gik uden at der var sket noget, og Winkler begyndte at se tvivlende ud. Men et minut senere hævede der sig pludselig en mægtig søjle af røg og vand op fra havoverfladen, og et par sekunder efter kom knaldet, der ude på vandet mærkeligt nok ikke var nær så kraftigt som inde i Skagen, hvor det fik husene til at ryste. Vandsøjlen hævede sig langsomt et hundrede meter i vejret, før den opløstes og dalede ned igen. Det var et imponerende syn, selv om besætningen på lodsdamperen forsikrede, at de var vant til anderledes flotte minesprængninger.

Vi gik nu hen til eksplosionsstedet. Havet var i vid omkreds kulsort af krudtslam, og hist og her drev en besvimet fisk om med bugen i vejret. Skagens fører, lods Pihl, satte kursen mod en dejlig stor torsk, som styrmanden bjærgede ved hjælp af en ketcher og overrakte til hovmester Jensen, der så på den med et kærligt blik og erklærede, at det var den fineste torsk, han længe havde set”. 

Efter godt 25 års tjeneste i lodsvæsenet havde lodsbåden set sine bedste dage, og hvis den fortsat skulle benyttes, ville det inden længe være nødvendigt at foretage forskellige kostbare reparationer. På et møde i 1964 måtte man erkende, at lodsbåden hidtidige opgaver efterhånden var overtaget af andre tjenester så som redningstjeneste med helikopter og større bugseringsfartøj, og man besluttede derfor at anskaffe en mindre og sødygtig lodsbåd. I 1967 blev lodsmotorskibet ”Skagen” solgt, og en ny lodsbåd, Skawpilot” blev stationeret i Skagen. Fartøjet blev søsat fra Ørskovs stålskibsværft i Frederikshavn 28. april 1967 og var forsynet med en 410 KH Rolls-Royce motor og kunne betjenes af 2 mand. Skipperen på lodsmotorbåden ”Skagen” Richardt Rasmussen fortsatte som skipper på det nye lodsfartøj.